Din første jagtbue – 5 ting du bør vide

Ok, du har besluttet at blive buejæger. Sådan! Man er dog ikke buejæger uden en jagtbue, og hvad skal man så lige anskaffe? Og hvad betyder begreber som pundstyrke og træklængde, og ikke mindst hvor meget bør jeg investere? I den 2. af en serie på 4 artikler om buejagt, giver bueinstruktør David Hauge svar på de mest gængse spørgsmål som kommende buejægere tumler med, når der den første jagtbue skal indkøbes.

AF DAVID HAUGE, HAUGES BUESKYDNING.

Dyret står helt roligt i lysningen. Du mærker pulsen stige og prøver at kontrollere din vejrtrækning. Du trækker buestrengen tilbage og sigter. Afstanden er perfekt – 7 meter. Du begynder at lægge tryk på aftrækkeren og buen sender pilen afsted. Dyret er truffet, lige hvor du ønsker, og det vakler i et par sekunder, inden det falder om i græsset. Du føler adrenalinen flyde igennem kroppen, og du ryster af spænding. Du har gjort det! Dit første bytte nedlagt med bue. Dyret var så tæt på og oplevelsen så intens. Du er hooked på buejagt.

Når du har besluttet dig for at blive buejæger, er første skridt på vejen at anskaffe en bue og det nødvendige tilbehør. Jeg møder ofte buejægeraspiranter, som har fået købt forkert udstyr, og det kan være en hindring for muligheden for at bestå bueprøven. I denne artikel vil jeg forklare 5 begreber, du skal være opmærksom på som førstegangskøber af bue. Bruger du denne guide, sikrer du dig, at du får købt den rigtige bue fra starten.

Budget

Inden du køber din første bue, bør du bestemme dig for et samlet budget. Hvis du vil købe ny bue og tilbehør, kan du komme igang for omkring 5-6000 kr. Du kan godt finde nyt udstyr, som er billigere, men du vil snart indse, at lavprisudstyr hurtigt bliver en begrænsning i forhold til at afgive et præcist skud. En god startbue ligger på ca. 3500-4000 kr. for en rå bue uden tilbehør. Det er vigtigt, at du ikke bruger hele dit budget på at købe buen, da der skal være råd til at købe tilbehør til buen. 

Du bør ikke bruge mere end ca. 70% 

af dit budget på selve buen

Jeg vil senere komme ind på buens tilbehør, men du bør ikke bruge mere end ca. 70% af dit budget på selve buen. Som nævnt kan man komme i gang for omkring 5-6000 kr., men er penge ikke noget problem, ligger de dyreste jagtbuer på ca. 10.500 kr. og tilbehør kan komme op på ca. 15.000 kr. Selv om 25.000 kr. lyder af meget for en jagtbue med tilbehør, er dette dog stadig ikke skræmmende dyrt set i forhold til en kvalitetsriffel med kvalitetsoptik. Ønsker man at købe brugt bue, kan dette findes mange steder på nettet til fornuftige penge. Vælger man at købe en brugt bue, er det enormt vigtigt, at man sætter sig ind i præcis hvilken pundstyrke og træklængde, man har brug for. Mere om dette senere i denne artikel.

2. Buens design

A til A og strenghøjde

Du har nu fastlagt dit budget, og nu er det tid til at købe bue. Det første du skal vide er, om du har dominans på højre eller venstre øje. Er højre øje dit ”mesterøje”, skal du have en højrehåndsbue. I bueverden kaldes dette en RH bue (Right hand). Det næste du skal overveje, er buens størrelse. Dette kaldes ”axel to axel” (a to a) og fortæller, hvor stor afstanden er mellem compoundbuens hjul. Generelt skal høje personer have buer, som er længere end lavere personer. Er man omkring 180 cm høj, kan det være svært at skyde rigtigt med buer, som er mindre end 32 tommer i ”axel to axel”. En god gennemsnits start jagtbue ligger omkring 31-35 tommer i ”a to a”. En anden vigtig faktor for buens egnethed som startbue, er buens strengehøjde. Dette måles som afstanden mellem buens håndtag og strengen, når denne er i hvile. Er strengehøjden mindre end 6 tommer, kan buen blive mere upræcis, hvis man holder forskelligt i buen fra skud til skud. En god startbue skal være ”rolig” at sigte med og skal være ”tilgivende” for variationer i ens skydestil. Et eksempel på en god startbue i den billige ende er Hoyt PowerMax til ca. 4.000 kr. og vil man have bedste kvalitet fra starten, er Hoyt carbon Defiant 34 buen et godt bud.

3. Pundstyrke

Buens trækkraft måles i amerikanske pund og fortæller, hvor meget der skal trækkes i strengen for at få buen helt ud til buens stop. Afhængig af hvor lange arme du har, kan du bestå jagtprøven med buer ned omkring 40 pund. De fleste danske buejægere bruger buer som kan justeres mellem 50 og 60 pund eller 60 til 70 pund. Når du er begynder, kan det være svært at trække buen, fordi du bruger de forkerte muskler. For at lære at trække buen korrekt, er det vigtigt, at du får hjælp af en instruktør. 

Jeg vil anbefale, at du starter med en bue, som kan indstilles fra 50 til 60 pund

Forkert skydestil og for stram en bue giver dårlig præcision, og er du uheldig, kan du få skader i din skulder. Jeg vil anbefale, at du starter med en bue, som kan indstilles fra 50 til 60 pund, og at du starter med at indstille buen i den letteste indstilling. Til jagt på dansk vildt er en jagtbue indstillet på 60 pund rigeligt til at lave gennemskud på rådyr. Skal du på storvildt jagt i udlandet, kan det være nødvendigt med en bue på 60 til 70 pund. Det kan godt være at du føler, at du kan trække en kraftig bue, når du prøver at skyde et par skud i butikken. 

Du skal bare huske på, at du også skal kunne gøre dette, når du har siddet helt stille i en stige i minus 10 grader i 3 timer, og du tilmed skal kunne afgive et skud i en svær skudvinkel. Skydningen skal føles ubesværet til træning, for at du kan trække buen under svære forhold på jagt. Selv træner jeg med 63 pund mellem jagtsæsonerne, og min jagtbue er indstillet til 60 pund. Ved at træne et par måneder med flere pund, giver det et stort fysisk overskud, når buen herefter justeres ned inden jagten starter.

4. Træklængde

For lang træklængde

For kort træklængde

Korrekt træklængde

Buens træklængde er et udtryk for, hvor langt du skal trække buen, inden denne når sit ”stop”. Modsat langbue og recurvebue, er compoundbuen konstrueret med et stop i hjulene. Dette stop gør, at du kan trække buen præcist lige langt ved hvert skud, og at du derved sender pilen afsted med nøjagtig den samme kraft hver gang. De fleste buer kan justere buens træklængde i mindre eller større intervaller. Nogle buer fås kun i bestemte træklængder. Det er utrolig vigtigt, at du køber en bue, som passer præcis til din træklængde. Din træklængde defineres af dine fysiske mål på armlængde, skulderbredde samt formen på din kæbe. Jeg vil anbefale, at du får hjælp til at finde din korrekte træklængde af en instruktør eller hos bueforhandleren. Får du en bue, som enten er for kort eller lang i træklængde, vil du få meget svært ved at skyde korrekt med buen. Når man har trukket buen, skal træklængden passe med at buestrengen rører mundvigen og næsetippen, uden at man flytter hovedet efter strengen. Er træklængden for lang, skal man overstrække sin buearm, og dette resulterer ofte i, at strengen rammer armen eller ærmet i skuddet. Hvis strengen rammer tøj inden pilen slippes, vil dette give forskellig træfpunkt fra skud til skud. Er buens træklængde for kort, kan man få belastningsskader, fordi man står forkert med armen

5. Tilbehør

Når du har fundet en bue der passer til dit budget, og som har en pundstyrke, du kan trække og en træklængde, som er korrekt, er det tid til at vælge udstyr. Du skal bruge en pilehylde, et sigte, en stabilisator, en håndledsrem, en aftrækker (release), et pilekogger og nogle pile.

Pilehylde

Pilehylde

Pilehyldens funktion er at holde pilen det samme sted i hvert skud. Jeg anbefaler en ”fald ned” pilehylde, hvor pilehyldens arm bevæger sig væk fra pilen, når skuddet går af. Hvis pilens styrerfaner rammer kanten af pilehylden, kan pilens bane blive upræcis. Et rent skud opnås bedst med en ”fald ned” pilehylde. Det er vigtigt, at du køber en pilehylde af god kvalitet. En god pilehylde kan flyttes fra bue til bue, hvis du i fremtiden vælger en anden bue.

Sigte

Sigte med en pind

Sigte med flere pinde

Ved valg af sigte har du overordnet valget mellem et sigte med en enkelt sigtepin eller et sigte med flere sigtepinde. Et sigte med en sigtepin kan justeres efter en sigteskala, så du altid kan holde ”lige på” med sigtet. I en jagtsituation er det dog ikke altid, at man har tid til at justere sit sigte til den afstand, dyret står på. Hvis sigtet er indstillet til 10 m, og der opstår en skudchance på 25 meters afstand, skal man vide nøjagtig, hvor meget man skal sigte over sit ønskede træfpunkt. Det kan være svært at huske, når pulsen er høj og adrenalinen pumper. Jeg vil anbefale, at man bruger et jagtsigte med mindst 3 pinde. Jeg bruger selv 3 sigte pinde til jagt. De er indstillet til hhv. 10, 20 og 25m. Uanset hvilken afstand skudchancen opstår, kan jeg vælge en sigtepind, som gør at jeg kan holde ”lige på”.

Stabilisator

Stabilisator

Stabilisatorens opgave er at hjælpe dig til at holde buen stille og balancere buens ”rekyl”. I jagtloven angives det, at stabilisatoren maksimalt må være 35 cm lang. For en stabilisator gælder, at den virker bedre, jo længere den er. Sidder man i et tårn med høje sider, kan det dog være en udfordring med en lang stabilisator. Her er ikke plads til at trække buen, uden at den går imod tårnets sider. Det er også vigtigt, at stabilisatoren har en smule egenvægt, da vægten er med til at dæmpe buens sigteuro. En stabilisator på ca. 25-30 cm er en god ”all round” jagtstabilisator.

Håndledsrem

Håndledsrem

Du skal bruge en håndledsrem sammen med din nye bue. Remmen gør, at du ikke behøver at klemme om buens håndtag for at undgå at tabe buen i skuddet. Når man holder en bue, skal fingrenes greb om buen være så let og løst som muligt. Griber du om buen lige i skudøjeblikket, kan det nå at ændre buens træfpunkt.

Release

Release

Håndholdt release på strengen

Korrekt træklængde håndholdt release

Når du skal vælge aftrækker (release), har du også 2 muligheder. Du kan vælge et ”håndleds release,” som spændes fast på håndledet og skydes med pegefingeren eller et ”håndholdt” release, som holdes i fingrene og skydes med tommelfingeren. Fordelen med et håndledsrelease, er at man ikke kan tabe dette, dog giver et håndholdt release ofte en bedre præcision i skuddet. Jeg anbefaler at man starter med et billigt håndledsrelease i begyndelsen, og efterhånden som skydeteknikken forbedres, kan man skifte til et kvalitets håndholdt release.

Pilekogger

Pilekogger

Pilekoggeret sørger for, at du altid har pilene i nærheden, når du skal bruge en pil. Man kan vælge mellem pilekoggere som har plads til 3 til 6 pile, og der er forskel på, om man kan tage pilekoggeret af buen eller ej. Jeg bruger et pilekogger med plads til 5 pile, da jeg tidligere har oplevet at 3 pile ikke er nok, hvis såten er god.
Når du skal have dine første pile, anbefaler jeg, at du køber en billig færdigmonteret pil. I starten vil du opleve, at pilene bliver ødelagt eller, at de bliver væk, hvis du rammer forbi skiven. En billig pil koster ca. 60 kr., og en god færdigmonteret trænings pil kan koste op til 200 kr. Når du køber pile, skal de passe til din bue. Pilens stivhed varierer efter din træklængde og din bues pundstyrke. Det er lidt teknisk at vælge den rigtige stivhed på pilen, så det anbefales, at du får hjælp fra en, som har forstand på dette.

Køber du bue hos en forhandler, kan du få forhandleren til at ”samle” din bue og udstyr og få indstillet buen, så den passer helt perfekt til din styrke og træklængde. Køber du en brugt bue, kan det være nødvendigt at få hjælp til at indstille buen.

Når du nu har anskaffet en bue og udstyr som passer til dig, er du klar til at begynde din træning. For at lære hvordan du skal skyde korrekt med din bue, anbefaler jeg, at du opsøger en klub med træner eller en bueinstruktør,. Hvis du skal have det optimale ud af din bue, er det vigtigt at du bruger den rigtigt. En bue skyder med utrolig til stor præcision, hvis du som skytte forstår at lave de rigtige bevægelser og gøre disse helt ens i hvert eneste skud. Bukkeskiven til jagtprøven har et forholdsvis stort træfområde, men jeg mener at man som bueskytte altid skal forsøge at blive bedre og mere præcis.

Aim small, miss small

Læs også artiklen i Mit Jagtblad nr. 9 ‘5 trins guide til at blive buejæger’

Vil du vide mere så kig på www.haugesbueskydning.dk eller www.facebook.dkhaugesbueskydning

Vi ses derude 

David Hauge er uddannet bueinstruktør ved Bueskydning Danmark. Han har skudt med compoundbue på det Danske landshold i både skiveskydning og 3D. David er dansk mester i buejægerklassen i 3D og ivrig buejæger. David instruerer i bueskydning gennem sit firma, Hauges Bueskydning.

Læs mere

Nyheder