Foto: Steen Andersen og Krzysztof Sieniawski samt Roxane 134/Shutterstock
”Stop!” Det er ikke et forslag. Det er en ordre. Fra Leonard på firhjulstrækkerens lad til Ralf, der styrer det stærke vogntøj.
”Eland!” konstaterer trackeren på ladet tørt.
”Men det har vi jo slet ikke her,” replicerer Ralf.
Vi kører videre. Sporet er fra en stor tyr, og det er ikke en time gammelt, kan jeg forstå på den forsatte samtale mellem de to.
Vi kører blot ti minutter længere frem ad hjulsporret langs den udtørrede flodseng, så ser vi atter sporet. Endnu friskere.
Ralf parkerer i skyggen af et akacietræ.
”Du vil gerne jage eland, ikke?”
Jeg blot nikker fra sædet oppe på ladet, tager min riffel, kravler af den kakifarvede safarivogn og presser en patron frem i kammeret på min gamle jagtkammerat i kaliber .375 H&H.
Vi går på foden. Den er så stor og så markant, at selv jeg let kan identificere hvert eneste spor og deltage i konstateringen af, at der faktisk er tale om to forskellige individer. At de så begge er tyre, er en vurdering, som Ralf og Leonard skal krediteres for. For mig er det bare et stort spor og et, der er endnu større.
Eland
Denne store, afrikanske antilope har faktisk et dansk navn: elgsdyrantilope. Men den hverken ligner en elg eller er beslægtet med den, så dette navn giver næsten ingen logisk mening. Eland derimod kan alle med en smule Afrika-erfaring forholde sig til – både på dansk og på engelsk. I dette tilfælde er der så tale om Cape eland (Taurotragus oryx oryx), som er en af de fire underarter, man zoologisk inddeler de meget store dyr i. Sådan til husbehov beskrives eland som en repræsentant for de størst forekommende antiloper med en maksimumvægt lige under 1.000 kg.
Jagten foregår på familien Lidtkes jorder små tre timers kørsel nord for Windhoek, der er hovedstad i Namibia.
Det er et enormt land på svimlende 825.418 km2, hvilket svarer til lidt over 19 gange Danmarks størrelse – og her bor næppe mere end 3 millioner mennesker. Så her er god plads. Og da især ude på jagtrevirerne, som jævnligt er på 20- 40 eller 60.000 hektar. Familien Liedtkes ejendom er på 20.000 hektar, og den er ikke hegnet, så de to eland-tyre, vi nu gør klar til at forfølge, kommer langvejs fra. Måske er de brudt ud fra en jagtfarm med høje hegn, måske er de bare vandret hertil fra deres mere nordøstlige naturlige og frie udbredelsesområde.
På sporet
I mit jagtliv findes der ikke noget mere opslugende og nærmest meditativt koncentreret end lige netop sporjagten. Trackingen. Hvert et tegn læses og tolkes. Der er hele tiden nye informationer at forholde sig til, vinden skal man være heldig med, og dummer man sig, er det hele forbi på et splitsekund. Det giver koncentration. Intenst nærvær og dyb, dyb jagtfryd.
Vi går som en slange efter sporene. Forest trackeren, derpå den professionelle jæger og så skytten. Hver gang de stopper foran mig, er jeg klar til at svinge riflen op i skydestokken. Men vi fortsætter. Tjekker vinden konstant ved at sparke til det tørre sand og se, hvad vej støvskyen sejler. Vi er stadig heldige. Tyrene aner ikke uråd og bevæger sig frem i terrænet med vinden i næsen. Vi forfølger dem, og eftersom sporene bliver stadig friskere, så haler vi også ind på de store dyr.
Namibia
Det er 12 år siden, jeg sidst var på jagt i Namibia, og 15 år siden, jeg sidst besøgte netop denne familie og deres aldeles fremragende jagtrevir. Det var det også den gang, og netop i 2020 er det 100 år siden at Ralfs oldeforældre flyttede hertil og etablerede dette stærkt ekstensive landbrug, som siden er blevet til en kombination af nogle hundrede stykker kvæg og i tusindvis af frit vildt med bjergzebraer, oryxer, springbukke og kuduer som de væsentligste repræsentanter for det oprindelige vilde dyreliv. De er her stadig i store antal, og familien værter cirka 20 jægere årligt, der står for en begavet og bæredygtig afskydning. Her er også giraffer på træk, og nu altså eland. På den frie vildtbane er der plads til overraskelser, og dem forfølger vi så et par stykker af.
I årene, siden jeg sidst slog mine folder i Namibia, er det i stor stil Sydafrika, der har tiltrukket sig de danske jægeres interesse. Og med god grund, for i nabolandet mod øst er der så godt som garanti for, at man får de trofæer med hjem, som man ønsker sig. Fordi det meste af jagten foregår i indhegnede jagtfarme.
Den slags garantier kan man også finde bag de høje hegn i Namibia, men ikke her hos Ralf og hans besindige far Gerhard. Det eneste, de vil garantere, er, at man får lov til at arbejde for hver eneste skudchance. Som regel både langvarigt og hårdt.
For selvom her er store flade sletter at pürsche rundt på, så er bjergzebraerne og kuduerne at finde oppe i de lave nederoderede bjerge.
Pürsch
Imidlertid er vi heldige med de to elandtyre. De er i fremdrift på den flade slette med det kringlede flodforløb, hvor der ikke har været vand i årevis. Klimaet er også forandret her, hvor vand er den vigtigste ressource i forhold til både vildt og kvæg. Og vildtet er bedre til klare sig selv, så derfor er kombinationen af kvæg og vildt som indtægtskilde en bæredygtig idé, der bevarer de store åbne vidder. Små vindmøller er placeret med nogle kilometers mellemrum og pumper vand op til vildtet. Det er derfor, at man altid kan få øje på zebraer, kuduer og oryxer på dette revir.
”Vi er tæt på nu!” forklarer Ralf.
Jeg tager riflen af skulderen og er klar til et hurtigt skud, hvis vi nu skulle blive opdaget her fremme mod finalen.
Ralf og Leonard trækker op på en tilgroet grusrevle midt i det knastørre flodsystem.
”Der!” De peger begge. Jeg ser ingenting. Kun tykt buskads med en smule pletvis opklaring.
”DER!” Ralf bander sagte.
Og ja, derinde bag nogle filtrede grene ser jeg noget, der godt kan være et forben. Eller et bagben for den sags skyld.
Det er bevægelserne, der afslører det store dyr, der til sidst drejer hovedet efter at have stirret i vores retning i en rum tid.
Nu kan jeg se hele dyret. Også, at der er to.
”Den til højre,” hvisker Ralf, der på hele mit kropssprog kan aflæse, at jeg nu endelig ser det samme som han.
Det er små korrektioner, der skal til, for at trådkorset ender det rigtige sted.
Tyren står naturligvis ikke med siden til, og sætter sig så i bevægelse.
”Arghh,” Ralf er ganske fortvivlet. Men den største af tyrene kommer atter fri – altså ikke rigtig fri af noget som helst – men i det mindste, så jeg atter kan se, hvad der er hoved, og hvad der er hale.
Atter flytter jeg på skydestokken. Sigtet finder ro.
”Ralf, der er altså mange grene mellem riflen og dyret,” det er sådan set ikke en nødvendig konstatering. Alle og enhver kan se problemet.
”Men det er jo en tung kaliber, og den er lavet til sådan nogle skud.” Endnu en velkendt konstatering. Men jeg ville gerne høre fra Ralf selv, at vi også her var enige.
Skuddet går.
Tyren tager kuglen.
Flygter.
Vakler.
Falder i en støvsky.
Benene sparker formålsløst i luften.
Forender.
Deklaration
Denne jagt fandt sted i februar 2020 og er finansieret uden støtte eller tilskud fra de involverede udbydere.
Jagten foregik hos Okondura North, som ud over deres egne 20.000 hektar også råder over yderligere 40.000 hektar hos naboerne.
Jagten er fortrinlig. Indkvarteringen foregår på familiens farm, og man spiser og opholder sig sammen med Martina og Gerhard, der driver farmen og i mit tilfælde sammen med den ældste af de to sønner Ralf, som professionel jæger. Et par dage jagede jeg også sammen med Gerhard, som har en mere godmodig tilgang til den måde, vildtet opspores på.
Det psykologiske familieklima er anspændt – for nu at sige det mildt, og det er jeg nødt til at oplyse alle om – alle, der har fået lyst til at prøve dette vildt spændende jagtrevir. Så med mindre man vil trives i en blanding af Ibsens Et dukkehjem og Fawlty Towers (Halløj på badehotellet), så kan jeg kun anbefale jagten på Okondura.
