AF TORBEN MØLLER-NIELSEN
FOTO: VLAD SOKOLOVSKY, MATT GIBSON, JAMIE HALL OG
CHRISTOPHER P. MCLEOD/SHUTTERSTOCK
Blandt jægere er der ikke mange vildtarter, der kan få sindene mere i kog end kronvildtet. Bølgerne går højt, især på de sociale medier, venner bliver til fjender, og fronterne trækkes skarpt op mellem organisationerne i Vildtforvaltningsrådet. Egentlig ret utroligt, eftersom der er tale om en vildtart, hvoraf der nedlægges cirka 10.000 stk. om året af godt 5.000 jægere. Så det er altså kun cirka 3% af de danske jægere, som faktisk nedlægger kronvildt. Alligevel er den nuværende diskussion om kronvildt vedkommende for de fleste jægere, fordi den handler om nogle helt principielle ting. Hvem skal have lov til at skyde store hjorte og hvor mange? Skal der ændres på de arealstørrelser, som det er lovligt at gå på jagt på? Skal vildtet forvaltes ud fra økonomiske overvejelser, skal vi fortsætte, som vi altid har gjort, og hvor meget ved vi egentlig om de danske bestande?
Modsætninger
Der er to store ønsker for kronvildtbestandens udvikling, som er modsatrettede. Det ene er ønsket om flere og flere store trofæer – gamle hjorte. Det andet er et ønske om færre markskader og skader på træerne i skovene. Det første ønske kræver en stor bestand af især hjorte, mens det andet ønske kræver en mindre koncentration af kronvildt generelt og hjorte især (hjorte er noget større end hinder og spiser derfor også mere, og endvidere kan fejningen af deres gevirer forårsage betydelige skader på unge træer). Jægerne vil gerne skyde store trofæer, landbrug/skovbrug vil gerne have deres afgrøder i fred.
De store hjorte
Så langt, så godt. Det er ikke første gang, at der er uoverensstemmelse mellem jægernes og landbrugets/skovbrugets ønsker, men som regel accepteres ulemperne ved at have dyrene på kost, da man også kan generere et vist overskud ved at sælge trofæer. Det er ikke usædvanligt, at en stor, dansk frilandshjort kan sælges for pænt over 60.000 kr. Men når noget har en værdi, så er det fristende at indregne værdien i et driftsregnskab – og så er det ikke så heldigt, hvis naboen, omend helt lovligt, skyder den store hjort, man egentlig havde regnet med at skulle sælge for at dække noget af tabet på afgrøderne.
Det betød, at der for et par år siden dukkede et forslag op om arealbegrænsning. I et princippapir underskrevet af landbruget, skovbruget og Danmarks Naturfredningsforening i maj 2019 står der: ”Sluttelig tages problematikken omkring den politisk betændte brunstjagt væk – i et regi styret af effektiv arealbegrænsning og/eller sprossefredning er brunstjagt et velegnet forvaltningsinstrument til sikring af de bedste gener blandt handyrene, ligesom den indtægt, der flyder fra salg af få, modne hjorte til afskydning, hjælper til at bære de evidente omkostninger, der følger med af have en bestand af hjortevildt på en given ejendom.”
Man ønsker altså at begrænse muligheden for, hvor mange hjorte der må skydes på et givet areal af økonomiske årsager.
Ikke fordi kronvildtbestanden har det dårligt.
Forslaget går på, at brunstjagten, hvor de store hjorte er absolut lettest at komme til og lette at finde på brunstpladsen, bevares. Dermed sikrer man, at køberne af et stort, værdifuldt trofæ får fuld valuta for pengene, og samtidig at naboerne med mindre end 100 hektar kun må skyde 1 hjort, og dermed får langt sværere ved at skyde en stor trofæhjort. Bemærk, at, hvis man skyder en dårlig 6-ender, som går og skranter på ens 99 hektar, så har man skudt den ene hjort, man har lov til, uanset hvor mange hjorte der ellers færdes på ens område. Samtidig må man skyde alle de hinder, man overhovedet kan overkomme, for dem er der jo ikke rigtigt penge i trofæmæssigt.
Kønsfordeling
Denne type forvaltning har intet med krondyrenes sundhed og det naturlige bestandsudseende at gøre. Det er en forvaltning, hvor man tilstræber store trofæer til salg, og hvor bestanden af hundyr holdes på et minimum og sådan set bare skal sørge for at levere nok handyr. Den optimale kønsfordeling ville være cirka 70% hjorte og 30% hinder – når man altså udelukkende går efter store trofæer.
Det er en meget unaturlig fordeling.
Et af de få steder i verden, hvor man har mulighed for at undersøge, hvordan en naturlig fordeling af kronvildt tager sig ud uden jagt, er på den skotske ø Isle of Rum. Her har kronvildtet fået lov til at gå og passe sig selv siden starten af halvfjerdserne med et ret interessant resultat. Som Figur 1 viser, så har den naturlige kønsfordeling stille og roligt udviklet sig til ca. 20% hjorte og 80% hinder. Og det er endda højt sat for antal hjorte.
Men hvordan passer det med det seneste forslag fra Danmarks Jægerforbund, hvor de præciserer, at vi i Danmark skal have 5% hjorte på 8 år eller mere af den totale bestand?
Helt konkret vil det betyde, at så skal der være 5 hjorte ud af 20 i en total bestand på 100 krondyr, som er over 8 år. Men så er der kun 15 dyr tilbage i aldersklasserne 1-7 år. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, da der hele tiden skal være mindst 5 hjorte i hver årgang op til 8 år (5×7 =35), og så mange handyr er der ikke.
Penge eller forvaltning
Men ikke nok med det, for vi ved faktisk ikke, hvor mange krondyr vi har, eller hvordan aldersfordelingen ser ud. Så vi ved ikke, om det er 50/50, 40/60 eller sågar 20/80. Og når man ikke ved det, så er det voldsomt useriøst at sætte et mål op som for eksempel at 5% af hjortene i den samlede bestand skal være 8+ år, samtidig med at man bibeholder brunstjagten, hvor man primært skyder netop de hjorte i den aldersklasse, man gerne vil have flere af.
Hvis man gerne ville arbejde hen imod et mål, hvor man får flere og flere gamle hjorte og dermed sikkert også flere trofæer, så ville det logiske tiltag være enten at frede de gamle hjorte helt, eller i det mindste gøre det sværere at skyde dem ved at fjerne brunstjagten. Man kunne også tage skridtet fuldt ud og frede ALLE hjorte i en årrække, hvilket ville være den absolut hurtigste genvej til en bestand, hvor trofæjagt er det eneste saliggørende, og sikkert noget som Danmarks Naturfredningsforening og andre jagtmodstandere ville få åndenød af begejstring over.
Jeg mener, vi bør spørge os selv: Skal vi ikke forvalte vildtet for vildtets skyld? Og vil vi virkelig ødelægge jagten for alle jægere fremover for nogle dyre trofæers skyld, og for at et ganske lille antal lodsejere kan tjene kassen?
Hvis vi gerne vil have flere store hjorte, så indskrænk jagttiden, og lad hjortejagten starte eksempelvis den 16. oktober, hvor brunsten er ved at være overstået. Men start kalvejagten allerede 1. september og hind 1. oktober. Endvidere kan en udvidelse af døgnets jagttid på for eksempel kalv komme på tale. Som figur 2 viser, så er det netop i de første år, at der er en stor dødelighed, og der kan vi med rette høste af overskuddet – det, som også kaldes kompensatorisk dødelighed.
Målet for kronvildtbestanden må være en sund bestand med en overvægt af hundyr, hvor vildtskaderne er i balance med erhvervet, og hvor indtægten via afskydning kan kompensere for eventuelle afgrødetab.
Målet for bestanden må IKKE blive et ensidigt fokus på trofæbærende vildt, som både areal-begrænsninger og sprossefredninger lægger op til, og hvor trofæjagten bliver det bærende element i vores forvaltning. Og endelig må målet være, at tilvæksten i bestanden gør, at hjortevildtet får lov til at sprede sig til alle egne, hvor det måtte være ønsket.
Det kan godt være, at det kun er omkring 5.000 jægere, der årligt nedlægger kronvildt, men lur mig, om der ikke er mindst 10 gange så mange, der gerne ville prøve!
