Foto: Aske Rif Torbensen og arkiver
Menneskets natur er grundlæggende egoistisk og opportunistisk, præcis som det er tilfældet for alle andre levende skabninger: Vi tager som udgangspunkt først og fremmest hensyn til os selv og vores nærmeste. Har vi noget af værdi, gør vi, hvad vi kan for at bevare eller øge værdien.
Har naboen noget af værdi, er vi i bedste fald ligeglade med det, og i værste fald prøver vi at tage det fra ham. Vi kan i fællesskab regulere på vores adfærd med love og regler, men grundlæggende er de fleste af os inderst inde hulemænd.
At mennesker er, som mennesker er, er et af de største problemer for naturbevarelsen. Det enkelte menneske vil stort set altid handle under hensyntagen til sine egne behov, og derfor forsvinder naturen hurtigt, hvis der er mulighed for, at den legalt eller illegalt kan høstes med profit eller kan nedkæmpes, når den står i vejen for andre lukrative aktiviteter.
Men heldigvis kan menneskets natur også være en stærk drivkraft for at bevare naturen. Det kræver blot, at de mennesker, som har tilstrækkelig indflydelse til at bevare naturen – f.eks. jordejere – kan se, at den blivende værdi i at bevare naturen samlet set er større end værdien af alternativerne.
Er jagt naturbevarelse?
Påstanden om, at ’jagt er naturbevarelse’, bliver flittigt brugt, når jagten skal forsvares. Selv om sloganet er en ganske grov simplificering af virkeligheden, er det ikke desto mindre en ganske rammende beskrivelse af konsekvenserne af nutidens mest fremherskende jagtformer. Det er dog mere præcist – men betydeligt mindre mundret – at sige, at: ”naturbevarelse er en konsekvens af rekreativ jagt”.
Det er nemlig langt fra alle former for jagt, som typisk leder til bevarelse af naturen. Egentlig er dette ikke så overraskende, eftersom det at dræbe vilde dyr på landjorden i sproglig forstand altid betegnes som ’jagt’ uden smålig skelen til selve baggrunden for jagten.
Af samme årsag er jægerne ofte gjort til syndebukke i den historiske decimering af planetens vildtbestande, selvom disse ’jagter’ i bund og grund har varetaget vidt forskellige interesser og aldrig har været jagt for jagtoplevelsernes skyld, som jagten oftest er det i vore dage.
Den kommercielle jagt
Den kommercielle jagt, hvor vildtet bliver nedlagt (legalt eller illegalt), enten for at tjene penge på at sælge det – i form af kød, tænder, horn, skind, knogler osv. – eller for at tjene penge på at begrænse dets antal mest muligt, har unægteligt gjort store indhug i bestandene af verdens vilde dyr igennem historien. Faktisk har kommerciel jagt gennem tiderne ført til udryddelse af adskillige arter.
På den kommercielle jagt er værdien af det nedlagte vildt jagtens primære værdi for jægeren. To nedlagte havørne/elefanter/kronhjorte giver dobbelt så mange penge som en – man skyder derfor så mange, man kan, inden nogen andre gør det. Kommerciel jagt har sjældent været reguleret ud fra principper om bæredygtighed. Vildtet er i stedet blevet betragtet som en uudtømmelig ressource, og jagtens udbytte tilfalder dem, som kommer ’først til mølle’.
Den rekreative jagt
For den rekreative jæger – altså jægeren som går på jagt, fordi hun kan lide at gå på jagt – ligger værdien af jagten primært i oplevelsen. Det er derfor, at den rekreative jæger er parat til at betale langt mere for jagten end værdien af f.eks. kødet eller jagttrofæet.
Rekreativ jagt er en passion. At der er vildt at jage – også i fremtiden – er væsentligt for at holde passionen i live. Bæredygtigheden er altafgørende, og man kan derfor kun høste af overskuddet. Dette kan kun lade sig gøre med livskraftige vildtbestande, som igen forudsætter egnede leveområder i tilstrækkelige mængder.
Selve det at gå på jagt og nedlægge vildt bevarer i bund og grund ingenting. Men den rekreative jæger ved, at det er nødvendigt at bevare vildtstammerne og deres leveområder for at bevare jagten. At det sker i virkeligheden, skyldes, at jægeren er parat til at betale så meget for muligheden for at gå på jagt, at det kan betale sig at bevare naturen frem for f.eks. at omlægge til mere intensiv landbrugsdrift. Derfor er naturbevarelse en normal konsekvens af rekreativ jagt.
Et gammelt eksempel…
Den mægtige europæiske urokse er en af de mange arter, som ifølge historiebøgerne blev udryddet af ”overdreven jagt”. Her er den sande historie om verdens sidste urokser:
Uroksen er en af stjernerne på Europas mange hulemalerier. Den blev jaget overalt, hvor den forekom, og jægerne havde tydeligvis stor respekt for det imponerende dyr. Vores danske forfædre jagede også de store vildokser, og nogle af verdens bedst bevarede urokseskelletter er da også fundet i danske moser – et enkelt endda med pilespidser kilet ind i de kraftige knogler.
Præcis hvornår urokserne forsvandt fra det, vi i dag kender som Danmark, er uvist. Det skete formentlig for omkring 7.000 år siden på Sjælland og et par tusinde år senere i Jylland. Nogenlunde samme tidsramme er formentlig gældende for størsteparten af Vesteuropa. Grækere og romere jagede ikke desto mindre urokser i yderkanterne af deres imperier. Men de store vilde okser forsvandt hastigt fra de europæiske landskaber i takt med, at landbruget og dets tamkvæg indtog mere og mere land.
Uroksen i Polen
Uroksen
Den nu uddøde urokse (Bos primigenius) er den vilde stamfader til moderne tamkvæg. Den levede vildt over et stort udbredelsesområde, der strakte sig fra Atlanterhavet i vest til Stillehavet i øst med underarter i Indien og Nordafrika.
Uroksen var væsentligt større end de fleste af dens tamme efterkommere. En stor tyr kunne således nå en skulderhøjde på 180 centimeter og en kropsvægt på op imod 1.500 kg. Uroksen var et højt værdsat bytte for fortidens jægere, som flittigt afbildede det mægtige dyr i hulemalerier, graveringer og udskæringer.
Den sidste urokse døde af naturlige årsager i Polen i 1627. Man har siden midten af det forrige århundrede forsøgt at fremavle kvæg med uroksens egenskaber på basis af primitive kvægracer, der menes at ligge genetisk tæt på de urokser, som de nedstammer fra. Indtil videre er man dog meget langt fra målet. Det er lykkedes at fremavle kvæg, som ligner urokserne, men de er stadig betydeligt mindre og har næppe de vilde uroksers rå og utæmmede overlevelsesinstinkter.
Omkring år 1.000 var urokserne fortrængt til små og spredte bestande i de vildsomme skovmassiver i det østlige Europa. Få årtier senere var udbredelsen stort set begrænset til dele af Polen, inklusive vore dages Litauen.
Som stort set alle andre fyrstefamilier i Europa var det polske kongehus meget aktive jægere, og præcis som andre steder var man i Polen meget opmærksomme på at sikre herskerens familie de bedste jagtrettigheder. Det typiske middelalderlige system, der inddelte vildtarterne i ’Venatio Magna’ (storvildtjagt) og ’Venatio minuta’ (småvildtjagt) og tildelte jagtrettighederne på disse arter til den herskende klasse, alt afhængigt af rang, blev også benyttet i Polen. Dog med den detalje, at de to unikke polske storvildtarter uroksen og visenten (den europæiske bison) blev holdt helt uden for klassificeringen. Det var kun det polske kongehus, som kunne jage disse to arter, og hverken kirkens eller adlens spidser kom nogensinde i nærheden af dette privilegie.
Men urokserne i Polen led også under skrumpende leveområder, og de tidligere så vidt udbredte vildokser fandtes i begyndelsen af 1200-tallet kun i de kongelige skove i Masovien. Det var på det tidspunkt en tyndt befolket provins i det østlige Polen med masser af tætte skove. Kongehuset var særdeles bevidst om dyrenes sjældenhed, og jagt blev kun bedrevet i meget begrænset og stærkt selektivt omfang.
Beskyttelsen, som alene var drevet af herskernes jagtinteresse, involverede og engagerede adskillige generationer af siddende polske konger og prinser personligt. Efterhånden som bestanden skrumpede, tog man da også flere og flere vidtgående skridt i det efter datidens vilkår ganske enestående bevaringsarbejde. Det var f.eks. forbundet med dødsstraf at dræbe en urokse. Det var også strengt forbudt at gå ind i skoven, hvor dyrene levede, uden en speciel tilladelse, og det var under ingen omstændigheder tilladt at medbringe en hund, som kunne forstyrre dyrene.
Nedadgående bestand
I slutningen af 1500-tallet var uroksernes udbredelse trods anstrengelserne begrænset til et område imellem floderne Radziejôwka og Kuklôwka (bifloder til floden Pisa). I området fandtes tre landsbyer – Jaktorôw, Kozlôw, og Wiskidka – hvis beboere først og fremmest var beskæftigede med jagt og modtog omfattende privilegier, bl.a. skattefrihed, for at passe bestanden af urokser. En del af landsbyboernes forpligtelser gik ud på at sikre urokserne vinterfoder i form af hø, der var dyrket på enge, som var afsat til formålet af kongehuset.
Der blev stadig drevet begrænset jagt på dyrene i begyndelsen af 1500-tallet, men bestanden var for nedadgående – formentlig på grund af dalende jagtinteresse fra kongehusets side. Ikke desto mindre fortsatte det organiserede bevaringsarbejde.
I 1564 kunne en kongeligt udsendt inspektør protokolføre at flokken omfattede i alt 38 dyr, hvoraf de 22 var køer, fem var kalve, tre var ungtyre, og otte var kønsmodne tyre. Da inspektøren spurgte de statsansatte vildtplejere om, hvorfor der ikke var flere kalve og bedre tilvækst i flokken, var svaret, at lokale bønder var begyndt at trodse forbuddet imod at lade deres heste, køer og grise søge føde i skoven og dermed forstyrre urokserne.
Ulykkelig slutning…
I 1597 blev flokke af husdyr konfiskerede i området og ejerne slæbt i retten for at forstyrre urokserne, men tilsyneladende var man havnet i en ond spiral. Kort før 1620 modtog hoffet fra en lokal repræsentant hornene fra den sidste uroksetyr, og i 1630 fik en kongelig inspektør, som besøgte området, beskeden, at den sidste urokse – en gammel ko – var død af naturlige årsager i 1627.
Det blev også oplyst, at der få år tidligere havde været ”mange”, men at dyrene blev smittede af indtrængende tamkvæg med en sygdom, der dræbte de fleste. Set i bakspejlet var det katastrofalt at huse hele den tilbageværende bestand på samme lokalitet. Uroksens endeligt skyldtes altså hverken jagt eller manglende vilje til at bevare arten, men nok snarere uvidenhed omkring effektive bevaringsmetoder og utilstrækkelig håndhævelse af de strenge beskyttelsesregler.
Jagt som naturbevarelse
Når historiebøgerne fortæller os, at urokserne blev udryddet på grund af jagt, og at den sidste blev dræbt i 1627, så er det altså langt fra sandheden. Der er ingen tvivl om, at arten fik sit store knæk på grund af tab af leveområder, hvilket ene og alene kan tilskrives en stigende befolkningstæthed og et voksende behov for landbrugsjord.
Der er lige så lidt tvivl om, at uroksen udelukkende eksisterede det sidste halve årtusinde af dens tid på planeten på grund af en for tidsalderen helt enestående bevaringsindsats, som alene var motiveret af nogle få indflydelsesrige personers brændende interesse i rekreativ jagt.
Arten havde altså stor værdi i form af jagtoplevelser for mennesker, der besad midlerne til at beskytte den, og det lykkedes næsten at bevare arten for eftertiden. Mig bekendt er dette det tidligste eksempel på, at jagtinteresser har bevaret en udryddelsestruet art igennem århundreder.
I det seneste århundrede har nøjagtigt de samme mekanismer reddet talrige arter og deres levesteder fra udslettelse. Den store forskel er, at vi i dag er mange flere jægere, der er villige til at ofre store penge på vores passion, og at den faglige viden omkring arbejdet med dyrene er på et helt andet niveau.
