AF JENS ULRIK HØGH
Jeg havde glædet mig til denne drivjagt i Tjekkiet i flere måneder. Norma havde inviteret en masse våbenskribenter fra USA og Europa for at prøve de to relativt nye patroner ECO Strike og Tipstrike på praktisk jagt.
Fredag morgen – godt et døgn før afgang blev jeg opmærksom på en mail fra flyselskabet. Der var problemer med min booking, og jeg skulle ringe til deres servicekontor. SHIT! Billetten var købt mere end en måned tidligere – det var sgu lidt tæt på afgang at begynde at tale om problemer.
Jeg ringede til det tjekkiske nummer og fik fat i en kvindelig medarbejder, som på meget gebrokkent engelsk gjorde det klart, at der var et eller andet praktisk problem med bookingen af min riffel, som jeg havde aftalt med Norma at tage med på denne jagt. Jeg forsøgte efter bedste evne at få hende til at løse ”problemet” (hvad det end var) men kunne ikke komme helt i mål. Hun mente, at der var fifty fifty chance for at få riflen med om bord, og det fandt jeg i sagens natur lidt risikabelt. Jeg ringede derfor til en medarbejder fra Norma og klagede min nød i det spinkle håb, at der muligvis kunne fremtrylles en låneriffel i Tjekkiet – selv om varslet var urimelig kort.
Jeg mistænker medarbejderen fra Norma for at have gået i skole med Harry Potter. Der gik i hvert fald ikke mere end 15 minutter, førend jeg atter havde hende i røret med den glade besked, at Norma-importøren i Tjekkiet – som også står for Remington-agenturet – havde fundet en riffel mere i kaliber .308. Miraklernes tid er ikke forbi! Jeg gik i seng den aften med en god blanding af jagtlige sommerfugle og en solid følelse af tryghed i maven. Alt andet lige er det meget lettere at rejse uden våben.
Et usædvanligt våben
Jeg ankom ganske tidligt i Prag den næste dag og blev kørt direkte til hotellet midt i arveprins Franz Ferdinans gamle jagtrevir Konopiste umiddelbart syd for hovedstaden. Hjemme var det sidste løv for længst blæst af træerne, men hernede præsenterede efteråret sig fra sin smukkeste gyldenrøde side med vidtstrakte løvskove i et fantastisk kuperet landskab. Det var ikke svært at forstå, at den jagtglade arveprins havde spenderet så meget af sin tid i disse skove.
Vi var 17 jægere fra hele verden, som skulle prøve kræfter med de tjekkiske svin. For mit vedkommende var det den første jagt i Tjekkiet, og jeg kunne næsten ikke vente med at komme ud og indsnuse efteråret…. Men først ventede en dag på skydebanen i selskab med min låneriffel.
Vi ankom til det udmærkede skydeanlæg søndag morgen for at indskyde og varme op på løbende svinemål. Fem foderaler ventede på et bord. Der skulle monteres drivjagtskikkerter på dem alle, så vi var et par stykker der kastede os over den opgave, og herefter blev Remington riflerne en efter en fordelt til de jægere, som i god tid havde booket deres lånerifler. Den sidste foderal var sort og noget længere end de andre. Da jeg løftede den, kunne jeg med det samme mærke, at indholdet også adskilte sig fra de øvrige lånevåben. Denne riffel var umanerligt tung!
Jeg gloede vantro på den sorte riffel, da jeg fik pakket den ud. Foran mig lå en fuldblods militær sniper-riffel i skikkelse af en Remington 700 cylinderlåsriffel med svær (og lang) pibe monteret i et aluminiumsskæfte med pistolgreb og alverdens justeringsmuligheder og et væld af montageskinner til sigter og lys. Den var til og med udstyret med en gedigen mundingsbremse model haubitzer. Den lignede rent ud sagt noget, som var faldet ud af et højhus i Sarajevo. Forstå mig ret: Jeg har intet imod funktionelle præcisionsrifler af denne type…. Jeg ville bare ikke vælge den form for riffel til en drivjagt.
Men som englænderne siger: ”Beggars can’t be choosers!”. Denne riffel var, hvad den venlige Remington-importør kunne fremtrylle med så ultrakort varsel, og selv om den måske ikke lige var det mest sexede valg til stemningsfyldte parader med traditionelle hornsignaler i faklernes dansende skær, var den uendelig meget bedre end ingenting. Jeg accepterede udfordringen med et smil. Det er altid sjovt at få det bedste ud af situationen, og når alt kom til alt, skulle jeg jo på jagt….. hvad i alverden kunne gå galt? Det lykkedes til og med at få monteret en Kahles 1-5×24 drivjagtskikkert med rødpunkt – den gjorde i sandhed ikke kanonen mindre egnet til den forestående jagt.
Ikke overraskende skød riflen hul i hul med Norma ECO-Strike. Præcis ammunition i en præcis riffel. Aftrækket stod faretruende let og indbød til en hel del tørtræning. Sikringen var umulig at betjene lydløst og desuden placeret på et uvant sted. Jeg formoder at absolut stilhed ikke er den store prioritet, når en sådan riffel bruges mod tobenede mål på mange hundrede meters afstand. På vildsvinebanen viste riflen sig at have et godt stabilt sving og stort set ingen rekyl. Det var heller ikke specielt overraskende, eftersom ekvipagen vejede mere end 8 kg. og var for tung at stå med på andet end gardermaner – med kolben i jorden.
På jagt
Folk stimlede sammen, da riflen blev pakket ud forud for parolen næste morgen. Der var ingen rem på finskyttegeværet og ikke umiddelbart nogen mulighed for at gøre noget ved det. Den eneste måde at transportere våbnet på mellem såterne uden at få sig en rygskade var over nakken, nøjagtig som man bærer en tung riffel på storvildtjagt i Afrika. Også denne tilgang til våbnet vakte opmærksomhed, og jeg kunne se i øjnene på de tjekkiske hundefolk, at de tænkte, nøjagtigt hvad jeg selv ville have tænkt, når Rambo kom marcherende mod sin post…. Jeg tog det med et smil, for det VAR en lille smule komisk at en spinkel lille fyr kom slæbende på anti-luftskyts på en helt ordinær vildsvinedrivjagt.
I den første såt stillede jeg uhyret op af et træ og forberedte mig mentalt på øvelsen, hvis der skulle komme svin for. Op med riflen og finde sikringen med tommelen. Der kom ingen svin for, men jeg udnyttede de stille stunder til at tørtræne mit beredskab.
Anden såt så mindre lovende ud end den første. Jeg blev sat af ved en grusvej med nærmeste nabo omkring 60 meter væk langs den samme vej. Til den anden side svingede vejen, og her kunne jeg skyde, hvis noget skulle driste sig til at passere. Derudover var det eneste forsvarlige skud bagud i den tætte granskov, der rejste sig bag os. Jeg kunne ikke se mere end maksimalt 20 meter ind imellem stammerne.
Jeg vinkede til mine naboer Michael Nitsch og Simone. De vinkede tilbage, og jeg indtog den-standhaftige-tinsoldat-posituren, med en meget begrænset forventning til det tætte drev. Det sidste jeg gjorde, inden jeg satte kolben i jorden, var at sikre mig at lyset var tændt, og at kikkerten var skruet helt ned på 1X, så jeg kunne skyde med begge øjne åbne (Aimpoint-style!).
Jeg så en spidshjort forlade drevet foran mig, men den var ikke jagtbar eller for den sags skyld i mit skudfelt, så den nød jeg bare synet af. Lidt senere kunne jeg høre kopov-hundene give hals, og ud kom et rådyr forsigtigt trippende imellem min post og naboen. Rådyr er generelt ikke jagtbare på drivjagter i Tjekkiet, hvilket vi havde fået at vide samme morgen, så den endte i samme kategori af ikke-voldelige naturoplevelser som førnævnte spidshjort. Rådyr er så uendelig smukke og graciøse, og denne var venlig nok at underholde mig på tæt hold i flere minutter, hvilket jeg egentlig stod og filosoferede over, da hundeglammet kom tættere på. Der var helt klart vildt i bevægelse i drevet, og en af de erfarne hundeførere havde samme morgen betroet mig, at rigtige kopovhunde kun giver hals for vildsvin. Jeg rettede mig op og stirrede ind i såten.
Da verden eksploderede
Jeg kunne høre, at hundene nærmede sig. Der gik flere minutter – de kom fra et sted dybt inde i skoven. Mit hjerte begyndte at hamre lidt hårdere. Det er disse øjeblikke af forventning, som gør drivjagten fantastisk. Jeg tog mig selv i at fantasere om, hvilket vildt hundene drev med, og hvor det ville dukke op. Jeg tror jo altid fuldt og fast på, at vildtet dukker op ved min post, selvom jeg har ualmindelig håndfast statistisk belæg for, at det i de fleste tilfælde IKKE sker….
Jeg stirrede ind i buskadset foran mig. Jo…. Hundene var definitivt på vej imod os, og nu hørte jeg også hundeførere og klappere råbe op. Et eller andet stort var på vej! Der gik ikke mere end nogle sekunder fra det sidste råb i såten, til jeg hørte lyden af en gren, der knækkede med et tørt smæld. Straks derefter hørte jeg galopspringene i det visne løv. Jeg løftede riflen og afsikrede med mundingen imod himlen. Mit hjerte buldrede i brystkassen, og jeg kunne mærke, hvordan al væde forlod mit svælg.
Det første jeg så, var et par lodne sorte ører over hindbærrankerne. Det så uvirkeligt ud, som det altid gør, når miraklet sker, og vildtet dukker op umiddelbart foran posten. Jeg kunne se, at det var et vildsvin – et stort vildsvin med fart på. Hvis den fortsatte kursen, ville en skudchance opstå i en åbning blot 10 meter fra mig. Der ville kun være et splitsekund til at afgøre, om det var en jagtbar orne eller en ikke jagtbar so. Jeg kastede riflen til skulderen og forsøgte efter bedste evne at følge ørerne med det røde punkt, så jeg var nogenlunde med, når grisen åbenbarede sig.
Jeg tror ikke, at det gik et sekund fra jeg så ornen, til jeg skød den. Det var en ren instinktiv handling. Set i bakspejlet husker jeg, at jeg så dens elfenbensfarvede tænder rage op fra underkæben. Jeg så den udprægede orneprofil i kikkerten, og det røde punkt dykkede på uforklarlig vis selv ned på skulderen og udløste en lige så uforklarlig – eller i hvert fald ubevidst – refleks i min højre pegefinger.
Skuddet ramte (kunne jeg senere konstatere) umiddelbart bag skulderen, og da ornen ikke tegnede for lungekuglen – hvilket er helt normalt – sendte jeg pr. refleks et skud mere efter den, da den forsvandt ind i de tætte graner bag mig.
Jeg repeterede endnu engang og lyttede intenst. Jeg kunne høre det tunge dyr brage igennem krattet. Hvis de larmer mere i flugten efter skuddet end før, er det i reglen et godt tegn. Det bragede reelt i skoven i nogle sekunder – det lød som om ornen befandt sig på samme sted og min erfaring sagde mig, at han var stendød. Men det er en ubehagelig fornemmelse ikke at være 100% sikker, og det kan man ikke være, hvis ikke man kan se konsekvenserne af sine handlinger ….. det er derfor, jeg normalt skyder med .300 Winchester Magnum og ikke .308 Winchester på drivjagt.
Der gik kun ca. 30 sekunder før ikke mindre end syv sorte og temmelig sure kopov-hunde fulgte i keilerens spor. De passerede mig for fuld udblæsning og stoppede 60-70 meter inde i granerne, hvor de tændte fuldstændigt af. Jeg fik med det samme den tanke, at ornen ikke var helt forendt, og at hundene kæmpede med den. Jeg kiggede over på naboposten, som også havde vendt sig og var klar til at tage venligt imod en såret keiler. Jeg overvejede et øjeblik, om jeg skulle råbe til ham, at jeg løb ind til hundene, men huskede – som altid – at man aldrig…. ALDRIG …. Forlader sin post på drivjagt, med mindre et menneske er ved at blive molesteret af et vildt dyr.
Øv det er tungt for en schweisshundeejer som mig selv at høre hundene slås med en stor orne så tæt på og alligevel alt for langt væk til, at man kan undskylde at forlade sin post.
To minutter senere kom et par vældigt rødmossede og svedige tjekkiske hundeførere løbende ud af såten. Vi fik øjenkontakt og den ene signalerede med to tydelige fingre fra hans egen underkæbe spørgsmålet om det var en keiler, der var skudt på. Jeg nikkede og viste med mit bredeste vingefang, at der var tale om en stor gris.
De to tjekker satte tempoet lidt ned. Tjekkede at de havde patroner i kamrene og lys i kikkerterne og begav sig forsigtigt imod de halsende hunde. I det øjeblik var jeg uendelig misundelig på deres bevægelsesfrihed.
Min jalousi varede dog ikke mere end et minut eller to. Tjekkerne råbte af deres ophidsede hunde, og der blev stille uden at et fangstskud havde toppet lydbilledet. Med koblede hunde og himmelvendte tommelfingre kom de tilbage til grusvejen, hvor de med brede smil og store armbevægelser råbte ”KAPUT”, så det kunne høres helt til Prag…. Jeg havde dræbt den orne to gang – kopov-hunde hader simpelthen bare vildsvin så meget, at de aldrig mister lysten til at slås med dem (døde eller ej).
Eco- eller tip-strike?
I løbet af de næste dage så jeg mange vildsvin nedlagt med både ECO- og TIP-Strike i kaliber .308 Win. Som nævnt er jeg selv vant til at jage med .300 Win. Mag., og her fungerer den blyfri ECO-Strike fremragende på drivjagt med tydelig reaktion på jagtligt relevante afstande. I dette tilfælde – i kaliber .308 – var ECO-Strike bestemt også en effektiv dræber, men de tre grise, jeg skød, tegnede ikke så tydeligt, som jeg er vant til…. og det er en ulempe på drivjagt.
Til gengæld kunne jeg se, at det blødnæsede TIP-Strike projektil fungerede fantastisk for de andre skytter i kaliber .308. Vildsvinene tegnede tydeligt og faldt ikke sjældent i knaldet. Hvis jeg skød med .308, .30-06 eller en anden mellemklassekaliber, ville jeg ikke tøve et sekund med at vælge TIP-Strike til drivjagt og ECO-Strike til anstand og pürsch. Jeg tror jeg tager på en drivjagt mere for at bekræfte denne konklusion….
Og riflen? Den skød jo godt. Jeg havde tre fantastiske drivjagtdage i Tjekkiet. Men jeg foretrækker nu stadig en jagtriffel på jagt.
