AF JENS ULRIK HØGH
ARKIVFOTO AF UDENLANDSKE ULVE: YAIR LEIBOVICH, HOLLY KUCHERA, DVORAKOVA VERONIKA, JUAN CARLOS MUNOZ, KENTON D. GOMEZ OG HEIKO KUEVERLING/SHITTERSTOCK
Rent mel i posen
Præcis hvor betændt ulvedebatten faktisk er, understreges af, at en formand for en vestjysk jagtforening under Dansk Land- & Strandjagt lørdag den 20. februar udtalte til Jydske Vestkysten, at man i ”jægerkredse” fører statistik over illegale ulvedrab, og at han har set dokumentation for mere end 10 sådanne illegale drab, heraf tre i området omkring Hovborg. Oplysningerne er sendt videre til Midt- og Vestjyllands Politi, som forhåbentlig snart slår fast, om det er endnu en omgang ubekræftede rygter, eller om der eksisterer en hård kerne af ulvefjendske faunaforbrydere i Vestjylland. I skrivende stund er jeg ret sikker på, at der blot er tale om endnu en bøhtosse-udtalelse, som hurtigt viser sig at være en vandrehistorie. Uanset om det passer eller ej, så forstærker udtalelser som denne en almen opfattelse af, at jægere ikke har rent mel i posen. Og det er jo ærgerligt – især hvis det hele bygger på fejlagtige antagelser.
Antagelser
Debatten var dog brændende hed mere end en måned inden jagtforeningsformandens udtalelser til pressen. I et notat bestilt af Miljøstyrelsen redegør Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet den 18. januar for hvilke tiltag, som man mener kan begrænse illegal efterstræbelse af danske ulve. Baggrunden er, at ni ud af i alt 24 genetisk kortlagte og dermed kendte ulve i Danmark er forsvundet sporløst i løbet af et årti. Forskerne ved reelt ikke, hvad der er sket med disse ulve, men det afholder dem ikke fra at drage vidtgående konklusioner. Således har Hans Peter Hansen, som er en af forskerne bag notatet, udtalt følgende til Dagbladet Ringkøbing Skjern den 13. februar:
”Vi kan kun bevise, at en enkelt ulv er skudt. Når vi så regner på det ud fra matematiske modeller, og når vi ser på andre lande, så er den bedste forklaring, at de ni andre ulve er aflivet på en eller anden måde. Det er vores konklusion”
Man konkluderer altså, at ALLE de ni forsvundne ulve er blevet aflivet illegalt, og det er på den baggrund, at man foreslår omfattende tiltag omkring øget kontrol og overvågning af ulvebestanden, kommunikation og formidling, inddragelse af lokalbefolkningen i forvaltningen i ulvetætte områder, grundigere efterforskning og strengere straffe til syndere. Alt sammen sikkert udmærkede skridt til begrænsning af faunakriminalitet, men man kan spørge sig selv, om det sker på et reelt fagligt grundlag, eller om forskerne blot har hældt benzin på et bål af fordomme imod danske jægere?
Manglende dokumentation
Hvis man nu forestillede sig, at der faktisk er en fornuftig forklaring på, hvorfor ulvene – eller blot en del af ulvene – er forsvundet, så er omfattende politiske handlinger på grundlag af fejlagtige formodninger jo i virkeligheden ressourcespild. Den nuværende situation føles rent ud sagt som kollektiv mistænkeliggørelse på grundlag af meget løse gæt. Der er ikke nogle lig, der er ingen sikker viden om ulvenes forsvinden, men der peges ikke desto mindre fingre ad ”jægerkredse” og ”danske jægere”. Altså 180.000 medskyldige i en sag, som end ikke er dokumenteret.
Skal denne indvending så ses som et forsvar af faunaforbrydere? Absolut ikke! I den udstrækning, at der rent faktisk er tale om illegal efterstræbelse af ulve, skal de skyldige naturligvis findes og straffes hårdt – herunder som en ren selvfølgelighed miste deres jagttegn. Det hersker der faktisk bred enighed om i ”jægerkredse”. Men det er rent ud sagt trist, hvis dansk naturforvaltning – og herunder ulveforvaltningen – skal baseres på rent gætteri. Det er ingen tjent med, det er useriøst og spild af ressourcer.
Er der overhovedet en sag?
I notatet redegør forskerne for deres konklusioner omkring omfattende illegale jagt på ulve i Danmark.
Man konkluderer, at illegal jagt er årsagen til den kryptisk høje dødelighed – blandt andet fordi:
1. ”Matematiske modeller” peger i den retning. Hvad? Jeg er sikker på, at Politiet er interesseret i tilsvarende matematiske modeller, der med så stor sikkerhed kan fastslå, hvad der er sket med forsvundne personer. Sådanne matematiske modeller findes med garanti ikke.
2. ”Andre lande” har konkluderet det samme. Og? Nu følger jeg selv den svenske ulveforskning (Sverige er helt sikkert et af disse ”andre lande”), og her er gisninger om omfanget af illegal jagt på ulve lige så dårligt begrundet som i Danmark. Jeg er sikker på, at de fleste forskere engang var af den opfattelse, at jorden er flad. Det blev den ikke fladere af. En formodning kommer ikke tættere på sandheden, blot fordi andre har haft den samme formodning tidligere.
3. Der har været talt om illegal jagt blandt personer med jagttegn på sociale medier. Citat fra rapporten: ”Selv om der hidtil kun er ét dokumenteret eksempel på ulovlig aflivning af ulv i Danmark, har der siden ulvens genindvandring floreret flere anonyme tilståelser og påstande om sådanne.” Hvad? Giver det overhovedet mening at tale om ”anonyme tilståelser” eller (om muligt endnu værre) ”påstande om anonyme tilståelser”? Det, der beskrives, hedder med et pænt ord rygter. Hverken mere eller mindre. Man kan ikke basere videnskabelige konklusioner på ”påstande om anonyme tilståelser”. Det er simpelthen for tyndt.
4. Rygter om fotobeviser. Citat fra rapporten: ”ligesom i Norge findes der i Danmark historier om florerende fotos i jægerkredse, som viser aflivede ulve.” Kilden til denne påstand er: ”Personlige samtaler med danske jægere i perioden 2017-2021”. Altså ikke bare rygter, men andenhåndsrygter. Sladder. Vandrehistorier.
5. Ulveforsvindingsraten er væsentligt højere end den forventede naturlige dødelighed. Det er da interessant. Men siger det noget om, hvor de forsvundne ulve befinder sig, om de er døde eller levende, og om hvordan de i givet fald er kommet af dage? Nej, det gør det egentlig ikke.
Gætværk
Det virker som om, at forudsætningerne for gættene, der i notatet er blevet ophøjet til konklusioner, er ret opsigtsvækkende. For eksempel må man nødvendigvis have en forventning om, at alle eller næsten alle ulve, der dør naturligt i naturen, bliver fundet og indrapporteret. For mig at se, er det en fuldstændig vanvittig antagelse. Hvor længe kan en omkommet ulv artsbestemmes af en gennemsnitlig skovgæst? De ådsler af vildsvin, råvildt, dåvildt, elge og ræve, jeg lægger ud i naturen på min ejendom, er forsvundet efter 2-3 uger. Hvorfor skulle det ikke være tilfældet med en ulv? En døende ulv søger desuden ikke af sig selv ind på Rådhuspladsen for at ånde ud. Den kryber ind under en rod eller ned i en hule, hvis den kan. Selv mennesker, der dør i dansk natur, bliver langt fra alle fundet – selvom de ikke har prøvet at gemme sig. Hvor mange ulve finder og indrapporterer man hvert år i for eksempel Tyskland eller Spanien? Mit personlige gæt er, at langt de fleste døde ulve i naturen aldrig bliver fundet og indrapporteret. Præmissen omkring, at næsten alle naturligt døde ulve bliver fundet og indrapporteret, er derfor efter min mening både tynd og udokumenteret.
Et andet svagt punkt i teorien er ulvenes naturlige dødelighed og gennemsnitlige levealder. Ifølge notatet er følgende udgangspunktet for vurderingen af naturlig ulvedødelighed i Danmark: ” Den seneste statusopgørelse for ulve i Danmark angiver, at ni ud af 24 ulve registreret med kendt genetisk profil i Danmark mellem 2012-19 er forsvundet per 1. oktober 2020 (Olsen et al. 2020), hvilket tyder på en højere dødelighed end det, man kan forvente i naturen. Den årlige dødelighed for GPS-mærkede ulve i Sverige og Finland pga. naturlige faktorer (sygdom, ulykker, territoriekampe) ligger således på under 6 % om året”
Ifølge alle videnskabelige kilder, jeg har kunnet finde frem til, forventes der blandt vilde ulve en ungedødelighed på op til 50 %, og gennemsnitslevetiden for vilde ulve, der er blevet et år gamle, opgives til at være 5-6 år. Det harmonerer slet ikke med en forventet naturlig dødelighed blandt voksne ulve på blot 6 %.
Dermed ikke sagt, at illegal aflivning kan udelukkes. Det kan det på ingen måde. Men det er ud fra de manglende data simpelthen ikke muligt at udtale sig, hverken om det er sket ud over det ene kendte tilfælde eller om det eventuelle omfang, sådan som det sker i dette notat. Det er jeg rent ud sagt ærgerlig over af flere årsager.
Hvorfor er det et problem at forskerne gætter?
Videnskabelige konklusioner er samfundets facitliste. Det betyder for eksempel, at man ikke behøver undersøge yderligere, hvad der sker med de danske ulve, der forsvinder, når nu videnskaben har ”fastslået”, at alle manglende ulve er aflivet illegalt. På den måde finder vi aldrig ud af, hvad der foregår. En anden konsekvens af videnskabens høje anseelse er, at pressen gladelig spinder videre på de ”videnskabelige konklusioner”, hvilket vi allerede har set i overskrifter i de fleste massemedier. Pludselig er det en sandhed, at man i ”jægerkredse” dækker over hinanden og udveksler lyssky informationer om ulovligheder.
Men jeg ærgrer mig først og fremmest over den skråsikre udmelding, fordi jeg helt principielt mener, at naturforvaltning skal baseres på viden frem for følelser. Dansk ulveforskning har i forvejen ikke den store troværdighed – læseren kan måske huske, hvordan antallet af formodede ulve i Danmark for relativt nyligt blev kraftigt modificeret, da forskerne opdagede, at en stor del af de indsamlede ulvelorte var udskidt af ræve? Man kan helt enkelt ikke drage skråsikre konklusioner omkring ulves skæbne baseret alene på det faktum, at man ikke kan finde dem. Man kan have en hypotese – bevares – men der burde i lyset af de manglende data være langt til en skråsikker konklusion.
Biodiversitetsforsker Carsten Rahbek belyser i en artikel i Uniavisen den 19. februar problematikken omkring kvalitetssikringen af det videnskabelige arbejde i rapporter og notater bestilte af danske myndigheder som grundlag for politiske beslutninger. Han siger, at ” Det er, som om vi har to standarder: Én standard for, når vi laver international grundforskning, og en anden standard, når vi laver myndighedsbetjening. Sådan burde det ikke være.”
I mine øjne hviler konklusionerne i DCEs notat ikke på solid kvalitetssikret videnskab. Der er tale om gæt. Hverken mere eller mindre. Det burde kunne gøres bedre i Danmark.
Hvad nu, hvis forskerne får ret?
Ændrer det på noget, hvis det engang i fremtiden viser sig, at forskerne bag notatet gættede rigtigt? Næ. Det er og bliver uvidenskabeligt at ophøje gætteri til videnskab. En forsker, der påstår, at hans gæt på næste uges lottotal er videnskabelig sandhed, får jo heller ikke nogen Nobel-pris i fysik for bedriften, hvis lottetallene bliver udtrukket – i hvert fald ikke medmindre, at han kan redegøre overbevisende for sin metode.
Er faunaforbrydelser ok, hvis de ikke kan bevises?
Absolut ikke. Faunaforbrydelser er ækle og utroligt skadelige for både naturen og for de danske jægeres anseelse i den brede offentlighed. Faunaforbrydelser skal efterforskes professionelt (af politiet) og straffes hårdt og konsekvent. Men forbrydelsernes alvor undskylder ikke tvivlsomme videnskabelige konklusioner.
Er jægere for krænkelsesparate?
I notatet lægges det til grund for konklusionerne, at man formoder, at der i ”jægerkredse” florerer udbredt viden om – og til og med billedbeviser for – faunaforbrydelser. ”Nogen må vide noget” er en påstand, jeg ofte løber ind i. Både i pressen og på sociale medier bebrejdes både ”Danmarks Jægere” og Danmarks Jægerforbund for ikke at rydde op i egne rækker, og det konkluderes igen og igen, at en væsentlig del af problemet er en udbredt tavshedskultur, hvor jægere dækker over hinanden.
Da man hverken har fastslået, om der reelt eksisterer et kriminalitetsproblem, eller om hvilket omfang det i givet fald har, stigmatiseres samtlige jagttegnsløsere som værende en del af et usundt broderskab og tildeles et besynderligt kollektivt ansvar for forbrydelser, der kun måske har fundet sted.
Ville Danmarks præster mon føle sig uretmæssigt udhængte, hvis man på baggrund af de mord, som man med sikkerhed ved, at præster har begået, konkluderede, at alle forsvundne kvinder er blevet slået ihjel af voldelige præster, og at de pågældende kvinder ikke findes, fordi der i kirkekredse hersker en usund tavshedskultur, hvor præster dækker over hinanden? Det tror jeg faktisk godt, at man kan regne med, at de ville….
