TEKST: JENS ULRIK HØGH.
FOTO: INSAPICTURES OG JP VALERY.
Danmark er faunaforbrydernes fristed…
Danmark fremstår som en nation, der er ligeglad med beskyttelsen af sin natur, skriver Jens Ulrik Høgh, efter at der faldt dom i sagen om den nedlagte ulv ved Ulfborg.
Der er netop faldet dom i danmarkshistoriens vel nok mest omtalte sag om ulovlig jagt. Skytten, der i foråret nedlagde en ung dansk ulvetæve fra førersædet af sin Toyota Landcruiser – med tre riffelskud over en flad mark uden kuglefang – fik sin dom sidst i september.
Retten fandt ingen tvivl om skyldsspørgsmålet, ligesom man gjorde det klart, at den dømte havde overtrådt jagtloven groft og med fuldt overlæg. Der er tale om en lovovertrædelse med en straframme på op til to års ubetinget fængsel og frakendelse af jagttegnet på ubestemt tid.
Så galt gik det imidlertid ikke for den dømte, der slap med 40 dages betinget fængsel og konfiskation af den riffel, han anvendte. Der faldt ingen bøde, og han blev ikke frakendt sit jagttegn.
Lav straf i Danmark
Jeg ville ønske, at jeg kunne påstå, at jeg blev overrasket over, at de grove jagtlovsovertrædelser reelt set kun kostede den dømte en jagtriffel. Men det er desværre ikke tilfældet. Danmark har nemlig en kedelig retslig tradition for at taksere selv grove faunaforbrydelser meget, meget lempeligt. Både set i forhold til lovgivningens straframme og i forhold til, hvordan man i vores nabolande behandler tilsvarende sager.
I Sverige udløser illegal jagt på ulv typisk to års ubetinget fængsel. I Tyskland betalte en dansk jæger for nylig en bøde på titusindvis af kroner for at nedlægge en ulv ved en fejltagelse i forbindelse med en drivjagt. Havde han gjort det med vilje, var han også med stor sandsynlighed blevet idømt en længere ubetinget fængselsstraf.
Hævn eller forebyggelse?
Jeg er overbevist om, at langt de fleste danske jægere sætter pris på, at vi har et sæt klare spilleregler for, hvordan vi bedriver jagten. Jagt er ikke en menneskeret, og lovgivningen er samfundets betingelser for, at vi som individer og som gruppe får friheden til at dyrke vores væbnede passion.
Vi kan være mere eller mindre uenige omkring detaljerne i disse regler, og vi kan arbejde politisk på at få dem ændret, hvis vi brænder for det. Vores respekt for jagtlovgivningen er og bliver dog en klar forudsætning for den øvrige befolknings accept af, at vi render bevæbnede rundt i naturen og nedlægger vilde dyr.
Når en jæger træder groft ved siden af, sættes befolkningens tillid til hele jægerstanden på en hård prøve. Intet skader jagtens sag mere end ulovligheder af denne karakter. Derfor er det i høj grad også i vores egen interesse, at der sker så få overtrædelser som muligt.
Det opnår man erfaringsmæssigt kun, hvis det har ubehagelige konsekvenser at bryde loven. I jagtloven er der, præcis som i alle andre love, behov for reelle straffe for at male uden for stregerne. Ikke for at opnå hævn over banditterne, der ikke opfører sig ordentligt, men helt enkelt for at afskrække folk fra at begå forbrydelsen.
Jeg har i bund og grund intet som helst ønske om at se den dømte i den danske ulvesag idømt en hårdere straf. Det ville ikke gavne noget. Forbrydelsen er sket, retten har placeret skylden og taget stilling til strafudmålingen ud fra gældende dansk lov og præcedens på området. Dommen kunne for mig at se ikke blive væsentligt anderledes i lyset af tidligere milde domme for bl.a. ulovlig jagt på rovfugle. En dom som denne er i bund og grund blot et udtryk for de gældende regler.
Hårdere straffe, tak
Vil man fremadrettet have strengere domme, må der regelændringer til. Jeg ser gerne, at man i sager, hvor fredet vildt jages med fuldt overlæg, frakender faunaforbryderne deres jagttegn (hvis de har et) på ubestemt tid.
Jeg ønsker ikke disse personer i vores fællesskab. Jeg har ingen tillid til, at de på et senere tidspunkt besinder sig og respekterer lovgivningen. Jeg ser også gerne, at disse sager fremover udløser massive bøder – gerne i størrelsesordenen af en eller flere månedslønninger. Folk har generelt respekt for det at komme af med en masse penge.
Jeg vil derfor arbejde for en markant skærpelse af reglerne i form af væsentligt hårdere konsekvenser for dem, der bevidst vælger at bryde dem. Jeg mener, at en sådan skærpning er altafgørende for at forebygge lignende sager i fremtiden.
Den milde danske retspraksis, der endnu engang er blevet cementeret med den seneste dom, afholder efter min mening slet ikke formørkede personer fra at nedlægge en hel familie af kongeørne på reden eller en 18-ender kronhjort med hagl en nat i august.
I øvrigt er jeg ret overbevist om, at myndighederne vil prioritere efterforskning af faunaforbrydelser højere, hvis straframmen – og retspraksis – afspejler, at samfundet faktisk mener lovgivningen på området alvorligt. Lige nu fremstår Danmark som en nation, der er ligeglad med beskyttelsen af sin natur.
Jens Ulrik Høgh
Både anklager og forsvarer har anket dom i ulvesagen til Landsretten.
