AF STEEN ANDERSEN. FOTO: STEEN ANDERSEN OG SHUTTERSTOCK.
Ud af tropenatten kommer en mand med et gevær. Han ser vildt bister ud, som han går mig i møde i sit grønne tøj, der allerede er ved at være gennemblødt af den stille men silende regn. Nu kan jeg se, at det er en pumpgun, han har med sig. Han lægger den på kølerhjelmen af den lyseblå FIAT, som vi lejede i Havanna for blot få dage siden. Den ligner allerede noget, der er løgn.
Under armen har han en slidt papkasse. Han tømmer indholdet ud ved siden af haglgeværet. Otte æsker haglpatroner. Den ene halvdel med store hagl, den anden halvdel med 9-ere. ”Cartuchos,” forklarer han med et stort smil, der afslører, at den bistre facade ikke skal tages for pålydende. Jeg forsøger med et par høflighedsfraser på engelsk. Han ryster bare på hovedet og stiller mig et spørgsmål på spansk, som jeg gætter på handler, om hvorvidt jeg er i stand til at tale hans sprog. Jeg ryster ligeså beklagende på hovedet og gør i stedet tegn til, at vi skal sætte os ind i vognen. Vi kører ud i den våde tropenat. Klokken er bare et par minutter over tre. Vi skal op fra bunden af Svinebugten, hvor vi har sat hinanden stævne, op på den næsten trafiktomme sekssporede motorvej, der forbinder Cubas østlige og vestlige provinser, og efter en times kørsel her ned mod syd igen til et andet mere østligt afsnit af sumpene, hvor det efter sigende skulle vrimle med ænder.
Det har taget et par dage at få den her jagtaftale på plads. Og i virkeligheden er jeg slet ikke på jagt, men på ferie med et par venner. Men det er lykkedes mig at kuppe hele selskabet ved at overbevise dem om, at det er et helt eventyr i sig selv at lede efter jagtmarkerne, og den gik rent ind. Så vi har lagt Nytårsaften, alle de herlige mojitoer og Havana bag os for at forfølge et rygte om, at der er god andejagt her i Svinebugten.
Vi har indkvarteret os på Playa Girón – et meget østeuropæisk udseende ferie- og sportscenter, som efter sigende skulle have været den store tropebelønning for ikke mindst borgerne fra det tidligere Østtyskland for særlig veludført koldkrigs-kommunisme. Nu bor her bare en blanding af europæiske, canadiske og sydamerikanske turister, og endda et par tysktalende af slagsen, som vist nok taler helt diskret sammen om, at i gamle dage var der mere alkohol i de gratis drinks….
En del af de sikkert pompøse strandanlæg er styrtet sammen, men trodser man de forvredne betonelementer, kan man komme uden for den inddæmmede lagune og ud i det caribiske hav, hvor vi snorklede i går, og jeg fik en halv snes pigge fra et søpindsvin i min højre hånd, da jeg skulle op af vandet igen.
Raul og jeg når sikkert op på motorvejen, om end den arme bil har modtaget nogle hårde stød i karossen, da vi kørte ned i adskillige af de allestedsnærværende huller i den ramponerede grusvej, der leder fra feriecenteret til hovedfærdselsåren. Nogle af hullerne er så dybe, at der fløj sølvmågestore fugle op fra dem, lige inden vi styrtede vogntøjet ud i det rene ingenting.
Motorvejen er et mareridt. For den er så bred og helt uden bemaling på kørebanen, at man simpelthen er i tvivl om, hvorvidt man kører i den rigtige retning. Flere gange i kurverne, som man ikke opdager, før man er på vej væk fra asfalten, må jeg kaste os tilbage på rette spor i nogle hasarderede rallysving. En hestekærre uden lys er også anledning til en virkelig farlig situation, ligesom de fodgængere, der benytter nattens svalende regn til at spadsere derudad. Midt ude på motorvejen!
Også her er der store huller i vejbelægningen, og den arme italienske familiebil må lægge undervogn til en række hårde kollisioner med underlaget, hver gang det momentvis ophører, og tyngekraften kræver sin ret. Flere gange slingrer vognen vildt efter sådan et hul, og jeg frygter i en enkelt situation, at det ene forhjul simpelthen er blevet flået af i forbifarten. Sådan lyder det i alt fald til at begynde med. Men den raske, lille vogn klarer skærene med forbløffende vedholdenhed, og jeg tænker, at den måske holder hele resten af den uge, vi har lejet den, inden den er moden til skrotning.
Vi er tre dage inde i det nye år, og overalt er festligholdelsen af den cubanske revolution i fuld gang. Den skal – som det vist er traditionen – rulle hen over landet på samme måde som Castro og Che Guevara gjorde det i de hede måneder i 1959, hvor cubanerne rejste sig mod et amerikansk støttet, gennemkorrupt diktatur. På vores vej østover støder vi på busser og lastbiler fyldt med udstyr og folk, som er på vej til ikke mindst Cienfuegos, hvor det hele begyndte den gang og også skal gøre det om få dage.
Raul stirrer koncentreret ud i natten, og giver mig tegn til at sænke farten lidt. Det er åbenbart et kendetegn på den anden side af vejen, han spejder efter. Han giver tegn til, at vi skal køre helt langsomt. Ganske instinktivt trækker jeg over i højre side af kørebanen, men han vifter mig ind mod motorvejens midte. Han peger frem i mørket. Dér er der hul i autoværnet, som adskiller de to kørselsretninger. Han gør tegn til, at vi skal igennem og over på den anden kørebane, altså mod færdselsretningen og trafikken derovre – som sikkert er helt mørklagt, og derfor ganske umulig at få øje på. Jeg bruger et øjeblik på at opbygger min følelse af held og kaster os over i den modsatte vejbane, hvor vi giver den som spøgelsesbilister et par kilometer, før vi finder den afkørsel, som jo i realiteten er en tilkørsel for dem, der overholder færdselsretningen.
Vi kommer op på en almindelig grusvej og kører nu stik syd, ned mod kysten, sumpene, ænderne, krabberne og de utallige krigsmonumenter fra den gang, østblokken bankede de onde amerikanske imperialister.
Nu er jeg ved at være rutineret. Bliver ikke længere forskrækket over de store fugle, der ligger i hullerne, som jeg nu også ved, at bilen godt kan holde til at hamre ned i. Vi sætter farten op og lægger almindeligt landbrugsområde bag os for at køre ind i et vådområde med høje siv helt tæt på vejen.
Nogle steder er vejen næsten levende. Tæt besat med store landlevende krabber, som enten benytter vejen eller bare krydser den. Til at begynde med forsøger jeg at styre uden om de røde suppetallerken-store, ottebenede dyr, men Raul tilskynder mig til bare at køre over dem. Det giver en helt uvirkelig høj knasende lyd, hver gang vi maser et af de omfangsrige krebsdyr, og jeg forsøger at ramme hele kroppen, så de i det mindste dør i knaldet – så at sige.
Dyrene og det urimelige spild af liv interesserer mig. Jeg forsøger at få Raul til at lave en pantomime, som svar på mine tegnsprogsspørgsmål om krabbernes fødeværdi. Jeg forstår, at de er giftige, eller i alt fald ikke lader sig spise, uden at man bliver syg. Ved den næste store krabbe standser jeg bilen og stiger ud. Den står på sine ben med kroppen hævet næsten femten centimeter over grusvejen, da jeg går frem mod den i lyskeglerne fra bilen. Jeg kommer ind på den bagfra. Den fornemmer min tilstedeværelse og drejer sig – forbløffende – hurtigt om mod mig og gør sig bredere og en smule højere. Jeg taget et skridt frem. Den rejser sig yderligere, så den forreste del af dyret er løftet op mod mig. Så tager jeg endnu et skridt, og den hæver sine store, tykke kløer, som tydeligvis er fulde af muskler. Jeg tager det sidste skridt, og krabben løber en halv meter frem mod mig, mens den smækker med klosaksene. ”Klak, klak klak,” siger det, som var den ved at varme et par danselystne kastagnetter op. Jeg har fået nok. Springer atter ind i bilen, noterer mig Rauls brede grin, sætter bilen i bakgear, kører et par meter baglæns, så jeg kan se, hvor den aggressive krabbe befinder sig, og sætter så ellers i første gear og rammer den signalrøde krabbe med et smæld og en susende og knusende lyd til følge.
Nu er det bare at holde lige på, hver gang flere krabber forstyrrer den fredfyldte kørsel. Det vrimler med de dyr, og jeg tænker, at de efter sådan et natteridt må indgå i en del af den lokale fødekæde, som vel sagtens kan komme andre dyr til gode – eller måske andre artsfæller, som ikke lige endte under vores hjul.
Fra tid til anden fanger lyskeglerne et monument i vejsiden. Jeg standser ved et af de større og kan på spansk og engelsk læse, at her nedkæmpede og dræbte de fredselskende cubanske forsvarstropper tre amerikanske imperialister under den amerikansk støttede invasion i Svinebugten i april 1961. Længere fremme står de rustne rester af en kampvogn – amerikansk forstås – som ligeledes blev nedkæmpet af de fredelskende…. Efterhånden som vi kører de sidste kilometer, bliver tætheden af disse monomenter stadig større, og den fjerne historiske begivenhed får en anderledes konkret tilstedeværelse, når man sådan følger en af slagets – og kan man forvisse sig om – dødens grusveje i Cuba.
Vejen ender på en gårdsplads ved et sammensunket beboelseshus og en stor lade i en sørgelig men dog sammenhængende forfatning. Her modtages vi af en halvvoksen knægt, der straks giver hånden til Raul og mig, og derefter leder os ned til en jolle, der er fyldt med lokkeænder og andet jagtrelevant grej. Vi får hurtigt vores få stumper bragt over i jollen, og straks er vi klar til at stå ud på det mørke vand, som det endnu er for dunkelt til at danne sig en ide om udbredelsen af.
Påhængsmotoren starter i første forsøg, og vi suser ud i vandet. Det viser sig at være en større sø, som mod syd – ned mod kysten – forgrener sig i et utal af kanaler, som det er helt umuligt at gennemskue oprindelsen af. Vi sejler ned ad en kanal i mange minutter. Standser. Trækker jollen op på land over et smalt dige og ned i en parallel kanal. Vi forcerer adskillige diger på denne måde og er gennemblødte og ganske beskidte, da vi kommer over i en kanal, der munder ud i en ny stor sø.
Her sejler vi ikke længe, før Raul begynder at bakse med lokkeænderne. Han er ihærdig som en arbejdsbi. Arbejder koncentreret og struktureret med de halvt hundrede lokkere, hvoraf de fleste er ganske små og deployeres i nogle lange halvmåneformede strøg i større og større afstand fra sivbræmmen, der blot antyder søens bred.
Det tager en halv times tid, før han er tilfreds med hele sit arrangement, og derpå sejler han jollen ind i sivene og fortøjer den til en helt ny pæl, der tydeligvis er placeret her til det samme fromål. Imponerende at han fandt stedet sådan uden videre. Så overdrager han mig pumpgun og en æske cartuchos, mens han som det sidste skruer en lille båndafspiller sammen med en lang ledning, der slutter i en tragtformet messinganordning. Han trykker på båndspillerens eneste knap, og en kakofoni af andelyde går i gang. Vi har simpelthen mekanisk kald med i jollen. Smart.
Regnen siler ned over vores syndige hoveder, og min ferie-trope mundering kan ikke rigtig hamle om med denne meteorologiske udfordring, så jeg må bare affinde mig med at være ganske gennemblødt og efterhånden temmelig kold. Til gengæld lader ænderne vente på sig.
Raul gør mig det – efter et par mislykkede forsøg – forståeligt, at ænderne ikke gerne vil flyve i den tætte regn, heller ikke selvom vores kald er de mest forføriske i hele Svinebugten. Vi venter.
Så kommer der et par ænder. Så lavt og ikke mindst så hurtigt, at jeg end ikke når at hæve bøssen. ”Du fredsens,” når jeg at tænke, før Raul adviserer mig om endnu en ands komme. Jeg brænder et rimeligt kontrolleret første skud og et helt vildt dårligt panisk andet skud af efter den hastige lille flyver uden andet resultat, end at de to hylstre i en bue sejler ud i vandet og lander der med to små plask.
Efter endnu en del ventetid og yderligere to blanke forbiere, står det mig krystalklart, at jeg nok ikke skal regne med at bespise et større selskab med andesteg til min fødselsdag i morgen – i hvert fald ikke hvis den her skydning fortsætter.
Jeg tager et par skud mod nogle dunhammere en snes meter væk fra båden. Skuddene sidder ganske højt, og jeg fornemmer, at jeg kan få bedre hold på fuglene ved at montere geværet en smule anderledes og ved at forsøge at huske at skyde ekstremt lavt på dem. Perfekt. Det var jo heller ikke svært i forvejen.
Efter en times tid falder den første lille fine and, den styrter cirka 30 meter ude i lokkerne, og jeg er ved at revne af nysgerrighed for at tage den lille raske flyver i nærmere øjesyn. Her i jollen ved jeg jo godt, at Raul og jeg er helt alene, men forsøger alligevel at spørge ham, om det ikke havde været hensigtsmæssigt med en lille rask, vandapporterende hund til at hente ænderne til os.
Han stirrer på mig uden at sige en lyd. Afventende. Så genlyder sumpen foran os atter af et af de der uforklarlige plask, der får sivene til at skælve, og som vi har hørt mange af den sidste times tid. ”Krokodillio,” siger Raul bare. Alt giver jo pludselig mening.
Yderligere tre ænder flyver ind i haglene fra min lånte pumpgun, men der er langt mellem snapsene, og det tynde træk bliver helt gennemsigtigt, da vi nærmer os solopgangen, der denne morgen helt forsvinder i de lave tunge skyer, der er så blygrå som de hagl, vi sender ud i Svinebugtens sumpede vande. Raul slukker for lokkekaldet, der har kværnet i et væk i små to timer. Det er en velsignet fred, der pludselig sænker sig over vores lille hjørne af dette jagtparadis, hvor man nu kan høre en masse andre, og – antager jeg – helt naturlige dyrelyde, fra frøer, padder og ikke mindst fugle i hundredvis.
Vi pakker sammen og tager samme vej tilbage, som vi kom. Klokken er omkring syv, da vi anløber bredden ved den store lade og det faldefærdige hus. Raul leder mig direkte ind i laden, hvor der i skæret fra en enkelt petroleumslampe er dækket op på et vakkelvornt bord, hvor jeg bliver placeret ved en tallerken og en kokosnød. Nøden har fået toppen hugget af, så den kan anvendes som drikkekar, og den er fyldt med det lækreste kølige kokosmælk, som jeg straks drikker en ordentlig slurk af. Ellers skal jeg bare vente, forstår jeg. Det gør jeg så, mens jeg arbejder flittigt med min spanske parlør for at være i stand til at stille et par relevante spørgsmål – som den aftalte duejagt eksempelvis, som ikke virker særlig realistisk her i den fortsatte regn. Ud fra ladens mørke udkant kommer en midaldrende kvinde med en stor stegepande. Jeg kan dufte den nystegte mad, inden jeg kan se, hvad der er på panden. Hun bringer mig fisk. Små, helstegte ferskvandsfisk i sildestørrelse bliver læsset af på min tallerken, og mens jeg gør mig til gode med dette herlige morgenmåltid, kan jeg se, at der er mere møblement ude i ladens periferi. Et par senge, en sofa og et lavt sofabord. Det slår mig, at konen simpelthen bor her sammen med sin familie, som nok er de andre personer, der står og taler med Raul ude under et lavt og gennemhullet halvtag.
Her sidder jeg så mutters alene. Midt ude i sumpen i Svinebugten. Omgivet af mennesker som jeg aldrig har mødt, ikke kender og heller ikke kommer til at kende, og som jeg til og med ikke engang forstår og derfor ikke kan tale med. Og jeg føler mig fuldkommen lykkelig. Og ikke mindst velkommen. Ja, faktisk kan jeg sidde her og huske tilbage på familiære sammenkomster og store fester, hvor jeg ikke har følt mig halvt så godt tilpas som herude frysende og drivvåd blandt disse fine mennesker, der er klar til at dele deres simple måltid med mig. Jagt ér jo eventyrligt, og følger man mulighederne, så venter der store oplevelser – også selvom vi blev nødt til at spise en hulens masse ris til de to ænder, som jeg fik lov til at tage med mig fra Svinebugten denne januarmorgen i den cubanske revolutions skygge….
Cecarcinus ruricola
Krabberne, der vandrer, er hunner, som er på vej tilbage til havet, hvor de skal aflevere deres befrugtede æg. Hvert individ bærer på sådan cirka 85.000 æg, så det er noget af et massemord, hver gang man kører over et af de pansrede skaldyr.
Denne trafik gentager sig hvert år, når regnen er så rigelig omkring Nytår, at de kan holde til den relativt lange rejse fra sumpene og ud til den åbne kystlinie. Nogle krabber kommer så langt ind i landet som 10 kilometer, og de er lige så mange dage om at tilbagelægge denne distance.
Disse krabber findes mange steder i Caribien fra Cuba til Barbados og i forskellige farvenuancer. De kaldes lokalt for røde landkrabber, sorte landkrabber eller zombie krabber, og man regner med, at de kan blive omkring 10 år gamle.
