I december 2020 opdagede forskere i USA, at en hjort i Iowa var smittet med coronavirus. Siden er der fundet smittede hjorte i 13 stater i USA. Nu er der så også fundet Omikronvarianten af corona hos en hvidhalet hjort på Staten Island.

”Det er en skuffelse, men ikke overraskende,” siger Scott Weese, dyrlæge i infektionssygdomme ved University of Guelph i Ontari til New York Times om fundet, der får forskere til at frygte, at hjorte kan blive en slags reservoir for virusset og et godt sted for nye mutationer at udvikles.

Allerede i begyndelsen af epidemien påpegede forskere, at corona kan smitte fra dyr til mennesker og tilbage igen. Dyrearterne kan tilsyneladende også smitte hinanden, hvilket blev en dyr oplevelse for den dansk minkproduktion, da regeringen hastede en reel nedlæggelse af hele industrien igennem i den meget omtalte minksag.

Læs også:  Månedens trofæ: Imponerende gevirvægt

De smittede hjorte har generelt ikke vist nogle alvorlige symptomer, og forskerne er derfor mest optagede af risikoen for at Omikron muterer og udvikler nye former i hjortene.

”Det er klart, at spredningen i hjortene øger risikoen for at virus muterer. Vi må nok indstille os på, at virus kommer tilbage og plager os senere i nye former,” siger Vivek Kapur, veterinær og mikrobiolog ved Penn State University til New York Times. Han er en del af det forskerhold, der har opdaget virussen.

Ud over selve smitten har forskerholdet bidt mærke i, at den smittede hjort allerede har antistoffer fra en tidligere coronainfektion. Det kan dermed slås fast at hjortene – som mennesker – kan smittes flere gange med corona.

Læs også: Haglbøssens Kaliber og Ammunition