Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

Camo til bukkejagten

Her er alt, hvad du skal vide for at komme sikkert gennem tøjjunglen, så du er klar til den forestående bukkejagt.

AF MICHAEL GULDAGER

FOTO: MICHAEL GULDAGER OG PRODUCENTERNE

Bukkejagten nærmer sig med hastige skridt, og det er måske tid til lidt fornyelse i garderoben. Hvis du er på udkig efter camouflage, er der efterhånden rigtigt meget at vælge imellem, hvilket også kan gøre det vanskeligt at overskue mulighederne. Vi forsøger her at give dig et overblik over tøjjunglen med forslag til 6 forskellige løsninger i vidt forskellige prisklasser.

Simpelt, billigt og godt

En simpel og absolut billig løsning er en 3D overtræksdragt. Disse dragter er lette, og indenunder kan du bære lige de ekstra lag, du måtte have behov for. En 3D dragt består af en masse små blade eller flige, som bevæger sig naturligt i vinden og er dermed med til at sikre, at du falder i ét med omgivelserne.

En 3D overtræksdragt er hverken vind eller vandtæt, men det er heller ikke formålet. Formålet er at give godt og naturligt dække. Du har sikkert allerede noget tøj, som kan holde dig varm og tør. Overtræksdragten er dermed en god og billig løsning, når du ønsker at iføre dig noget camo.

Den viste model fra DKWAI er i lyse farver, som matcher perfekt i den danske løvskov og gør dig helt usynlig for dyrene. Jeg har personlig erfaring med dette 3D sæt. Jeg nedlagde min første bueskudte buk med det.  Sættet består af tre dele. En maske, en jakke og et par bukser. Du kan få hele herligheden til den nette pris af 695 kroner, hvilket gør det til et utroligt attraktivt valg til bukkejagten.

DK WAI Invisible pris: 695 kr.

Se mere på dkwai.com.

Udforsk anorak

Rigtige mænd bruger anorakker. Så er det sagt. Selvom det er nemt at se ned på disse mande-kjoler, så bør man gøre sig selv den tjeneste at prøve det. Deerhunter’s Explore anorak er en praktisk løsning til alskens former for udendørsaktiviteter. Takket være den praktiske store brystlomme, og tilpasningsmuligheder som den justerbare snor i livet giver denne gennemtænkte anorak mulighed for god pasform samt ekstra komfort. Ventilation under armene giver kroppen mulighed for at ånde, mens brugen af vandtætte og lette materialer gør anorakken ekstra praktisk.

Pris: 999 kr.

Vind-, vandtæt og økonomisk

Hvis dit budget strækker til lidt mere, så har Land & Fritid også noget i ærmet. Her kan du finde et fuldt jagtsæt i moderne Camo til under 2.000 kr.

Mike Hammer Camo-sættet er vind- og vandtæt og er samtidig behandlet med Insect Stop teknologi. Så kan du være lidt mere i fred for myg og andet kravl, som ellers kan være mestre i at ødelægge en fed jagt.


Jakken er udstyret med 7 funktionelle lommer, som hver især har sit formål. Du finder blandt andet patronlomme med indbygget patronholder, en lomme til mobilen, en ekstra lomme til batteri, og to større lommer til kniven og så videre. Pris: 1.099 kr.

Bukserne – der ligesom jakken er vind- og vandtætte, kan justeres så benvidden passer med dine støvler. Der er elastik i taljen, så de kan komme til at sidde behageligt. Bukserne har en ventilationslynlås, så du kan komme af med overskudsvarme. Pris: 599 kr.

Supplér eventuelt sættet med en svedtransporterende bluse. Anvend den som et ekstra lag under jakken på en kølig morgen, eller brug den alene, når temperaturen stiger i en sådan grad, at du ikke behøver yderskallen og må smide et lag eller to. Pris: 195 kr.

Samlet investering for alle tre dele: 1.890,00 kr.

Se mere på www.landogfritid.dk eller i din nærmeste Land & Fritid butik.

Pinewood

CARIBOU ULTRA CAMOU

Er du den vind- og vandtætte type, så prøv at kaste et kig på denne CARIBOU ULTRA.
Det er en let jakke på en beskeden vægt på 350g, som gør at den er lige til at pakke sammen og have med, hvis du tænker du ikke lige vil have den på med det samme.
Den har en indbygget ikke aftagelig hætte, med skygge og samtidig er den behandlet med organisk imprægnering for endnu bedre beskyttelse mod elementerne.

Vejl. kr. 999,00

SWEATER PINEWOOD® TIVEDEN LIGHT CAMOU

Et elegant og funktionelt fleecelag som kan bruges som inder- eller yderlag afhængig af omstændighederne, men den vil være en god partner til CARIBOU jakken, så du også får et lag til at holde på varmen en kold maj morgen.
Vejl. kr. 749,00

JAGTBUKSER PINEWOOD® RETRIEVER ACTIVE CAMOU

Lydsvage og lette bukser som samtidig er vind og vandtæt og som bryster sig af mange anvendelige lommer, så du kan have det mest essentielle grej med på dine jagter.

Vejl. kr. 1.099,00

PINEWOOD® BALACLAVA CAMOU

Hvis du er den som ønsker at være lidt som en ninja i naturen, så smid denne i dit arsenal, så kan du udover at være mere som en ninja også se godt ud.

Den er meget strækbar som gør at den vil sidde godt på de fleste mennesker.

Vejl. kr. 99,00

THÜRINGEN CAMOU

Vind og vandtæt handske i strækbart materiale i et frækt mønster, åbningen har en velcrolukning som gør, at åbningen kan justeres.
Det er en handske som komme til at opfylde de flestes handske behov.

Vejl. kr. 299,00

Samler pris for hele sættet fra Pinewood kr. 3.245,-

Klassisk dansk

Deerhunter Approach er et nyt tiltag fra Deerhunter til jægere, som lægger vægt på kvalitet. Materialevalget gør det vindtæt og vandafvisende. Desuden er det udstyret med en vandtæt membran på udsatte steder.

Approach jakken har lynlås under armene, så du kan regulere din temperatur under aktivitet. Den har fire lommer, så du har rigeligt plads til dit grej. Derudover er den udstyret med fleece liner, som lige giver lidt ekstra varme og komfort. Oven i hatten har den justerbare manchetter og formsyet albue. Pris: 1.199 kr.

Approach bukserne er åndbare, hvilket er perfekt, når man sniger sig rundt, eller når man går ned til sin plads. Så er man ikke gennemblødt af sved, når man endelig når frem. Deerhunter har været så smarte at inkorporere lynlås i siderne, så du kan ventilere, mens du er i bevægelse. Buksene har fire lommer, den ene med en indvendig ekstra lomme til kniven. Med et par smarte, aftagelige seler er du sikker på, at de ikke glider ned, når det er allermest ubelejligt. Pris: 1.299 kr

Approach ansigtsmasken har net foran næse og mund og lavet i tovejs strækbart materiale, som gør den behagelig at have på. Pris: 100 kr.

Approach handsken er lavet i strækbart og åndbart materiale. Oven i hatten har de fået en vandafvisende behandling, så de også holder hænderne tørre i et lille regnskyl. Indersiden har et mønster lavet af silikone, som sikrer dig et solidt greb. Der er touch materiale på pege og tommelfinger, så du kan betjene en smartphone uden at skulle have din handske af. Pris: 149 kr.

Samlet pris for hele herligheden fra Deerhunter løber op i 3.946,00 kr. Kan findes hos din lokale Deerhunter forhandler

Tidløst design

Northern Hunting benytter sig af TECL-WOOD OPTIMA-2 camouflage print, som er udviklet specielt med de nordiske skove i sigte. Designet er moderne og funktionelt.  

Arild er tynd camouflagetrøje med indbygget ansigtsmaske i lydsvagt materiale. Trøjen er et oplagt valgt, når det er varmt. Du kan også anvende den som mellemlag, når vejret kræver det. Pris: 600 kr.

Gunno er udviklet med henblik på at udgøre et isolerende mellemlag. Den kan være et godt supplement til ARILD på de kolde morgener. Materialet er ekstremt fleksibelt, hvilket gør den meget behagelig at bære. Pris: 750 kr.

Skjold Ask er din vind- og vandtætte overdel. Under hver arm finder du en ventilationslynlås, så du nemt kan komme af med varme og fugt. Materialet er lydsvagt, og den justerbare hætte kan let fjernes. Pris: 1.900 kr.

Skjold Arn er vind- og vandtætte all-round bukser, der ligesom jakken er designet i et let og lydsvagt materiale. Addventex membranen gør bukserne lige anvendelige til stille pürsch eller stillesiddende jagt i silende regn. Pris: 1.200 kr

Sigvald er tynde handsker, der samtidig giver dig god føling med dit våben. Pris: 200 kr.

Bue ansigtsmaske kan eventuelt undlades, da Arild har indbygget maske, men den vil kunne give lidt ekstra varme, når temperaturen falder. Pris: 220 kr.

Samlet investering beløber sig til 4.870 kroner, men så er du også godt dækket ind til bukkesæsonen. Se mere på www.northernhunting.com

Skandinavisk tradition

De seneste år har Härikla barslet med nye spændende produkter, som er i topkvalitet. I forhold til bukkejagten, som nu står for døren, er her et par muligheder, som vil klæde dig godt på.

Härkila Lagan er et åndbart og hurtigttørrende sæt fremstillet i elastisk og strækbart materiale.

Lagan jakken har en integreret hætte og justerbare ærmer. Lagan er lydsvagt og er udviklet til pürsch i de lune måneder. Det er behandlet med en god omgang DWR (Durable Water Repellent), hvilket gør stoffet vandavisende. Pris 1.799 kr.

Lagan bukserne har samme gode kvaliteter og egenskaber som jakken. De er udstyret med nogle gode, rummelige lommer. Der er ventilationslynlåse på lår og ben, så du kan komme af med fugt og varme, når du sniger dig rundt. Pris 1.699 kr.

Härkila Lynx er et oplagt valg, hvis du også ønsker et sæt, som kan stå imod, når det regner, og vinden tager til. Lynx komplimenterer Lagan sættet utroligt godt med sit vind- og vandtætte membransystem. Ydersidens blødt børstede materiale holder støjen på et minimum, når du bevæger dig.

Lynx jakken er udstyret med en aftagelig hætte og en praktisk radiolomme. Der er mulighed for at justere manchetterne, så de sidder tæt om håndleddene. Derudover kan du åbne under armene for regulere din temperatur eller komme af med fugt. Pris 3.799 kr.

Lynx bukserne har indbygget patronholder. Her er der også mulighed for at komme af med fugt og overskudsvarme, da du kan åbne lidt, når du er i bevægelse. Pris 2.799 kr.

Lynx fleece jakke kan bruges som mellemlag eller selvstændigt yderlag. Det bløde, fleksible Arc-StretchTM materiale er meget lydsvagt, når man lister rundt og skal være hemmelig. Pris 1.399 kr.

Lynx Fleece handsker er fremstilet i strækbart materiale og er behandlet med polygene, som modvirker lugt. Handsken har desuden en gummibelægning, som giver dig et godt greb, og som gør det muligt at bruge din smartphone, når du har dem på. Pris 499 kr.

Samlet pris for alle lækkerierne fra Härkila: 11.994,00 kroner. Härkila forhandles i de fleste jagbutikker. Find nærmeste forhandler på www. harkila.com

Meningsfuld funktionalitet og design

Nu kommer vi til det allermest specialiserede. Sitka Gear er ikke billigt. Til gengæld får du tøj, der er udviklet til helt specifikke formål. Det gør dog også, at det kan være svært at vælge, da der er rigtig meget at vælge imellem.
Jeg vil her forsøge at begrænse mig. De udvalgte eksempler, er dem, som jeg selv mener, du ikke kan gå galt i byen med. Så slipper du også for, at skulle forklare kæresten/konen, hvorfor I alligevel ikke kan komme på ferie.

Det, som gør sig gældende med Apex serien, er, at det er utroligt lydsvagt, både når du bevæger dig rundt, eller når du trækker din bue. Apex er designet med øje for, at mindst muligt stof gnider sig mod hinanden, og materialerne er særdeles lydsvage.

Apex Hoody kan bæres både som inderlag eller som yderlag afhængig af vind og vejr. Den har indbygget ansigtsmaske, som er lavet af et net. Så kan du ånde frit, mens ansigtet er tildækket. Der er en stor lomme på maven, som indvendigt har flere små netlommer, så du kan organisere lidt grej der. Som en dejlig ekstra bonus er Apex Hoody udstyret med aftagelige albuepuder. Pris 2.199 kr.

Apex bukserne er lette og utroligt åndbare. De er ikke Sitkas mest slidstærke bukser, men de kan stadig klare en del tæsk. Lommerne er lavet af net for at optimere åndbarheden. Sidelommerne sidder tæt, hvilket minimerer chancen for, at lommen griber fast i grene eller andet. Derudover er der er indbygget knæbeskytter. Pris 1.899 kr.

Traverse Cold Weather Hoodie er en tyk fleece trøje, som er rar at have med en kølig morgen eller aften. Trøjen er super lydsvag og har indbygget hætte og ansigtsmaske. Den kan anvendes som mellemlag eller yderlag afhængig af forholdene, hvilket gør den næsten uundværlig, da den kan indgå i dit system stort set året rundt. Pris 2.199 kr.

Traverse Liner er en handske, som er i den tynde ende. De kan bruges stort set året rundt, og du kan også betjene din smartphone, mens du har dem på. Pris 499 kr.

Hvis du er en af dem, som insisterer på, at dit tøj skal være vind og vandtæt, så kan du droppe Apex sættet og gå direkte til Thunderhead. Det er ikke det letteste regntøj, men det har en børstet yderside, som gør, at det er i den lydsvage ende. Du får også et sæt, som er ganske slidstærkt og kan klare pænt mange tæsk.

Ligesom bukserne har Thunderhead jakken en børstet yderside, som gør den lydsvag. Ja, der er noget lyd i, men det er der i alt membran tøj – så lidt lyd kan ikke helt undgås.
Der er en indbygget hætte og tre lommer, så du uden problemer kan holde dine ting tørre. Pris 3.299 kr.

Thunderhead bukserne har lynlås, som går hele vejen op langs benet. Så kan du kan tage dem af og på uden først at skulle have dine støvler af. Det er super rart og bekvemt, og det gør det nemt at komme af med varmen, når du bevæger dig rundt. Pris 2.899 kr

Hvis du drømmer om alle de viste dele fra Sitka Gear, løber den samlede investering op i kr. 12.994,-

Sitka Gear forhandles i de fleste jagtbutikker landet over.  

Læs mere

Nyheder