TEKST OG FOTO BJARNE CHRISTENSEN
Beslutningen om jagt denne aften var ikke svær, idet det for mig var sidste dag, inden jeg med familien skulle på ferie.
Som så mange gange før så er forventningerne til en vellykket jagt til stede, men efter 15 års jagt med bue, så ved jeg, at oddsene er imod mig.
Jeg har igennem de sidste tre år kigget på den samme buk og kunnet se, at den bare blev større og større, og da jeg igennem de sidste par dage havde stødt på bukken på min pürsch i skoven, så måtte heldet da snart vende. Dagen forinden havde jeg faktisk trukket buen på samme buk, men som så mange gange før, så manglede der bare den sidste meter.
Bukken var en kendt buk, og strategien var på plads for en vellykket jagt. Der var styr på vinden i forhold til dens tilstedeværelse dagen for inden. Skoven er på 5,5 hektar med hovedsagelig løvskov dog med en del væltede træer og blød skovbund. Det er byskov, og derfor kommer der igennem dagen en del mennesker, og jeg bruger ret meget tid på at forklare, hvorfor jeg har lov til at gå rundt med en bue i skoven. Rådyrene er egentligt ligeglade med snakken på vejene, så længe man bliver på stierne. Hvis man modsat bevæger sig uden for stierne, så er de meget opmærksomme.
Jagten
En af skovstierne går parallelt med skoven ned i bunden, hvor pürschen begynder – som så mange gange før.
Endnu en skøn morgen med dominerende lyde fra skovens fugle.
På skovstien i bunden af skoven er der cirka 50 meter til de nærmeste huse, og aftenen inden havde jeg set en rå, og med vinden i ryggen var det sandsynligt, at den ville blive utilfreds med min tilstedeværelse.
Ganske rigtigt. Inden jeg går i skoven, kan jeg høre et dyr meget tæt på gå og pusle i skovbunden. Sikkert råen, men jeg lister et par meter ind i skoven og kigger igennem små tynde træer af ahorn. Jeg spotter dyret, men hvad? Det er bukken!
Pulsen stiger fra 0-100 på et splitsekund, og jagten er i gang.
Bukken har desværre anet uråd og kigger direkte imod mig på 30 meters afstand. Med gyngende hoved forsøger den at finde ud af, hvad jeg er for en. Efter to minutters konkurrence vælger bukken at løbe væk med smældende stemme.
Fandens også.
Den snød mig igen.
Med efterhånden mange års erfaring så ved jeg, at når bukken smælder, så er den usikker og kan med en stor sandsynlighed falde ret hurtigt til ro igen, hvis den får fred.
Den lille skov omkranses af en befærdet landevej og en mulig passage ud i et andet område, hvis nu bukken vil væk, men da bukken vælger den modsatte vej, så ved jeg, at chancen for at finde bukken igen er til stede. Jeg lytter koncentreret efter dens smælen og fornemmer, at den ret hurtigt falder til ro igen. Jeg fornemmer også, hvor den cirka må befinde sig.
Bukken får ro 15-20 minutter, hvorefter jagten går i gang igen.
Jeg går nu på en trampesti, som også bruges af offentligheden. Jeg kommer ind fra den rigtige side i forhold til, hvor jeg fornemmer, at bukken må være.
Jeg stiller mine løbesko på trampestien og lister videre i strømpesokker.
Selvom det er tørt, så er fugten i skovbuen til stede, og kulden forplanter sig stille og roligt op igennem sokkerne.
Intensiteten på jagten er dog så stor, at det absolut intet betyder i momentet. Jeg lister, så godt jeg har lært det, og pludselig ser jeg bukken.
Den har sat sig.
Jeg stivner men er forholdsvis rolig, bukken kigger væk og har derfor ikke spottet mig.
Jeg mangler bare lige fem meter til en stor bøg, som jeg kan stille mig bag. Det lykkedes.
Bukken ligger og kigger, og jeg fornemmer en lidt urolig buk. Jeg får styr på min egen puls, mens jeg står og beundrer den flotte buk på 18 meters afstand og drømmer om et smukt, smukt trofæ.
Pil og skud
Efter et par minutter vælger bukken at rejse sig igen.
Jeg trækker forsigtigt buen.
Får hold på bladet og slipper.
Jeg når at se, at pilen rammer og for mig at se helt perfekt.
Intensiteten, hele oplevelsen og ikke mindst det moment i jagten, hvor det hele går op i en højere enhed, kendes nok kun blandt jægere.
Alt kribler og krabler i kroppen.
Usikkerheden, om at bukken forhåbentligt ligger forendt, kommer ret hurtigt, idet bukken løber fra anskudsstedet og ud af mit synsfelt.
Var det måske lidt for langt tilbage, hvor lang tid skal jeg vente, har jeg mon et telefonnummer på en schweisshundemand hvis nødvendigt og alle de scenarier, vi gennemlever som jæger, fra bukken er skudt, til man finder den – plus lidt mere går igennem mit hoved i disse minutter.
Jeg fornemmer at få kontrol. Henter mine sko, der står 150 meter væk. Sætter mig i skovbunden og spoler filmen tilbage til det øjeblik, bukken blev ramt.
Var det perfekt?
Ja, det tror jeg.
Efter yderligere 10 minutter går jeg hen til den afskudte pil, der lyser rødt i skovbunden, idet den har en lysdiode i toppen, så det er nemt at kunne finde den igen.
En overvældende følelse af glæde spreder sig til hele kroppen, idet pilen er gennemvædet af blod, og der er lungeschweiss. Så er jeg klar over, at bukken er dødelig ramt.
Puha!
Jeg følger sporet, og der er schweiss og mere schweiss og meget schweiss.
Spørgsmålet er nu kun, hvor langt den er gået. Jeg kommer forbi lidt buskads, og der ligger den forendt på trampestien med en perfekt lungepil. Den er gået 40 meter fra anskudsstedet.
Det er en stor buk i buejagtregi – så stor, at den åbenbart ligger i top tre i verden over skudte bukke med bue opmålt hos Nordisk Safari klub på Nordic Outdoor messe i Fredericia.
Point: 52 7/8-del, der svarer til guldmedalje.
