Jeg har før kommenteret på, hvordan brunbjørne i Rumænien – efter årtier med succesfuld forvaltning gennem jagt – er gået hen og blevet et enormt sikkerhedsproblem, efter at man for nogle år siden forbød jagten. Jagtforbuddet førte til, at bestanden steg, bredte sig, blev lynhurtigt habitueret og dødsensfarlig – med mange menneskelige ofre til følge.
I Rumænien genindførte man bjørnejagten som forvaltningsredskab i håbet om at komme tilbage til den orden, der herskede før jagtforbuddet. Men det er vanskeligt og tidskrævende at genetablere den naturlige frygt for mennesker, som bjørnene havde før.
Nu skulle man måske tro, at andre lande med brunbjørne ville skele til Rumæniens fejltagelser og tage grundigt ved lære for at undgå tilsvarende problemer. Men nej. Desværre lader det til, at alle lande tror, at deres bjørne opfører sig anderledes end andre brunbjørne, og at man derfor er nødsaget til at udvikle sine egne forvaltningsmodeller fra bunden.
Det gælder f.eks. Japan, som med ekstreme restriktioner på bjørnejagten har oplevet en eksplosiv stigning i bestanden – med spredning og habituering til følge, præcis som i Rumænien. Til de japanske myndigheders overraskelse har situationen udviklet sig til et mareridt med voldsomme stigninger i antallet af bjørneangreb på mennesker – med masser af dræbte og sårede til følge. Landet har efter sigende oplevet mere end 100 bjørneangreb på mennesker siden april, og hæren er sat ind for at dæmme op for bjørneproblemerne. Udviklingen spejler fuldstændigt Rumæniens.
Senest er en skoleklasse i den canadiske provins British Columbia blev angrebet af en bjørn – med én dræbt og 11 tilskadekomne til følge. Delstaten begrænsede jagten på grizzlybjørne markant for få år siden og oplever nu store stigninger i bestanden, øget spredning, forsvindende frygt for mennesker og en eksponentiel stigning i antallet af angreb. Samme problemer – i noget mindre målestok – opleves i f.eks. Italien og Slovenien. Manglende bjørneforvaltning leder til voldsomme sammenstød med mennesker, og det gælder uanset, hvor i verden bjørnene befinder sig.
Hvis jeg var en japaner, som havde mistet min førlighed til en bjørn, eller en canadisk far til et skambidt barn, ville jeg være ret utilfreds med, at myndighederne i mit ellers så veludviklede land ikke havde bedre styr på bjørneforvaltning. Ikke mindst fordi der ikke er den ringeste grund til at eksperimentere med noget, vi allerede kender svaret på. Brunbjørne opfører sig ikke anderledes nu, end de altid har gjort.
