TEKST: NIELS EGELUND FADERSBØL.
FOTO: NICK RIDLEY, DANSK BRETON KLUB, DANSK RETRIEVER KLUB, NIELS FADDERSBØL, M.FL.
I jagtlovens kapitel 4, kan man læse følgende:
§ 24. Ved jagt med glatløbet haglgevær på ikke klovbærende vildt på og fra landarealer og i rør- og sivbevoksninger skal egnet apporterende hund medbringes.
Alle er nok enige i, at det er en mere end rimelig betragtning, men hvad er det så for krav, man som jæger bør stille til de hunde, som medbringes på andejagt.
Andejagt er jo ikke bare andejagt
Det kan være alt fra andejagt, som drives i forbindelse med et jagtvæsen eller selskabsjagten, hvor der er lagt en andesåt ind i programmet, men det kan også være en særskilt jagt udelukkende på ænder.
På de større andejagter er der er typisk tale om jagt om dagen, som ofte er organiseret med en fast stab af hjælpere, der inkluderer dygtige apportører. Disse jagter er meget strukturerede, og alle kender deres opgaver. Det vil som oftest være organiseret, så der apporteres under skydningen, og at alle eller en del af apportørerne efter skydningen foretager en grundig eftersøgning efter eventuelle anskydninger.
Rigtig mange af de hundefolk, der tager rundt og apporterer på disse jagter, har flere hunde med. Med et sådant team af flere hunde, der er grundigt trænede og har den fornødne erfaring, sikrer man, at de dødskudte og anskudte ænder samles op i det ofte vanskelige terræn. Hundeføreren har så mulighed for at sende de unge og knapt så erfarne hunde på de lette fugle, som passer til deres alder og træning, mens gamle, garvede hunde sendes på de sværere opgaver. Der kan også være plads til en senior hund i teamet, som med sin erfaring og næse kun sendes få gange på de virkelig svære apporteringer, hvor farten ikke betyder noget, men hvor det er vildfinderevnen, som skal til for at tilvejebringe fuglen.
Træning
Det er altid en fordel med en veltrænet apportør. Dels kan hunden forholde sig roligt, når den ikke apporterer, og dels kan man kontrollere, hvilke apporteringer hunden sendes på, således at det er den anskudte fugl, der prioriteres og kræver handling frem for en dødskudt and.
Det ser legende let ud, når hundeføreren udpeger retningen for hunden, der sidder helt roligt og afventer kommandoen, hvorefter den i fuld fart og lige linje går efter fuglen og returnerer med den. Undervejs i processen falder der måske fugle både foran og bagved den apporterende hund, men den forsætter uanfægtet sin opgave og returnerer til sin fører.
Tro mig, der ligger mange, mange timer bag en sådan apportering, og der trænes hårdt, lige fra jagtsæsonen slutter, og til den starter igen.
Omtanke
Men når det er sagt, er det jo ikke træningen alene, der gør det. Er man på aftentræk og skyder ved en lille mergelgrav, omgivet af stubmarker, er opgaven med at finde fuglene jo overkommelig for langt de fleste hunde.
Men omvendt er sagen en helt anden, hvis andejagten foregår på vådområder, oversvømmede engarealer og krat. Det stiller store krav til hundearbejdet. Der kræves her en meget stærk hund, som har den fornødne viljestyrke, erfaring og vildtfinderevne. Hunden arbejder som oftest ude af syne og kan således ikke hjælpes af førerens anvisninger om retning med mere. Hunde til disse opgaver er typisk meget selvstændige og lige på kanten af kontrol, men de er guld værd under disse forhold.
Et krævende terræn kræver omtanke, når der jages. Apporteringerne er svære, og det gør det ikke lettere, når mørket falder på, og mosekonen brygger, så vær opmærksom på, at sådanne jagter kræver ekstra dygtige hunde.
Afholder man selv en andejagt i et svært og krævende terræn og har inviteret sine jagtkammerater, kan hundespørgsmålet godt blive lidt problematisk her, for nogle vil møde op med en hund med erfaring fra denne jagtform, mens andre møder op med en hund, som måske kun har lidt eller ingen erfaring, og endelig er der dem, der møder op uden hund.
Som inviterende vært må man sikre sig, at der er hunde til stede, som besidder de kvaliteter, der skal til, for at jagten kan gennemføres forsvarligt og således, at de død- og anskudte fugle kan findes. Selvom ens egen hund er dygtig, kan man ikke forlade sig på, at den skal gøre hele arbejdet, hvis det viser sig, at gæsterne møder op uden hund eller med hunde, som ikke magter at løse opgaverne.
Det er jægeren, der trykker på aftrækkeren, der har ansvaret
Det er utrolig vigtigt, men også meget tilfredsstillende at have den hund, der kan finde anskydningen, som alle andre har ledt efter. Og det er dejligt at kunne dirigere sin hund langt ud, eller over en sø efter den and, som alle har opgivet at finde.
Men somme tider kan man også møde situationer, hvor en jæger har stået og skudt mange ænder under yderst svære forhold med meget vanskelige apporteringer til følge. Som jæger bærer man ansvaret, når der trykkes på aftrækkeren, og moralen bør være: Har man ikke selv en hund, der kan ”gå gennem ild og vand” og finde fuglen, skal der tænkes en ekstra gang, før haglene sendes afsted.
Vildtets adfærd
En anskudt and vil altid forsøge at skjule sig.
Den vil omgående enten dykke eller søge ind i siv og rør for at gemme sig.
Hvis der langs vandet er brinker, er det helt sikkert, at anden vil søge ind under disse og gemme sig her.
Så det siger sig selv, at hundene, der bruges til andejagt, både skal have den fysiske styrke til at arbejde i rør og siv, men også have det vildtbegær, der gør, at de bliver ved og ved, til anden er apporteret.
Det interessante er, at nogle hunde udvikler en fantastisk evne til at tage anskudte ænder, de kan endda dykke efter dem, og de ved lige, hvor ænderne er søgt hen, mens andre aldrig får det lært.
Så den ideelle hund til andejagt skal være en hund med stort jagtligt format, og så skal den have muligheden for at få den fornødne erfaring.
Hvilken jagthunderace?
Skal man lige pege på én race til andejagt, må det blive de forskellige Labrador Retrievers
De er typisk nemme at træne, har stor vandpassion, er rigtig gode apportører, og så har de ikke mindst et hårlag, der gør dem bedre egnet til at modstå koldt vand end så mange andre racer.
Men når det er sagt, så fungerer mange andre racer også super godt.
Mange jægere bruger deres hønsehunde, og andre benytter stående hunderacer som Breton og Münsterländere.
Også de meget populære Spanielracer, som i dag er de mest talrige – efter labradoren – bliver brugt flittigt på andejagt.
Men til syvende og sidst er det, som tæller, når det virkelig gælder, at hunden ud over at være trænet har et stort jagtligt format, er selvstændig og stærk i vandarbejdet.
