Det er den tid på året, hvor det begynder at krible i hele kroppen! Den 16. september er dagen, hvor agerhønejagten går ind, og det føles lidt ligesom jul, da man var barn. I næsten et år har jeg glædet mig til at kunne komme ud med både hund og falk igen efter de små hurtige kanonkugler.
Minderne fra sidste sæson fylder tankerne, og hver eneste jagt står soleklart i hukommelsen.
En helt særlig jagt fra den forgangne sæson husker jeg særlig godt.
Jeg var blevet inviteret til Ballum Enge for at flyve på agerhøns den 13. oktober på et skønt og længe velplejet hønserevir. Det var Tonni Lønne, der havde inviteret.
Han har mange gange lagt terræn til hundeprøver for både engelske og kontinentale hunde, og reviret er kendt for at have en god bestand af vilde, stærke agerhøns efter Tonnis mange års terrænpleje.
Det ædle vildt
Agerhønen er for mig en helt særlig fugl at jage!
Den velcamouflerede, lille, håndboldrunde hønsefugl, der lever i loyale familieflokke, hvor man holder sammen i tykt og tyndt, er for mig synonym med det biodiverse agerlandskab. Det er efter min mening den mest spændende fugl at jage med falk i det kontinentale Europa.
Ofte kan må få nogle flotte klassiske situationer, når man jager agerhøns, hvor falken kommer tordnende ned fra himlen mod sit bytte, kort efter at hunden, der holdt standen så flot, fik signal til at rejse. Det er den scene, man ser spille inde i hovedet, inden jagten går i gang, og man slipper falken i håbet om en mindeværdig flyvning.
De stærke flyvere
Den dag i oktober ankom jeg tidligt hos Tonni, hvor hele hans familie tog flot imod mig og de andre inviterede med et overdådigt morgenbord. Snakken og håndtrykkene gik rundt om bordet. Kendte ansigter, jeg ikke havde set meget i denne sæson, smilede til mig, og nye spurgte nysgerrigt ind til jagt med falke. En hyggelig stemning med venskabelig snak, som det skal være på en jagt, man er fælles om.
Tonni rejste sig og bød velkommen, præsenterede terrænet og dagens program.
Efter kaffen og morgenbrødet gik alle de inviterede ud til deres biler for at klargøre udstyr, hunde og falke til dagen. Vi var seks falkonerer, der skulle jage med vores falke – og en god håndfuld tilskuere. Jeg havde taget min røde shaheen han med. En falk fra Centralasien, der minder om den velkendte vandrefalk. De andre havde medbragt deres lannerfalk, vandrefalke og en berberfalk.
Den første såt
Da alle havde monteret GPS sendere på deres fugle, foderet var klargjort, og hundene tisset af, satte vi os i bilerne og kørte mod den første såt. Det vestjyske terræn med åbne, flade marker og korte levende hegn er ensbetydende med et godt terræn til markvildtet. Tonni havde fortalt om de flokke af agerhøns, han kendte til, og at de her sidst på sæsonen kunne være udfordrende for både hunde og jægere.
Af erfaring ved jeg, at jo længere vi kommer hen i sæsonen, jo stærkere er vildtet, og det kræver endnu mere af falkene at få en chance for at få fangerne i en vild agerhøne.
Den første flyvning, vi havde chancen for, var med en af de andre falkonereres lannerfalk, en hun.
Hun ville desværre ikke helt som sin falkoner og tog i stedet en stiktur til en klynge nærliggende huse, hvor hun satte sig på taget og ventede på sin falkoners ankomst.
Høns på vingerne
Efterfølgende var det min tur til at flyve. Vi var kørt til en ny såt og gik fra bilerne i samlet flok langs en lille bæk i en mark med vinterafgrøde på. Pludselig ved en lille busk lettede der fem agerhøns og fløj stærkt mod en nærliggende remisse.
Bare lyden af vingeslagene, når en flok agerhøns letter, kan få mine hår til at rejse sig på hele kroppen.
Nu havde vi set, at der var høns på terrænet, og humøret var højt. Vi spadserede videre langs bækken ned mod en kartoffelmark, som Tonni vidste rummede en flok.
Jeg gik forrest med min gode ven og falkoner, Morten, og netop som vi ankom til kartoffelmarken, gik vi lige ind i en stærk flok høns, der lettede for vores fødder.
De fløj ud i midten af en cirka 10 hektar stor kartoffelmark.
De bliver svære at finde igen, tænkte jeg! Ja, nok nærmest umulige.
Falk i luften
Normalt ville man sætte en hund i søg og vente, til den har en stand, og så slippe falken og lade den stige højt op over hunden, men med en flok fugle, der er blevet lettet én gang, og en våd kartoffelmark, så er det ofte bedre bare at lade falken flyve og så sætte hundene i søg derefter. Hvis hundene skulle være uheldige at støde flokken, så er falken i det mindste i luften og har en chance for et jagtforsøg.
Jeg slap falken, som med det samme begyndte at stige mod himlen i flotte, store cirkler. Morten slap sin unge engelske pointer, Zenta, og Frank slap sin erfarne breton, Titou.
Vi begyndte at gå ud mod det sted, vi havde set flokken lande. Det ville kræve mere end held, hvis de stadig var samme sted og ikke var løbet langt væk imellem rækkerne. Falken havde fuld fokus på mig og hundene, mens vi rendte lidt forvirret rundt i kartoflerne for at lede efter en nål i en høstak.
Efter omkring 10 minutters søgen efter flokken var vi alle ved at give op, da flokken pludselig lettede omkring 20 meter fra os.
Hastigt dyk
Som en eksplosion røg 10-12 fugle op fra kartoflerne og fløj i raketfart mod et levende hegn 100 meter fra os. Jeg råbte ”HEY” til falken for at signalere, at der var vildt, og kiggede forhåbningsfuldt op i luften får at se, om han reagerede.
Øjeblikkeligt satte min falk tempoet af vingeslagene op i et par sekunder for derefter at folde dem helt ind til kroppen i et hurtigt dyk. I fuld jagtflugt kom falken hamrende ned fra godt 100 meters højde mod flokken, der nærmede sig dække i hastigt tempo. Lige da flokken bremser op for at lande i dække af det levende hegn, flyver falken ind under den ene af agerhønsene og griber den ud af luften, som stod den helt stille. Han lander to til tre meter fra hegnet med hønen i et fast greb i fangerne. Med et hurtigt bid til nakken på agerhønen skiller falken nakkehvirvlerne, og agerhønen ånder ud.
Der sidder han! Majestætisk, tronende på sit nynedlagte bytte. Han kigger rundt mod horisonten, ryster sine fjer på plads, og begynder derefter at plukke fjer af agerhønen. Jeg kommer løbende til sammen med de andre falkonerer, hundefører og tilskuere. Et glædesråb ”YEEES”, og uddeling af kram til venner og bekendte. En enormt tilfredsstillende glæde breder sig i mig, alt gik op i en højere enhed selv i en situation, hvor man tænkte, at alle odds var imod. Sådan går livet nogen gange, man bliver overrasket, når man mindst venter det, og det er ofte dér, at overraskelsen har den største effekt på ens glædesniveau.
Nyd nuet
Mens dette års sæson kulminerer, håber jeg endnu engang at blive beriget med fantastiske naturoplevelser sammen med venner, falk og hund. Falkejagten er for mig en helt særlig jagtform, og selvom jeg har været både ivrig riffel- og haglbøssejæger i omkring 15 år, så er det falkejagten, der har en helt særlig plads i mit hjerte. Den jagtform, hvor hund, falk og menneske skal være in-sync for at få det gode samarbejde til at bære frugt. Det er et kæmpe privilegium at få lov til at være en del af en så intens naturoplevelse, om end kun for kort tid. Et øjeblik, hvor naturen fylder alt, tiden går i stå, og hverdagens problemer er uendeligt langt borte. Det er dér, jeg er helt fri i krop og sind.
Knæk og bræk derude, og husk at værdsætte nuet, øjeblikket, hvor alt smelter sammen, og bare er.
FOTO: RASMUS S. NIELSEN SAMT SERKAN MUTAN, WILDLIFEWORLD/SHUTTERSTOCK.
