Årets første gåsejagt

Med 36 lokkere, en hund, et gevær og søvn i øjnene på morgentræk efter kortnæbbede gæs i det nordjyske.

Jeg vågnede af mig selv, som jeg ofte gør når jeg skal på jagt, og tog et kig på uret. Klokken var ca. 3, og jeg var vågnet en halv time tidligere end alarmen var sat til, fint nok med lidt ekstra tid, der var meget arbejde i vente. En hurtig bid morgenmad og ned i kælderen og i tøjet. Kia, min 7 årige  Formel 1 labrador sprang ud af kassen, strakte sig og kiggede håbefuldt op på mig med sine smukke brune øjne, der tydeligt viste at hun også var klar! Som ivrig strandjæger må jeg ofte skuffe hende, men i dag skulle hun heldigvis med. Faktisk blev det kun Kia og mig i dag, da min sædvanlige gåsemakker ikke havde tid. Hund, gevær, taske og jakke, havde man nu husket det hele? Jo den var vist god nok, ud i den tætpakkede bil og så blev kursen sat mod nord.

Målet i dag var gæs og primært kortnæbbede gæs. Jeg havde været på aftentræk i området tidligere på ugen og havde set en del kortnæbbede gæs, der træk til omkringliggende marker. Jagtområdet, der ligger i nærheden af ulvedybet i Nordjylland, var nyt jagtterræn, og det var første gang, den skulle stå på decideret gåsejagt med lokkefugle.

Lokkefuglene stilles op i mørket.

På området var der en stor stubmark, hvor jeg håbede at gæssene ville trække hen over, så jeg kunne lokke nogle af dem ind over mine lokkefugle.

Jeg ankom til området i buldermørke, og vejret var let skyet med hård vind, fint vejr til gåsejagt. Jeg parkerede bilen langs marken og fik ved hjælp af min smartphone og Google Maps bestemt mig for en placering på marken. Det er bedst at placere sig midt på marken, da gæssene vil føle sig mest trygge, når de har god udsigt til alle sider. Nu kom det hårde arbejde, gåseskjul, våben, jagttaske og seks tasker med hver 6 styk full-body lokkegæs samt en taske med 24 styk Slammer Socks skulle transporteres ud på spottet. Fra bilen var der ca. 350 meter derud, og 4 ture skulle der til for at få det hele med. Pandelampen kom på hovedet, for at jeg kunne orientere mig, og så var det ellers i gang med det tunge slæb. Jeg var heldigvis i god tid så ingen grund til at stresse i dag. Gæs trækker primært fra solopgang af, men nogle gange især sidst på sæsonen kan de godt begynde at trække lige efter skydetid – ca. 1,5 time før solopgang. Det er ikke sjovt at stille lokkefugle op mens gæssene trækker, så må man hellere være i god tid.

Skjulet kan lige anes i bunden af U opstillingen her set forfra. De utroligt realistiske lokkegæs fra Tanglefree giver et effektivt setup.
Her ses opstillingen bagfra, man kan tydeligt se u-formen og den åbne landingsplads foran skjulet.

Jeg starter altid opstillingen med at placere gåseskjulet først. Jeg benytter et Tanglefree Landing Zone gåseskjul med to klapper, der kan vippes op, når man skyder, og som ellers tjener det formål at holder jægeren skjult. Ved hovedet er der kraftigt mesh net, som man kan se igennem, og skjulet er med stropper, som man kan sætte naturlig vegetation fast på. I dag er det en stubmark jeg skal ligge på, og jeg har derfor medbragt en sæk med halm for at for at sløre skjulet så godt som muligt. Skjulet skal placeres med ryggen mod vinden, så indflyvende fugle kommer ind foran mod vinden. I dag laver jeg en U-formet opstilling, hvor gåseskjulet er placeret i bunden af U’et lidt til højre, da jeg er højrehåndet og skyder bedst til fugle, der kommer ind lidt skråt fra venstre. Der skal være en god åben landingsplads foran skjulet, da det er her, at gæssene skal komme ind.


Lokkegæssene opbevares og transporteres i store rumopdelte tasker for at beskytte den sarte flock bedst muligt.

Jeg starter med at sætte U’ets to ben op. Den fjerneste lokkegås kommer ud på ca. 30 meter fra skjulet. Jeg placerer lokkefugle lige rundt om skjulet og ud til ca. 15 meter bagved for at få skjulet til at fremstå sikkert for de vilde fugle. De 12 styk medbragte Tanglefree full body Canadagæs stilles samlet lidt til højre foran og bagved skjulet, og de resterende 24 styk Tanglefree full body grågæs sammen med 24 styk Tanglefree Slammersocks (vindposer) udgør resten af opstillingen. Slammer Socks mixes ind blandt full-body lokkefuglene for at give bevægelse og få en større og mere synlig opstilling. De vejer og fylder næsten intet, så det er en god måde at få et stort set-up på, uden at man skal slæbe tunge helkrops (full-body) lokkefugle.Da jeg er færdig med sætte lokkegæs op, og gåseskjulet er godt camoufleret i medbragt halm, fjerner jeg taskerne til lokkefuglene, så der intet mistænkeligt er. Gæs er meget sky fugle, og det er vigtigt, man går op i de mindste detaljer for at få en vellykket jagt.

Det begynder nu at lysne lidt, og der er ca. en halv time til solopgang. Hunden der er lidt træt af den sparsomme plads, bliver bedt om at lægge sig i gåseskjulet. Geværet lades med HyperSteel str 2. Gæs er skudstærke fugle, og det kræver store hagl og helst patroner med god fart på. Den optimale afstand at skyde gæs på er 15-25 meter, så de skal tæt på, for at man får optimale skudchancer.

Jeg kan ikke rigtig høre nogen afslørende gåsegakken ude fra Ulvedybet – hverken fra grågæs eller kortnæbbede gæs, der ellers ville afsløre, hvis der var gæs i området. Men mon ikke det kommer, når det bliver mere lyst. Mine forventninger holder stik, da der omkring en halv time senere kommer godt med snakken fra hundredvis af gæs, der begynder at gå på vingerne. Desværre bliver det hurtigt klart for mig, at trækruten ikke fører gæssene henover marken, jeg ligger på men forbi mig langt til venstre og ud til en mark ca. en kilometer borte. Øv! jeg prøver at fange de nærmeste flokkes interesse med gåsekaldet, men det har ingen virkning. De er for langt væk og for målrettede. Mange gæs følger hinanden, og der er efterhånden en stor samling af gæs på marken ude bag ved mig. Det er overvejende grågæs, men der er også lidt flokke af kortnæbbede gæs imellem.

Det er meget vigtigt at skjulet, her et Tanglefree Landing Zone sløres så godt som muligt. Det medbragte halm har ikke helt samme farve som marken, men det virkede fint denne dag.

Pludselig opdager jeg en stor flok gæs langt ude med kurs lige mod mig. Da de nærmer sig kan jeg både se og høre, at det er kortnæbbede gæs – en flok på omkring 60 fugle. Jeg finder hurtigt kaldet til de kortnæbbede frem og begynder at kalde. Der bliver prompte svaret begejstret tilbage, og de viser interesse for mine lokkefugle. De er tæt på nu. Flokken er omkring 40 meter oppe, men de taber højde, jo mere de nærmer sig.  70 meter, 60 meter, nu er de kun ca. 50 meter væk men stadig lidt for høje – dog lige på nær en enkelt gås. Flokken har vist fået øje på den store samling gæs ude bag mig og passerer lige over mit hoved 30 meter oppe. Da flokken passerer forbi, lander den enlige kortnæbbede gås 10 meter foran mig lidt ude til venstre lige blandt lokkefuglene. Jeg ligger helt stille og håber, at flokken måske vender, men de forsætter desværre.  Den enlige gås kigger lidt rundt og begynder så at fouragere. Jeg knipser et billede med mobiltelefonen af den og syntes, det er lidt hyggeligt, og samtidig svinder min jagtlyst og lyst til at slå denne prægtige fugl ihjel mere og mere. Det vil være let at sætte sig op og skyde gåsen, tænker jeg, og da mit jagtinstinkt igen tager over, bliver det besluttet. Jeg griber geværet og sætter mig op, gåsen letter ikke med det samme, så jeg råber, hvilket får den på vingerne. Årets første kortnæbbede er i hus, tænker jeg, da jeg peger på den med geværet og trykker aftrækkeren, men den flyver videre. Hvad hulen, et skud mere – den fortsætter lavt hen over marken, og jeg gransker min hjerne for at finde ud af, hvordan jeg kan skyde forbi på så oplagt en chance. Da gåsen er næsten hundrede meter væk, dratter den dog ned. Kia bliver sendt ud efter den, og da hun afleverer den, er den stendød. Hmm, så gik det alligevel, som det skulle. Det er ofte de mest oplagte chancer, man bommer på, da man her fraviger den instinktive skydning.

En gås er landet lige ved siden af gåseskjulet blandt lokkefuglene.

Den første gås er i hus, dejligt. Klokken er blevet 9, og nu begynder der at trække gæs mere spredt. Nogle flokke trækker ude foran men passerer dog primært langt ud til højre for mig. Pludselig ser jeg to lave grågæs til højre for mig. Grågåsekaldet bliver fundet frem, og gæssene besvarer straks mine kald. Nu kører de rundt i en bue til højre for mig og gør klar til indflyvning. Da de er lige ved at være inde på skudhold, slår de pludseligt af. Jeg sætter mig op og undersøger om der er noget, der ser forkert ud ved opstillingen, men finder ikke noget. En flok grågæs kommer igen på min højre side. Nogle høje kald fanger deres interesse, og de begynder at flyve imod mig. Der er 7 gæs i flokken, som drejer ud foran mig og retter op i vinden og kommer lige ind mod åbningen. Vil de holde kursen, eller slår de fra som deres to artsfæller lige før?

Nu kommer de ind i hullet lige efter bogen, jeg sætter mig op, da den nærmeste er omtrent 15 meter væk – finder den mest oplagte gås og skyder, den pakker død sammen. Så hen på den næste og med samme resultat. Sådan! Det er så tilfredsstillende, når det lykkedes. Kia apporterer gæssene som er ligger ud blandt lokkerne med vingerne godt ind til siden og næbbet nede i jorden tæt på kroppen.

Der trækker nu en del grågåseflokke ind ude fra Ulvedybet på min venstre hånd, og da de kommer ind på rimelig afstand, er de til at få i tale med gåsekaldet. Et par flokke passerer lidt bag mig men endnu en flok, der er gået på vingerne, har afstukket en bedre kurs. Jeg fanger hurtigt deres interesse, og de ændrer rute lige imod lokkerne. Der er vel 15 grågæs i flokken, og de gør nøjagtigt som forrige flok, og jeg kvitterer en double mere. Det er ikke svært at ramme gæs, der slår på lokkerne på 15-20 meters afstand, så får man først gæssene ind, har man virkelig gode chancer.

Disse gåsekald blev brugt på dagen. Fra bunden: Helen Baud L’akrylik grågåsekald, Zink Calls grågåsekald og Zink Calls kortnæbbet kald.

Klokken er nu 10:30, og det er fint solskinsvejr med en frisk vind. Man kan sagtens skyde gæs i solskinsvejr, alle full-body lokkegæssene er behandlet med flock –  nogle små fibre der gør, at overfladen ikke skinner som på en almindelig malet overflade.

Der bliver ved med at lette gæs ude fra reservatet, og en flok på 20-25 grågæs har fin kurs op mod mig. Først laver jeg nogle høje skrig med gåsekaldet, flokken svarer tilbage, og nu bliver jeg ved med at kalde – men med mere moderate lyde. Den store flok har set mine lokkefugle og viser tydelig interesse, de kommer ind lidt bag mig men drejer højre om mig og går op i vinden og kommer lige på.

Når man sætter sig op for at skyde, slår gæssene af ved at baske kraftigt med vingerne. Hvis der er god vind, kan de hurtigt lægge noget afstand bagud, så det er med at sætte sig op for at kunne skyde på det rigtige tidspunkt. De skal med andre ord helt tæt på, for at man får den optimale skudchancer.

Jeg lader flokken komme helt ind. Det er et flot syn at have så mange fugle helt tæt på. Første skud sender en gås ned blandt lokkerne. Der er god tid til at vælge en fugl, mere når de kommer så tæt på. Halvautomaten genlader med en Hyper steel str 2 og finder hen på en gås mere med samme resultat. 3 doubler i træk – dejligt når ens forventninger bliver indfriet. Jeg hopper ud af skjulet og tager imod gæssene som Kia apporterer. De lægges, som de andre skudte gæs, ud blandt lokkefuglene tættest på skjulet med vingerne ind til kroppen og hovedet stukket ned i jorden tæt på kroppen. De fjer, der sidder skævt, rettes til, så det ser så ægte ud som muligt. Det er netop de små detaljer, der er så vigtige for at lykkes med jagt på de sky gæs.

Halvautomaten er ladet med HyperSteel haglstørrelse 2. En god patron til de skudstærke gæs.

Jeg skynder mig på plads i skjulet igen, og hunden kaldes hen. Der er stadig gæs i luften og selvom jeg egentlig er ”mæt” for i dag, vil jeg lige se, om der kommer en sidste flok ind, inden jeg pakker sammen. Der går ikke længe, før end der atter er gæs i luften. Igen er det grågæs,i der letter ude i Ulvedybet og har fin kurs imod mig. En flok på omkring 20 gæs kommer mod mig fra venstre. Jeg laver nogle høje skrig med gåsekaldet, og flokken reagerer prompte med at kalde tilbage. Lidt mere kalden frem og tilbage og de sætter nu kurs direkte mod mine lokkefugle. Denne gang drejer flokken op i vinden fra venstre. Da de nærmer sig holder, jeg kontakten til dem med meget lave gak fra gåsekaldet. Flokken kommer lidt skævt ind fra venstre, og jeg sætter mig op og gør klar til skud.  Men fri af gåseskjulet og med bedre udsyn kan jeg hurtigt konstatere, at de ikke er så tætte på som de forrige flokke. Jeg finder en gås og trykker på aftrækkeren. Den tegner for et godt skud og falder tungt mod jorden – hen på en ny gås, ingen effekt. Flokken flyver videre i højeste alarmberedskab. Nuvel træerne vokser ikke ind i himlen, som man siger.

Der er flere gæs på vej, denne gang i flere spredte formationer. Hurtigt tilbage i skjulet og jeg begynder at kalde. Flere flokke af grågæs viser interesse for mine lokkefugle og samler sig til en stor flok på omkring 60 fugle. Hele den store flok drejer rundt på min højre side og sætter kurs mod mine lokkefugle. Jeg suger det imponerende syn til mig, da himlen foran mig fyldes af gæs med kurs lige på. De nærmer sig, og jeg kan næsten mærke, hvordan de mange øjne scanner alle detaljer på jorden for at finde noget mistænkeligt. Vil de holde kursen?

I sidste øjeblik bestemmer flokken sig for, at det ikke er sikker grund, og de flyver over i stedet for at slå på lokkefuglene. Enkelte gæs passerer lige på skudhold, dog uden det får nogen konsekvens. De trækker rundt på marken og kommer ind over et par gange mere, men forbliver på den sikre side.

Landing Zone skjulet fra Tanglefree med flapperne åbne. Man ligger godt og komfortabelt i dette skjul.

Jeg bestemmer mig for at pakke sammen, der er andre ting, der skal nås i dag, og mine forventninger til dagen og det nye terræn er rigelig blevet indfriet. Klokken er nu 11:30, og der er stadig gæs i luften hist og pist men ikke som tidligere. Ofte dør trækket ud omkring middag og tager så igen til op af eftermiddagen.

Kia får et ”fri” og nyder at slippe for den sammenkrøbne stilling i gåseskjulet. Hun inspicerer de skudte gæs, der tæller syv grågæs og en kortnæbbet gås. Der ligger ti tomme hylstre på jorden og i skjulet, som vidner om en vellykket dag.

Sæsonen er i gang denne dag var det primært grågæs der kom for.

Det er solskinsvejr og ikke specielt koldt. Nu venter det hårde arbejde med at bære alt grejet tilbage til bilen. De otte gæs giver to ekstra gåture hen over marken og ud til bilen. Jeg kan ligeså godt vænne mig til gåturene, sæsonen er kun lige startet, og som man siger: ”Hårdt arbejde betaler sig”.

Læs mere

Nyheder