Ramte du ikke? Var du under i første skud? Bagved i andet? Tankerne kører hurtigt, når man ikke rammer som ønsket, for det er virkelig svært at se sine egne skud. Man har tilmed tendens til at fokusere og analysere sig blindt på, hvad der gik galt ved skudafgivelse. Og så må jeg hellere afsløre, at det (som regel) IKKE er haglgeværet, der er noget galt med…

Alle erfarne hagljægere har skudt forbi til et givent mål, lerduer eller et stykke vildt (Ikke dig? Javel, så er du givet den eneste). Det kan give øjeblikkelig frustration, og det gale skud bliver desværre som ofte siddende i skytten alt for længe. I stedet for at bruge unødige tankeressourcer på overanalysere skuddet, så kan du med fordel gøre brug af det lille bitte stykke teknologi, som alle moderne mennesker (og jægere) altid er udstyret med – mobilen og dens udemærkede kamerafunktioner. Ikke sagt, at du skal springe ud som filminstruktør og rigge det store filmset-up til, men blot at lade en af jagtkammeraterne filme dig før, under og efter skudafgivelse. At se sig selv skydetræne er undervurderet og enormt informativt og lærerigt. Denne træningsfunktion benyttes også af de største tennis-, golf- og fodboldspillere, som altid gennemser deres eget spil og kampe. For det er ikke fremmende som skytte, at overbevise sig selv om at ville gøre ét, men ikke at få kroppen til at reagere som ønsket.

Slow shooting
Det er en selvfølgelighed at denne simple øvelse ikke bør praktiseres under selve jagten, men i stedet bør trænes på skydebanen forinden.
- Sæt kameraets funktion på slow-mo (der findes slow-motion-funktions apps til de fleste nyere mobiltelefoner).
- Optag skytten under hele skudafgivelsen fra klarstillingen, under skuddet og til løbene pegene ned igen.
- Optag gerne ad flere omgange (både skråt forfra mod skytten, fra siden samt bagfra over skuldrene) så skytten og skuddet ses fra alle vinkler.
- Afspil filmene langsomt og gennemse samt gentag relevante filmsekvenser.
Optagelser af skytten giver mulighed for at gennemgå skydeteknikken i detaljer, og for nemmere at kunne analysere faktorer som f.eks. selve skydestillingen, geværets montering, følgen af målet, samt hvordan geværets rekyl og energiladning påvirker skyttens skydeteknik.
Når du optager dig selv under flugtskydningstræning, skal du udelukkende bruge det som et værktøj til forbedring og læring. Vær åben for feedback og vær tålmodig med dig selv, da træning og forbedring i flugtskydning ofte tager tid. Optagelserne kan være en værdifuld ressource til at hjælpe dig med at nå dit fulde skydepotentiale.
Klar til optagelse? Skyd!

Skydeinstruktør Julie Hey står bag JAGT, Vildt & Våbens skydegode tips til at forbedre din haglskydning. Julie har undervist i flugtskydning i over 20 år og er stifter af skydeskolen HEY HUNTING, Skydeinstruktion & Jagtglæde.
Skydeinstruktør: Julie Hey, HeyHunting.dk, @heyhunting
Foto: Mette Petersen


