Ny kogebog “VILDT til hverdag”

Vildtkød er ikke kun til festmiddage og særlige lejligheder. Det fungerer fint som helt almindelig hverdagsmad, og behøver hverken smage kraftigt eller blive tørt. Det illustreres i en ny kogebog, skrevet af en dansk jæger, familiefar og madentusiast, som i mere end 20 år næsten udelukkende har brugt vildtkød i sin daglige madlavning.

Vildt som hverdagsmad

Bogen ”VILDT til hverdag” er skrevet af Anders Bundgaard, som har gået på jagt det meste af sit 55 år lange liv. De sidste mange år har han prioriteret at være selvforsynende med kød til en familie på fire, og han har nu samlet sine erfaringer og mest populære opskrifter i bogen VILDT til hverdag. Bogen giver både faglig baggrundsviden om vildtkød og indblik i, hvordan det bør behandles og tilberedes – og indeholder samtidig mere end 70 opskrifter.

“Jeg laver mad af hjemmeskudt vildtkød næsten hver dag. Ikke traditionelle, tunge vildtretter, men helt almindelig hverdagsmad, hvor jeg bare udskifter svinekød, kylling eller okse med vildtkød,” fortæller forfatteren og fortsætter: “Og nej, det er hverken for kraftigt i smagen eller besværligt at lave. Du skal bare håndtere kødet rigtigt i hele processen og lave små justeringer i dine gængse hverdagsopskrifter.”

I bogens opskrifter viser han, hvordan du kan bruge alle de kendte danske vildtarter til helt almindelig hverdagsmad som lasagne, boller i karry, pastaretter, simremad og ikke mindst mere børnevenlige retter som pizza, burgere og sandwiches.

Handler også om ansvarlighed

Bogen rummer ikke kun opskrifter og køkkentricks, men også markante holdninger. Forfatteren fremhæver det nemlig som enhver jægers pligt at bruge hele dyret, når man nu har taget livet af det – og ikke kun de finere og lettest tilgængelige udskæringer som rygfilet, køller og brystkød.

“Når man for eksempel står med et par håndfulde nyskudte fasaner eller ænder, er det fristende kun at tage brystkødet. Det er det mest regulære kød, og det er nemt at tage ud. Men du spilder ofte mere end halvdelen af kødet, hvis du kasserer lår, vinger, skrog og brystkød med haglskader, og det dur bare ikke”, mener Anders Bundgaard.

Forfatteren mener, at jagt forpligter, og at respekt for dyret i høj grad handler om at minimere spild og bruge alt spiseligt kød. Han fremhæver, at selv om det historisk er naturligt for os mennesker at jage og spise vilde dyr, så kommer jagten i nutidig sammenhæng med et krav om ansvarlig behandling af den ressource, som vildtet er.

Et bæredygtigt alternativ for alle

Bogen rummer også et etisk perspektiv på moderne fødevareproduktion, som forfatteren tydeligvis er ret kritisk overfor. Han fremhæver blandt andet, at de fleste landbrugsdyr lever et kortere og mere isoleret liv end det vildt, der ender på hans og familiens middagsbord.

Ikke så meget for at skyde med skarpt mod landbruget, men mere som et forsvar for bæredygtigheden i jagt og vildtkød. Det hænger, ifølge forfatteren, blandt andet sammen med, at vilde dyr har et langt bedre og friere liv end landbrugsdyr – og at de som regel får en mere human og stressfri død end grisens tur til slagteriet. Og så tæller det også med, at vildtkødets klimaaftryk er markant lavere end kød fra landbrugsdyr.

Bogen er ikke skrevet til potentielle stjernekokke og kreative madudviklere, men henvender sig til alle, som har lyst til at prøve kræfter med vildt i madlavningen. Den er selvfølgelig interessant for jægere og folk med adgang til vildtkød, men den giver også brugbar information, tips og inspiration til vildtinteresserede ikke-jægere. Og lige nu er vildtkød faktisk tilgængeligt for næsten alle, da rigtig mange supermarkeder i efterårsmånederne har det i køledisken til rimelige priser.

Bogen koster 299 kr. og udkommer den 15. november, hvor den kan købes på www.vildttilhverdag.dk og hos udvalgte forhandlere.

Bogen indeholder bl.a.:

  • Over 70 opskrifter på hverdagsretter med og til vildt
  • Praktiske tips til håndtering, forberedelse og tilberedning af vildt i køkkenet
  • Inspiration til at bruge hele dyret og mindske kødspild
  • Tanker om jagt, ansvarlighed og madkultur
Torben Møller-Nielsen
Torben Møller-Nielsen
Redaktør på JAGT, Vildt & Våben

Læs mere

Nyheder