AF: STEEN ANDERSEN.
FOTO: TRANSPORTMINISTERIET SAMT IHOR HVOZDETSKYI/SHUTTERSTOCK.

Klodens mangfoldighed af liv er truet af især befolkningstilvæksten, som afstedkommer stadig mere intensiv landbrugsdrift, voksende byer og endnu mere infrastruktur.
Således er over fem procent af det danske land dækket af – asfalt og jernbaner!
Søer og vandløb udgør kun 2,4 procent af Danmark.
Landbrugsafgrøder dækker ifølge Danmarks Statistik 59,44 procent af landets samlede areal. Skovene tegner sig for 13,39 procent af den danske overflade, mens bebyggede områder udgør 7,59 procent af Danmark.
Når man fratrækker landbrug, bebyggelser og infrastruktur, så er der blot fri natur på 27,38 procent af Danmark, når man medregner alle skovområder.
Altså under en tredjedel af Danmark er hjemsted for fri vild natur, hvor arterne ikke kontrolleres strengt, og hvor der et vist naturligt spillerum.
Det er på disse 27 procent, at den danske biodiversitet skal findes og forbedres. Det er der mange gode initiativer i gang med, og det er i den sammenhæng ikke uvæsentligt, at vi som jægere spiller en betydningsfuld og afgørende rolle, for ude i alle de remiser og gærder og hegn, som vi passer på og optimerer, dér findes over 90 procent af alle de plante- og dyrearter, der hører til i det åbne land, påviste en undersøgelse fra Landbohøjskolen for snart et kvart århundrede siden.
I slutningen af 2023 trådte så også den danske transportminister – Thomas Danielsen (V) – ind som en aktiv part i bestræbelserne på at forbedre den danske biodiversitet.
Her forklarer ministeren selv, hvad det hele går ud på, når han proklamerer, at der skal flere insekter på bilruderne:

”Ja. Men altså, jeg synes, at vi alle sammen har et ansvar i forhold til biodiversiteten. At gøre, hvad vi kan. Og jeg har egentlig i mange år interesseret mig for insekter. Min kone sagde til mig for mange år siden. Kan du ikke lade være med at tale om alle de insekter der. Det er lidt pinligt måske. Det er lidt kikset, er det ikke det?
Men så er der jo sket det, at lige pludselig er det noget, som mange går op i. I forhold til vildt med vilje. Og ligefrem konkurrence på området. Hvem der kan lave mest biodiversitet. Og det er en fantastisk udvikling. Men altså for år tilbage, der lavede jeg nogle storskalerede forsøg på min egen ejendom. Hvor vi lavede sådan 10 meter insektstriber.
Ti meter barjord. Ti meter insektstriber. Med forskellige frøblandinger. For at se, hvad virkede egentlig bedst? Og det var der jo mange biologer og skovridere og alt muligt, der besøgte. Og vi lavede insektfælder og talte arter og antal.
Det, som der egentlig kom ud af det, var jo ikke forskningsmæssigt belæg for. Men det, som jeg i hvert fald selv konstaterede, var, at det er sådan set næsten lige meget, hvad du gør. Bare du gør noget. Så virker det faktisk meget. Og det er også derfor, at, da jeg så blev transportminister og modtog eller overtog ansvaret for 8000 kilometer rabatter, som nogle steder er smalle og andre steder brede, indså: at alle steder kan man jo gøre noget for insekterne. Og derfor vedtog jeg også, at hver gang vi laver en udvidelse af en vej. Eller en ny vej, så skal rabatten laves til en insekt-motorvej. Altså, som kan gøre, at vi kan forbinde hele Danmark på kryds og tværs, med insekttiltag. Og for nogen lyder det dyrt. Men det er det faktisk ikke.
Det er bare et spørgsmål om at planlægge det. Og tænke det ind i de her processer. Så kan man jo lægge den fede muldjord forneden. Og den magre, næringsfattige jord for oven. Allerede der har du lavet insekttiltag.
Du kan etablere stensætninger. Du kan generelt se på alle de løsninger, som sikrer, at rabatterne ikke bliver sådan en biodiversitets ørken af tæt græs. Som i øvrigt skal slås og vedligeholdes.
Så nu laver vi det her pilotprojekt. Mellem Vejle og Aarhus. Hvor vi udbygger med ét spor. Det går ud på at prøve at få det sat et system.
Min ambition er, at hver gang vi laver en meter vej – uanset om det er landevej, motorvej eller jernbane, så skal det laves, så de nye anlæg også er til gavn for insekterne.”
I februarudgaven af JAGT, Vildt & Våben kan du læse mere om de forskelige tiltag, som transportministeren har sat gang i, om hans jagtlige baggrund og om glæden ved at være ude i naturen.


