AF STEEN ANDERSEN
FOTO: OREN RAVID, WILDMEDIA OG SVAJUNAS STROINAS/SHUTTERSTOCK
Vildsvin kommer vidt omkring. Det ved man jo godt, hvis man har forsøgt at jage dem blot et par gange. Snart er de på de vante pladser. Snart er de helt fraværende.
Det er, fordi vildsvinene ikke er bange for at bevæge sig.
I takt med, at det er blevet stadig mere almindeligt at indfange vilde dyr og forsyne dem med GPS-sendere, så oparbejdes der også mere viden om de forskelige dyrs vaner og bevægelser – om deres såkaldte home range.
For mit eget vedkommende har jeg over de sidste par årtier været med til at sætte enten GPS- eller satellitsendere på fem forskellige fuglearter samt på både hvalrosser og isbjørne. Det er der kommet en hel del videnskabelige artikler ud af, som hver især medvirker til at stykke et billede sammen af, hvad de enkelte dyrearter foretager sig på givne tidspunkter af året. I langt de fleste tilfælde har forskningen været drevet af enten forestående råstofudnyttelse eller bestandsestimater til brug for beregning af jagtkvoter. Der har med andre ord været en økonomisk motiverende faktor for at investere i disse studier.
Det forholder sig ikke helt på samme måde, når det gælder vildsvinene.
Skønt de ofte forårsager omfattende markskader og deraf følgende økonomiske tab, så er der ikke på samme intensive måde forsket i vildsvinenes home range som de arktiske vildtarter, jeg selv har haft fingrene i.
Et gæt på en forklaring er, at markskaderne kompenseres af de jagtfælleskaber, hvor vildsvinene er mest talrige, og at der derfor ikke er egentlige økonomiske tab som følge af vildsvinenes omflakkende tilværelse.
Det vi ved
Selvom der er langt mellem studierne af vildsvinenes home range, så er der dog et enkelt nyere studie – og det vil sige, at det er under 10 år gammelt og rent faktisk udført med GPS-sendere, som giver langt flere og mere pålidelige oplysninger end de mere bedagede satellitsendere.
Det pågældende studie er udført i to forskellige jagtområder på omkring og lidt over 20.000 hektar i Rumænien og publiceret i 2018. Desværre omfatter det kun fem individer.
Tre unge dyr i det lavtliggende landbrugsområde og to lidt ældre vildsvin fra et mere bjergrigt revir.
Nu er eksakt videnskab ofte en sag fyldt af forbehold, og sådan forholder det sig også i denne omgang, hvor man afdækker svaghederne ved tre forskellige beregningsmetoder, som forudsigeligt nok også giver tre forskellige resultater.
Men hvis vi nu tillader os at hugge en hæl og klippe en tå, så viser det rumænske studie sådan i runde tal følgende:
I lavlandet var den gennemsnitlige daglige bevægelse mellem 2,9 and 3,1 km, mens vildsvinene i højlandet dagligt flyttede sig mellem 3,6 og 4,9 km.
Når det så kommer til, hvor stort et areal vildsvinene kommer over i løbet af en dag, så er de to yderpunkter med to forskellige beregningsmetoder, at lavlandsgrisene har en home range på et sted mellem 60 og lidt over 1.000 hektar, mens grisene oppe i højlandet, hvor der antageligt er lidt længere mellem føden, dagligt dækker et areal på et sted mellem 113 og 9.400 hektar.
Konklusionen på dette studie under ledelse af Ferenc Janoska fra Sopron universitetet i Ungarn er, at vildsvinene kommer vidt omkring, at naboens vildsvin også er dine vildsvin og – her kommer den måske største indsigt – samtlige de her fulgte vildsvin foretrak grønne skove uden at være afskrækkede fra at frekventere landbrugsarealerne.
Wild Boar (Sus scrofa) Home Range and Habitat Use in Two Romanian Habitats.
December 2018 – Acta Silvatica et Lignaria Hungarica 14(1):51-63
