Kaliber og blyfri til vildsvinejagt

Jens Ulrik Høgh er en stærk og jagterfaren analytiker, og det gælder også i forhold til kaliber og ammunition til den forestående jagt på vildsvin.

(Foto: Kaspars Grinvalds/Shutterstock)

I Danmark er blyholdig riffelammunition i centraltændingskalibrer blevet udfaset. Det er derfor praktisk for danske jægere at udfase blyet også i deres udlandsjagt på f.eks. vildsvin. Hvordan udvælges den bedste blyfri ammunition til vildsvin?

Der findes hverken kalibre eller ammunitionstyper, som er ideelle til alle former for jagt. Derfor kan det altid betale sig at gennemtænke både kaliber og ammunitionsvalg i forhold til de jagtformer, man dyrker.

(Foot: WildMedia/Shutterstock)

Stærke dyr på kort hold

Vildsvin nedlægges primært på to forskellige jagttyper. Anstandsjagt ved foderpladser (oftest om natten) og drivjagt. Kendetegnende for begge jagtformer er korte skudhold. Det er ikke ofte, at vildsvin beskydes mere end 50 meter fra skytten. Et skud på 100 meter er et usædvanligt langt skudhold.

Udfordringen består derfor i at finde frem til den kaliber/ammunitionskombination, der mest effektivt nedlægger vildsvin på tæt hold. Ydermere er det fornuftigt at tænke lyddæmper ind i ligningen, og det betyder for mig at se, at den ideelle løsning er relativt hårdtslående kalibre, som fungerer i kortløbede rifler (fordi lyddæmperen forlænger våbnet markant).

9,3×62 virker nærmest ideel. Den fungerer i ultra-korte piber, og der er stort udvalg i ammunition. Ydermere er det en særdeles effektiv kaliber med tydelige skudtegn på drivjagt, hvilket ikke er tilfældet med .308 eller for den sags skyld .30-06. I princippet er den relativt nye RWS kaliber 10,3×68 Magnum et endnu bedre bud rent teknisk, men den er udfordret af et smalt udvalg af rifler og ammunition. Selv ville jeg derfor vælge 9,3×62 til svineriflen.

Jeg har skudt masser af vildsvin med .300 Win. Men i forhold til fabriksladede blyfri patroner er der helt ærligt for meget fart på projektilerne ud til 100-150 meter (langt ude over realistiske skudhold), og kødødelæggelsen bliver unødvendigt stor.

Lapua Naturalis.
Hornady GMX.

Ammunitionsvalget

Der er groft sagt to hovedtyper af blyfrie projektiler. Ekspanderende projektiler – oftest af ren kobber, der er relativt blødt og sejt – og fragmenterende projektiler, der brækker i stykker ved anslag og dræber ved at sende en lille sværm af metalfragmenter ind i vildtets vitale dele.

Barnes TTSX med ekspanderet kugle fra en sydafrikansk gnu.

Eksempler på mere traditionelle ekspanderende projektiler er Barnes, Norma ECO Strike, Hornady GMX, Lapua Naturalis, RWS HIT med flere. Fælles for disse er, at de opsvamper til en klassisk paddehat og i bund og grund dræber som et bonded blyprojektil, hvis anslagshastigheden i øvrigt passer til projektilkonstruktionen. Går det for stærkt, bliver opsvampning for voldsom, projektilet brækker i stykker og forårsager omfattende kødødelæggelse. Går det for langsomt, ekspanderer projektilet ikke ordentligt (eller slet ikke) og slår derfor ikke effektivt ihjel, men ryger lige igennem med lange eftersøg og vildsvin, der krydser naboskel som logisk følge.

Fragmenterende projektiler er dels RWS EVO Green og dels en masse messingprojektiler såsom danske DK bullets eller projektilerne fra Nielsen Sonic. EVO Green er funktionsmæssigt lidt af en ener. Projektilets kerne består af hærdet tin. Ved anslag brækker den forreste halvdel af projektilet op i adskillige små stumper, der spreder sig i dyret som en haglsværm. Bageste halvdel forbliver intakt og trænger meget dybt ind – resulterer oftest i gennemskud. Særdeles effektiv knald- og-fald effekt men også en del kødødelæggelse. EVO gren i 9,3 mm er som en brisantgranat på drivjagter, men den er også som nævnt hård ved kødet.

Sonic Balistic Hunt er et stærkt dansk bud på homogene og fragmenterende projektiler.

De fragmenterende messingprojektilers forende brækker typisk op i tre flige, der spreder sig i et tre-takket stjernemønster væk fra sårkanalen. I praksis har disse projektiler vist sig lige så effektive som de mere traditionelt ekspanderende projektiler med det lille forbehold, at kødødelæggelserne er noget større (på grund af fire sårkanaler). Særlig problematisk bliver det, når mavesækken punkteres.

RWS EVO Green.

På anstandsjagt, hvor skuddet kan placeres med stor præcision, vil jeg til hver en tid foretrække et af de traditionelle ekspanderende projektiler. På drivjagt er der mere knald-og-fald effekt i de fragmenterende projektiler (særligt i mellemkalibre som .308 eller .30-06), men skyder man med 9,3 mm eller lignende, er der rigelig effekt i de traditionelle ekspanderende projektiler.

Mit valg

Kan jeg selv vælge både kaliber og projektil, så bliver det 9,3×62 og ekspanderende blyfrie projektiler. Det er sandt at sige ret ligegyldigt, om der står Hornady, Norma, Lapua eller RWS (eller noget andet) på pakken. Bare projektilerne ekspanderer, som de skal. Kan de ydermere lave 50 mm skudgrupper på 50 meters afstand, er de godkendte til formålet for mit vedkommende.
Var jeg af en eller anden grund tvunget til at skyde med en mindre kaliber på vildsvinejagt – for eksempel .308 eller .30-06 – ville jeg vælge ekspanderende projektiler til anstandsjagt og fragmenterende til trykjagt.

 

FOTO: BENT H. IVERSEN, JOHANNES KRARUP OG STEEN ANDERSEN SAMT KASPARS GRINVALDS OG WILDMEDIA /SHUTTERSTOCK

Læs mere

Nyheder