AF JENS ULRIK HØGH
FOTO: JENS ULRIK HØGHS ARKIVER SAMT MONIKA SURZIN, RUDMER ZWERVER, MICHALICENKO OG PETERI/SHUTTERSTOCK
Særligt de tysktalende jægere tog råvildtet til sig, og mangen en velhavende midteuropæisk sportsmand anså ved begyndelsen af det 20. århundrede råvildtet som sit fornemste bytte og pürschjagten som den fineste måde at jage det på.
I de første år i det nye århundrede lå det årlige råvildtudbytte i Tyskland på cirka 200.000 dyr – og i Østrig omkring det halve. Råvildtet var blevet umådeligt populært, og af samme grund var tyskerne på dette tidspunkt langt inde i forskning omkring råvildtets optimale pleje. For det gjaldt naturligvis om at optimere høsten af stærke trofæer på de relativt små revirer, der var til rådighed for den gennemsnitlige jæger.
Recepten, der hurtigt vandt bred genklang blandt Centraleuropas jægere, var – ud over omfattende revir- og vildtpleje – en målrettet styring af avlen gennem systematiseret selektiv afskydning. Man var stålsatte i troen på, at man på denne måde kunne styre råvildtets avl på fri vildtbane, og der indførtes strikse regler om afskydning i forskellige aldersklasser og vurdering af alle trofæer. Ordnung muss sein – immer!!! Man valgte således også at jage bukkene i foråret med den specifikke hensigt, at skyde alle de dårlige avlsdyr bort inden brunsten.
På den første internationale jagtudstilling, der afholdtes 1910 i Wien i anledning af kejser Franz Josefs 80 årsdag, stod det klart, at der var behov for et fælles system til vurdering af jagttrofæer (herunder bukkeopsatse), så resultaterne af indsatsen på revirerne kunne vurderes på et sammenligneligt grundlag. Dette førte til de første opmålingsmetoder, der hurtigt udvikledes og endeligt blev vedtaget i en form, der stort set svarer til de nuværende, af den internationale jagtorganisation, C.I.C., på den internationale jagtudstilling i Berlin 1937, der under pomp og pragt blev åbnet af selveste Reichsjägermeister, Hermann Göring.
Opsatserne tildeltes herefter en pointsum på baggrund af mål, vægt, volumen og skønhed og særligt store trofæer blev belønnet med medaljer: Bronze krævede 120 point, sølv 130 point og guld 140 point.
Pointsystemet og medaljerne tilførte uden tvivl råvildtjagten endnu mere prestige – råvildtjagt blev i altoverskyggende grad bukkejagt og herunder i særdeleshed jagt efter store trofæer. Samlermani brød ud blandt bukkejægerne, og nogle få heldigt stillede velhavere formåede hurtigt at bringe sig i spidsen for kapløbet, der omfattede antal, trofæstørrelser og ikke mindst abnorme trofæer, som blev en glødende lidenskab for mange.
Mindre armbevægelser
Den tyske råvildtentusiasme smittede Central- og Østeuropa samt Danmark, mens de øvrige Skandinaviske lande og de Britiske øer gik stort set fri af denne påvirkning.
Englænderne regnede kun fuglevildtet og i nogen udstrækning det skotske kronvildt for noget særligt og betragtede i høj grad råvildtet som et skadedyr, der følgelig blev efterstræbt med blandt andet snarer – en praksis, der først blev forbudt i 1956.
Tyskernes forkærlighed for trofæer og konkurrence jægerne imellem faldt heller ikke i briternes smag. Således kunne den engelske naturmaler, J.G. Millais, med slet skjult sarkasme berette fra førnævnte jagtudstilling i Wien:
”Rådyr findes i stort antal på nogle af øerne i Donau, for på Wien-udstillingen i 1910 præsenterede man en unik fremvisning af 113 råbukketrofæer skudt på 9 dage af en sportsmand, der ikke bare udstillede resultaterne af sine talenter, men også sig selv iklædt passende jagtkostume og med riflen i hænderne…”
Ikke desto mindre var bestanden af råvildt også stigende i England. Det skyldtes ikke mindst nogle enkelte godsejere, der holdt hånden over dyrene og til og med udsatte importerede tyske dyr i områder uden råvildt.
I Sverige blev råvildtet primært jaget med hagl om vinteren og blev jagtmæssigt ikke regnet for andet end ”langbenede harer”. I Norge var råvildtet sjældent langt ind på 1900-tallet.
I Danmark var nogle få velhavere som besatte af bukkejagten. Den flittigste var Heinrich Schimmelmann, der nåede at nedlægge 1.367 bukke, inden han kørte galt i 1970. Adskillige passerede 500 bukke.
Eksplosionsagtig udvikling
I tiden efter anden verdenskrig eksploderede råvildtbestanden i Europa. Råvildtet havde på dette tidspunkt genindtaget stort set hele sit historiske udbredelsesområde, og i hele Europa var bestandene i støt vækst. Faktorer såsom vintergrønne marker, moderne skovbrug med renafdrift, nye remiser og læhegn gav nye føde- og dækningsmuligheder og de årlige jagtudbytter steg jagtår efter jagtår.
Som en følge af den stigende råvildtbestand steg antallet af riffeljægere i Europa, og det førte til vind i sejlene for jagtrejsebureauerne. Jægerne valfartede til Østeuropa – herunder i særdeleshed Polen – for at jage bukke i foråret.
I takt med, at antallet af riffeljægere steg, voksede også interessen for opmåling af trofæerne. Medaljejagten fik yderligere næring af, at C.I.C. i 1954 – i forbindelse med den internationale jagtudstilling i Düsseldorf – sænkede medaljekravene til henholdsvis 130, 115 og 105 point for guld, sølv og bronze, hvilket udløste guldregn over de europæiske trofæsamlinger. Ni år senere sænkede man barren yderligere til 115, 105 og 95 point, inden man i 1971 besindede sig og hævede medaljekravene til niveauet fra 1954, der er gældende den dag i dag.
Nye nationale og internationale trofærekorder blev sat i hastig rækkefølge, og i de fleste lande, hvor råvildtjagten var populær, indførte man årlige lister over de største nedlagte trofæer i diverse jagtblade. Interessen for de store trofæer afspejledes direkte i trofæafgifterne i de typiske jagtrejselande, hvor trofæerne almindeligvis afregnes efter vægt i henhold til en eksponentielt stigende skala.
Trofæjagten udviklede sig i allerhøjeste grad til en industri, og man begyndte at holde råvildt i hegn med det ene formål at fremelske store trofæer gennem målrettet avl og fodring.
Udviklingen har dog nu fået C.I.C. til at reagere. Man har nedsat en kommission til vurdering af, hvordan man fremover skal håndtere opmålingen af jagttrofæer. Baggrunden er, at opmålingerne i sin tid blev indført som en målestok for vildtets trivsel, der kunne bruges i vildtforvaltningen og ikke som en kilde til konkurrence mellem jægerne om, hvem der havde de største trofæer i deres samlinger. Man anser fra C.I.C.’s side, at manipulation med vildtet – for eksempel under anvendelse af hegn – er i stik modstrid med organisationens intentioner, og at det tegner et forvredet billede af de faktiske forhold, når manipuleret vildt opmåles på samme vilkår som vildt fra den frie vildtbane. Hvad resultatet af kommissionens overvejelser bliver, må fremtiden vise, men C.I.C. har allerede barslet med tanken om, at trofæer af vildt, der er opfostret under hegn, skal opmåles for sig selv.
Hvermands eje
I midten af 1990’erne blev der mange steder nedlagt fem gange så meget råvildt som 50 år tidligere, og alligevel voksede bestanden de fleste steder. Formentlig har der aldrig været så meget råvildt i Europa som nu.
Takket være intensiv vildtforskning ved vi i dag overvældende meget mere om råvildtet, end man gjorde for blot få årtier tilbage og mængden af tilgængelig information er enorm.
For langt de fleste jægere er den massive råvildtstamme en velkommen kilde til gode lokale jagtoplevelser med riflen. Selv i et tæt befolket land som Danmark har der i mange år været bukke til alle, og nogle eksperter anslår, at der måske står op imod 500.000 stykker råvildt i hele landet.
Råvildtets geografiske udbredelse er større end nogensinde og strækker sig fra Middelhavet i syd til Ishavet i nord. I Israel er råvildt genudsat efter at være blevet udryddet i starten af 1900-tallet, og i Finland, hvor det første rådyr blev set i 1912, er bestanden i vækst trods konkurrence med udsatte virginiahjorte.
Råvildtet trives i den grad i vore moderne kulturlandskaber. Alligevel er alt ikke fryd og gammen. Således påpeger eksperter det problematiske i, at der nogle steder – blandt andet i Danmark – ligger et særdeles hårdt og ensidigt jagttryk på bukkene, hvilket dels fører til en kraftig skævvridning af bestanden med stor overvægt af hundyr og dels sætter den naturlige udvælgelsesmekanisme delvist ud af kraft – simpelthen fordi de relativt få voksne bukke, der er, ikke behøver at konkurrere om mængderne af råer. Ingen har noget klart bud på, hvad der sker, hvis denne udvikling fortsætter – men de fleste er enige om, at det vil påvirke råvildtets videre udvikling i en eller anden grad.
Én ting er hævet over enhver tvivl: Det sidste punktum i historien om råvildtets og menneskets parløb gennem tiderne er endnu ikke sat – og det bliver det forhåbentlig aldrig…
Bambi
Da Walt Disney i 1942 udsendte filmen, ”Bambi”, blev den en øjeblikkelig succes, og regnes fortsat af filmkritikere verden over for at være en af de bedste animerede film nogensinde. Filmen følger hjorten Bambi gennem et kvalfyldt liv i skoven. I filmens univers kan skovens dyr tale og tænke som mennesker, og ondskaben er personificeret i rå og modbydelige mænd, der jager skovens dyr. Der er næppe mange mennesker i den vestlige verden, der ikke har set ”Bambi” som børn og grædt med den lille hjortekalv, da han mister sin elskede mor, der dør for en jægers kugle…
Måske er filmen i sig selv det hårdeste slag mod jagt og jægere nogensinde? Man kan se ”Bambi” som et monument over det moderne bymenneskes totale mangel på naturforståelse, men man kan ikke fornægte, at netop menneskeliggørelsen af dyr – hvor dum og irrationel den end er – er en af de største og vanskeligste udfordringer for fremtidens jægere. Filmen ”Bambi” bærer naturligvis ikke alene ansvaret for ”bambificeringen” af samfundet, men den er en milepæl i udviklingen.
Og hvorfor bliver Bambi så blandet ind i en artikel om råvildt og menneske? – der er jo helt åbenlyst tale om en amerikansk whitetailhjort i en amerikansk skov… I filmen – ja! – men filmen bygger på romanen, ”Bambi – Eine Lebensgeschichte aus dem Walde” fra 1923 skrevet af den østrigske forfatter, Siegmund Salzmann – bedre kendt under forfatternavnet Felix Salten. I denne er hovedpersonen et rådyr i en europæisk skov. Da bogen blev udgivet, var bøger med menneskeliggjorte dyr i rollerne populære, men Salten ramte bedre end nogen anden plet med sin fortælling om råbukken, Bambi. Da den blev udgivet på engelsk i 1928, blev den en øjeblikkelig succes, og den blev, frem til filmen kom i 1942, solgt i mere end 650.000 eksemplarer. Romanen “Bambi” er skrevet for voksne og derfor langt voldsommere end Disneys film, der bevidst er tilpasset et yngre publikum.
I Tyskland erklærede Adolf Hitler bogen forbudt i 1936. Det skete dels, fordi Salten var af jødisk herkomst og dels, fordi Bambi blev tolket som en allegori til jødeforfølgelsen i Europa – man mente altså, at jøderne i bogen blev fremstillet som uskyldige rådyr, mens de onde jægere i virkeligheden var brutale anti-semitter.
Hvad Felix Salten egentlig ville fortælle verden med sit kritikerroste værk, er der nok ingen, der med sikkerhed ved. At han dog næppe havde tænkt bogen som et frontalt angreb mod jagt og jægere, støttes af det faktum, at Saltens indgående kendskab til dyrenes liv udsprang af hans egen brændende interesse for jagt – han fik faktisk ideen til bogen på en jagttur!
Her finder du de to første afsnit i serien om råvildtets vilde historie:
1. afsnit – Side om side fra tidernes morgen
2. afsnit – Til magten hører jagten
