Capreolus capreolus
Det er uklart, hvor og hvornår de første egentlige rådyr betrådte jordens overflade. Man kan dog med rimelig sikkerhed sige, at de ældste kendte repræsentanter for slægten Capreolus opstod for lidt mindre end en million år siden et sted i råvildtets nuværende udbredelsesområde, der strækker sig fra det vestlige Europa til det østlige Sibirien. Disse tidlige forfædre til nutidens rådyr havde et udseende og en adfærd, der lå tæt op ad vore dages råvildt. De var gennemgående større – ofte på størrelse med nutidens sibiriske råvildt – og man kender flere forskellige (nu uddøde) underarter fra fossile fund. Fossiler, som er ca. 200.000 år gamle, vidner dog om, at råvildtet på dette tidspunkt havde udviklet sig til sin nuværende form og størrelse – både i Europa og Sibirien.
Fossile fund i Spanien har fastslået, at vore egne menneskelige forfædre med sikkerhed jagede i Europa for 780.000 år siden – fund i Frankrig antyder til og med, at mennesket var i Europa for helt op imod en million år siden. Dermed var mennesket til stede, da råvildtet opstod som art, og vi har levet side om side siden.
En mørkelagt fortid
Fundene fra menneskets fjerneste fortid er så sparsomme, at man ikke med sikkerhed kan konkludere ret meget ud over, at de tidligste europæiske jægere har levet samtidigt med råvildtet. Man ved således stort set intet om, i hvilken udstrækning mennesket efterstræbte netop disse byttedyr. Over en periode på mange hundrede tusinde år skiftede klimaet og dermed hele artssammensætningen i den europæiske natur mange gange. Råvildtet var her dog hele tiden og har i forhistorisk tid æsset side om side med spektakulære vildtarter som skovelefanter og næsehorn, ligesom rovdyr som leopard, ulv og hyæne i skiftende perioder har været væsentlige prædatorer. Når istider med jævne mellemrum kølede kontinentet fra nord, blev råvildtet trængt tilbage til Middelhavsregionen og fulgte siden med nordover, når isen i varme perioder trak sig tilbage.
For omkring 45.000 år siden begyndte vore jagende forfædre at efterlade sig flere spor – herunder særdeles detaljerede hulemalerier af livet, der i høj grad kredsede om jagten og vildtet. Særligt bjergene i grænseegnene mellem Spanien og Frankrig er rig på grotter med velbevarede hulemalerier, der i minutiøse detaljer gengiver jægere og vildheste, kronhjorte, visenter, urokser, næsehorn, ibexer og andre vildtarter.
Man skal dog lede længe efter noget, der minder om et stykke råvildt. Faktisk er det efter nøje gennemgang af hundredvis af fotos af europæiske hulemalerier slet ikke lykkedes mig at finde råvildt, så enten er sådanne tidlige afbildninger ekstremt sjældne, eller også findes de simpelthen ikke. Måske kendte tidsperiodens jægere på den egn ikke til råvildt, da malerierne blev malet. Måske havde råvildtet ikke en status, der gjorde det umagen værd at male det?
Råvildtet kom, da isen smeltede
Kort tid efter at den sidste istid sluttede for cirka 11.500 år siden, indvandrede råvildtet til Skandinavien, der dengang var landfast med England. Jægerne var her allerede, da råvildtet ankom og blev et kærkomment byttedyr. Det ved vi blandt andet fra de mange køkkenmøddinger, der med stor nøjagtighed vidner om stenalderkostens sammensætning. I perioder var råvildtet det vigtigste byttedyr, og selv om det til andre tider udgjorde en mindre del af kosten, så var det altid til stede. Dengang som nu varierede råvildtbestanden naturligvis også meget under indflydelse af rovvildt og fødetilgang. Råvildtet foretrækker at opholde sig i skovbrynet frem for i den tætte urskov, og det var også her, jægerne anlagde deres bopladser. Menneskets og råvildtets foretrukne biotop var med andre ord sammenfaldende, og lokalt kan jægerne på trods af primitive jagtmetoder have lagt et særdeles højt jagttryk på råvildtet.
Jagtmagi
For nogle af de tidlige skandinaviske jægere var råvildtet mere end mad på bordet. Det ved vi fra udgravninger af hytter fra yngre jægerstenalder på Sjælland. På en høj, der engang udgjorde en ø i en nu forsvunden fjord ved Ishøj nord for København, fandt man i perioden 1996-2005 velbevarede rester af fem små hytter fra tiden mellem ca. 5600 og 4850 før vor tidsregning.
De cirkulære små hytter på mindre end 20 kvadratmeter var indrettet ens med et ildsted lidt forskudt fra centrum og dedikerede pladser for hvile, tilberedning af mad og flintbearbejdning. Hvad, der imidlertid var mere opsigtsvækkende, var, at man umiddelbart nordøst for ildstedet i den først udgravede hytte fandt en omhyggeligt afskåret pandeskal af en råbuk med intakt opsats ved siden af en stang fra et kronhjortegevir.
I sig selv var dette fund måske ikke så interessant – disse fund kunne jo for eksempel være madaffald eller materiale til værktøjsfremstilling henslængt på en tilfældig plads på gulvet. Hvad, der imidlertid gjorde fundet særdeles interessant, var, at man kort forinden i en udgravning af en tilsvarende hytte ved Lollikhuse ved Roskilde fjord havde fundet to råbukkeopsatser placeret det samme sted på gulvet nordøst for ildstedet. Den ene af disse var oven i købet placeret i en lille grube i gulvet omkranset af sirligt opsatte sten. Da man så i 2001 udgravede hytte nummer to i Nivå, tegnede der sig et klart mønster: Nordøst for ildstedet fandt man to råbukkeopsatser og en kronhjortestang. Det skal bemærkes, at der er omkring 750 år imellem anvendelsen af de to jægerhytter i Nivå, så der er altså ikke tale om en kortlivet tradition. Sammenfaldet mellem fundene og deres placering i hytterne peger klart i retning af, at råvildtet, eller i det mindste dets opsats, havde en rituel betydning for befolkningen på Sjælland, og at trofæet dermed havde en stor værdi for jægeren.
I 2005 udgravedes hytte nummer tre i Nivå, og her blev trenden brudt. På ”helligpladsen” – nordøst for ildstedet i retning af den opgående midsommersol – fandt man ikke de ventede råbukkeopsatser men derimod et stort fallossymbol i flint.
Det er ganske tankevækkende, at datidens husejere altså enten rådede over en imponerende trofæsamling eller en stor penis-erstatning. Lad os nøjes med at slå fast, at jægerstenalderens danskere havde nogle sunde og naturlige interesser.
Symbiose
Mennesket skiftede markant adfærd for sådan cirka 10.000 år siden. Det skete, da man begyndte at opdyrke jorden og dermed øgede jordens bæreevne markant, hvilket skabte grobund for en kraftig øgning i befolkningen. De første spadestik blev sandsynligvis taget i det dengang frodige Mellemøsten og dermed i udkanten af det europæiske råvildts udbredelsesområde. Langsomt bredte agerbruget sig til resten af Europa og nåede Skandinavien for cirka 6.000 år siden.
Dyrkningen af jorden skabte netop det mosaiklandskab med lysninger i skoven, som råvildtet trives bedst i. De flittige bønder havde også en egen interesse i at bekæmpe rovvildtet for at beskytte deres tamdyr, hvilket naturligvis også var en fordel for råvildtbestanden. Men mennesket havde bestemt ikke opgivet jagten til kødgryderne, blot fordi man nu havde opfundet landbruget, og den voksende befolkning resulterede naturligt i et højere jagttryk.
Der er da heller intet, der tyder på gennemgående store bestande af råvildt op igennem oldtiden – tværtimod antyder fund af køkkenaffald fra forskellige perioder, at råvildtet var et forholdsvist sjældent indslag i menuen i de tidlige bondekulturer.
Igennem hele den flere tusinde år lange periode, der omfatter bronzealder, jernalder og vikingetid, er der intet, der tyder på, at råvildtet var særligt vigtigt for menneskene. Præcis som på de 45.000 år gamle hulemalerier i grænselandet mellem Frankrig og Spanien glimrer råvildtet stort set med sit fravær i de kulturlevn, vi kender til. Masser af andre dyr – såsom hjorte, vildsvin, ulve og bjørne, ravne, ørne og falke – optræder side om side med diverse fabeldyr i mytologien, kunsten og sproget. Råvildtet synes derimod at være nærmest ikkeeksisterende. Hvorfor det forholder sig sådan, kan man kun gisne om. Måske har bestanden oftest været så lav, at råvildtet simpelthen var ukendt i størsteparten af befolkningen? Måske har råvildtet haft lav status i forhold til større og mere imponerende vildtarter såsom kronhjorte og vildsvin?
En enkelt undtagelse findes i walisisk mytologi, hvor guden, Amaethon, stjæler en hundehvalp, en vibe og en hvid råbuk fra underverdenens hersker, Arawn, hvilket udløser en voldsom krig.
I civilisationens vugge
Det er velkendt, at hjorten og hunden var hellige dyr for jagtgudinden, Artemis, i det gamle Grækenland og senere for den romerske tolkning af samme gudinde, der bar navnet Diana. Mindre kendt er det, at rådyret var helligt for Artemis´ tvillingebror, Apollo – solguden.
Ikke desto mindre er tydelige referencer til råvildtet også svære at finde i levn fra antikken, der ellers er rig på drabelige jagtberetninger og afbildninger – bare ikke med rådyr…
Visse skriftlige kilder nævner, at romerne, når de fejrede skovguden, Faunus, den 5. december, ofrede en råbuk (capreus) eller et rålam (capreolus). Derudover er råvildtet også en særdeles sjælden gæst i romerske tekster og afbildninger. Plinius den ældre beskriver råvildtet flygtigt og spredt i sit meget omfattende naturhistoriske mesterværk, Naturalis Historia, fra omkring år 77, der er en sammenfatning af hundreder af ældre antikke værker om naturvidenskab. Han fastslår blandt andet, at rådyret er en form for ged, og at den ikke kaster sine horn som hjorten. Han bemærker også, at dyret lever i Alperne, men åbenbart ikke på hans egen hjemstavn omkring Napoli. Derudover nævner han dele af råvildtets anatomi som ingredienser i mange forskellige former for medicin imod alskens onder. Det hele er voldsomt fejlbehæftet andenhåndsviden, men værkets omfang taler for, at Plinius omhyggeligt har indsamlet og viderebragt al tilgængelig viden i sin samtid, så man må bare konkludere, at råvildtet var kendt men ikke velkendt for romerne. Naturalis Historia forblev hovedinformationskilden om zoologi for lærde europæere gennem hele middelalderen og renæssancen. Først omkring år 1700 blev der publiceret ny viden i en udstrækning, der forældede det romerske værk.
De skriftkloge strides om, i hvilket omfang rådyret er nævnt i Biblen – hvis det overhovedet nævnes. Det er helt sikkert, at rådyret – i modsætning til for eksempel kronhjorten – fandtes i de bibelske områder, da både det gamle og det nye testamente blev skrevet, men der hersker uenighed om, hvilke dyr de forskellige betegnelser i de gamle skrifter egentlig dækker over.
Skal man tro bibelforskeren, Alfred Ely Day, bliver råvildtet nævnt 22 gange i de hellige skrifter – blandt andet i listen over rene og urene dyr i det gamle testamente, hvor råvildtet specifikt udpeges som rent (som andre parrettåede drøvtyggere) og hvor svin, harer, rovfugle og skaldyr erklæres urene.
Også i højsangen refereres der ifølge førnævnte Alfred Ely Day til råvildtet:
”Min Ven er min, og jeg er hans, som vogter blandt Liljer;
til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Råbukken, som den unge Hjort på duftende Bjerge!”
I den danske og svenske oversættelse af Biblen er ”råbukken” i denne passage dog blevet til ”gazellen”, mens nordmænd og englændere har fastholdt, at der refereres til råvildt. I øvrigt er alle Biblens henvisninger til råvildtet – på nær et par stykker, hvor dyret blot er et af mange dyr, der listes op – dybt poetiske og viser forfatternes store beundring for dyrets graciøsitet og skønhed.
