Anmeldelse af 3M Peltor EEP-100 Aktive Høreværn

AF MICHAEL GULDAGER
FOTO MICHAEL GULDAGER OG 3M

Produktoversigt

Der er mange forskellige høreværn på markedet, og de kommer i mange forskellige udgaver og prisklasser.
Der er dem, som dækker hele øret og udelukkede dæmper lyd, der er de formstøbte aktive høreværn og mange forskellige andre.
I denne anmeldelse bliver der kigget nærmere på 3M Peltors EEP-100 aktive høreværn. Det er et af den slags, der sidder i selve øret uden at være formstøbt til netop dit øre.

Peltor EEP-100 har tre forskellige lydniveauer, som kan indstilles individuelt på hvert høreværn.

De aktive høreværn lukker af, når lyden når over en vis styrke – eksempelvis et højt klap i hænderne og naturligvis også ved et skud – og beskytter dermed dit øre.

Yderligere har det den fordel, at man kan skrue op, så lyden bliver forstærket, så man kan høre mere af sine omgivelser.


Anmeldelse

Vores hørelse er en dyrebar ting, og vi har alle nok stået i en situation, hvor man ikke har haft høreværn på, og det i den grad havde givet mening, hvis man havde haft det.
Jeg husker første gang, jeg kom på gåsejagt, og der blev insisteret på, at høreværn var til børn, så de skulle af, så man kunne få den i citationstegn fulde oplevelse. Det må man sige, at jeg fik – inklusive fornøjelsen af at være halvdøv bagefter.

Der er kommet mange nye spillere på banen. De aktive høreværn giver muligheden for at høre, hvad der bliver sagt, så man er opmærksom under jagten, samtidig med at de beskytter din hørelse.

Første indtryk

Jeg blev overrasket over det meget lille kompakte etui, de kom i. Etuiet er lavet i solidt plastik, som giver høreværnet god beskyttelse mod stød og elementernes luner.
Etuiet fungerer også som oplader, så når du lægger dem tilbage, så lader de automatisk op, så længe der er strøm på etuiet.
Man lader etuiet op via micro USB stik.

Der medfølger en bred vifte af forskellig størrelse gummidutter til øret, så det er nemt at finde en størrelse, som passer til dit øre.
Høreværnet har en lille tynd ledning, som forbinder de to enheder, som man kender det fra diverse bluetooth øretelefoner. Det er et stort plus for mig, da jeg ellers hurtigt ville kunne få smidt et af dem væk. Ledningen er dermed med til at reducere risikoen, for du mister den ene eller dem begge.

I praksis

Jeg havde en ide om, at det kunne give mening med et aktivt høreværn på buejagt, da man kan skrue op for lyden, hvorved det kan blive nemmere at høre vildtet, inden det kan ses.
Det var en spændende oplevelse at have dem på. Eksempelvis bliver lyden af fuglekvidder forstærket, og jeg følte mig tættere på naturen.
Jeg lagde mærke til, at, når jeg sneg mig rundt, så kunne jeg ikke høre mine fodtrin, hvilket jeg ikke bemærkede, når jeg ikke havde dem på.

Når jeg er på buejagt, bruger jeg en hættetrøje med indbygget ansigtsmaske. Det krævede lidt tilpasning, men jeg kunne have både høreværn og maske på, uden at det blev ubehageligt, selvom stoffet fra hætten pressede lidt på det, da høreværnet stikker lidt ud fra ørene.

Jeg oplevede, at jeg ikke kunne skrue volumen op på højeste niveau i begge enheder på samme tid uden at opleve akustisk tilbagekobling – altså at der kom en hyletone i høreværnet.

Men når jeg havde volumen et niveau lavere end maksimum, så var lyden klokkeklar.
3M skriver på deres hjemmeside, at batteriet holder op til 16 timer, før de skal genoplades. Det passer meget godt overens med mine egne oplevelser med høreværnet. Jeg lavede ikke en nøjagtigt tidsmåling, men under bukkejagten løb de først tør for strøm på tredjedagen. Lidt groft regnet stemmer det meget godt overens med fabrikkens tidsangivelse.
Jeg var ikke var ude med riffel under bukkejagten og fik dermed ikke afprøvet, om det lukkede godt for lyden af riffelskud. Med haglgevær lukkede den imidlertid godt af for lyden. De sad fint i øret, også under aktiv gåsejagt, hvor man rejser sig fra skjul for at skyde. Jeg vil derfor ikke tøve med, at anvende EEP-100 under jagter med andre våben end buen.

Den ledning, der forbinder høreværnet, virker skrøbelig, og jeg ville foretrække en, som var lidt kraftigere og virkede mere solid.
Det kan godt være, at ledningen er tilstrækkelig solid, men fordi den virker lidt skrøbelig turde jeg ikke teste styrke i prakis. 

Det skal dog siges, at i de måneder, jeg har brugt høreværnet, har jeg ikke oplevet noget gå i stykker, eller noget der ikke virkede efter hensigten.
Personligt ville jeg dog foretrække en af de firkantede ledninger, som fremstår mere solid. Det ville nok give lidt større tillid til, at det kunne klare lidt mishandling og dermed være i tråd med den risiko, der må antages at være gældende for et høreværn, der er tiltænkt jægere.

Lep-200

Står du i en situation, hvor du gerne vil tilkoble en jagtradio til dit høreværn, så skal du gå en størrelse op og have fat i LEP-200

Det er stort set samme høreværn blot med et par ekstra faciliteter: LEP-200 kan lades op med både micro USB og AA batterier, og så kan de forstærke op til 10db i modsætning til EEP-100, som forstærker med op til 6db.
Med LEP-200 kan du tilkoble din radio via en halsslynge.
Begge modeller dæmper støj lige godt, da de bruger de samme propper til at blokere for lyden. Forskellen udgøres af, hvor meget du kan høre omkring, og med 4 db mere betyder det en forøgelse på cirka 50 %.
Men dertil kommer også en prisforskel på et par tusinde kroner.

Vejledende pris for 3M Peltor EEP-100 er 1.579 kroner.

Læs mere

Nyheder