AF: MARK LAURITSEN.
FOTO: MARK LAURITSEN SAMT LOSONSKY, PRESSLAB OG PETER DUGOVIC/SHUTTERSTOCK.
”Jagt giver oftest nogle fantastiske og specielle oplevelser, og den, som jeg vil fortælle om nu, vil for evigt stå som én af de mærkeligste og mest fantastiske oplevelser, jeg har haft.”
Siden jeg var lille, har jeg altid være fascineret af eventyrere. Adskillige bøger om ekspeditioner til fjerne egne og biografier om modige opdagelsesrejsende er blevet fortæret gennem årene og bliver det stadig. Interessen for ekspeditioner går godt i spænd med min store jagtinteresse, da beretningerne oftest indeholder en del jagt. Eventyrerne rejste som regel af sted med en riffel på nakken for at kunne supplere de medbragte rationer med friskt kød og forsvare sig. Ja, mange af ekspeditionerne var jo deciderede jagtekspeditioner.
Uagtet min store interesse, så har jeg aldrig selv givet mig i kast med sådanne projekter. En blanding af at være kontrolfreak og måske være født i et forkert årti har afholdt mig fra at udleve drømmen selv. Men dermed ikke sagt, at man ikke kan have sit eget lille eventyr hjemme i Danmark
Det tomme revir
Jeg er så heldig at kunne gå på jagt på et fantastisk revir, som huser både råvildt, dåvildt og kronvildt. Vildtkameraer beretter om deres hyppige tilstedeværelse i løbet af året og er med til at bygge en stor forventning op til sæsonstart.
Da det endelig blev tid, og jeg kunne komme ud for at lufte riflen og sikre kød til fryseren og måske endda et fantastisk trofæ til væggen, virkede det imidlertid, som om at dyrene var flyttet til andre græsgange. I hvert fald når jeg var ude! Mine jagtkammerater berettede jævnligt om observationer, og andre havde også held til at nedlægge dyr. Blandt andet faldt en fantastisk dåhjort for en velplaceret kugle, affyret af én af kammeraterne fra reviret.
Nuvel. Det skal ikke hedde sig, at jeg ikke kan glæde mig på andres vegne. Det kan jeg sagtens, og det gjorde jeg også! Men jeg må da indrømme, at misundelsen voksede en smule. Om ikke andet, ville jeg da også gerne se noget vildt, så jeg i det mindste kunne sige, at det var min egen skyld, hvis byttet udeblev.
Tiden gik, og de resultatløse ture blev flere og flere. Sådan er jagt jo, og det skal jo heller ikke være let, men jeg må indrømme, at tålmodigheden svandt en lille smule ind for hver gang. Som en lille bonus valgte bonden, som forpagter jorden, at pløje en stor del af arealet tidligt på året. Det gjorde om noget vores område mindre attraktivt for vildtet. Kombineret med en stor del nedbør blev markerne forvandlet til noget, der sendte tankerne hen på 1. Verdenskrig og de mudrede slagmarker. Der var ingen føde og intet læ og af den årsag heller intet vildt. Det var jo naturligt nok. Hvorfor skulle de brænde kalorier af på at vandre ud i de mudrede marker, hvor der intet var at komme efter? Chancerne for at få nedlagt noget var reduceret til en stor eng i den vestlige del af reviret og en enkelt mark, som var blevet beplantet som vildtager.
Rane Willerslev i ørerne
På mine mange køreture til reviret lyttede jeg ivrigt til bogen “Ekspeditioner” af Rane Willerslev. Og specielt hans historier fra den russiske tundra sendte tankerne på langfart.
Det var spændende at høre om de stammefolk, som han levede og jagede sammen med, hvordan de levede i pagt med naturen og var forbundet til den gennem en stor spiritualitet. Der var gode og onde ånder i tundraen, og man skulle respektere reglerne og være ydmyg for at sikre sig jagtheld og undgå at komme galt af sted. Kom man på tværs af ånderne, kunne en ofring være med til at gyde olie på vandene.
Som pelsjæger gik Rane ikke på jagt for sjov, men for at overleve. Men jagten gik ikke særligt godt, og ud over det fik han endnu flere problemer.
Efter at være kommet på tværs med den russiske mafia, da han ville udfordre deres monopol på skindpriserne og sikre jægerne bedre indkomst, havde han set sig nødsaget til at flygte langt ud i ødemarken for at redde sit liv. Flugten havde drevet ham og hans makker, Ivan, ud på kanten af sultedøden, da det havde vist sig ekstremt vanskeligt at skaffe føde i det golde område. Til sidst lå de på hver deres briks i en jagthytte og kunne mærke, hvordan livet forlod kroppen. Ivan var tættest på at dø, men blev ved med at insistere på, at “Skoven giver til sidst”.
Momentalt spirituel!
Med Ivans mantra og Ranes stemme i baghovedet fortsatte jeg jagtturene, og de fortsatte uden held. Jeg så ingenting. Vi kom helt hen i januar, og det var ved at være sidste udkald, da jeg kom i tanke om en anden ting, som Rane havde fortalt meget om: Ofringerne!
Nu er jeg hverken specielt religiøs eller spirituel, men de mange resultatløse ture havde gjort, at jeg snart var klar på at prøve hvad som helst. Rane havde reddet livet ved at ofre, da han skulle krydse en tilfrosset flod. Undervejs begyndte isen at knage under ham, men han havde fremsagt en bøn til flodens ånd og kastet nogle patroner i en sprække som offergave, og straks var den knagende lyd stoppet. Var det skørt? Ja, måske. Men det virkede. Og hvis noget virker, så er det måske alligevel ikke så skørt.
Jeg pakkede en lille offergave med lidt fransk nougat, brunkager, brændte mandler og et par patronhylstre – ja, hvem ved, hvad ånder egentlig kan lide, men det var forsøget værd. Min kæreste så grinende til, og jeg grinte da også lidt selv over mit halvdesperate forsøg. Som en lille bonus hældte jeg lidt whisky på lommelærken og tog af sted.
Det hule træ
Da jeg ankom til reviret, lå tågen tæt. Ikke ligefrem de bedste betingelser for at spotte vildt, men på den anden side, hvis de nu skulle være der, så kunne de jo heller ikke se mig. Jeg svang riflen på ryggen og tog min offergave i lommen og gik ud. Jeg fulgte en gammel ridesti ud mod den vestlige del af reviret. Terrænet er kuperet, men stien ligger højt og giver et godt udsyn, selvom tågen den dag begrænsede det noget. Stien bliver gennem sæsonen jævnligt slået, så derfor kan man bevæge sig forholdsvis lydløst gennem græsset, da vegetationen sjældent er ret højt. Ulempen er normalt, at man også er forholdsvis blottet på sin fremfærd, men her gjorde tågen mig som sagt en tjeneste.
Jeg havde udset mig et gammelt hult træ i en lille klat skov mellem engen og vildtageren. Det var her min lille ofring skulle ske.
Da jeg kom ned til træet, satte jeg riflen fra mig, tog hatten af og fandt offergaven frem og stillede mig hen til træet. Min plan var at lægge offergaven ind i hullet, og så kunne ånderne sidde derinde og spise fransk nougat og velsigne mig med jagtheld. Jeg stod og fedtede med indpakningspapiret, da det pludselig krattede voldsomt inde fra det hule træ. Det lød lidt, som når en velvoksen jagthund skøjter lidt for hurtigt hen over et parketgulv for at komme hen og hilse på gæster ved døren. Da jeg så op, kom en ugle farende ud af hullet og gik på vingerne lige op foran mit ansigt. Den slog et skarpt venstresving, gudskelov, og jeg blev efterladt med et højt gisp, hænderne oppe foran hovedet og hjertet oppe i halsen! Jeg var på ingen måde klar over, at min udsete offerplads var dens bolig, så da jeg fik samlet mig sammen, skyndte jeg mig at komme videre for at finde et bedre sted at ofre.
Giver skoven til sidst?
Jeg begav mig tilbage op på ridestien og søgte længere ud mod vest og engen, mens jeg spejdede efter et nyt offersted. Valget faldt på et stort gammelt træ, som var blevet smadret i en storm, men som stadig stod. Kasketten blev igen taget af, og offergaven blev gravet ned ved roden, og både gaven og træets rødder fik en ordentlig whiskysjus. Jeg mumlede en stille bøn om, at jeg var ked af, hvis jeg havde gjort noget for at fremkalde åndernes vrede, og at jeg håbede, at de ville tage imod min offergave som en undskyldning og skænke mig jagtheld.
Jeg stod et øjeblik og gav så rødderne en ekstra sjus, før hatten kom tilbage på hovedet. Selvom jeg forsøgte at holde en seriøs mine, havde jeg svært ved ikke at trække på smilebåndet over det, jeg netop havde gennemført. Men som sagt – hvis det virker, så er det ikke dumt.
Siden Rane har kunnet fortælle historien, så kan I nok regne ud, at det lykkedes Ivan og ham at overleve. I et sidste forsøg, som han godt ved muligvis vil koste ham livet, begiver han sig ud i ødemarken. Enten skyder han noget, eller også så dør de. Skoven forbarmer sig, og Rane nedlægger en elgko og kalv, som giver de to den livsnødvendige næring til at klare sig. Dermed blev det, som Ivan havde sagt.
For mig var det ikke livet, der var på spil, da jeg hankede op i min riffel for at gå videre. Men jeg ønskede stadig brændende at nedlægge noget. Det ville være mit første stykke klovbærende vildt denne sæson, og skulle det være kron- eller dåvildt, ville det også være den første af den slags i mit jagtliv. Tilbage på ridestien gik jeg videre ud. Stien følger engen rundt i et stort blødt sving og slutter, hvor marken møder engen. Det er et godt sted at sidde, og normalt ses vildtet ofte der.
3 x 111 i Slåenbusken
Jeg rundede det bløde sving for at gå de sidste hundrede meter til enden af ridestien. Planen var at sidde og spejde ud over engen, som skrånede nedad. Forholdene er gode, og kuglefanget er sikkert grundet det kuperede terræn. Jeg nåede dog kun lige ud af svinget, da jeg så noget i en stor slåenbusk på engen. Tre meget karakteristiske bagdele stod og nippede inde i busken. Tallet “111” afslørede, at det kun kunne være dåvildt, og et hurtigt kig med håndkikkerten bekræftede det.
Det var ligegodt utroligt. Uagtet hvor meget eller hvor lidt jeg havde troet på mit lille ritual, havde jeg i hvert fald ikke regnet med, at der ville være så kontant afregning. Der var end ikke gået 10 minutter, siden de sidste whiskydråber havde ramt trærødderne. Nuvel. Der stod de altså, og det var ikke mig, der så syner, fordi jeg så gerne ville lykkes. Det var så heller ikke lykkedes endnu, for jeg stod ret dårligt. De dyr, jeg kunne se, havde jo bagdelen vendt mod mig, og jeg kunne heller ikke se, om der var flere end de tre, da busken var stor og en del af et levende hegn, som sagtens kunne skjule flere dyr. Et skud herfra ville være no-go, selvom et dyr skulle vende bredsiden til.
Min plan blev derfor at bakke forsigtigt på ridestien, mens jeg sikrede mig, at dyrene ikke så mig. Dernæst trak jeg op på den pløjede mark for at flankere dyrene og komme på skudhold, så jeg var på linje med det levende hegn og kunne se ned ad begge sider af hegnet. Forhåbentligt ville et dyr blotte sig og give mig muligheden. Grundet terrænet kunne jeg gå på marken, uden at dyrene kunne se mig. Dog kunne jeg ikke helt undgå at larme en smule, da mine støvler sank i den bløde jord.
Fik Ivan ret igen?
Jeg forsøgte virkelig at skynde mig langsomt gennem mudderet. Det var bestemt ikke let. Det var så tæt på at lykkes, men jeg kunne sagtens smide det hele på gulvet, eller rettere i mudderet, hvis jeg ikke tog den med ro. Langsomt fik jeg drejet, så jeg kunne pürsche ned mod hegnet, som langsomt kom til syne ved skråningen. De sidste meter blev taget dybt i knæ, og Viperflexen blev foldet ud siddende på hug. Jeg vidste, at, når jeg rejste mig op, ville jeg være blottet totalt på den golde mark. Så jeg skulle være skudklar fra start og valgte derfor at rejse mig langsomt op med riflen i skydestokken.
Ånderne var virkelig i gavehumør, for jeg var kun lige kommet op at stå, da en smaldå trådte ud fra slåenbusken på den venstre side og tog et par skridt væk. Den stod fint med siden til, lidt skråt, men ikke kritisk. Sigtet fandt bladet lidt længere fremme for at kompensere for vinklen, og i det sekund, den rejste hovedet og så mig, gik skuddet! Dåen tegnede tydeligt og satte i spurt mod højre.
Mit skud virkede på det levende hegn, som et boldtræ ville virke på et hvepsebo! Men i stedet for hvepse, var det dåvildt, der sprøjtede ud. De blandede sig med den ramte smaldå, som dog var tydelig at kende i sin flugt, da den var hårdt ramt. Foruden den talte jeg over ti stykker dåvildt, der hastigt forlod hegnet og løb mod skoven. Min tidlige beslutning om ikke at tage et skud fra ridestien havde været korrekt. Dyrene forsvandt i skoven, og jeg tog et par skridt længere frem for at se efter min då. Den lå kun 10 meter fra slåenbusken og var altså forendt efter en meget kort spurt.
Som altid lod jeg den få 5-10 minutter i fred, før jeg gik ned og tog mit bytte i nærmere betragtning. De minutter blev brugt til at prøve at forstå, hvad der lige var foregået og til at sende et billede til min kæreste af et afskudt patronhylster med ordene “skoven gir’ til sidst”.
Den smukke då endte som prikken over i’et i en af de mest specielle jagtfortællinger, som jeg har på lager, derudover endte det gode kød i en masse fantastiske retter, og dens fine skind ender i en lænestol, når jeg får det tilbage fra garvning.
Det er en historie, jeg gerne fortæller, omend jeg ved, hvor skørt det kan lyde det hele. Måske var det rene tilfældigheder og held, måske er der mere magi i jagtens verden, end man lige tror. Jeg ved det ikke, men jeg ved, at hvis jeg får brug for det en anden gang, så vil jeg ikke tøve med at sende en lille bøn af sted til skovens ånder.
