TEKST OG FOTO: CLAUS H. ANDERSEN
Siden jeg for første gang hørte hjortens brunstbrøl i en mørk skov på Sydsjælland, havde drømmen om at jage dette prægtige dyr rumsteret i mig. Jeg blev med det samme dybt fascineret af det smukke majestætiske dyr med de store, brede skovle på hovedet.
Jeg havde forsøgt mig på flere forskellige jagter rundt om i Danmark. Alle uden held og uden at jeg så meget som kunne løfte sigtet på en hjort. I alle disse år var jeg ikke klar over, hvilken hjort jeg ønskede at jage. Skulle den være stor, eller skulle den være lille? Jeg vidste dog, at jeg ville have den rigtige mavefornemmelse, når jeg forhåbentlig en dag ville krydse dens vej.

De første observationer
Dåhjortens brunstperiode var så småt begyndt, og jeg følte, at jeg måtte afsted igen. Jeg havde fået en aftale i stand med en mulighed for jagt på Fyn, og min gode jagtkammerat, Mikkel, skulle med. Nogle dage, før vi skulle afsted, meldte rastløsheden sig. Jeg gik hjemme i lejligheden og nærmest trådte mig selv over tæerne. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok afsted og længtes efter igen at høre det smukke dybe brundsbrøl i den mørke skov.
Dagen kom, og bilen var pakket. Kursen var sat stik øst fra det vestlige Jylland mod Fyn, og undervejs samlede jeg Mikkel op på en rasteplads. Mikkel have sit kamera med, og jeg var klar med min riffel og håndkikkert. Intet kunne gå galt – lige indtil vi kiggede på vejrudsigten. Danmark havde bogstaveligt talt været oversvømmet af regn i dagene op til jagten, og i vores iver efter at komme afsted på jagt, havde ingen af os skænket vejrudsigten en tanke.
Da vi ankom til reviret, kørte vi straks ud i skoven, hvor det var aftalt, at vi skulle være. Vi havde ikke helt afklaret, om vi skulle bevæge os rundt i terrænet, eller om vi skulle sætte os og vente. Vi besluttede os for at sætte os i et skydetårn, som var placeret i skovkanten med flot udsigt ud over en stor mark, hvor der lå en mindre remise på midten. Vi gik de cirka 200 meter hen til skydetårnet, undervejs hørte vi flere brunstbrøl fra skoven. Vi kiggede på hinanden og smilede forventningsfuldt, og vi kunne begge registrere, hvordan pulsen begyndte at stige.
Vi gjorde os klar i tårnet. Drikkevarerne blev fundet frem, og videokameraet sat på stativet. Nu manglede vi blot, at solen skulle stå op, og at dagens hovedperson ville kigge frem fra skoven. Den rungede af brøl.
Vi var spændte og havde begge en god mavefornemmelse, lige indtil himlen åbnede for sluserne, og regnen begyndte at vælte ned. Suk.
Vi blev i tårnet og ventede på, at regnen ville stilne af. I takt med, at regnen forsatte, ebbede brølene fra skoven ud. Omkring en time efter solopgang så vi den første hjort komme ud fra skoven. Han kom frem i skovkanten ude på omkring 320 meter. Vi kunne i vores kikkerter se, at det var en flot fuldskuffel. Hjorten vendte sig og begyndte i raskt tempo at gå mod vores skydetårn – nu steg pulsen for alvor. Mikkel optog hjorten på video og tog også samtidig nogle billeder.


Jeg tog riflen op fandt en god skydestilling og fandt samtidig hjorten i min sigtekikkert. Hjorten fortsatte frem mod os. Jeg begyndte at ryste på hånden.
Jeg havde aldrig før haft bukkefeber, og nu kunne jeg slet ikke styre min krop. Jeg var et stort smil, mens jeg skiftevis kiggede på hjorten og på Mikkel, som også så ganske fornøjet ud. Hjorten var nu ude på marken og kun i en afstand af 80 meter til os. Det gav mulighed for et perfekt skud på bladet, men han stoppede aldrig op. Han fortsatte med at gå, lige indtil han fik færten af os, hvorefter han satte i løb videre ud på marken og væk fra os. Jeg lagde riflen, kiggede på Mikkel og sagde:” Ham der, ham ville jeg gerne have haft”. Vi beundrede efterfølgende de billeder og videoer, som Mikkel havde taget. Ham skulle det være, hvis ellers han ville komme tilbage.
I løbet af dagen observerede vi flere hjorte. Hele 8 hjorte i alt, som vi enten syntes var for små, eller på anden måde skulle have lov til at gå og føre generne videre. Vi sad i skydetårnet i sammenlagt 11 timer den dag og måtte køre hjem uden at have løsnet så meget som et eneste skud. Det havde regnet hele dagen, og vi var godt trætte. Under hele den to og en halv time lange tur hjem kunne jeg ikke lade være med at tænke på den første hjort, vi så. Hjorten som ikke ville stå stille.
Jeg besluttede, at jeg nogle dage efter ville tilbage igen. Jeg ville se, om jeg kunne være så heldig at krydse samme vej igen, som den første hjort vi så. Mikkel kunne desværre ikke tage med, så jeg pakkede selv kamera, stativ og alt det tilbehør, jeg nu måtte få brug for. Jeg var klar, og jeg var spændt – jeg vidste jo, at han var der. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville jage den første hjort, som jeg så sammen med Mikkel dagene forinden. En pæn, mørk fuldskuffel med et karakteristisk kendetegn på den ene skovl. Toppen af den ene skovl var en anelse flad, hvilket gjorde, at jeg hurtigt ville kunne genkende ham, hvis jeg så ham.

En ny dag – en ny mulighed
Jeg tog endnu engang turen til Fyn fyldt med forhåbninger. Jeg var så spændt, at jeg knap kunne være i min egen krop. Denne gang så vejrudsigten lovende ud, og jeg havde følelsen af, at intet kunne gå galt. Jeg gik i raskt tempo til skydetårnet og fik sat mig til rette. Skoven var fuld af liv. Brølene fra var dåhjortene var intensiveret, og det virkede som om, at de denne gang var tættere på, hvor jeg var. Min puls steg så småt igen.
Jeg havde en formodning om, at hjorten, hvis den kom frem, ville komme nogenlunde samme sted fra, hvor han dukkede op sidst, så jeg fik placeret mig i forhold til dette og øvede skydestillingen.
Morgenen var en af de smukkeste morgener, som jeg længe havde set. Marken var fyldt med dis og pletvis tåge, der lagde sig som en fin hvid dug på det let bakkede landskab. Solen var på vej op, og himlen lyste op i de flotteste røde og gullige farver. Jeg nød synet til fulde.
Efter at have siddet i tårnet i nogle timer observerede jeg, at hjorten pludselig kom frem fra skovkanten 130 meter fra, hvor jeg sad. Jeg så hurtigt, at det var hjorten fra sidst.
Det var min hjort, jeg kunne kende ham på skovlen. Jeg holdt vejret et kort øjeblik, og i det samme satte hjorten til min store skuffelse pludselig i løb, væk fra hvor jeg sad. Den forsatte ud på 350 meter og knækkede herefter ind i skoven igen. Kort efter kunne jeg høre, at han nu begyndte at brøle inde fra skoven.
Godt 15 minutter efter, at han var løbet ind, kom to halvskufler og en stanghjort løbende ud af skoven i fuldt firspring. De løb ud på marken og fortsatte mod den lille remise, der lå midt på marken. De forsvandt bag en mindre bakketop, og jeg så dem ikke mere. Igen måtte jeg vente i spænding, mens tiden sneglede sig afsted, og rastløsheden gnavede i mig.
Klokken nærmede sig 11, og jeg skænkede mig en kop kaffe. Mens jeg tog et nip af min kaffe, lod jeg blikket køre ned langs skovkanten. Til min store overraskelse stod hjorten nu ude på 340 meter. Han stod stille på en lille forhøjning, og jeg kunne i min kikkert se, at han stod lige i skillelinjen mellem skyggen fra skoven og solens stråler. Han kiggede rundt og var meget observant, og nu trådte han ud og stod majestætisk badet i solens stråler. Han satte i let gang og havde retning lige imod mig.
Jeg kunne mærke, at min puls steg.
I mine ører kunne jeg fornemme hvert et pulsslag i kroppen. Det dunkede og summede.
Han gik og gik og kom nærmere og nærmere. Sekunderne føltes som evigheder.
Jeg fulgte ham i min håndkikkert, som han gik frem mod mig. Pludseligt stoppede han og kiggede ind i skoven, som om at der var noget, som havde vakt hans interesse. Jeg målte afstanden, som viste 140 meter.
Jeg vidste, at jeg ville kunne tage skuddet, hvis han vendte siden til. Det ville være et skud, som jeg var fuldt komfortabel med.
Jeg tog riflen op, indstillede min kikkert og fandt den rigtige forstørrelse. Lige i det øjeblik vendte hjorten siden til, tog et skridt i retning ind mod skoven og stoppede så.
Jeg afsikrede forsigtigt riflen, holdt vejret kort og pustede let ud, mens jeg klemte min pegefinger forsigtigt omkring aftrækkeren.
Bang.
Jeg lod skuddet gå.
Hjorten gjorde anslag og sparkede med bagbenene. Han løb ind i skoven, og jeg repeterede straks min riffel.
Skuddet føltes godt, og det samme gjorde hjortens reaktion.
Nu ramte bukkefeberen mig for alvor. Jeg rystede som aldrig før.
Følelsen var skræmmende, men alligevel helt fantastisk.

Jeg ventede i 10 minutter, før jeg forlod tårnet for at gå til skudstedet.
Turen derhen føltes lang. Jeg vidste, at der var omkring 140 meter. Det havde jeg målt. Jeg kunne ikke vente med at komme frem og forhåbentlig finde hjorten. Jeg stod nu på stedet, men jeg kunne intet schweiss finde.
Overhovedet intet.
Jeg følte et sug i maven, men besluttede mig alligevel for at gå ind i skovkanten at kigge. Jeg ledte, og minutterne føltes som timer.

Til min store overraskelse fandt jeg noget blod på en gren, og derefter noget blod på nogle blade. Jeg fulgte sporet, og så pludselig stod jeg der ved hjorten. Hele min krop blev fyldt med følelsen af taknemmelighed. Taknemmelighed for, at jeg havde været så heldig og taknemmelighed for, at hjorten præsenterede sig med siden til, så jeg kunne afgive det skud, der sendte ham ud på de evige jagtmarker.

Jeg beundrede det store prægtige dyr længe. De brede skovle, den tykke hals og den hjort, som jeg havde været fascineret af i så mange år. Nu sad jeg der, lige ved siden af, og kiggede på ham. Jeg kunne slet ikke forstå, at det var sket. Det lykkedes. Min drøm var gået i opfyldelse. Han endte sine dage ikke langt fra den brunstplads, som han kort forinden havde boltret sig på.

Hans trofæ vil nu, som en flot skuldermontage, pryde væggen i min spisestue. Hans kød vil fylde fryseren og på sigt mætte familiens maver – minderne om en helt fantastisk jagtdag vil for evigt være forankret i mit sind.







