Hans syvende bjørn

Ikke færre end 28 bjørne nedlagde den berømte Karpatherjæger, oberst August Roland von Spiess - af Kong Ferdinand 1. af Rumænien i 1921 udnævnt til kongelig hofjægermester.

I flere bøger bl.a. ”Im Zauber der Karphaten” beretter han om sit begivenhedsrige og absolut ikke ufarlige jægerliv i den bjergrige, rumænske region ”Siebenbürgen”. Over 100 får havde ”Den Sorte” dræbt i Albota-bjergene. Ved blot et enkelt natligt overfald lå der 8 dræbte får tilbage, mens den var løbet væk med yderligere to. Så stor var frygten for denne bjørn, at hyrderne for en anden hjord var fortrukket ned i dalen med deres dyr. De hårdt plagede bjergbeboere tilkaldte derfor i deres nød den legendariske ”Bärenspiess”. I denne dramatiske beretning fortæller han om, hvordan han nedlagde denne, sin syvende bjørn.

Der, hvor bjergfloden, Arpas, uopholdeligt i hastigt løb med utallige kaskader bruser ned mod dalen, og hvor mægtige klippedannelser af forvitret kalksten stolt hæver sine nøgne, forrevne tinder, og ved hvis fod fortryllende bjergsøer med farve som blå og grønne ædelstene genspejler de himmelstræbende bjergtoppe i deres fulde herlighed. Dér under den stejle, hvide kalkvæg mellem mægtige klippestykker, som en lavine engang har revet med sig, ligger ved den brusende flod, fjernt fra menneskelig civilisation den lille bjælkehytte, ”Stana des grossen Arpas” – stille og beskeden.

 

Fire nætter havde jeg allerede tilbragt in dens primitive rum for træt og mat at hvile ud efter strabadsiøse jagtdage med utrættelig pürsch efter de letbenede gemser og den ædle lammegrib. Det var den 3. september, en herlig dag, og jeg må åbent tilstå, at det allerede var sent, da jeg krøb ud fra mit sengeleje af duftende granris. Solens gyldne stråler skinnede allerede på bjergskråningens store lønnetræer. Malkepigen, Lena, og hyrderne, Ilie, Nicolaee og Constantin havde allerede malket fårene og stod, da jeg trådte ud fra hytten, i ivrig samtale med en for mig fremmed person. ”Hvad laver du her?” spurgte jeg den vildt udseende mand, der ikke så særligt tillidsvækkende ud med et fåreskind kastet over skulderen og med kulsort hår, der hang ham ned i ansigtet, ud fra hvilket der stak en lang falkenæse og to listigt blinkende øjne,.

 

”Ikke noget,” lød hans korte svar, hvorefter han blot fortsatte sin samtale med Ilie og Nicolae. Megen høflighed havde jeg ikke forventet af en fårehyrde, men det var dog længe siden, at jeg havde mødt sådan en flab. Jeg gik derfor tilbage til hytten og nød med velbehag den kop kakao, som Josef, min jagtdreng havde lavet. Jeg var netop færdig med morgenmaden, da Ilie sammen med Ioun – sådan hed den fremmede hyrde, trådte ind i hytten med den besked til mig, at den anden hyrdehytte her i nærheden af ”Albota” af frygt for en sort bjørn var blevet forladt af hyrderne, og at de sammen med deres dyr var fortrukket ned i dalen. Nyheden om denne bjørn var kendt vidt og bredt og var også for længst nået til mig. Da jeg stillede ham nogle spørgsmål om denne bjørn, tøede han helt op og fortalte mig med en snakkesalighed, som jeg slet ikke havde tiltroet ham, alt, hvad han i sommerens løb havde oplevet med denne frygtede bjørn.

 

”Gode herre, ”Den Sorte”, han er en sand djævel!” sagde han og rakte truende sin knyttede næve i vejret. ”Vi sad lige her for nylig i mørkningen ude ved hjorden og var ved at malke fårene, da sprang bæstet midt ind i hjorden, dræbte 8 får og forsvandt med to. Da vi med hundene løb efter den for at fravriste den sit bytte, angreb den os så rasende, at vi var lykkelige for at slippe fra det med livet i behold. Sådan er det tit gået, og ikke engang ild kan afskrække den.

”Det er da storartet,” sagde jeg leende, ” den skal vi nok få gjort det af med. Den kan bare komme an.”

”Te tranteste, domnule – den slår dig ihjel, Gode herre, hvis du rammer den dårligt,” sagde han noget oprørt over min latter. ”Den er heller ikke bange for dig!”

 

”Godt ord igen,” sagde jeg og klappede ham på skulderen. ”Vi prøver allerede i dag, jeg går straks med op til jeres hytte. Jeg lod hurtigt mit udstyr pakke, og sammen med Josef, min brave jagtdreng og Constantin, som bar mine ting, tiltrådte jeg opstigningen til Albota.

Solen skinnede allerede brændende varm ned i dalen. I vores ansigts sved klatrede vi op ad de stejle på dette sted helt nøgne klippesider, hvor en skovbrand havde raset, og nåede efter fire timers klatren endelig ”Piscu Albotas” skarpt mejslede tinde, hvor vi overraskende mødtes af et herligt syn. For dér under os ændrede bjergkammen sig pludseligt til en bred, åben dalsænkning.

 

Efter en lille pause fortsatte vi ned i denne dal, og efter knap en halv time stod vi foran en noget overrasket malkekone, der sad foran døren til sin hytte. ”Vi er sultne, du gamle,” lød min første, noget prosaiske hilsen. Men tilgiv mig, kære læser, udsigten til den skønneste egn mætter ikke, og med glubende appetit kastede vi os derfor over majsgrøden, Mamaliga og den gode ost, som blev sat på bordet. Og med yderligere et stykke spæk og sort rugbrød til for en tid at berolige de knurrende indre ånder gik vi ud for at rekognoscere i de nærmeste omgivelser.

Den lille bjælkehytte ligger på den vestlige side af dalsænkningen i udkanten af en nåleskov. På den modsatte side af sænkningen ligger næsten i samme højde en anden hytte, hvis hyrder efter de mange natlige overfald var fortrukket ned i dalen sammen med deres hjord, som det var gået så hårdt ud over.

 

Det var tæt på solnedgangstid, da jeg omsider hørte råb og fløjten fra hyrderne, blandet med fårenes brægen, og et varede ikke længe, så kom hele hjorden væltende hen imod mig som en stor, sluttet flok og blev af de to hyrder Ghedeon og Tanase ledt ind i den åbnede fold, hvor man straks begyndte med malkningen.

 

I mellemtiden var mørket ved at falde på, og i skæret fra utallige, blinkende stjerner sænkede en stille fred sig. Kun hosten fra fårene, der havde lejret sig ganske tæt på hytten, og knitren fra det flammende bål afbrød den stille aftenfred. ”Ja, det skulle være et under,” brød Ghedeon tavsheden, ”om ”Den Sorte” også kommer i nat. To dage er den blevet væk denne gang.” ”Næsten hundrede får har den sorte djævel taget, og vores bedste vædder har den dræbt ved højlys dag,” sagde Tanase ærgerligt, mens han med den ene hånd rørte i Mamaliga-grøden og med den anden pegede på vædderens hvidblegede kranium, der hang på en bjælke.

 

Det var blevet sent, og da der rundt omkring mig var blevet stille, trak jeg mine støvler af og strakte mig, efter at jeg, som jeg så tit gjorde det, havde lagt min pålidelige Büchsflinte, på det leje af granris, som Josef havde lavet. Længe havde jeg ikke ligget der, da Sarbu, Rosca, Labus, Turen og Iancu, som disse fem, firebenede, brave vogtere af hjorden hed, som på kommando begyndte at gø over mod skoven. ”Gode herre,” sagde Ghedeon, da han rejste sig fra sit leje ved ildstedet, ”I dag kommer den helt bestemt, for, når hundene gør sådan og i den retning, lader den ikke vente længe på sig.”

 

”Gå hen og se, om hjorden står tæt sammen!” befalede jeg og snørede igen mine sko. Ghedeon var dog næppe kommet ud ad døren, før jeg hørte ham skrigende kalde på mig.”Domnule, Domnule, ursu, ursu!” (Gode herre, Gode herre, bjørn, bjørn!) Som elektrificeret springer jeg op, river Büchsflinten med mig og stormer ud i natten. Som vandmasserne fra en gennembrudt dæmning strømmer hele hjorden imod mig, så at jeg kun med største besvær kan komme frem. En helvedes larm fra de brave hunde slår mig i møde og efterlader ingen tvivl om, at bjørnen må være lige foran mig. Du gode Gud, dér er den jo! I min skynding efter at komme frem var jeg næsten stødt ind i den. Men før jeg kan nå at hæve bøssen, springer bæstet ind i nogle tætte graner, så jeg i mørket et øjeblik mister den af syne. Rasende giver de brave hunde hals, og ind imellem deres heftige gøen blander sig nu og da en klagende lyd, når en af hundene var blevet ramt af bjørnens mægtige labber.

 

Langsomt skyder jeg mig ind mellem granerne i retning mod hundenes voldsomme gøen. Dér er den, farer det pludseligt gennem hovedet på mig, og som fastnaglet standser jeg, for kun nogle få skridt oven over mig ser jeg som en dunkel silhuet mod den stjerneklare nattehimmel hovedet af den natlige røver, mens den agtsomt kigger ned mod mig. I et nu flyver min skudklare Büchsflinte til kinden, og idet jeg sigter midt på den mørke, brede masse foran mig, lyner mit skud tordnende gennem den mørke nat. Et kort raseribrøl er svaret fra rovdyret, som jeg i et øjeblik i ildskæret fra mit gevær ser klart belyst. Instinktivt springer jeg, idet jeg først nu er mig den fare bevidst, som jeg befinder mig i, om bag et grantræ og venter der i åndeløs spænding på, hvad der videre vil ske.

 

En uhyggelig for mig næsten endeløs stilstand var indtruffet. Kun to af hundene gav nu og da hals, mens Ghedeon og de andre hyrder ængsteligt blev stående ved døren til hytten. Men lyt, hvad var det? En mærkelig lyd nåede mine ører. ”Den ligger der,” hviskede en indre stemme til mig, for ud over den hæse gøen fra enkelte af de hunde, der ikke havde stukket halen mellem benene, da mit skud flammede op, kunne jeg helt tydeligt fornemme en hæs stønnen. Jeg troede, at jeg drømte.

hyre.

Von Spiess ved nedlagt bjørn

”Den ligger der!” jublede jeg højt ud i nattemørket, og ned mod hytten råbte jeg:”Kom med noget til at lyse op med!” men i den almindelige forvirring var der ikke nogen, der rigtig kunne finde noget, indtil Tanase som den første kom styrtende med en stor, brændende træspån. Nu gjaldt det om at være forsigtig. Josef er den første, der besinder sig. Hurtigt brækker han noget tørt grenværk af nogle af grantræerne, og straks flammer knitrende en lille ild op, som med et rødligt skær svagt belyser de nærmeste omgivelser. Nu og da glammer hundene, men ellers hersker der dyb, forventningsfuld stilhed. Mens Ghedeon og Tanase sky og ængsteligt dækker sig bag os, antænder Josef nogle flere grangrene, og fulgt af mig med spændt gevær bevæger vi os langsomt i den retning, hvorfra jeg tidligere havde fornemmet den stønnende lyd.

 

”Dér ligger den!” råber Josef med en stemme, der ryster af ophidselse, og et glædesskrig, der kan høres lang væk, forkynder den frygtede røvers død. Ja, dér ligger den under nogle skærmende grene fra en ung gran –  med den mægtig krop udstrakt i hele sin længde. Forsigtigt kaster Josef en sten hen på bjørnens brede hoved, men ingen muskelreaktion er at se. Tak siger mit øje og hjerte til jagtens ædle skytshelgen, og så kan jeg aflade den trofaste Büchsflinte. Ja, jeg havde al god grund til at takke det nådige forsyn og Sct. Hubertus, for havde det pludselige, opflammende ildskær fra min Büchsflinte ikke forskrækket bjørnen, og min kugle ikke truffet dødeligt, så havde det kunnet få en helt anden afslutning.

 

Først nu, da vi kunne konstatere den ”Sortes” – ”Albotas Skræks” sikre død, som den lå der foran Josef og mig, kom også Ghedeon og Tanase frem, men nærmede sig kun ængsteligt deres mest bitre fjende.

”Sa traiesti, domnule!” – Gud være lovet for dig, gode herre – råbte de to hyrder af fuld hals, men da jeg bad dem om at hjælpe med til at trække kæmpen ned ad klippeskråningen, veg de forskrækket tilbage:”Den er måske ikke helt død,” sagde Ghedeon frygtsomt, men da Josef og jeg tog fat i bjørnen, besluttede han sig også for at hjælpe til, og med forenede kræfter lykkedes det os at få den ned til hytten.

 

Endelig lå den der ved siden af døren til bjælkehytten, stille og ubevægelig. En dunkel, sort masse. I døden stadig frygtet af både hunde og hjord. Vores arbejde var dog endnu ikke tilendebragt, da vi nu skulle ud at få samling på fårene, som i vild flugt var løbet i alle retninger. Til sidst lykkedes også det for os, og ovenud lykkelige og glade sad vi længe ved det flammende bål og talte om aftenens begivenheder.

 

Den næste morgen vågnede jeg ved det første sollys, der sendte sine klare stråler ned over bjergdalen, hvor alt nu åndede fred og ro. Først nu fik jeg lejlighed til rigtigt at beundre denne skovenes kæmpe, der også i døden aftvang mig ærefuld respekt, som den lå der med sine frygtelige, bevæbnede poter.

 

Umådelig stor var glæden hos folk, da de erfarede, at de ikke længere behøvede at frygte denne natlige røver. Budskabet om, at ”Den Sorte” var blevet skudt, førte mange herop, som gerne ved selvsyn ville have denne nyhed bekræftet – og jeg følte, at jeg havde befriet egnen for et grumt uhyre.

Von Spiess ved hytte.

 

AF AUGUST ROLAND VON SPIESS(1864-1953)
OVERSAT AF NIELS DYGAARD

Læs mere

Nyheder