AF: TORBEN MØLLER-NIELSEN. FOTO: WILDMEDIA/SHUTTERSTOCK
Der er ingen tvivl om, at råvildtet er en af de største vildt-succeser i Danmark. I 1940’erne blev der nedlagt under 20.000 om året, og det var absolut ikke hverdagskost at se rådyr. I takt med omlægningen i landbruget, og ikke mindst de vintergrønne marker, er bestanden af rådyr bare vokset og vokset.
I 1990’erne var antallet af nedlagte rådyr steget til over 100.000, og i 2009 blev rekorden sat med over 132.000 stykker nedlagt råvildt (se Fig. 1). I dag ser man råvildt overalt. I haverne, hvor de mæsker sig i tulipanerne, i parker og marker, på golfbaner og sågar skydebaner.
Siden 2009 er vildtudbyttet af rådyr dog faldet støt, og tallet for sæson 2019/2020 ligger på cirka 87.000 stykker råvildt nedlagt af cirka 50.000 jægere.
Denne nedgang er ikke gået upåagtet hen i blandt andet Vildtforvaltningsrådet, og man begynder så småt at høre udtryk som: ”forkert forvaltning”, ”jægerne skyder for mange bukke”, ”der skal indføres regler for afskydning ligesom for dåvildt og kronvildt”.
Alt sammen fordi man mener, at de danske jægere simpelthen ikke kan finde ud af at forvalte vildtet godt nok – vi skyder for meget og forkert – og at bestanden nu er hastigt på vej ned.
Men man glemmer lige nogle ret væsentlige ting
I 2017 udgav DCE under Aarhus Universitet et notat: DÅVILDT I DANMARK – STATUS FOR BESTAND OG UDBYTTE 2017. I det notat er der et lille afsnit i begyndelsen, som er ret vigtigt, når man ser på vildtudbyttet og vil overføre det til et estimat for bestandens størrelse og udvikling:
”Da vildtudbyttet kun beskriver antallet af nedlagte dådyr, kan dette datasæt kun i begrænset omfang anvendes som en indikator for bestandsudviklingen for dåvildt regionalt og nationalt. En mere præcis opgørelse af bestandsstørrelser og vurdering af bestandsændringer kræver optællinger på et mere lokalt niveau, som ikke er påvirkede af forskellige afskydningspolitikker og lokale fredninger.”
Kort sagt, så giver vildtudbyttet kun et fingerpeg om tendenser, men siger reelt intet om bestandsstørrelsen eller bestandssammensætningen jævnfør DCE.
Men hvad er årsagen til nedgangen i udbyttet af råvildt? Er bestanden blevet mindre? Er afskydningen forkert? Eller er det noget tredje eller en kombination?
For det første er jeg helt enig med DCE, når de skriver: ”En opgørelse af bestandsstørrelser og vurdering af bestandsændringer kræver optællinger på et mere lokalt niveau, som ikke er påvirkede af forskellige afskydningspolitikker og lokale fredninger.” Vi ved simpelthen ikke nok om størrelsen og sammensætningen af den levende bestand af råvildt – og så kan vi per definition heller ikke sige, at den forvaltes forkert af jægerne. En reel forvaltning af en bestand forudsætter nemlig, at man ved, hvad man har, før man kan sætte et mål for, hvad man vil opnå.
Flere faktorer
Når det så er sagt, så mener jeg, at bestanden af råvildt ER faldet, men af flere årsager, hvoraf nogle intet har med jagt at gøre. Råvildtsygen, hvor dyrene får en voldsom diarré, har helt sikkert påvirket bestandsstørrelsen og ikke kun på Fyn. I den sammenhæng er det lidt interessant at læse i den svenske råvildt-bibel af Cederlund/Liberg fra 1995, hvor de skriver, at der har været observeret lokale tilfælde af bestandskollaps, før det kunne ses i den officielle vildtudbyttestatistik. Deres første dokumenterede tilfælde af råvildtsyge blev konstateret i 1985. Her så man afmagring og diarré i en tæt bestand af råvildt med intensiv fodring. Observationerne har, fra de første tilfælde blev dokumenteret, altså peget på tæthedsafhængige årsager, hvor råvildt som en solitær levende og territoriehævdende art må forventes at være mere sensitiv end de større hjortevildtarter, der lever i rudler. Svenskerne mener altså, at råvildtbestanden så at sige sejrer sig ihjel, når bestanden bliver for tæt.
En anden interessant ting, som påvirker bestanden af råvildt, er den stigende bestand af dåvildt. Råvildtet bryder sig ikke om at være i nærheden af dåvildtet, og udbyttet af dåvildt er steget eksplosivt i de sidste 10 år (se Fig. 2).
Endelig har der i mange år været en anbefaling om at skyde flere råer og lam og holde igen med at skyde bukke. Det burde være klart for enhver, at hvis man målrettet begynder at gå efter produktionsapparatet i en polygam bestand, hvor én buk kan beslå flere råer, så går der ikke ret lang tid, før bestandstilvæksten stagnerer eller falder. Det sørgelige i dén sammengæng er så, at dén forvaltningspolitik faktisk er stik imod anbefalingerne fra førnævnte Cederlund/Liberg, som skriver, at det er tilstrækkeligt med 25 % bukke i en levende bestand ud fra betragtningen om, at hvis kønsfordelingen er 50/50, og 1 buk kan beslå 4 råer, ja så er der 3 bukke i overskud.
Så når man siger, at der skydes for mange bukke, så kommer det helt an på, hvor stor bestanden er, og hvordan kønsfordelingen er. Jeg har hørt påstanden om, at de danske jægere skyder alt for mange bukke, og hvis vi forsætter på den måde, så er der ingen bukke (og dermed rådyr overhovedet) om få år. Den udtalelse harmonerer så ikke særlig godt med, at de danske jægere har forvaltet bestanden på denne måde i årtier og faktisk hvert eneste år har kunnet levere masser af bukke, selvom arten ifølge de såkaldte eksperter så burde være uddød for år tilbage med den afskydning.
Et naturligt leje
Forklaringen er, at bestanden er noget større og med en anden kønsfordeling, end vildtudbyttestatistikken antyder. Og at der er områder med en fin bestand, som slet ikke bliver jaget.
Jeg ved godt, at der er organisationer i Vildtforvaltningsrådet, som gerne så indført endnu flere regler, restriktioner og administration af jagt i almindelighed og nu også i forvaltningen af råvildtet i særdeleshed. Jeg mener så, at man skylder jægerne, og ikke mindst råvildtet, at se lidt på de forskellige faktorer, som påvirker en bestand ud over jagten, så billedet bliver bare en smule mere nuanceret, inden man træffer beslutninger om at forringe jagten på et af vores mest elskede jagtobjekter. Nogle gange må man godt løfte blikket lidt fra skrivebordet og ikke automatisk stille jægerne til ansvar for alle udsving i vildtbestandene.
Jeg mener, at råvildtet er ved at finde et mere naturligt leje for bestandsstørrelsen, akkurat som det skete i det sydlige Sverige for omkring 20 år siden.
Men vi jægere skal også se lidt indad. Hvis vi år efter år målrettet går efter at skyde 6-endere, og sågar begynder at udskamme med-jægere, der formaster sig til at skyde gaffelbukke eller – gisp – spidsbukke, så er vi altså godt i gang med at favorisere bukke med dårlig opsats i avlen. Jeg har skudt flere, ret gamle, gaffelbukke, for det er ingen naturlov, at en buk går fra spids til gaffel til 6-ender. Jeg har set en del årsbukke sat op som 6-ender. Og der er, som sagt, i mit område flere ældre gaffelbukke end 6-endere.
Hvis man tager udgangspunkt i den naturlige dødelighed og kønssammensætning i sin forvaltning af råvildtet, så skal man høste godt af lammene, gerne tidligt, og dernæst af de unge bukke, lammene, fordi op mod 50 % alligevel dør inden de bliver et år, de unge bukke, fordi de alligevel er i overskud avlsmæssigt.
Jeg synes, det ville klæde Vildtforvaltningsrådet, hvis de bad Miljøministeriet om at prioritere jagttegnsmidlerne til dybdegående undersøgelser af vores levende vildtbestande i stedet for støtte af medlemsblade til forskellige organisationer. Jo mere viden vi har om vildtbestandene, med større sikkerhed kan vi forvalte dem. Som det er nu, hvor det stort set kun er vildtudbyttet og nogle uvidenskabelige gæt fra forskellige grupperinger, der danner basis for både lovgivning og forvaltning, risikerer vi faktisk at forvalte vores vildt til skade for bestandene.
Jeg vil hellere have en stærk bestand i vækst end endnu en 6-ender på væggen.
