TEKST: CHRISTIAN FÆRCH JENSEN
FOTO: VASEKM, JAMIE HALL, GRUSHA_R, DENYS R OG JOPPO/SHUTTERSTOCK
Hvilke associationer vækker det hos dig?
For mig betyder det en forlængelse af jagtsæsonen, typisk med intet eller antalsmæssigt et meget beskedent udbytte. Til gengæld med nogle fantastisk jagtoplevelser, som man enten selv oplever eller får berettet om af den heldige og ikke mindst dygtige jæger.
Det med det beskedne antal kan ses i vildtudbytte-statistikken.
I 1968 blev der nedlagt godt 61.000 ræve, og det foreløbige tal for 2019 er knap 30.000. I store dele af Danmark nedlægges der under 1 ræv pr. 100 hektar. I dag observeres der ofte ræve i byerne. Jeg har ikke erfaring for, hvor ofte det var tilfældet tidligere.

Nedgangen hænger sammen med, at rævene har været ramt af ræveskab og i dele af landet også af hvalpesyge.
”Der er ingen ræve på vores revir,” eller ”vi ser aldrig en ræv, når vi er på jagt,” er typiske udsagn ude på jagterne, men vildtkameraet viser dog tit noget andet.
Ræven jager som oftest, når det er mørkt, og den lusker gerne af i tide, hvis jægerne begynder at stille op. Den, der lever skjult, lever sikkert.
På nuværende tidspunkt i jagtsæsonen er de relevante jagtformer, drivjagt, gravjagt, lokkejagt og i visse situationer fældefangst.
Drivjagt
Min primære erfaring med drivjagt stammer tilbage fra min ungdom sidst i 60´erne i Vendsyssel. Drivjagten foregik ved, at 15 – 20 jægere omringede et stykke plantage, og så blev støverne sendt ind. Allerede her var det næsten afgjort, hvem der fik chancen for at skyde ræv, selvfølgelig var der forskel på kvaliteten af den post, du fik. Det mest afgørende var dog den måde, du forvaltede posten på.
Rådene fra mestrene var: Gå stille på plads, stå stille, ingen bevægelse, ingen hosten eller anden støj og slet ikke noget med at lade dit vand. Rævens hørelse og lugtesans er helt i top. Rigtigheden af dette afsløredes ret hurtigt, efter at støverne var sluppet. Når de var på sporet, gav de hals. Du kunne høre, at de tit drev hele såten af cirka 10 – 20 meter inde i såten.
Ræven havde anet uråd og havde allerede, inden drevet gik i gang undersøgt, hvor der var mulighed for at slippe uskadt ud. Det vil sige dér, hvor den ikke havde opdaget en skytte. Du skal derfor stå dækket i kanten af såten, ikke 20 meter ude på marken. Det betyder også, at ræven sagtens kan finde på at komme, inden drevet er sat i gang. Vær klar, når du er sat på post!
Ræven kommer typisk i en lille fordybning, for eksempel en gammel plovfure. Den løber ikke på langs af skyttekæden, som en hare kan finde på at gøre. Når du får øje på ræven, så vent gerne med at bevæge dig, til den har passeret dig. Utallige ræve har reddet pelsen ved at snurre rundt, når jægeren kastede geværet til skulderen. Den reagerer meget hurtigere end jægeren. Bevægelse er meget afslørende.
Ræven går ofte igennem driverkæden. Så en bagpost er tit en god rævepost. Jeg har selv på en sidepost skudt en ræv, som kom ud 25 meter bag driverkæden. Festen er ikke ovre, fordi driverne har passeret.

Gravjagt
Det er tiden, hvor tæverævene begynder at finde deres yngleplads, altså den grav, hvor de vil sætte deres hvalpe. Det er også sæsonen for gravjagt. Gravjagt kræver, at man har hund, der er trænet til at gå i grav. Gravjagten foregår mange gange ved, at man skyder ræven, når hunden jager den ud af graven. Den ideelle bemanding er nogle få forsigtige jægere, som kender hinanden så meget, at de kommunikerer med tegnsprog. Tale er forbudt, når man nærmer sig graven. Støj gør hundens arbejdsbetingelser meget vanskeligere.

Gravjagt kræver omtanke sikkerhedsmæssigt. Ofte er der ikke langt fra rævegraven og til eventuel dækning. Inden du skyder, skal du være 110 % sikker på, at det er ræven, ikke hunden. Hunden kan jo også komme med stor fart lige efter ræven. Du skal på forhånd vide, hvor du har dine medjægere.
I kan selvfølgelig også omringe området, hvor graven findes, og så skyde ræven, når den er smidt ud af graven og løber væk.
Der findes blandt jægere en masse råd omkring, hvornår ræven går i grav. Den går kun i grav, når det er frost. Den går ikke i grav, hvis den er våd. I hvilken udstrækning rådene passer, ved jeg ikke. Men efterfølgende har vi altid mange gode forklaringer på en tom rævegrav.

Lokkejagt
Lokkejagt er er en meget spændende form for jagt. Du sætter dig på en post – gerne en stige, inden solen står op, husk lige, at du ikke må medbringe våben i skydestigen tidligere end 1/2 time før jagttids begyndelse. Efter et kvarters fuldstændig ro begynder du at lokke enten ved at pibe som mus med læberne, eller du benytter et af de mange lokkekald. Husk igen, den voksne ræv er årvågen, så vindretningen er afgørende. Du kan selvfølgelig også prøve aftenskumringen. Der findes på nettet en række gode råd, og i decemberudgaven af JAGT, Vildt og Våben gav svenske Ulf Linderoth 10 gode råd til, hvordan lokkejagten på ræv bliver til en succes.
Skulle du ikke lige få en ræv, så har du sikkert observeret andre spændende ting. Samtidig har du haft fred og ro til at lade tankerne fare.
Regulering
Ræven må jages frem til 31. januar. Bekendtgørelse om regulering af skadevoldende vildt giver os flere muligheder, hvis ræven volder skade på den øvrige fauna. Der skal ikke søges om tilladelse til regulering af ræv. På nuværende tidspunkt er det bestemmelsen om, at ræven må reguleres i hele februar måned, der er lige for hånden. Den må reguleres fra 1 time før solopgang og til 1 time efter solnedgang. Så er det jo bare at håbe, at det ikke er gråvejr. I denne periode må den reguleres med både riflet våben og haglgevær fra stige.
Læs også
Disse vildtarter må du regulere i februar måned
Fældefangst
Jeg vil omtale en sidste form for rævejagt, fældefangst. Reguleringsbekendtgørelsen giver mulighed for fældefangst inden for 10 meter fra solidt indhegnet hønsegård, herunder fasanvolierer med videre i perioden 1. juni til 29. februar. Der skal dog være fugle i volieren. Så på nuværende tidspunkt er det hønsegården. Reglen gælder også bygninger. På ejendomme med biotopplaner må ræve reguleres med fælde i perioden 1. januar til 29. februar.
Jeg vil videregive nogle af mine erfaringer med fældefangst af ræve. Det lykkes ikke hver gang. Jeg har prøvet trådfælder. Det er vigtigt, at der er lagt et lag jord hen over bunden. Rævene vil helst ikke gå på trådnettet. Jeg har oplevet nogle gange, at ræven har taget maddingen og bakket ud, fordi lågen hvilede på ryggen/halen og derfor ikke lukkede langt nok ned til at blive låst. Jeg har set det på vildtkamera, så det er ikke en skrøne.
Jeg bruger en guillotinemodel. Nej, ræven bliver ikke halshugget, men lugen falder lodret ned. Trådfælden er nem at flytte, for den vejer ikke så meget. Husk lige, at den skal overdækkes. Jeg bruger også Kalø modellen (find den på nettet). Jeg har gode erfaringer med den. Men den er tung at flytte, så en sækkevogn og en jagtkammerat er gode hjælpere.
Når ræven er fanget, er aflivningen ikke jagt, men skal foregå uden unødig lidelse for dyret. Det er derfor lovligt at bruge en cal .22. Aflivningen skal foregå på stedet. Man må ikke transportere dyret i fælden.
Kaliber .22 er meget velegnet. Det ødelægger ikke fælden, som det sker, hvis man skyder ræven med et jagtgevær. Husk lige kuglefanget. Fældefangst foregår ofte i byområder, hvor man enten ikke er begejstret for at dele matrikel/sandkasse med ræven, eller i forbindelse med skabsræve.
Valg af våben
Det umiddelbare svar er, vælg det våben, som du har, og som egner sig bedst til den pågældende jagtsituation – forudsat det er lovligt. For haglgeværer vil det sige kaliber 12, 16 og 20.
Ved anvendelse af haglgeværer skal man være opmærksom på, at der ikke må medbringes haglvåben i skydetårne/stiger, med mindre det er et kombinationsvåben. Du må dog ikke benytte haglløbet. I februar må du godt bruge haglvåbnet fra skydestigen, for der er vi under reguleringsbekendtgørelsen.
Til lokkejagt er riflen nok at foretrække. Kravet til størrelse er minimum 0,17 HMR.
Når vi taler aflivning i en fælde, gælder jagtlovens våbenkrav ikke. Der er det alene et krav, at aflivningen sker uden unødig lidelse.
Det med juraen kan lyde indviklet, men sæt dig ind i, hvad du må med dine våben.
PS. Skulle du ligesom vi andre have været på rævejagt nogle gange uden at nedlægge noget, så er glæden så meget desto større, når det lykkes.

Rævepelsen er glimrende beklædning og perfekt til det varme jagttøj – tjek eventuelt HuntersMagazine.tv [https://www.huntersmagazine.tv/], hvor der findes en glimrende gør-del-selv guide til strejfning af ræv – søg på Efter skuddet….





