VED NIELS DYGAARD.
En jagttur i slutningen af juli 2020 til Polen efter bukke i brunst kom i den grad til at opfylde John Gregersens drøm om at skyde en guldbuk, selv om starten ikke så for lovende ud for den 66-årige Fynbo fra Nr. Aaby. Her beretter John om, hvordan denne drøm gik i opfyldelse.
Selvom størrelsen på ens bukketrofæer ikke er det eneste, der tæller som jæger, så kan de fleste vist skrive under på, at de gerne vil skyde en stor buk. Det ville jeg også gerne, så da en mulighed opstod for at komme til Polen på et revir, som tilfældigvis var ledigt, og som tidligere har leveret gode bukke, slog jeg til.
Jeg var eneste fynbo i den gruppe på seks jægere, som skulle jage på reviret Ostromeeko, nær Bydgoszcz. De andre deltes om et flere tusind hektar stort område, mens jeg alene skulle jage på et revir, der primært bestod af marker, enge m.m.
Helt fra starten havde jeg klart ytret, at jeg gerne vil forsøge at få en guldbuk til min samling af ca. 100 bukke, hvoraf enkelte er i bronze- og sølvmedaljeklassen. Jeg ved udmærket godt, at det ikke er noget, man sådan lige kan bestille som en kagemand hos bageren, men netop den omstændighed, at reviret tidligere havde kastet gode bukke af sig, gjorde, at jeg var super optimist helt fra første jagtdag.
Imidlertid gav de første par dage kun et par bukke under middel, så jeg begyndte langsomt at frygte, at tidspunktet, varmen og andre forhold nok ville komme til at resultere i en gentagelse af de andre jagtture, jeg har været på. En morgen vi var – indrømmet en smule slukørede – på vej hjem i polakkens firehjulstrækker, så jeg pludselig ud af øjenkrogen, at der gik tre rådyr på en stor, næsten færdighøstet rapsmark. Jeg nåede at registrere, at det ene dyr var en buk.
Min unge jagtfører slog bremserne i, og lidt efter startede vi en pyrsch efter lidt diskussion imellem os om, ad hvilken rute vi skulle nærme os dyrene. Jeg insisterede på og fastholdt, at min plan var bedre end hans, og pludselig da vi kom op for enden af marken, kom en rå ud af rapsen godt 100 meter fra os. Sekunder efter kom hele to råer mere ud. Et splitsekund tvivlede jeg på, om det måtte være et udslag af ønsketænkning, at jeg havde set en buk – da en fin buk pludselig løber ud efter råerne.
Dyrene standser. Jeg har forinden fortalt min guide, at jeg skyder uden skydestok, hvis bukken pludselig dukker op. Afstanden er ca. 150 meter, og det er tydeligt, at dyrene har set os, men de virker ikke voldsomt skræmte. Bukken står med siden til. Da skydestokken hurtigt er foldet ud, anbringer jeg riflen, mens jeg stadig har øjnene rettet mod bukken. Sekunder efter lader jeg skuddet gå og ser bukken falde, mens råerne flygter væk.
Guiden, som bare er 23 år, klapper mig på skulderen. Nu får han lov at bestemme, så vi skal hente hans bil nede ved vejen. Han vil køre op til bukken på marken for at hente den, men det skal vise sig, at de høje stængler fra den afhøstede majs fuldstændig dækker for bukken. At den præcise position snyder, gør, at vi må lede lidt systematisk. Alligevel er bukken pist væk. Et tanke strejfer mig – var det en tapskydning, og er bukken kommet på benene og er stukket af, uden at vi har set det.
Polakken foreslår, at jeg skal køre hans Toyota Landcruiser, mens hans selv vil stå på en stålplade, han har fået fastgjort oven på bilens tag. Efter lidt køren frem og tilbage imellem rækkerne stamper han pludselig hårdt i pladen, råber og gestikulerer. Bukken er fundet. Guiden var ellevild af glæde – og det var jeg selvfølgelig også. Det var ikke svært at se, at det var en ”ganske fin buk”, som da også efterfølgende af Sten Breith blev opmålt til 146,40 point – altså absolut værdig til at få en lille guldkæde hængt om stængerne.
Middelstanglængden var 26 cm, nettovægten var hele 544 gram. De manglende perler og den meget lyse farve gjorde, at bukken ”kun” fik 13 ud af 23 mulige skønhedspoint, men pyt. Min drøm om en guldbuk gik i opfyldelse, men jeg er da også glad for de tre mindre bukke, jeg fik på samme tur.

Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk




