Vildsvin med pistol
Der er få meter til vildsvinet. Det angriber. Bakker og angriber igen. Per skal sætte en perfekt kugle for ikke at blive rendt over ende af den aggressive gris….
TEKST: PER KAUFFMANN.
FOTO: PER KAUFFMANN OG MATT CUDA/SHUTTERSTOCK.
Begyndelsen på denne vildsvinejagt i Florida venter ved huset i form af en ung mand ved navn Ryan, og ikke mindst hans unge vildsvinehund, “Nameless”. For i dag skal vi nemlig jage vildsvin med hund og pistol. Min vært, Larry, har selv to vildsvinehunde, men de er for nylig blevet sårede i en længerevarende kamp med en arrig orne. Hans “bay dog” er ilde tilredt med nye sår på hals, bryst og i lysken. Den anden, en pit bull terrier, som han bruger som “catch dog”, har fået et stort kødsår på halsen og i låret. Det er tydeligt, at de begge har brug for en pause, i øvrigt en pause ingen af dem ser ud til at bifalde, da vi besøger dem i hundegården. Især den imponerende pit bull terrier ser ud til at være parat til at bide i et eller andet og ser på ingen måde indladende ud. Det gør til gengæld Ryans unghund, en hund af lidt blandet race. Det ligger dog fast, at der er en god del af den såkaldte “leopard cur” i den efter pelsen at dømme.
Amerikanske vildsvinehunde
Til vildsvinejagt bruges to forskellige slags hunde, enten hver for sig eller sammen som et team. Den vigtigste i forbindelse med almindelig jagt er “bay dogs” – i den betydning, at de holder byttet i skak ved at genere det, indtil det stopper for at konfrontere. Hunden vil herefter gø, så jægeren kan indfinde sig og ombringe svinet. Der bruges alle typer våben, herunder armbrøst, bue, spyd, sværd, haglgevær med slugs, pistol, riffel eller blot en kniv efter mottoet: “hver sin lyst”. Bay dogs er typisk af racen cur dogs, herunder leopard cur, rhodesian ridgeback, blackmouth cur, blue lacy, catahoula og forskellige typer walkers. Der er oftest tale om langbenede hunde, der kan løbe vildsvinene op, men som kun sjældent går med hals, mens de jager. Det er afgørende, at disse hunde ikke går på spor efter svinene, men i højere grad bruger luftfært og er i stand til at finde byttet i deres dagleje og derved udnytte overraskelsesmomentet til at stille dyret.
Den anden type hunde, der bruges, er “catch dogs”, som griber fat i vildsvinet, typisk i øret, og holder det fast, indtil jægeren kommer frem. Disse hunde bruges næsten udelukkende, hvis man jager med meget primitive våben, altså kniv eller spyd, eller hvis formålet er at fange svinet levende for at flytte det til et andet sted. “Catch dogs” er typisk amerikansk bulldog, pit bull terrier, staffordshire bull terrier, boxer, bullmastiff, grand danois og forskellige typer mastiffer. Når de er på arbejde, er det almindeligt, at de forsynes med en beskyttelse af hals og bryst, ofte også den forreste del af maven, altså bærer sikkerhedsvest. Formålet er naturligvis at beskytte dem mod at blive revet op af vildsvinets tænder.
Det er almindeligt at bruge begge typer hunde på samme tid, dog således at først, når vildsvinene er lokaliseret, slippes en “catch dog” fri og går i aktion. For både “bay” og “catch dogs” er det almindeligt, at der ikke er tale om racerene hunde, men alle mulige krydsninger – bare de virker efter hensigten. I forbindelse med deres oplæring og træning bruges der ikke meget energi på hunde, der ikke hurtigt finder ud af, hvad deres rolle er. Træning foregår ofte i hegn, hvor træningen kan foregå under kontrollerede forhold, og hvor man kan iagttage hundens adfærd for at opmuntre gode elementer i dens adfærd. Samme praksis bruges i Sverige til træning af vildsvinehunde.
Hurtig gevinst
Jeg har prøveskudt pistolen, en Browning i kaliber .380. Det er en 9 mm. med en relativt kort patron, og den kaldes populært for “9 mm short”. Jeg har aldrig været specielt glad for at skyde med håndvåben, men denne ligger fint i hånden og er behagelig at skyde med. Kort efter har Ryan gjort hunden klar og slipper den løs. Vi andre følger efter i Larrys lille golfvogn. Det bliver dog ikke nogen lang køretur, for efter få minutter har den leopard-plettede hund kontakt med svin i et buskads længere fremme. Larry skynder på mig, for nu skal det åbenbart gå hurtigt. Vi småløber fremad, og da vi runder et hjørne, står Ryan og peger ind i buskadset. Jeg havde ikke rigtig ventet mig noget af denne jagt, men det er tilsyneladende mere effektivt end forventet. I det stedsegrønne palmekrat kan jeg se delvise konturer af tre svin, der står med front mod os på fem meters afstand. Hunden er tilbage ved Ryan efter at have stillet dem og gjort opmærksom på deres position. Nu gælder der bare om at få sat et godt skud ind og håbe, at de ikke angriber. Jeg sigter på vildsvinet længst til venstre, for her kan jeg tydeligt se snuden og en del af skulderen. Havde jeg været lidt kvikkere, kunne jeg have regnet mig frem til et skud i panden, men nu drejer den sig 90 grader mod højre for at komme væk fra os. Jeg holder på bladet, følger lidt med og skyder. Så kommer der liv i buskene, da de ræser gennem krattet og væk fra os. Jeg har fornemmelsen af et godt skud, men den går alligevel med de andre, væk fra os. Få minutter senere har hunden fundet de tre svin igen, og jeg bevæger mig frem til Ryans pegende finger. De har kun flyttet sig 15 meter, og to af dem står igen med front mod mig, og lidt til venstre er der en, der ligger ned kun tre meter borte. Det må være den, der er skudt på, så jeg skyder endnu en gang på skulderen – med samme resultat. De tre svin styrter af sted og forsvinder i buskadset, men stopper igen tyve meter længere fremme. Den, jeg har skudt på, er hårdt ramt, ingen tvivl om det, for ellers ville de fortsætte med at løbe.
Tredje gang er lykkens gang
Da jeg kommer frem til hunden et øjeblik senere, er der kun én gris i buskene. Den ligger igen ned, men denne gang med fronten imod mig, og endelig får jeg mulighed for at sætte en kugle lige midt i panden på den. Da skuddet rammer, kommer den lige op imod mig, men når dog ikke helt frem, inden det er slut.
Hold op, hvor var det spændende, og adrenalinen suser rundt i kroppen. Da vi får den trukket ud af buskadset, viser det sig at være en ung keiler, men dog langt større i kroppen, end jeg havde antaget, og med nogle fine tænder. Hunden har gjort et særdeles fint stykke arbejde, sin unge alder til trods, og får lov at ruske lidt, inden Ryan sætter snoren på den. “Lad os finde én mere”, siger Larry, da vi har brækket ornen.
Ja, hvorfor ikke, for det har været særdeles spændende jagt, og jeg forstår nu bedre, hvorfor mange er så tændte på denne jagtform. Jeg har aldrig haft noget imod at sidde i skjul og skyde vildsvin med riffel på hundrede meters afstand, men det her er jo langt mere intensivt. Når man kommer frem, kan man ikke bare høre dem knurre ad en, man får lugten direkte ind i næseborene og kigger dem lige ind i øjnene, inden skuddet går. Lidt ligesom forskellen mellem at køre i en almindelig bil og en åben sportsvogn på en sommerdag.
Håndvåben – ikke bare for sjov
Der er flere grunde til at jage vildsvin med pistol. For det første er det en meget spændende form for jagt med lidt mere adrenalin end ved anstandsjagt. Alene de ultrakorte afstande giver et andet perspektiv på både vildt og jagt. For det andet umuliggør områdets karakter med det tætte palmekrat enhver tanke om pürsch til fods, hvorefter der kun er to muligheder tilbage. Enten at rydde en lysning og fodre dem ud af det tætte eller gå ind i vildnisset med en talentfuld hund. I sidstnævnte tilfælde er en almindelig riffel, med kikkert og det hele, ikke særlig hensigtsmæssig, idet den er for ufleksibel og for langsom at anvende. Man kunne dog godt bruge en kort riffel og skyde over korn og kærv, men det bedste våben er nu en gang et håndvåben i disse miljøer. Palmerne er lavtvoksende versioner af forskellige arter. De gror som buske og bliver op til to meter høje. Hvad de ikke har i højden, har de imidlertid i bredden, idet de vokser op, bladene falder ud til siden, og buskene bliver derved lige så brede som høje og er vanskelige at komme forbi. Til gengæld fungerer de glimrende som dækning for svinenes dagsæder.
Traditionsrig jagt
Traditionen med at jage vildsvin med hund i USA stammer fra de tidlige bosættere, der rejste mod vest med hestevogn, familier, husdyr og så videre for at søge et bedre liv. Hvor end de slog sig ned, var det almindeligt, at de havde fritgående svin i nærområdet. Lejlighedsvist blev svinene indfanget ved hjælp af hunde for at blive mærket i ørerne, hvorved man kunne hævde sin ejendomsret. I dag har denne gamle tradition udviklet sig til at være en populær form for jagt. Der er mange, og delte meninger, om jagtformen, men det ligger fast, at det er et vigtigt og nødvendigt redskab til at holde vildsvinebestanden under kontrol – især i de områder, hvor vildsvinene er blevet overvejende nataktive, idet hunden kan opsøge dem i deres dagsæder. Det er ikke nødvendigvis mange svin, der dør på denne måde, men den forstyrrelse, som jagten skaber, kan være med til at holde svinene væk fra områder, hvor der skal sås, plantes eller høstes. I Florida, især ved de enorme citrusmarker, tager svinene mængder af værdifuld frugt og laver skade på appelsintræerne ved at knække grene af, ofte i ret store mængder.
Under angreb
En halv times tid senere befinder jeg mig igen ved siden af Ryan, og igen peger hans finger ind i noget tæt krat. Hunden kan jeg ikke se, men jeg får et glimt af et mellemstort svin, lige da det drejer rundt og forsvinder under bulder og brag. Der kom jeg for sent, men håbet er ikke ude, for nu kan jeg høre hunden gå efter grisen. Minutter senere er vi på vej frem til hundens standhals, og endnu en gang når jeg blot at se grisen forsvinde. Det må være en af de mere livlige.
Et kort øjeblik distraheres vi af to svin, der kommer bragende forbi os og går bagud, men hunden lader sig dog ikke forvirre og holder sig på sporet af det, der vel nok er en ung so eller en lille orne. Tre gange kommer vi frem til hunden for blot at se vildsvinet snyde os og forsvinde, men vi holder fast i chancen. Så endelig, efter en længere løbetur i buskadset, står vi foran det igen. På tre meters afstand træder det ud i en minilysning i palmekrattet og er helt tydeligt overrasket over at se os. Det har sin opmærksomhed henledt på hunden, der halser ude mod venstre, så der er frit skud. Så angriber det frontalt, og da jeg står tættest på, er det mig, det går ud over. Det rammer mit højre ben, men heldigvis ikke frontalt, så jeg bevarer fodfæstet. Det bakker nogle meter og kommer så frem mod mig igen for fuld damp. Denne gang rammer det mit venstre ben, heldigvis ikke særlig hårdt. Instinktivt sparker jeg ud efter det, og rammer det da også et eller andet sted. Det trækker sig endnu en gang baglæns og stiller sig med hovedet helt ned ved jorden, klar til at gøre et nyt udfald mod den trussel, det ikke kan blive kvit. Ryan har fået fat i hunden, og det eneste, jeg nu skal sørge for, er at få grisen skudt, inden den angriber mig igen. Det bliver et let skud, og med en kugle midt i panden, bevæger den sig ikke en centimeter. Igen pumper adrenalinen i kroppen, for hvor var det en intensiv situation. Det er ganske rigtigt en 2-3 år gammel so, men i ret dårlig foderstand, hvilket nok var mit held, idet dens angreb så ikke havde den tyngde, der kunne gøre det farligt for mig. Først noget senere går det op for mig, hvor heldig jeg var med, at det ikke var en stor keiler med lange tænder, for så ville det måske have udviklet sig helt anderledes.
No kill – no pay
Den unge, leopardplettede hund har klaret det fremragende, men Ryan mener, at den har arbejdet nok for i dag. Det er vi alle enige om, og to svin på en formiddagsjagt er da også langt over min forventning, og især når det endte med at blive to gode situationer. Tilbage står afregningen, hvilket dog er ret nem at tage stilling til, for Larry har en ret enkel afregningsform, når det gælder hans jagter, nemlig et par hundrede dollars per svin, uanset størrelse og med det hele. Skyder man ikke noget, er det gratis. Man skal være ret sikker på sit vildt for på denne måde at tilbyde “no kill – no pay”, men det viste sig, at han ikke havde grund til bekymring.
Fakta om nordamerikanske vildsvin
I USA kaldes vildsvin for “hogs”, idet “pigs” refererer til tamsvin. Ofte bruges betegnelsen “feral hogs”, idet ordet “feral” betyder vildtlevende. En so kaldes “sow” og en orne for “boar”. Der er altså tale om forvildede og vildtlevende efterkommere af de svin, som opdagelsesrejsende bragte med sig fra Europa. Den først dokumenterede introduktion i Nordamerika tilskrives Hernando de Soto, der ankom til Florida første gang i 1539. Frem til det tidspunkt fandtes der ingen andre svin i Nordamerika, så banen var fri til, at undslupne grise kunne etablere sig, i første omgang i Floridas sumpe. Gennem de seneste knap 500 år har de spredt sig eksplosivt til alle stater i det sydøstlige USA med en bestand, der i dag dækker over mindst 26 stater og tæller millioner af dyr.
De amerikanske vildsvin adskiller sig på flere punkter fra det vildsvin, som danske jægere kender fra Syd- og Østeuropa og i mindre grad fra det vildsvin, vi kender fra Sverige. Deres adfærd er dog fuldstændig ens, hvorimod amerikanske svin er lidt mere langstrakte i kroppen, har forholdsmæssigt kortere hoveder og snuder, men længere haler. De opretstående ører, der kendetegner europæiske vildsvin, er nogle gange mere hængende, præcis som vi kender det fra nutidens tamsvin. Pelsen er kortere, og børsterne ensfarvede uden den lyse afslutning, vi ser i Europa. Kun 30 procent af de amerikanske svin udvikler underpels. Farven er oftest kulsort, men der findes også brune, blålige og mere rødlige versioner samt dyr med plettet skind – som man kender det fra Sverige, hvor det i nogle områder er almindeligt, at op mod en tredjedel af vildsvinene er brogede. De spæde grise fødes ofte i den blivende farve og kun færre med stribet pels. Der er dog en tendens til, at vildsvinene i USA nærmer sig mere og mere det oprindelige udseende, der er karakteristisk for deres europæiske vilde forfædre. Vægten for orner ligger mellem 70 og 180 kilo.
I forrige århundrede blev der indført “rigtige” europæiske vildsvin til USA, og de går under betegnelse “russian boars”. De findes enkelte steder i deres rene form, men har ellers spredt deres gener, hvor de er kommet frem.
Som sagt er der ingen forskel på amerikanske og europæiske vildsvins adfærd, og “feral hogs” er derfor lige så sky, uforudsigelige, vanskelige at jage og lige så farlige på tæt hold, ligesom trofæet i form af tænder ikke står tilbage for de svin, vi jager i Europa.
