TEKST: PER KAUFFMANN. FOTO: STEEN ANDERSEN SAMT SZCZEPAN KLEJBUK, WILDMEDIA, SORU EPOTOK, ANGYALOSI BEATA, MICHALICENKO, ALEXANDRE BOUDET OG GRZEGORZ LUKACIJEWSKI/SHUTTERSTOCK.
Kun få danske jægere er så erfarne, at de har skudt over 1.000 bukke i deres liv.
En af dem er Heinrich Schimmelmann, der i løbet af 62 år nedlagde 1.367 bukke. Det svarer til i gennemsnit 22 bukke om året. En anden, Eiler Marcher, opnåede at nedlægge i alt 1.186 bukke, heraf to år med mere end 50 bukke på en sæson. Han brugte kun 57 år til at skyde sine bukke og opnåede derved alligevel et gennemsnit på 21 bukke om året. Til gengæld skød han mere råvildt, nemlig angiveligt 1.806 stykker mod Heinrich Schimmelmanns cirka 1.500. Nå, men bortset fra en ubændig lyst til at skyde bukke har ingen af de to herrer mange lighedspunkter med nutidens almindelige bukkejægere. Men erfarne har de nok begge været.
Erfaring
Det er sagt om erfarne bukkejægere, at det er mennesker, der ”altid ved mere, når man prøver at fortælle dem noget, end når man spørger dem om noget”. Og når jeg tænker nærmere over det synspunkt, må jeg også indrømme, at den type jægere har jeg mødt en del af. Altså de, der er erfarne, allerede inden de har skudt den første buk, og derfor er ude af stand til at modtage gode råd og blive klogere. Men jeg har da også mødt erfarne bukkejægere, der aldrig selv synes, at de er erfarne nok, og altid er indstillede på at blive klogere. Men det er nok mere et spørgsmål om personlighed end om erfaring, når det kommer til stykket.
Spænding
Uanset hvad, så har de (reelt) erfarne bukkejægere ikke har brug for råd til, hvordan de kan skyde bukke eller flere bukke. For det kan de i forvejen, det ligger i sagens natur. Men måske kunne nogle af dem have nytte af lidt inspiration til, hvordan bukkejagten kan gøres mere spændende? For jo flere bukke, der ryger op på væggen, jo større sandsynlighed er der for, at jagtens intensitet ryger ned. Hermed mener jeg ikke, at det bliver uspændende, blot at der kommer en knap så forrygende følelse ind i jagten. Nogle oplever, at de tager lidt løsere på jagten, ærgrer sig mindre over en tabt skudchance, at der kommer knap så meget adrenalin i blodet, at deres glæde ved at skyde bukken er knap så ekstatisk og så videre. Erfaring og rutine går hånd i hånd, og rutinen kan risikere at sløve ens sanser og gøre det hele lidt mindre spændende. Bare tænk tilbage på den voldsomme intensitet, du oplevede, da det gjaldt de første bukke, du skød dengang for mange år siden. Er du interesseret i at genskabe den glød, og bringe fornyet lidenskab ind i din bukkejagt. Vil du være ung igen? Så må du gøre din bukkejagt vanskeligere.
En pointskala der vægter jagtens kvalitet
Jeg er efterhånden blevet tilbøjelig til at støtte Michael Sands glimrende forslag som at udvikle en alternativ pointskala til opmåling af bukke. En skala, der ikke handler om opsatsens længde og tyngde, millimeter og gram, men om jagtens kvalitet. En skala, der betyder, at bukken med en mindre prangende opsats kan få ”guldmedalje” og tilsvarende betyde, at den noget større buk kun får få point.
For alle erfarne bukkejægere har oplevet at skyde en god buk, hvor situationen var lige så spændende som at række tungen ud af vinduet. ”Den kom gående, og så skød jeg den”. Men vi har også alle oplevet en mindre buk, der voldte os store problemer, men betalte tifold tilbage med en jagtsituation, der var så spændende, at vi stadig husker det helt tydeligt. Og er det ikke for at opleve noget vildt spændende, at vi går på jagt?
Michaels artikel har inspireret mig til at ændre min jagt, og måske kunne den også inspirere andre erfarne jægere? Et forsøg på at komme op ad kvalitetsstigen i stedet for skydestigen, så at sige. For det kan give selv den mest garvede bukkejæger mulighed for igen at opleve ungdommens begejstring ved at jage danske råbukke.
Michael Sands parametre handler blandt andet om:
Skudafstand
Evnen til at komme helt tæt på en buk viser, at man har gode færdigheder i at bevæge sig rigtigt i forhold til terrænet, vinden med videre. Generelt er oplevelsen mere intens, jo tættere man er på dyret. Af netop denne årsag er der flere og flere jægere, der føler sig tiltrukket af jagt med bue og pil. En buejæger skal ind på en afstand af 20-25 meter, så tæt på bukken, at man næsten kan høre den trække vejret. Samtidig føler mange et behov for at gøre op med de stadig længere skudhold, der følger i kølvandet af det forbedrede udstyr. En buk, der skydes på lang afstand, kræver derfor ikke så meget af jægerens færdigheder, bortset fra en vis skydefærdighed. Derfor får skud på afstande over 100 meter ingen point, hvorimod korte skud giver mange point.
Bukkens alder
Normalt stiger bukkens sværhedsgrad med bukkens alder. Der er en grund til, at gamle bukke er blevet gamle. Synet af en ældre, tykhalset buk med hvide ringe om øjnene kan sende pulsen i vejret på selv den mest garvede bukkejæger. Den puls, der er hele drivværket. I dette pointsystem får unge bukke derfor kun få point, og gamle bukke får mange.
KontaktTid
Mange bukke nedlægges efter ganske få sekunders kontakttid. Pludselig opstår chancen, og sekunder senere er bukken skudt. Måske kendte jægeren end ikke bukken i forvejen. Og selv om man naturligvis skal tage chancen, når den opstår, kan man godt efterfølgende stå med en fornemmelse af, at det gik lidt for stærkt. Kunne man da bare spole filmen tilbage og trække øjeblikket lidt ud. Alt andet lige er det en større oplevelse at have høj puls i 10 minutter end i 3 sekunder. En buk nedlagt på anstand og med en kort kontakttid giver derfor kun få point, hvorimod en buk skudt efter en lang kontakttid og en lang pürsch skæpper godt i kvalitetskassen.
Terræntype
Alt andet lige er det nemmere at nedlægge en buk i et terræn, der er nemt at jage i, for eksempel en eng eller en mark, der kan overskues fra en hochsitz. Derfor giver det ikke så mange point, hvorimod en buk nedlagt fra jorden og i et vanskeligt terræn, eksempelvis en tæt og ufremkommelig mose, giver maksimumpoint.
Bukkens dragt og opslag
En buk med en knaldrød sommerpels og med en helt færdigfejet opsats er æstetisk set smukkere end en buk, der er fuld af løse vinterhår og måske oven i købet ikke er helt færdigfejet. Den første giver mange point, den sidstnævnte færre. Med andre ord skal vi lede efter en ”færdig” og ”perfekt” buk. Det betyder samtidig, at den ofte ikke skal skydes i begyndelsen af sæsonen (hvor det er nemmest), men at man skal vente til senere på sæsonen. Det er sværere, men til gengæld giver det en buk med et perfekt udseende.
Der er noget om det
Når jeg tænker tilbage på mine bukke, og i hvor høj grad jeg husker dem som prisværdige, så har Sand jo ret. Jeg holder langt mere af, og husker langt bedre de bukke, der fik adrenalinpumpen op i det røde felt. Fordi de var helt tæt på, før havde snydt mig, eller på anden måde var besværligere end dem, jeg lige fik øje på og straks skød. Måske er mine allerbedste oplevelser med bukke, de der var så besværlige og gav mig så intense situationer, at jeg ikke fik dem skudt. En af mine venner skød en ulige 8-ender for næsen af mig for mange år siden på Vallø. Han havde kun været ude i kort tid den morgen, da den kom springende og stillede sig op i højskoven. Jeg havde jaget den intenst i flere uger og haft kontakt med den, oven i købet adskillige gange. En morgen havde jeg en tynd skudchance til den, men formåede ikke at udnytte den af ren befippelse og bukkefeber. Den buk har givet mig mere glæde end mange af dem, jeg har skudt fra en hochsitz.
Michael Sand forsøger altså at inspirere os, de mere erfarne bukkejægere, til at komme langt tættere på bukken, inden vi skyder, lade de unge bukke gå, trække jagtsituationens kulmination ud, hygge os lidt længere med bukken, undgå de nemme terræner og lede efter en buk, der præsenterer sig optimalt. Med andre ord, drop stigerne, drop de hurtige skud. Hæv barren for bukkens alder, tøv noget længere, kravl ned fra hochsitzen og pürsch dig ind på klos hold. For både at få en buk og få adrenalinen helt op. Måske skulle du oven i købet gå så langt, at du beslutter, at du først skyder bukken, når du får chancen for anden gang. Træk fornøjelsen ud. En besnærende tanke.
Giv dine erfaringer – og din buk – fra dig
En helt anden mulighed for den erfarne bukkejæger er at opleve fornøjelsen ved at lære fra sig, og se en mindre erfaren jæger skyde bukken. Så hvorfor ikke overveje at invitere en mindre øvet bukkejæger med på jagt. Ikke bare for at hun eller han skal skyde din buk, men for at give vedkommende lejlighed til at lære af dig, som mere erfaren. For erfaren mand er god at gæste, og det er nemlig også sådan, at selv den mest erfarne bukkejæger kan lære meget af at guide andre til en buk. Det stiller helt andre krav at være en god guide, og det er et faktum, at det er umuligt at lære fra sig uden selv at lære noget.
