Katastrofale brande skader Australiens vildtbestande

Brandfolk, civile og jægere kæmpede for at redde vildt og mennesker under de voldsomme brande

TEKST: THOMAS JERICHOW. FOTO: TOA55, MWPHOTOS55/SHUTTERSTOCK.

De omfattende skovbrande i Australien har også været en katastrofe for vildt og dyreliv i dele af det store land.

Verdensnaturfonden (WWF) anslog i januar, at mere end en milliard dyr er omkommet under brandene. WWF’s tal indeholder ikke insekter eller padder. Det reelle tal kan dermed blive markant højere.

Blandt de hårdt ramte arter er kænguruer, koalabjørne, flyvepungegern og kakaduer.

Brandene har især hærget de sydøstlige dele af Australien. New South Wales, Queensland og Victoria er traditionelt områder med mange større landbrug med fokus på korn og får. Områderne byder tillige på nogle af de store byer i Australien og nogle af Australiens største skove, og derfor også på mad og habitat til store bestande af vildt. Bestande, der nu er hårdt ramt af brandene.

Jægeren Patrick Boyle blev hyldet for at redde vildtet under de voldsomme brande i Australien.

Australsk natur under pres

Australien slås i forvejen med bestande, der enten er truede eller eksploderer. I begge tilfælde en bekymrende udvikling for lokale beboere og jægere.

Kænguruer har i årtier været jaget som skadevildt ligesom australske jægere har jaget kameler fra helikopter for at få den millionstore bestand ned i områder, hvor de var blevet til gene for lokalbefolkningen.

Omvendt vakte det opsigt sidste år, at bestanden af koalabjørne er bekymrende lav, og at bjørnenes overlevelse kan være truet i Australiens fri natur.

Netop koalaerne fandt en ven i den australske jæger, Patrick Boyle fra delstaten Victoria, som gik til skovs og fandt mere end 25 koalaer i de udbrændte skovområder i nærheden af byen Mallacoota.

”Jeg begyndte at lede i en udbrændt eucalyptuslund og var overrasket over, hvor hurtigt jeg fandt skadede og chokerede koalabjørne og andre dyr,” fortalte Patrick.

10 af de 25 koalaer, den unge jæger fandt, var døde, 10 var skadede og 5 var uskadte, men chokerede. Private oprettede derefter et internat for skadede dyr i et lokalt hus.

Nogle eksperter anslår, at en tredjedel af verdens koalaer er omkommet i brandene.

https://www.youtube.com/watch?v=i1luQrZScmo

Se film med Patrick Boyle her

Brandene truer fortsat

Indtil videre er mere end 100.000 kvadratkilometer udbrændt. Det er et område, der er dobbelt så stort som Danmark (43.000 km2), og ilden er stadig ikke helt under kontrol. Siden efteråret 2019 er mere end 25 mennesker omkommet, og delstaterne New South Wales og Victoria er i undtagelsestilstand.

På sigt kan den største katastrofe dog vise sig at være uoprettelig skade på de australske vildtbestande.

Flere steder i det sydøstlige Australien er der oprettet hospitaler og internater for skadede vilde dyr, men for mere end en milliard dyr er det for sent.

Ødelagte økosystemer

Problemet er ikke kun de døde dyr, men også at hele økosystemer er ødelagte, hvilket gør det svært for dyrene at genetablere sig. For eksempel kræver de berømte koalaer en særlig type skov med mange eukalyptustræer.

Den type skov skal nu genskabes hurtigt, hvis koalaerne skal overleve i det sydøstlige Australien.

Blandt de områder, der er hårdt ramt, er regnskoven Gondwana i New South Wales, der er på FN’s World heritage list for sin fantastiske biodiversitet.

Australien er et af kun 17 lande i verden, der betegnes som biologisk megadiverse.

Mange af arterne holder til i netop de områder, der har været påvirket af brandene. Deres fremtid hænger sammen med hele systemets overlevelse. Arter kan nemlig ikke blot uddø på grund af brandene, men også som en konsekvens af andre arters forsvinden eller mangel på en særlig type skov eller terræn.

Truslen er særli stor mod mindre arter, der ikke er så mobile som store arter.

Konsekvenserne af de australske brande kan først endeligt måles om flere år, men jagten i flere australske delstater blive ikke den samme de kommende år.

Læs mere

Nyheder