AF NIELS DYGAARD
FOTO: NIELS DYGAARD OG SHUTTERSTOCK.
Hvis der er en detalje ved jagtriflen, der kan dele vandene, er det snellen. I nogles øjne en glimrende anordning, der kun kræver en fjerlet berøring, hvorfor riflen lettere kan holdes helt i ro i aftræksøjeblikket, i andres en overflødig ”dims”. Personligt har jeg blandede oplevelser med dette tekniske vidunder, hvilket også vil fremgå af denne beretning.
I de første år af min jagtlige karriere hørte en riffel endnu ikke til i mit våbenskab. Det husede kun min Gebrüder Merkel O/U, da der på den jagt, jeg havde lejet, stort set kun var mulighed for fuglevildtjagt, og haretramp. Det ændrede sig for nogle år siden ved købet af en ung nåletræsplantage i det midtjyske godt et bøsseskud – riffel vel at bemærke – fra Sankt Sørens Kirke i Gammel Rye med dens ensomme tårn, og hvor der i 1534 blev skrevet Danmarkshistorie, da jyske stormænd undsagde Christian den 2. og valgte hertug Christian til konge.
Kein heger – kein jäger
Ikke langt herfra ligger også Øm Kloster, hvor Cisterciensermunkene i fordums tid har stridt og søgt deres sparsomme udkomme på den sandede jord. For barsk og mager er naturen her. Med ovenstående, kendte tyske ord in mente var jeg med det samme på det rene med, at der lå en større vildtplejeopgave foran mig. Jeg gik derfor straks i gang med at omdanne nogle af brandbælterne til fodermarker. En jysk plantage vil, hvad vildtbestanden angår, selvsagt aldrig komme til at kunne måle sig med ”sjællandske alen”. Dog vidnede talrige spor efter både fasan, hare og råvildt snart om, at det ikke var forgæves, at de før så golde brandlinier nu fremstod som saftige, grønne bånd med boghvede, turnips og foderraps, sidstnævnte især meget søgt af råvildtet.
270 Winchester til alt lige fra blishøne til elg
Her måtte en riffel således være på rette plads. Jeg kørte derfor ud til Kristian O. Skov i Bording, hvor jeg forelskede mig i en Steyer Mannlicher med snelle. Hvad kaliber angik, havde jeg på forhånd studeret diverse kataloger og ballistiktabeller og var kommet frem til, at 270 Winchester måtte være et godt valg for mig, også fordi jeg var stillet Hochwildjagd i Tyskland efter vildsvin og kronvildt i udsigt. Da jeg nævnte dette kaliberønske for Kristian, svarede han, at han selv have en 270`er, og at han skød alt lige fra blishøns til elg med den. Så var den sag ligesom afgjort!
To små dyr og en buk
Vi nærmede os maj, og efter flere gange at have været på skydebanerne i Vingsted, følte jeg mig klar til min debut som riffeljæger. Det første, spæde dagslys den 16. maj fandt mig derfor på plads i den hochsitz, jeg havde bygget ved en større rydning med spredte gyvelbuske og enkelte, selvsåede birketræer, og hvor spor og fejning tydede på livlig trafik af råvildt. Her bliver min tålmodighed ikke sat på nogen vanskelig prøve, for snart træder en rå, et smaldyr ud fra granerne for øjeblikket efter at blive fulgt af endnu et. Et smukkere syn kan man ikke forestille sig, som de to yndefulde dyr i det første sollys står dér på lysningen i det dugvåde græs mellem gyvelbuskene. Mens jeg sidder og nyder synet af dem, som de går og nipper til væksterne derude, er det – med en helt tom trofævæg derhjemme – med det stille håb, at de måske vil få følgeskab af en buk. Det ser dog ikke ud til at ville ske, og efter et stykke tid glider de igen ind mellem granerne omtrent på samme sted, som de var trådt ud fra.
Snellen stikkes
Nogle få minutter efter, at den sidste er forsvundet, træder endnu et dyr ud på lysningen, og denne gang møder mit blik ikke en rå men en buk! Hele hans fremtoning viser klart, at her kommer revirets ubestridte hersker. Hvilken opsats og hvilken udstråling, som han står der på lysningen i det nu klare dagslys, og alle gode råd mod bukkefeber er i samme sekund glemt – hjertet hamrer vildt i brystet, blodet bruser i årerne og åndedrættet galoperer. Han derimod går stille og roligt rundt derude, nipper lidt til vegetationen, standser op en gang imellem, klør sig bag øret med det ene bagløb – og kommer stadig nærmere. Afstanden er nu under 75 meter, og jeg venter nu kun på, at han skal stå med siden til. Af hensyn til mit blodtryk må det meget gerne ske snart, men hele tiden er der en eller anden saftig, lille, grøn spire, han må hen at smage på – og aldrig med siden til. Efter, hvad der føles som en evighed, sker det omsider.
Så roligt, som det er mig muligt, lægger jeg riflen til kinden. Og i samme øjeblik, jeg har ham i kikkerten, stikker jeg snellen – på grund af min febertilstand må alle midler tages i brug for at holde riflen helt i ro. Men hvad oplever jeg? Jeg er overhovedet ikke i stand til at lande trådkorset sikkert på bladet. Det peger snart her, snart der. Stille lægger jeg derfor snellen og lader riflen synke. Denne dejlige morgen skulle ikke gerne ende med, at man startede sin riffelkarriere med en anskydning.
Ny chance
Fortvivlet og frustreret over min manglende selvbeherskelse kan jeg kun se til, hvordan også han kort efter glider ind mellem granerne. Hvad nu? Blive siddende og vente på en ny chance eller liste lidt rundt? Midt i disse overvejelser ser jeg ham da atter træde ud på lysningen – næsten på samme sted kun godt 75 meter borte. Heldigvis er jeg under hans korte fravær kommet så meget til mig selv, at jeg denne gang kan jeg lande trådkorset sikkert på bladet, da han igen står med siden til. Et sidste fast greb om riflen, og, da feberen trods alt ikke helt har lagt sig, vælger jeg igen at stikke snellen. En dyb vejrtrækning, en ganske let berøring af aftrækkeren, og et øredøvende brag flænger morgenstilheden. Væk er bukken! skudt forbi? Nej, for henne bag nogle små, selvsåede graner, ser jeg et bagløb stikke op. Da det overhovedet ikke bevæger sig, går jeg ud fra, at han er forendt i knaldet. Efter for alle tilfældes skyld at have repeteret bliver jeg alligevel siddende ”den obligatoriske pibes tid” – også for lige at genopleve hele scenariet.
107,7 point
Bag smågranerne finder jeg ham til min glæde øjeblikkelig forendt, ramt af en høj bladkugle fra den lynhurtige og hårdtslående 270 Winchester. Jeg sætter mig på hug og nyder synet af ham med hans smukke lyreformede opsats og kører endnu en gang filmen baglæns. En bedre start som ny riffeljæger kunne man ikke ønske sig. Hvor gavmildt Diana denne majmorgen havde tilsmilet mig, fremgår i dag af det diskrete, lille diplom, der fortæller, at bukken med opsatsen opmålt til 107,7 point er en bronzemedaljebuk. Efter denne debut besluttede jeg mig for at lade det være godt med denne ene buk.
Samme scene året efter
Det blev atter maj. Den 16. maj stod hochsitzen ved skovlysningen dog tom, da jeg var på studietur i Tyskland, men ugen efter var jeg naturligvis på rette plads til rette tid. Det er en meget smuk morgen, der bryder frem – ikke en sky på himlen, og ikke en vind, der rører sig. Inde fra en lille birkelunds lysegrønne løv hilser en solsort med sine bløde, melodiske fløjtetoner den gryende dag – en gang imellem tilsat skovskadens hæse skratten. Bortset fra glæden ved at opleve hele den vågnende natur kom der dog ikke noget ud af det denne morgen. Om aftenen så en jeg en lille spidsbuk, som jeg valgte at lade gå og ellers intet. Heller ikke de næste fem seks gange kom det til nogen skudchance. Den 27. maj er jeg igen derude og kan fra min orkesterplads i hochsitzen i det første dagslys på ny lytte til solsortens smukke morgenmusik.
God morgen, Hr. Ræv!
Efter en halv times tid fanger mit blik en bevægelse langt ude på et brandbælte, der støder op til lysningen – bukken? Nej, en ræv er det. I det næste kvarters tid skal jeg nu fra mit ophøjede stade blive vidne til hans forskellige morgengøremål. I sin fødesøgning ser jeg ham først med hovedet let på skrå lyttende indtage den kendte museposition for derefter at foretage det ligeså kendte hop ret op i luften – denne gang desværre uden udbytte. Nærmere og nærmere kommer han, og da et par krager trækker forbi, kigger han ligesom længselsfuldt op efter dem, som om han tænker: ”Kan I mon fortælle mig, hvor man kan finde sig lidt morgenmad?” Næppe. Han er nu nået helt ud på lysningen, og da han er blot godt en snes meter fra hochsitzen, begynder han at snurre rundt om sig selv for at forrette et vigtigt ærinde. Da han er færdig med det, føler jeg, at jeg nu kender ham så godt, at det ville være uhøfligt ikke at hilse på ham og siger derfor lavt, men dog hørligt: ”God morgen, Hr. Ræv!” Den hilsen var han ikke lige forberedt på – han stivner øjeblikkeligt og uden at tage sig tid til at besvare den, forsvinder han skyndsomst ind i den nærmeste grantykning.
Den stukne snelle
En lille time forløber, og så skulle min tålmodighed ikke udfordres længere. Næsten på samme sted, hvor bukken sidste år trådte ud på lysningen, kommer atter en buk til syne – og hvilken buk! Med det blotte øje kan jeg se, at hans opsats er mindst lige så stor – måske endda større end den, der pryder min trofævæg derhjemme. Afstanden over til ham er mindre end 75 meter med mulighed for rent sideskud. Uendelig forsigtigt lister jeg riflen op, og med sidste års gode snelle-oplevelse i erindring stikker jeg også denne gang snellen, tager en dybe indånding og er klar til at slippe kuglen. Da sker det, at, netop som jeg skal til at krumme fingeren til en fjerlet berøring af aftrækkeren, sætter han sig i bevægelse og forsvinder ind i en bevoksning af mandshøje graner, der som en tunge stikker ud i lysningen ude til højre for hochsitzen.
Åndeløs venten – hvornår kommer han frem igen? Sekunder bliver til minutter. Hvor er han blevet af? Nærmest i den diametralt modsatte side træder han da igen ud på lysningen. Jeg må derfor ændre skudretning og svinger hurtigt riflen rundt – alt for hurtigt! for til lige stor forskrækkelse for såvel bukken som mig brager skuddet løs, fremkaldt af dette pludselige sving. Væk var han som et lyn, og tilbage sad jeg med en meget flov fornemmelse. Hvordan havde jeg dog kunnet glemme den stukne snelle, som jeg naturligvis skulle have lagt straks, da han forsvandt for ikke lige med det samme at lade sig se igen.
Mere malurt
Man vil forstå, at jeg følte det som et ekstra dryp malurt i bægeret, da jeg året efter i ”Bukkenes Top Ti” kunne læse, at ”min buk” – skudt på nabostykket – var en guldmedaljebuk og endda den næststørste, der det år var blevet nedlagt herhjemme. Efter denne fadæse, som jo kun jeg var skyld i, ville jeg dog give mig selv en chance mere for at rehabilitere mig som snelleskytte. Året efter var jeg i Polen. Den første morgen var jeg sammen med min jagtfører på plads i en hochsitz, der står ved en af de kæmpestore boghvedemarker, der er så karakteristiske for egnen der. Da vi har siddet der et kvarters tid, kommer en buk frem fra en lille bevoksning med hyld, røn og andre mindre løvtræer og træder ud i den lave boghvede. Kikkerten afslører en mindre, men abnorm opsats. Snellen bliver derfor stukket, fjerlet tryk på aftrækkeren, og bukken falder for en ligeså god kugle som bronzemedaljebukken. Vi trækker ham ud på den tilgrænsende, vårgrønne eng til det obligatoriske foto med jægeren, der også har fået overrakt sin Bruch. En god start på en spændende jagtuge i dette skønne jagtland.
Efterskrift
Efter disse oplevelser har jeg vel forståeligt nok et lidt ambivalent forhold til snelle, hvis popularitet de senere år også er dalet herhjemme, i modsætning til i Tyskland, hvor den stadig er ganske populær blandt mange tyske jægere. Skulle andre have det ligesom jeg, er det heldigt, at flere fabrikater bl.a. Steyer Mannlicher og visse Sauer-modeller stadig har denne indbygget som en valgmulighed.
