AF ASBJØRN HELLESØE-JENSEN. FOTO: ASBJØRN HELLESØE-JENSEN OG SHUTTERSTOCK
Amerikansk opfindelse
Som mange andre store opfindelser kommer ducktubes også fra USA, hvor der bliver gået seriøst og systematisk til værks med vildtforskningen. I starten af 1990’erne blev det hos organisationen Delta Waterfowl, som er en organisation for andefuglejægere i Nordamerika, besluttet, at man ville knække koden til at øge ynglesuccessen hos gråænder. Det allerstørste problem, man havde afdækket under den indledende research, var en meget høj redeprædation – andeæggene blev simpelthen aldrig til ællinger.
For at lave om på det måtte man nødvendigvis opfinde en redetype, som i så vid udstrækning som muligt, gjorde det umuligt for prædatorer at komme til æggene. Her har netop ducktuben i sammenligning med andre lignende prototyper, som Delta Waterfowl forsøgte sig med, vist sig som den bedste type redeskjul for gråænderne.
Hvordan virker det?
Ideen i ducktuben er, at den forhindrer flyvende prædatorer – som krager og husskader – i at komme til æggene ovenfra. De er tilsyneladende ikke i stand til at komme ind i ducktuben, og minktråden hindrer dem effektivt i at komme til ovenfra. Derudover gør placeringen på en pæl over vandet det også umuligt for firbenede prædatorer – som mink og rotter – at komme til reden. Alt i alt en relativ gennemtænkt løsning på problemet med redeprædation.
Ducktubes kan øge andelen af reder, hvor udrugningen lykkes helt op til omkring 80% -mere almindeligt omkring 60 %, mens gråænder, der ruger på jorden, kun har 5-10% succes. Ducktubes er derfor en meget direkte vej til at øge bestanden – og dermed også det jagtlige udbytte – af gråænder. Især i en tid hvor reglerne omkring udsætning af gråænder kun går i én retning, og hvor det er blevet almindelig kutyme blandt kommuner kun at give tilladelse til etablering af nye søer på den betingelse, at der ikke udsættes gråænder. Med andre ord bliver vi nødt til at have fokus på, hvordan vi plejer de vilde bestande af gråænder optimalt.
Lav dine egne ducktubes
I al sin enkelhed består ducktuben af et dobbeltvægget rør i metaltråd – typisk minktråd der er tilpas stift – hvor mellemrummet er fyldt op med strå af den ene eller anden slags. I originalen fra Delta Waterfowl er der anvendt hørhalm, men dette er som bekendt en udbredt mangelvare i Danmark. Man må derfor ty til alternativer i form af almindeligt halm fra hvede, byg, havre osv., frøgræshalm, hø, tagrør eller andet forhåndenværende materiale. Tilsyneladende er gråænder ikke kræsne, hvad dette angår.
Af og til ser man ducktubes i almindelig kyllingetråd med sekskantede masker, men denne type tråd er ret blød og bøjelig. Når der så lander en fiskehejre eller en grågås oven på ducktuben, klapper den sammen. Minktråd i passende tykkelse – minimum 0,9 mm. – er til gengæld både stift og fjedrende, så det selv hopper på plads, når fiskehejren letter igen.
Rent æstetisk er det nok tagrør, der er pænest, men ænderne er med garanti ligeglade. Det vigtige er, at reden er skærmet ovenfra, så anden ligger trygt og uforstyrret på reden. Det er således heller ikke regnen, der skal holdes ude, og utætheder i fyldet er derfor mindre afgørende. Tagrør er til gengæld ikke godt som redemateriale, så vælger man tagrør, bør man være ekstra opmærksom på at fylde ducktuben med halm eller hø, der kan fungere som redemateriale.
Redematerialet er afgørende for succes, da det sikrer, at æggene ligger stabilt, og ikke ligger og ruller rundt på minktråden. Ænderne vil formentlig også være tilbøjelige til at fravælge en ducktube uden tilstrækkeligt med redemateriale. En and, der ruger på jorden, samler redemateriale i redens umiddelbare nærhed – hvad de kan nå fra reden. Det gør de også inde i ducktuben, og man må derfor på forhånd have placeret egnet redemateriale i selve ducktuben. Ænderne vil også i nogen udstrækning trække halm eller hø ind gennem trådene. Som tommefingerregel bør selve det rør, ducktuben hvert år, i det tidlige forår, inden æglægningen begynder, fyldes 2/3 op med friskt redemateriale, der løsnes passende, så anden kan møblere rundt med det.
Målene på ducktuben har selvfølgelig en betydning, men eftersom de færreste ænder går med tommestok, så er der plads til mindre afvigelser. Det indre mål på røret bør være omkring 30 cm., mens længden på røret bør være omkring en meter.
Til at holde ducktuben kan der laves flere forskellige løsninger. Originalen er monteret i en holder, der igen er monteret på et jernrør. Jernrøret umuliggør, at rotter og andet kan klatre op. Et ½-tomme galvaniseret vandrør af samme slags, som bruges som hegnspæle til skovhegn, er ganske udmærket som pæl. Holderen findes der et hav af forskellige måder at konstruere på. Jeg er tilhænger af en model i jern, der består af to stænger rundjern bukket i u-facon, der er sat samme med enten et stykke fladjern eller et par lige stænger rundjern. Midt på monteres et rør, der glider ned over jernrøret der slås i jorden.
At holderen med de u-formede stykker rundjern går op på siden af ducktuben, gør den langt mindre eftergivende for fiskehejrer, gæs, og hvad der ellers vil lande ovenpå. Det er langt mere solidt end de, der blot er monteret på et bræt.
Opstilling
Hvor stiller man så disse ducktubes op? Det korte svar er: Dér, hvor gråænder i forvejen yngler, og hvor man gerne vil øge ynglesuccesen. Hvis ikke man har gråænder i forvejen, så kan man ikke forvente, at rørene gør den helt store forskel.
Rent terrænmæssigt placeres de ude på mere eller mindre åben vandflade, fri af bevoksningen langs kanterne. Selve ducktuben skal befinde sig minimum en halv meter over vandoverfladen. I amerikanske forsøg har man ikke kunnet konstatere nedgang i brugen ved at placere ducktuben højere – helt op til små to meter over vandoverfladen. Man skal derfor ikke være så nervøs for at sætte den for højt.
Hvordan kommer ællingerne så op igen? Det gør de ikke! Når ællingerne har forladt reden, kommer de aldrig tilbage – det samme gør sig gældende for ællinger, der er udruget på jorden. I øvrigt er det ikke så ualmindeligt, at ællinger udruges på altaner og lignende steder inde i byerne. Når de klækker, hopper de ned og følger andemor til vandet.
Ikke for mange
I større søer bør ducktubesene placeres med god afstand – man bør ikke opstille flere, end man med rimelighed kan forvente kan besættes. Som tommelfingerregel har jeg anvendt, at de skal opstilles så langt fra hinanden, at rugende ænder ikke kan se hinanden. I virkeligheden er det noget andet, der er bestemmende, for gråænder er nemlig fra naturens hånd territoriedannende.
Hvert gråandepar har sit eget territorium, der består dels af åben vandflade og dels af rørskov, pilekrat eller anden form for bredzone. Er der for mange par på for lidt plads, resulterer det i megen uro. Det ses især ved, at andrikken, der er den territoriehævdende part, forfølger anden i det indtrængende par. Man kan derved ved et simpelt feltstudie i det tidlige forår relativt nemt afgøre, hvor mange ducktubes der er behov for i en given sø blot ved at iagttage gråænderne på stedet.
Hvad skal man forvente?
Erfaringer fra Delta Waterfowls mange forsøg med ducktubes – bl.a. med ringmærkning af rugende ænder og efterfølgende ællinger – viser, at man ikke bør forvente den helt store succes det første år. Men stille og roligt vil ænderne i området finde en ducktube mere og mere indbydende som redeskjul. Det skyldes, at ænder, der én gang har ruget et kuld ud i en ducktube, vil være tilbøjelige til at vælge samme type redeskjul igen. Dertil vil ællinger udruget i ducktubes også være mere tilbøjelige til selv at vælge denne type redeskjul frem for at bygge rede på jorden.
Vedligehold
Som nævnt tidligere er redemateriale vigtigt. Derfor bør man hvert år forsyne ducktubesene med friskt redemateriale. Ved samme lejlighed bør gammelt redemateriale, æggeskaller og eventuelt andet uvelkomment fjernes.
Afhængigt af hvilket materiale, man har brugt til ducktuben, kan denne også trænge til en lettere opfriskning. Eftersom det er relativt billige materialer, der anvendes, ser jeg ikke umiddelbart nogen stor fordel i at tage rørene ind om vinteren.
Sidste frist for opstilling af ducktubes er ultimo marts, primo april, hvor gråænderne typisk indleder æglægningen.
God arbejdslyst!
