TEKST: ASBJØRN HELLESØE-JENSEN. FOTOS: ASBJØRN HELLESØE-JENSEN OG SHUTTERSTOCK
Den perfekte universal-vildtager findes ikke planlægning
Først skal man afgøre, hvad vildtagerens funktion skal være. Lad mig med det samme afsløre, at modsat, hvad mange forestiller sig, så findes den perfekte universal-vildtager ikke. Der skal tages højde for, hvad den dybere mening med vildtageren er. Hvad mangler der i terrænet i forhold til, hvad man gerne vil opnå? Hvilken type jordbund er der, og hvordan er næringsstofforholdene? Alt dette bør man have en idé om, før man kan komme med et nogenlunde kvalificeret bud på, hvilken vildtafgrøde eller –blanding der egner sig bedst til den pågældende opgave. Man skal derfor tænke over, hvad vildtageren skal kunne tilbyde vildtet og derudover sætte sig lidt ind i, hvad de forskellige afgrøder kan tilbyde.
Hvornår?
Vildtagre kan etableres fra foråret, henover sommeren og et godt stykke ud på efteråret. Etablering i sensommeren og efteråret er ikke ret udbredt, da langt de fleste har fokus på at etablere en vildtager, der giver dækning og føde i jagtsæsonen. Det kan dog være ligeså vigtigt – eller måske endda vigtigere – at sørge for, at terrænet indeholder vildtagre, der kan fungere som vinterføde i den sene vinter og det tidlige forår. Derudover er der også den noget oversete opgave med at skabe redeskjul for fasaner og agerhøns. Sådanne vildtagre kan med fordel etableres senere på året, end man almindeligvis vil forsøge sig med, da de jo i sagens natur ikke skal indgå i efterårets jagter.
Forberedelse i terrænet
I terrænet er første opgave at placere vildtageren. Som jæger og vildtplejer har man sikkert en idé om, hvor vildtagrene skal placeres for at fungere bedst muligt. De fleste steder vil der fra land- og skovbrug også være ønsker om, hvor vildtagre kan placeres, og derudover er der selvfølgelig også nogle regler og love, der skal iagttages.
Lidt afhængig af, om man selv ejer jorden, eller det er noget man lejer, og om man selv foretager alt arbejdet, eller man har folk til det, mener jeg, at man allerede ret tidligt på året bør markere, hvor vildtagrene skal være, så alle involverede parter er klar over det. Det kan gøres med landmålerstokke eller mere simple bambuspinde eller lignende – man skal dog kunne finde dem igen, og her er den type mærkespray, der bruges til at vise træ ud med i skoven, helt perfekt. Den kan man i øvrigt også bruge til at skrive mindre instruktioner på jorden. F.eks. ”STOP HER!”, angive afgrødeskift, hvis der skal være flere forskellige vildtafgrøder, og hvad man ellers synes kan være vigtig information i terrænnet.
Hvad må man på landbrugsjord?
På landbrugsjord kan vildtagre i princippet placeres, hvor man ønsker det, men der er alligevel et par regler, man skal have styr på.
Anlægges vildtagre i striber af maksimalt 10 meters bredde, med minimum 10 meter imellem striberne og udgør striberne tilsammen maksimalt 10 % af markens samlede areal, så skal man ikke anmelde noget særskilt i forhold til den årlige ansøgning om tilskud. Derudover gælder det, at sådanne striber ikke må bestå af majs eller korn i renbestand – typisk vil man altså anvende en blanding af forskellige vildtafgrøder. Denne ordning betyder, at man sparer tid på kontoret og/eller penge på konsulenthjælp, hvilket kan være et væsentligt argument i forbindelse med at komme i gang med vildtagre.
Andre former for vildtagre kan også være tilskudsberettigede(Grundbetaling). Disse skal dog anmeldes særskilt, når der ansøges om tilskud, hvilket giver lidt ekstra besvær, men det kan dog sagtens lade sig gøre – blot med et mindre indslag af bureaukrati.
For alle vildtagre på landbrugsjord – striberne inklusiv – gælder det, at de ikke har nogen kvælstofnorm. Det betyder, at landmanden får et fradrag i den mængde gødning, han må udbringe, svarende til det areal, vildtagrene lægger beslag på.
Hvad må man på naturarealer?
Naturarealer i naturbeskyttelseslovens forstand må ikke anvendes til vildtagre. Arealerne er beskyttet af naturbeskyttelseslovens §3, der siger, at man ikke må foretage sig noget, der ændrer tilstanden på arealet. At vi jægere overholder dette er meget vigtigt – i hvert tilfælde hvis vi skal kunne se os selv i spejlet og sige, at vi passer på naturen. Det kan godt være, at det ikke i alle tilfælde er lige præcis den natur, man som jæger er mest sulten efter, men der skal også være plads til andet og mere end det jagtbare vildt.
Hvad må man i skoven?
I fredskov gælder skovloven, som dikterer, at der skal være træer. Om vildtagre siger skovloven ikke ret meget – i hvert tilfælde ikke noget konkret. Men dog kan man læse, at man må have op til 10 % lysåbne naturarealer uden træbevoksning, og dertil må man holde arealer fri for træbevoksning, hvis det skønnes at være nødvendigt for skovdriften.
I langt de fleste skove, der drives aktivt, er der i forvejen arealer, som af den ene eller anden grund ikke er træbevoksede, og som dermed er særdeles velegnede til vildtagre. Det kan f.eks. være brandbælter i plantager. Det kan også være læggepladser, hvor der kun lejlighedsvis ligger træ. I mange tilfælde kan det også give god mening at åbne lidt op langs veje og grøfter, hvor man før eller siden kommer til at skulle passere med en maskine i forbindelse med skovdriften. Et 5 meter bredt kløvergræsbælte langs en skovvej eller en grøft giver både føde til vildtet og et helt anderledes helhedsindtryk af skoven og giver god mening i forhold til skovdriften.
Ukrudt forsvind!
Inden man overhovedet tænker på at købe frø, skal man i gang med ukrudtsbekæmpelsen. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, da ikke alle arealer er lige belastede af ukrudt. Sikkert er det dog, at man bør bruge en hel del mere energi på den indledende ukrudtsbekæmpelse, end de fleste gør, og hvis man starter 2 dage, før man skal så, er man kommet for sent i gang. Det giver et dårligt resultat, og det kan ingen være interesserede i.
Overordnet set findes der to tilgange – kemi eller økologi. Som vildtplejer bør man af åbenlyse årsager næsten pr. automatik foretrække den løsning, hvor man ikke bruger kemi. Men kun næsten. Man bør også have en pragmatisk tilgang til opgaven og erkende, hvis man er oppe imod overmagten – at overmagten typisk vil være legemliggjort i form af kvik og tidsler. Her kan en enkelt sprøjtning gøre stor nytte, og skaden er nok relativt begrænset i det større perspektiv.
Vælger man den kemiske metode, bør man først og fremmest alliere sig med en person, der har et sprøjtecertifikat. Opskriften er at sprøjte arealet 2-3 uger, før man planlægger at så. Er ukrudtet meget stort, kan det være nødvendigt at slå arealet først, gør det gerne i god tid inden sprøjtning, så man er sikker på at have noget at sprøjte på.
Typisk sprøjtes der med round-up eller et tilsvarende middel(aktivstof: glyphosat). Sådanne glyphosat-midler er bredspektrede ukrudtsmidler, som kun virker på selve plantens grønne dele og ikke optages gennem rødderne i jorden. Det siger derfor næsten sig selv, at sprøjtevejr er vindstille, tørt vejr. Blæsevejr og regn dur ikke, da sprøjtevæsken ender steder, hvor den ikke gør gavn, og i værste fald steder, hvor den gør skade.
Har man udfordringer med specielle ukrudtsarter, skal der muligvis andre midler i brug. Der findes på markedet selektive midler til en lang række formål. Når ukrudtet efter 10-12 dage er mere eller mindre visnet ned, pløjes arealet, og herefter harves det, så jorden er fint smuldret og god at så i.
Arbejder man uden kemiske hjælpemidler, starter man med at pløje og derefter harve – nu har man egentlig lavet et såbed. Men i stedet for at så venter man på, at de ukrudtsfrø, man har harvet, spirer frem. Når det hele ser grønt ud igen, så kører man en tur mere med harven og får på den måde harvet de sarte, nyfremspirede ukrudsplanter op – i praksis bliver de løsnet, og da de kun har et ganske lille rodnet, tørrer de ud. Er frøpuljen i jorden meget stor, kan både 3 og 4 harvninger komme på tale. Metoden kaldes falsk såbed og er almindeligt anvendt i landbruget.
Såning
Når såbedet er klar, og vejret arter sig, er det tid til at så. Som tommelfingerregel siger man, at jordtemperaturen skal være minimum 10 grader, men det svinger lidt fra afgrøde til afgrøde. Helt sikkert er det dog, at man hellere må vente lidt for længe end være for tidligt ude. Hvis ikke det er varmt nok, går væksten i stå, og det, man har vundet ved at så tidligt, bliver hurtigt indhentet af en afgrøde, der er sået senere, men ikke har haft det for koldt.
Bredåbning eller ræksåning
Når frøene skal sås, kan man overordnet set gøre det på to måder – rækkesåning eller bredsåning. Begge metoder har deres fordele og ulemper, og hvis man er klar over, hvordan det virker, og hvordan afgrøderne opfører sig, kan man vende begge dele til sin egen fordel.
Rækkesåede afgrøder giver mulighed for radrensning, som jeg også vil komme ind på senere. Det kan være en fordel, hvis man frygter at blive plaget af et-årige ukrudtsarter, da disse nemt kan bekæmpes på denne måde. Mellemrummene mellem rækkerne giver en afgrøde, der er relativt åben i bunden, men som nok skal lukke sammen foroven. Det giver mulighed for, at særligt fuglevildtet kan bevæge sig ubesværet i vildtageren. Dog kun i længdegående retning. Vildtageren bliver derfor nemt en ledelinje i stedet for et opholdssted.
Er den afgrøde, man har sået, primært beregnet som føde til hjortevildt – typisk en form for en blanding af græs og urter, eller skal den kunne fungere som redeskjul for fuglevildt – typisk tuedannende græsser, er rækkemellemrummene ligegyldige. Hvis man gerne vil lave en ”beskæftigelsesafgrøde”, hvor udsatte fasaner kan få døgnets lyse timer til at gå med at vimse rundt efter insekter, eller et sted hvor man kan ”flushe” udsatte fasaner i forbindelse med en remise, er en rækkesået afgrøde heller ikke optimal. Her skal man i stedet for satse på en bredsået vildtager, som fuglene har meget mere tilbøjelighed til at blive i.
Sådybder og udsædsmængder
Sådybden kan i praksis være svær at styre. Teorien er, at frø skal 3-5 gange deres egen diameter ned i jorden. Kort forklaret: store frø sås relativt dybt, små frø sås overfladisk. Hvad gør man så, når det er en blanding af små og store frø, man skal så? Den teknik, jeg er nået frem til ved bredsåning, går ud på, at såbedet skal være lidt groft harvet – ikke knoldet, men med tydelige spor ca. 5 cm. dybe spor efter harven. Oven på jorden spredes frøene, enten med håndkraft, centrifugalspreder eller lignende, og derefter tromles det til. Gerne med en ringtromle. Det, at såbedet var let furet, gør, at nogle frø lander på en top, andre i en dal. Når det hele så tromles til, ender frøene i passende forskellige dybder.
Ved rækkesåning må sådybden sættes som et gennemsnit af de forskellige frø i blandingen. Store frø kan godt spire, selvom de er sået lidt for overfladisk, værre er det med de små frø, som ikke har energi nok til at nå op til jordoverfladen, hvis de sås for dybt. Derfor hellere lidt for langt oppe end lidt for dybt.
Renhold
Efter såning af vildtageren kan man stadig bekæmpe ukrudtet. I en rækkesået afgrøde kan man radrense – harve i mellem rækkerne. Man skal selvfølgelig passe på ikke at harve selve rækkerne op, tværtimod kan det ved nogle afgrøder være en fordel, at man ved harvningen får hyppet lidt jord op omkring rækkerne. Ved radrensning skaber man samtidig striber af løs jord, som fuglevildtet sætter pris på.
Sår man en vildtafgrøde med store frø, der er langt nede i jorden, kan man lave en såkaldt blindharvning kort tid efter såningen. Det går ud på, at man harver jorden ganske overfladisk, så de små kimplanter fjernes, mens de spirende frø fra selve afgrøden ligger trygt og godt længere nede i jorden. Det er nok ikke en metode, man skal eksperimentere med, hvis ikke man har erfaring med at styre harven eller striglen præcist, men rammer man på det rigtige tidspunkt og i den rigtige dybde, kan det være meget effektivt.
Nogle vildtafgrøder kan også sprøjtes med selektive midler – et sprøjtemiddel, der kun skader ukrudtet og ikke afgrøden. Det gælder f.eks. for majs. Det er klart, at denne form for ukrudtsbekæmpelse er meget effektiv, men man skal ikke bruge den uden omtanke. Lidt ukrudt må der også levnes plads til i vildtageren – det vil vildtet sætte pris på. Af samme årsag mener jeg, at man som vildtplejer bør afstå fra at bruge insekticider – midler, der slår insekter ihjel. Godt nok kan diverse kryb være hårde ved en vildtager – særligt korsblomstrede arter, men hvis vi fjerner insekterne, fjerner vi også føden for vildtet, og det giver ikke ret megen mening.
Ud og i gang
Mulighederne med vildtagre er meget brede, og ingen arealer er for små – alt kan gøre en forskel. Det er derfor også vigtigt, at man er lidt kreativ i forhold til at se muligheder for placering af vildtagre. Foråret lurer lige rundt om hjørnet, så det er nu, du skal ud i terrænet og planlægge!
