TEKST OG FOTO: HØJSLETGAARD JAGTBRUGSHUNDEKENNEL.
I Dansk Jagtleksikon udgivet i 1944 er gravhunden beskrevet således: ”Allerede i Oldtiden har der ifølge romersk Litteratur været Hunde, der jagede under Jorden, men den nuværende Gravhundetype må siges at have sin Oprindelse fra Tyskland. Den kendte jagtforfatter Herr. Döbel skildrer Racen indgående i sin
’Jäger – Practica’ i 1746. Racens Standard er først fastlagt i 1879, og i 1888 grundlagdes Deutscher Teckel Klub (DTK 1888. e.V).”
Gravhunden findes i dag i tre hårlagsvarianter og tre størrelsesvarianter. Det vil sige, at den findes i ni varianter, som hver især sandsynligvis er udsprunget af de samme forfædre. For alle varianter af gravhunde er der fælles karaktertræk, både mht. til bygning og tandsæt, der skal alle være ens. Forskellen ligger hovedsageligt i hårlaget og den størrelsesvariant, de bliver målt til at høre til i.
Fælles for de ni varianter er, at de er lave og kortbenede med en langstrakt krop. De har hængende ører, et stærkt og kraftigt tandsæt og et langstrakt hoved, oftest med et kækt og klogt udtryk.
De fleste jægere kender i dag gravhunden fra jagt, som familiehund eller fra beskrivelser. Der er utallige meninger og opfattelser af gravhunden og dens særegne karaktertræk, og mange opfatter gravhunden som værende egenrådig og aldeles umulig at opdrage. Men de fleste, der stifter bekendtskab med racen, og som ender med at eje en gravhund, ender oftest med at have denne race hele livet. De elsker gravhundes karakter og kan ikke undvære denne lille selvstændige hund.


Jagt og gravhunde
Overordnet set er langt de fleste gravhunde af jagtlige afstamninger solojægere, dvs. at de kan og vil jage selvstændigt over længere afstande og tid. De har som oftest ikke brug for støtte fra deres fører til at opsøge vildtet og jage med det. Det er denne selvstændighed og det store mod, vi førere af gravhunde udnytter og værdsætter højt og kan drage nytte af.
Som navnet på racen antyder, var blev gravhunden primært brug til jagt under jorden på al slags rovvildt. Førhen var det især på grævling og ræv, i dag er det overvejende på ræv, men også på mårhund og vaskebjørn. Racen er særdeles velegnet til gravjagt, da de fleste gravhunde vejer under 10 kg og typisk er meget smidige og hurtige under jorden.


I Tyskland forsøgte opdrættere at skabe en lille gravhund til jagt på kaniner under jorden, heraf navnet ’Kaninchen’. Disse små gravhunde skulle jage kaninerne ud af deres grave, så jægerne kunne skyde dem. Desværre måtte opdrætterne opgive deres forsøg, da det viste sig at være avlsmæssigt umuligt at skabe en så lille hund. I dag benævnes den mindste variant dog stadig Kaninchen i DE. For en del år siden begyndte tyske jægere at anvende den lille langsomme gravhund som drivende hund. De så fordelen ved det rolige drev, hvor de små hunde halsende på foden af vildtet. I Sveriges kaldes gravhunden for ’råvildtshunden’, fordi den derovre er så udbredt til at drive råvildtet langsomt om efteråret/vinteren.

Gravhundens langsomme drev er velanset, når der drives med de større hjortearter.
Her i landet er gravhundens langsomme drev velanset, især hvor der drives jagt på de større klovvildtarter, og hvor områderne, der jagtes på, er forholdsvis store, og terrænet ikke er for svært fremkommeligt, især mht. til dybe grøfter, store vådområder mv. Til jagt i majsmarker og områder med meget brombær er gravhundene særdeles brugbare, da de som oftest holder drevet forholdsvis længe og arbejder uden støtte fra deres fører.

Gravhunden er velegnet som schweisshund.
Som mange hunderacer er gravhunden også velegnet som schweisshund. Efterskudsarbejdet begrænser sig som oftest til rent samarbejde og kun i enkelte tilfælde til arbejdet som hetzhund. De fleste gravhunde har evnen til at stille vildtet med standhals, hvis det anskudte vildt vel at mærke lader sig stille. I Tyskland er gravhunden højt skattet som eftersøgningshund. Her skelnes der oftest imellem eftersøgninger på råvildt, hvor der ønskes hunde, som kan fastholde vildtet, eller eftersøgninger på då- og kronvildt eller vildsvin, som lader sig stille af selv små hunde.

Familien og gravhunden
Gravhunde er fortræffelige familiehunde, der som oftest er rolige og omgængelige med en evne til at få de fleste til at synes, at de er uimodståelige. Mange gravhunde har dog deres helt egen mening om tingene og lader sig ikke diktere af deres ejere. Desværre sker der ofte det, at den gravhund, som egentligt skulle med på jagt, aldrig får lov at komme med på jagt, da familien er bange for at miste den.
Gravhundene har ændret sig gennem tiden. Som opdrætter af ruhårede gravhunde siden 1979 er det min personlige oplevelse, at mange gravhunde har ændret karakter og sind. De første gravhunde, jeg ejede og førte på især grav og drivjagter, var meget selvstændige, og indlæring af lydighed var svært. I dag oplever jeg, at mange gravhunde ved selv et minimum af tid hurtigt kan lære de mest basale færdigheder i lydighed som hinter, sit og ro på post.
Vandglæden hos gravhunde var førhen meget sjælden, hvor den i dag er stor hos mange gravhunde. At skabe kontakt til hundene på gravjagt, eller når hundene drev i skoven, var ikke gravhundene ikke så villige til førhen. Men nu kommer de som oftest gerne tilbage for så igen at gå i grav eller søge videre i skoven.

Har man først prøvet at have en gravhund, har man dem ofte for livet.
Nye standarder for, hvad gravhunde kan bruges til
I Tyskland har DTK 1888. e.V et stort antal jagtlige- og lydighedsprøver/tests: Der er ikke færre end ca. 40 forskellige prøver. Det er lige fra skudfasthed, vandapport, schweiss 40t/1000 m, standhals på vildsvin, alsidighedsprøver med lydighed, støverarbejde, spurlaut og overnatnings-schweissspor. Desuden er der de tests, der foregår under praktisk jagt som gravjagt, eftersøgninger, støverarbejde på bevægelsesjagter m.fl.
I Tjekkiet afholdes den vel nok sværeste og mest omfangsrige prøve for gravhunde: Hele 16 fag testes gravhundene i over tre dage. Dette er lige fra ro på post, apport af fjervildt og kanin på 200 m, arbejde på ræv i grav, støverarbejde/drev med hårvildt i skov, hvor hunden skal være ved sin fører inden 30 min, 1000 m schweissarbejde mv.

Man skal have de arvelige egenskaber for øje, når man køber en gravhund.
Køb af gravhund til jagtbrug
Inden man som jæger anskaffer sig en gravhund, bør man gøre sig det klart, hvilke fremtidige jagtlige arbejdsområder hunden skal anvendes til. Ønsker man hunde til udelukkende gravjagt, skal størrelsen på hunden vægtes højt. Vægten bør ikke overstige 10 kg. Afstamningen skal være hunde, som enten er ført på gravjagt, eller som minimum har bestået prøver, hvor forældre hundene i generationer har vist skarphed på rovvildt. En gravsøgende hund kan ikke lære at arbejde på rovvildt, dette skal ligge i generne.
Skal hunden drive med hårvildt, er det en nødvendighed, at hunden bliver spurlaut, dvs. at den halser på varm fært af det vildt, den driver med. Hundens søg i skoven og selvstændigheden, når den driver, er også arvelig, så det er vigtigt, at forældre hundene er brugt til at drive med, at de søger selvstændigt, og at de halser på fod. At halse på fod kan ikke indlæres.
Det er helt sikkert, at der blandt de gode jagtlige afstamninger af gravhunde kan være stor forskel på rovvildt-skarphed/passionen og på, hvor længe (afstand og tid) en hund driver. Gravhunde fra de nordiske lande driver typisk over større afstande og i længere tid end hunde af tysk oprindelse. Som ved alle andre jagthunderacer er der forskel på de indlærte egenskaber og de arvelige egenskaber. Dette bør man have for øje, når der skal købes gravhund til jagtbrug.

Gravhunden som jagthund i fremtiden
Gravhunden har som alle de andre gravarbejdende hunderacer igennem de sidste 20-25 år fået mindre arbejde. Fra udløbet af 2016 blev muligheden for at oplære hundene forbudt. Dette har afstedkommet en dalende interesse for gravjagt og gjort det umuligt at udvælge de bedste individer til denne jagtform. Men i og med, at mårhundebestanden er stigende, er det sandsynligt, at der i de kommende år bliver meget mere brug for de små gravarbejdende hunde.
De stigende bestande af især då- og kronvildt og indførelsen af bevægelsesjagter på større områder gør, at især de små langsomme hunderacer får mere arbejde. Her har gravhunden virkelig sin force. Vildtet er normalt ikke stresset af de små hunde, som oftest er flere minutter efter vildtet. At gravhundene driver med hals, så både skytter og vildtet ved, hvor de er, er en absolut fordel og gør jagten mere spændende.
En undervurderet mulighed for at bruge sin gravhund er som ledsager på anstandsjagt. Gravhunden har som alle andre racer en god hørelse og lugtesans. Disse egenskaber kan man som ejer gøre god brug af. Fordelen ved den lille gravhund er, at den kan tages under armen op i tårnet, og i løbet af få gange kan den lære at forholde sig lydløst og i ro.
Desværre oplever jeg som opdrætter og fører af gravhunde, at det faktisk er gravhundens popularitet som familiehund, der gør, at der bliver færre gravhunde, som bliver ført på praktisk jagt. Dette vil, hvis der ikke er seriøse målrettede opdrættere, der vægter de jagtlige egenskaber højt i avlen, blive et stort problem for racen.






