TEKST OG FOTO KIM LINDGREN
Den 16. maj begynder bukkejagten i Danmark, og den inkarnerede bukkejæger går en tid i møde, hvor familie, venner, arbejde m.m. skubbes lidt i baggrunden. Vildtkameraer har holdt øje med råvildtet vinteren igennem, og ugers eller måneders kørsel på reviret for at ’kigge bukke’ er vel overstået. Resultatet af ovenstående observationer på reviret gør, at man har lagt en plan for, hvilke bukke man kan afskyde i år, og hvilke man skal gemme.
Man har ikke kun været på skydebanen for at indskyde riflen, men forhåbentlig besøgt riffelbanen flere gange, hvor man har trænet på forskellige skudafstande. For det er på riffelbanen, at man skal udfordre sine skydefærdigheder, og ikke på den frie vildtbane.
Enhver ansvarsfuld riffeljæger er bekendt med egne skydefærdigheder og dermed også egne begrænsninger og efterlever disse, når vedkommende går på jagt efter levende dyr.
Hvis man ser drømmebukken på 150-200 meter og ikke kan komme tættere på ham, giver det ro i maven, at man ved, at man kan afgive et dræbende skud på denne afstand. Er man det mindste i tvivl, om man kan afgive en dræbende skud på 150-200 meter, er det ingen skam at undlade at skyde – tværtimod giver det i min optik respekt.
Du kommer som udgangspunkt aldrig til at fortryde et skud, du ikke afgav. Men tro mig, du kan modsat ærgre dig i mange år over et skud, du i en presset situation valgte af afgive.
Når uheldet er ude
Uanset hvor god en riffel samt riffelkikkert, du har investeret i, og uanset hvor meget du har trænet på riffelbanen, skal du være forberedt på, at det kan gå galt, dvs. at du kommer til at lave en anskydning.
Årsagerne til en anskydning kan være mange. Det kan være, at bukken drejede sig i skudøjeblikket, du havde måske ikke helt styr på åndedrættet, inden du slap kuglen, eller noget helt tredje. Er du heldig, skyder du blankt forbi i en sådan situation, og er du uheldig, kan det ende med, at du anskyder bukken.
Som udgangspunkt er der ingen, som anskyder med vilje, men er du uheldig at komme til at anskyde en buk, er det vigtigt, at du er lige så forberedt på denne situation, hvilket denne artikel handler om.
Denne buk forsøgte jægeren at skyde ind i bringen fra en hochsitz, mens bukken stod spids på jægeren. Resultatet blev et overskudt for- og bagløb.
Overskudte forløb
Som nævnt ovenfor behøver man ikke at være dårligt skydende for at anskyde en buk. Man skal blot være uheldig, og en anskydning er derefter en kendsgerning.
Når man har lavet en anskydning, viser statistikkerne, at jægerens adfærd efter skuddet, ofte kan aflæses direkte i forbindelse med, om man får fat i dyret eller ej – specielt når vi taler om forløbsskud (forben skudt over).
En forløbsskudt buk sætter sig ofte inden for de første 100-200 meter, forudsat at bukken får ro. Hvis jægeren selv går ind og leder efter en forløbsskudt buk, registrerer bukken omgående jægerens eftersøgning. Bukken rejser sig og flygter videre, uden at jægeren registrerer dette, og chancen for, at den registrerede schweisshund senere får fat i dette dyr, er helt nede på 20%.
Hvis det derimod er den registrerede schweisshund, som rejser dyret, og hunden straks slippes til hetz, er succesraten for, at man får fat i bukken, helt oppe på 80%. Bemærk, at den eneste forskel på, om succesraten ender på 20 eller 80 procent, er jægerens adfærd efter skuddet.
Huskeråd
Der er som nævnt ingen, som anskyder med vilje, ligesom der heller ikke er nogle jægere, som bevidst ødelægger chancerne for, at en registreret schweisshund senere kan spore sig frem til dyret, så det kan blive aflivet.
Det er i de fleste tilfælde uvidenhed eller manglende omtanke, som gør, at dyret grundet jægerens opførsel eventuelt er rejst fra sårlejet og er flygtet.
Handler du derimod som beskrevet nedenfor, har du de optimale muligheder for, at den registrerede schweisshundeførers hund kan opspore dyret, således at det kan blive aflivet hurtigt og humant:
- Skyder du til et dyr, og du er sikker på, at du har afgivet et dræbende skud, bør du alligevel vente nogle minutter og være klar til at skyde igen, inden du går ud til dyret. Tænk over, hvor dyret stod, og hvad der skete i skudøjeblikket.
- Gå ud til dyret – og husk at tage riflen med – skru helt ned for kikkertsigtets forstørrelse, og hav en patron i kammeret – og vær eventuelt klar til at skyde igen, hvis dyret rejser sig.
- Ligger dyret forendt, hvor du skød til det, er alt gået lige efter bogen.
- Ser du derimod dyret løbe fra stedet, straks efter du har afgivet skuddet, eller kan du kun finde anskudsstedet og intet dyr, skal du omgående stoppe op og ikke gå rundt og lede efter dyret. Tænk konstruktivt i stedet for at gå i panik ved at gennemsøge skoven eller remisen.
Skudtegn
Vi kender alle de fem-seks forskellige tegninger i jagtbøgerne, som illustrerer, hvordan et ramt dyr reagerer i skudøjeblikket. Disse tegninger er på ingen måde udslagsgivende for, hvordan dyret tegner, når det bliver ramt.
Kaliber- og kuglevalg samt dyrets stressniveau m.m. i skudøjeblikket har en stor indflydelse på, hvordan dyret tegner, når det bliver ramt. Som eksempel kan nævnes, at et dyr med et overskudt forløb i skudøjeblikket kan tegne på samme måde som en god bladkugle. Ved en god bladkugle forender dyret hurtigt, men med et overskudt forløb er dyret på ingen måde dødelig ramt, men sætter sig i nærheden i sårleje med alle sanser skærpet.
Som nævnt tidligere i denne artikel er succesraten ved forløbsskud i den grad afhængig af jægerens opførsel efter skudafgivelsen. Rejser jægeren bukken fra sårlejet, er succesraten for en senere positiv eftersøgning helt nede på 20%, mens den hedder 80%, hvis det er den registrerede schweisshund, som rejser bukken.
Er dyret ramt, vil der altid være hår/pels i forbindelse med anskudsstedet. Værk opmærksom på, at vinden kan føre disse hår flere meter væk fra, hvor dyret stod i skudøjeblikket.
Anskudsstedet
Hvis, eller rettere sagt når du er uheldig at anskyde en buk, og du rekvirerer en registreret schweisshundefører, vil du erfare, at den registrerede schweisshundefører bruger meget tid på at undersøge anskudsstedet. Dette er der en årsag til, da anskudsstedet er en form for ’gerningssted’, som kan afsløre, hvor dyret er ramt.
Anskudsstedet indeholder rigtig mange informationer, som den registrerede schweisshundefører tager med i sine overvejelser, inden vedkommende begynder en eftersøgning. På anskudsstedet kan der ligge hår/snithår, knoglestumper som rørknogle, ribben, knoglemarv, kød- og hudstykker, schweiss m.m.
Uanset hvor på kroppen bukken er ramt, vil der altid være hår/pels et eller andet sted i nærheden af anskudsstedet. Hvis det blæser, kan disse hår sagtens ligge flere meter væk. Disse hår kan være meget svære at finde, men den rutinerede registrerede schweisshund finder og markerer nemt disse hår. Ud fra de fundne hår kan man mange gange få en nogenlunde vished for, hvor på kroppen bukken er ramt.
Er der gennemskud på dyret, vil man som regel altid finde noget på anskudsstedet, selvom det nogle gange kan være svært for det menneskelige øje at få øje på dette – men tro, mig: De registrerede schweisshunde finder den mindste dråbe schweiss, hår, kødstump, knogle eller lign.
Et hår er ikke et hår. Ovenstående billede er hår/pels fra en buk, taget forskellige steder på dyret.
Fejlvurderinger
Jeg har ofte oplevet, at jægeren fortæller, at vedkommende mener, at han har ramt bukken, men der er umiddelbart intet at finde på anskudsstedet. Årsagen er ofte, at mængden af schweiss, hår, knogle- kød- og hudstykker er i så små mængder, at det er svært at få øje på, medmindre man kommer helt tæt på.
En anden årsag kan være, at man har fejlvurderet, hvor bukken stod i skudøjeblikket, og derfor befinder sig flere meter fra selve anskudsstedet.
Det er derfor en god ide at gøre det til en vane at rekvirere en registreret schweisshund, hver eneste gang man har afgivet et skud til råvildt, som ikke ligger forendt på stedet. Ofte sker det, at bukken hurtigt forsvinder ud af syne.
Det, at det ikke altid er helt let at udpege præcis det sted, hvor bukken stod i skudøjeblikket, understreger nødvendigheden af at få eftersøgt alle bukke, der afgives skud til. Kontroleftersøgning kaldes disse eftersøgninger, og statistikken siger, at i 25% af de tilfælde, hvor jægeren ikke mener, at vedkommende har ramt bukken, er den faktisk ramt.
Forskellige knoglestykker fundet på forskelige anskudssteder.
Anskydningstyper
Bladskud, lungeskud, leverskud, nyreskud m.fl. er ikke anskydninger, men alle skud som normalt medfører, at dyret hurtigt forender. Derimod er anskydninger skud som forløbsskud, tapskud, bagløbsskud/kølleskud, halsskud (spise- og luftrør rammes), kæbeskud m.fl. Waidskud (maveskud) er også dræbende, men dyret kan sagtens leve i flere timer, efter det er blevet ramt, hvorfor dette også bør betegnes som en anskydning.
Det er alt for omfattende at beskrive hvert af ovennævnte skud og følgerne af dette, men i bogen ’Råvildt og medaljebukke’ har jeg på mere end 30 sider detaljeret beskrevet det meste omkring skudtegning, eftersøgning og anskydningstyper.
I bogen ’Råvildt og medaljebukke’ kan du ud over at læse om råvildtforvaltning læse om skudtegning, eftersøgning og anskydningstyper.
Placering af kuglen og kalibervalg
Der er skrevet bøger om kalibervalg, ballistiske statistikker m.m., men i min optik er placeringen af kuglen langt vigtigere end kalibervalg – i hvert fald når vi taler om riffeljagt på råvildt.
Når bukken kommer frem, skal du være 100% koncentreret om opgaven, så du kan få afgivet ét velplaceret og dræbende skud. I den forbindelse skal du være opmærksom på, at jo mere vinklet bukken står, i forhold til hvorfra du afgiver skuddet, desto mindre er træfpunktet på bladet. Glem alt om halsskud, spidsskud, høje og lave bladskud. Koncentrer dig om at afgive et præcist skud midt på bladet, når bukken står med hele bredsiden til.
Jeg plejer at sige det sådan: Tag tre til fire dybe ind- og udåndinger gennem næsen, og få styr på dit åndedræt. Ved sidste udånding udåndes halvt, og vejret holdes. Følg i sigtekikkerten bagsiden af forbenet lodret op. Find midten af dyrets krop i trådkorset, og lad skuddet gå.
Gør du dette rigtigt, er det dette sted på dyret, hvor du med størst margin kan placere en dræbende kugle, selvom du skulle være uheldig og komme 5-7 centimeter til den ene eller anden side.
Det er i øvrigt en god ide, at du i sin træning på skydebanen repeterer umiddelbart efter hvert skud. Dette skal du selvfølgelig også gøre, når du er på jagt, så du måske hurtigt kan få afgivet andet skud, hvis det første skud ikke sidder som planlagt.
Hvis du inden, du skal afgive sit skud til bukken, får bukkefeber, er der kun en ting at gøre: Sæt riflen fra dig, og få styr på åndedræt m.m. Hvis du vælger at afgive et skud til bukken midt i et angreb af bukkefeber, er sandsynligheden for en anskydning uhyggelig stor.
Brug kun de registrerede schweisshunde til eftersøgning af anskudt klovvildt – for vildtets skyld.
Registrerede schweisshundeførere
Som ansvarsfuld jæger leder man ikke selv efter anskudt råvildt, ligesom man heller ikke tillader ikke-registrerede schweisshunde at starte op på en eftersøgning.
I den forbindelse er det vigtigt, at alle er bekendt med det faktum, at uanset hvor mange sporprøver en hund har bestået, også selvom mange sporprøver kræver en god ’sporhund’, ligger sværhedsgraden i de praktiske eftersøgninger adskillige klasser højere end selv de sværeste sporprøver.
Det faktum, at anskudt råvildt færdes i områder med meget klovvildt og derfor flygter i områder og ad veksler med meget afledningsfært, endda ofte gennem større tætte bevoksninger, gør, at en praktisk eftersøgning på ingen måde kan sammenlignes med de kunstigt udlagte spor i en højskov, som bruges til anerkendte sporprøver.
Jeg har været en del af Det Danske Schweisshunderegister i snart 20 år, og selvom jeg har haft flere hunde i registret, endda af forskellige racer, ved jeg, at hver gang jeg har fået godkendt en ny ung schweisshund til registret, går der flere år, før denne hund har opnået den erfaring og rutine, som er en nødvendighed for at løse de svære eftersøgningsopgaver.
Det er kun gennem de mange, jeg gentager mange praktiske eftersøgninger, at den registrerede schweisshund bliver bedre. Personer med gode ’sporhunde’ uden for Schweissregistret kommer aldrig i nærheden af det nødvendige antal eftersøgninger, som med tiden gør hundene til specialister inden for schweissarbejdet.
Brug schweisshundene
En anden vigtig ting, du skal tænke på, er, at når du rekvirerer en registreret schweisshundefører, møder der en ekvipage op, som har erfaring i at finde et anskudssted og efterfølgende kunne tyde dette.
Den registrerede schweisshundefører ved, hvordan vildtet reagerer, når det er anskudt, og er gennem uddannelse og erfaring, modsat den almindelige jæger, i besiddelse af de nødvendige schweisseftersøgnings-faglige kompetencer.
Det kan derfor ikke gentages for mange gange, at hvis du vil have de optimale muligheder for at finde et anskudt stykke råvildt, skal du kun bruge de registrerede schweisshunde til disse opgaver. Dette gælder ikke kun ved eftersøgning af råvildt, men selvfølgelig ved eftersøgning af al klovbærende vildt.
Hvordan får du fat i en registreret schweisshundefører
- Inden du går på riffeljagt, bør du have indtastet telefonnumrene til de lokale registrerede schweisshundeførere på din mobiltelefon. Disses kontaktoplysningerne kan du finde inde på schweiss.dk.
- Hvis du ikke har disse numre på din mobiltelefon, kan du nemt via en sms til nummeret 1220 få telefonnumre på de tre nærmeste registrerede schweisshundeførere i forhold til, hvor du ringer fra. Send en sms til 1220, og skriv: Hund efterfulgt af det postnummer, du befinder dig i (f.eks. Hund 4684). Umiddelbart efter vil du modtage en sms-besked, der indeholder kontaktoplysninger på de tre nærmeste registrerede schweisshundeførere.
