TEKST: TORBEN MØLLER-NIELSEN. FOTO: KORT M.FL.
Gåsen med de lyserøde ben
På engelsk hedder den kortnæbbede gås Pink Footet Goose, hvilket kan oversættes til gåsen med de lyserøde ben. Og de er virkelig også ret lyserøde. Men ellers hører den kortnæbbede gås til de grå gæs, som den faktisk også ligner ret meget. Men i modsætning til f.eks. grågæs, har den en lys bug uden pletter eller striber. Næbbet er også ret kort og hovedet mere mørkt, nærmest brunligt, hvilket også adskiller den fra de andre grå gæs. Vingefanget ligger omkring 1½ meter, kropslængden 60-70 cm og vægten ca. 2½ kg, så det er ikke nogen voldsom stor gås.
Den kortnæbbede gås’ trækrute fra Belgien til Svalbard. Denne bestand er på ca. 80.000 fugle. Der er også en bestand, der trækker fra England/Skotland til Island/Grønland. Denne bestand er ca. 3 gange så stor som Svalbardbestanden.
Noget for jyderne
I mange år har det kun været i Vestjylland, at man har kunnet træffe den kortnæbbede gås, men var så til gengæld i stort antal. Ved Vest Stadil Fjord og Fiil Sø har man således tidligere kunnet opleve næsten hele bestanden fra Svalbard på én gang, og det er omkring 25.000 fugle.
Men i takt med at markerne også er grønne om vinteren, er bestanden vokset, og gæssene bevæger sig nu længere og længere ind i landet og også nordpå til Nordjylland. Den kortnæbbede gås elsker spildsæd, men også den spirende vintersæd er guf for de sultne gæs – til stor irritation for mange landmænd.
Efterårgæst
De kortnæbbede gæs ankommer i løbet af efteråret. De første ankommer nogle gange allerede i september, hvis vinteren sætter ind tidligt på Svalbard. Men ellers er det typisk i oktober og november, at der for alvor er gang i vintertrækket. Som de andre grå gæs, har den kortnæbbede gås ganske udmærket syn, derfor skal man skal sørge for, at man er godt skjult, når man sidder på strandengen med sine lokkegæs og -svaner og trutter i kaldet.
For en gås skal tæt på, hvis man skal undgå anskydninger. Det er skudstærke fugle, og deres størrelse og vingeslag snyder. De kommer meget hurtigere, end man tror. En god apporterende hund af en vis størrelse, er et must. En lille cocker kan sagtens klare en gås eller to, men hvis heldet er ude, så kræver det en vis råstyrke at kunne blive ved med at hente 2-3 kilos gæs – især hvis en enkelt eller to ikke er helt døde i skuddet.
Adaptiv forvaltning
Den kortnæbbede gås er nærmest blevet synonym med adaptiv forvaltning i Danmark, da det er den første art, hvor man for alvor forsøger at forvalte en fuglebestand på tværs af ikke bare én men mange grænser. Norge, Danmark, Holland og Belgien er de lande, som ligger på trækruten for den kortnæbbede gås, og landene er gået sammen om at forvalte bestanden. Problemet er, at bestanden nu er så stor, at den laver en hel del markskader på de dårlige norske landbrugsjorder og samtidig er gæssene ved at ødelægge deres ynglebiotop på Svalbard. Der er simpelthen ikke nok mad til at føde ynglebestandene, mens de ruger og opfostrer gæslingerne. Derfor har man besluttet, at man vil prøve at regulere bestanden ved afskydning af gæssene i Norge og Danmark, som er de to lande, hvor de må jages. Men der må ikke skydes så mange, at bestanden bliver truet. Det er kort sagt en balancegang, som er dybt afhængig af fugletællinger for at kunne kvantificere bestandsstørrelsen. Det er ikke altid er lige let, men det virker som om, at forskerne efterhånden har fået oparbejdet ekspertisen. Hvis bestanden er for stor, øger man afskydningen, og hvis der er for få gæs, stopper jagten. For jagten på den kortnæbbede gås betyder det således, at man kan risikere, at jagtsæsonen f.eks. pludselig stopper i november, fordi bestandsstørrelsen er ved at nå det punkt, hvor man ønsker, den skal ligge.
Jagttid: 1/9-31/1
Jagtudbytte: 13.434 (2017)
Videoer med jagt på kortnæbbede gæs
