Navneforvirring
Den danske ordbog, som de fleste af os sværger til, hvis man er i tvivl om stavemåden på dette og hint, anfører, at den korrekte stavemåde er edderfugl med to d’er. Det har dog ikke forhindret ornitologerne i at postulere, at den korrekte stavemåde er med ét d, altså ederfugl. Årsagen skulle være, at fuglen ikke har noget med gift – altså edder, at gøre. Jeg har nu lige så svært ved at se, hvordan den skulle have noget at gøre med bandeord, altså eder. Hvis man graver et spadestik dybere i ordbøgerne, vil man se, at den første betydning af ordet edder er gift, men at den næste betydning er medicinsk og handler om betændelse, f.eks. i knoglerne. Og jeg kunne da sagtens forestille mig, at man i de gamle, råkolde fiskerønner, hvor gigt og betændelse i led var en daglig plage, var mere end almindelig glad for at lægge sig under lette, men utrolig varme edderdunsdyner. Før dynejakkens fremkomst i slutningen 70’erne, lavede man sågar ”pelsfrakker” af edderdun. Det må have været en varm og lækker sag på en råkold vinterdag. Det korte af det lange er, at der ikke er nogen grund til at opfinde et nyt navn til en fugl uden nogen reel grund, derfor fortsætter jeg med at skrive edderfugl med to d’er, ligesom jeg altid har gjort det.
Blødere end blød
Det latinske navn for edderfugl er Somateria mollissima. Somateria er sammensat af to græske ord. Soma, der betyder krop, og erion, der betyder dun. Tilsammen betyder det ”dunlegeme”, og det latinske mollissima betyder meget blød. Alt i alt bliver det til et ret rammede latinsk navn, nemlig: Meget blødt dunlegeme.
Edderkokken er som sagt en ret spektakulær and. For det første er den kæmpestor med en vægt, der kan nærme sig 3 kilo og et vingefang, der ikke sjældent er over en meter. Hunnen er dog som regel en smule mindre. Det ændrer dog ikke ved, at edderfuglen er på størrelsen med de mindre gåsearter, så det er en fugl, der fylder godt i landskabet, og som hunden lige skal have vendt rigtigt, hvis man er på strandjagt. Hannen har en smuk, hvid farve, en sort bug og et svagt ferskenfarvet bryst. Desuden har den et karakteristisk hvidt, sort og svagt grønt hoved med den lille finurlighed, at den grønne farve falmer i takt med den tid, som anden har været død. Det er altså lige, når den er friskskudt, at man skal tage et billede af den smukke and for der er farverne utrolig smukke.
Hunnen er, som hos så mange andre jordrugende ænder, prydet med forskellige nuancer af brun, for at den bedst muligt kan skjule sig for predatorer, når den ligger på reden.
Edderfuglen er en koloni-ruger, som gerne finder sammen med andre artsfæller i stort antal. Ifølge Dansk Ornitologisk Forening, er Saltholm den vigtigste danske ynglelokalitet for edderfuglen, og man mener, at op mod en fjerdedel af hele den danske ynglebestand på omkring 25.000 par findes her. Det at yngle i en koloni har både fordele og ulemper. Fordelen er selvfølgelig, at den enkelte rede er én blandt mange og dermed ikke er så udsat, som den måske ellers ville være. Ulempen er til gengæld, at sølvmåger, mink og andre ægrøvere har adgang til et helt overdådigt middagsbord. For os mennesker har det været en stor fordel, at edderfuglene ruger i kolonier, da det har gjort det noget lettere at indsamle edderdun i store mængder fra rederne.
En bestand under pres
Edderfuglen findes langs kysterne rundt om Nordpolen i både Nordamerika, Asien og Europa. Hvor mange fugle, der egentlig findes i den globale bestand, vides ikke med sikkerhed, men bestanden skal tælles i millioner, og mange fra den europæiske bestand kommer forbi Danmark på træk. Det er ikke usædvanligt at se 50.000 edderfugle komme trækkende forbi på én dag i det sydøstlige Danmark.
Men edderfuglebestanden har haft det svært i de sidste mange år. Man har haft flere teorier oppe at vende, og en af dem går på, at deres væsentligste fødeemne, blåmuslingen, er gået tilbage i antal. Det er måske på grund af en bedre vandkvalitet, og det kan lyde mærkeligt. Men man mener faktisk, at tilførslen af næringsstoffer til de indre farvande medførte en voldsom vækst i blåmuslingerne, som igen medførte en kraftig vækst i bestanden af edderfugle. I 30’erne var der således ikke mere end måske 1.500 ynglepar i Danmark, og dette antal steg til mere end 25.000 ynglepar i 90’erne. Så måske er den stagnerende bestand – og endda faldende bestand et udtryk for, at vi nu nærmer os en mere naturlig edderfuglebestand, som er tilpasset til det renere vandmiljø.
Hvornår er det bedst?
Der er ingen tvivl om, at der er rigtig gode chancer for at få en flot edderkok på tasken midt i oktober, hvor det helt store ryk-ind af trækkende edderfugle fra nord indfinder sig. Men mange af edderfuglene bliver i de danske farvande vinteren over, og også her i januar er der gode muligheder for at få en edderfugl på kornet under havjagt. Især i milde vintre vil man kunne se rigtig mange edderfugle langs kysterne i det sydøstlige Danmark.
Jagt – hvad skal du bruge
Den klassiske jagt på edderfugl er havjagt. Det vil sige jagt fra båd med motor, hvor man stille og roligt sejler sig tættere og tættere på en flok edderfugle, og hvor man til sidst forhåbentlig er kommet så tæt på, at man kan forsvare at skyde til fuglene, når de letter. Og man skal ret tæt på, for edderfuglen er skudstærk, og en anskudt fugl kan dykke langt og længe. En uskreven regel er, at man, hvis man har været så uheldig at anskyde en edderfugl, ikke skyder til flere fugle, før end den anskudte er fundet og ligger i båden. Og det kan godt tage lang tid at få has på den, men sådan er jagt også. Målet må altid være, at anskudte fugle forfølges og bringes – også selvom man så misser chancer til andre fugle.
Havjagten stiller ikke de helt store krav til udstyr. Lokkefugle er ikke nødvendige, og specielt tøj heller ikke – bare det er varmt og vandtæt.
Ved havjagt udnytter man, at fuglene tror, at man bare er ude at sejle og slet ikke er interesseret i at jage. Det er først, når man er kommet så tæt på, at de aner uråd, at de strækker hals og flyver. Det kræver selvfølgelig noget teknik i tilsejlingen, og som sædvanlig er der gode råd at hente både på YouTube og strandoghavjagt.dk.
Man kan også jage edderfugle fra pram og fra stranden. Husk på, at når du jager fra landjorden, SKAL du have en egnet apporterende hund med. Her en større, hårdfør en af slagsen at foretrække. Edderfuglen er en stor fugl, og havvandet kan om efteråret hurtigt få suget kræfterne ud af de mindre hunderacer. Ved denne type jagt er lokkere en god ting. Gerne mange. Og her er der selvfølgelig også tale om, at man skal sørge for at være så kamufleret som muligt.
En kulinarisk specialitet
Edderfuglen er speciel. Ikke bare i størrelse, men også i smag. Det er den fugl, der nok har været årsag til, at man altid taler om, at dykænder skal lægges i kærnemælk for at tage den grimme smag. Og der er da heller ingen tvivl om, at den smager specielt – sikkert på grund af alle de muslinger, som ryger ned. Man kan dog minimere den lidt trannede smag ved at sørge for, at fjerne alt hvad der overhovedet ligner fedt fra kødet. Man skal i det hele taget sørge for, at det kun er det skære kød, som anvendes. Der kan altså laves et par gode bøffer af brystet på en stor edderkok. Jeg spiser det, som var den kalvelever. Lidt hårdt stegt med bløde løg, groft rugbrød og en Limfjordsporter. Dét er en herreret!
Edderfugl
Jagttid: Hunnen er fredet. Edderkokken må jages 1. oktober til 31. januar.
Jagtudbytte: Ca. 27.000 i 2016/2017. Udbyttet har været støt faldende fra omkring 40.000 i 2014/2015, hvilket kan hænge sammen med fredningen af hunnen.
Højsæson: Oktober/november.
Til kokken: Beregn 1 edderfugl til 1-2 personer. Som regel anvendes kun de flåede brystfileter uden skind og fedt. Man kan med fordel marinere fileterne et døgns tid, hvis man ikke bryder sig om den stærke smag.
VIDEO: Strandjagt på edderfugl.
VIDEO: Pramjagt på edderfugl.
VIDEO: Havjagt på edderfugl.
