TEKST OG FOTO: PALLE WÜRTZ.

Historie om mærket
FUJI HEAVY INDUSTRIES LTD. FRA FLY, TIL TRANSPORT TIL SUBARU

1917-1945 Flyvemaskineindustrien var starten for fabrikken
Den hændelsesudvikling, som førte frembringelsen af en af dagens mest fremtrædende japanske industrikoncerner indenfor fremstillingen af transportmidler til land- og lufttrafik, startede i 1917. En fremsynet mand ved navn Chikuhei Nakajima fik øjnene op for det enorme potentiale for flyvemaskiner med forbrændingsmotorer, og han grundlagde et forskningslaboratorium for flyvemaskiner i byen Ota i den Japanske provins Gunma. Virksomheden blev hurtigt udvidet, og efter godt 10 år var Nakajimas virksomhed kendt under navnet Nakajima Aircraft Co. Ltd.
De små forbrændingsmotorer, som så verdens lys for første gang i slutningen af 1800 tallet, havde cylindre som enten var placerede på række eller horisontalt mod hinanden på begge sider af krumtapakslen. Da sidstnævnte løsning var let, havde en stabil motorgang og var driftssikker, anvendtes den flittigt i flyvemaskiner. Derfor valgte Chikuhei Nakajima også denne såkaldte boxermotor i sine flyvemaskiner.
1946-1952 Køretøjsindustrien kommer i gang
Efter anden verdenskrig startede et omfattende genopbygningsarbejde af det krigshærgede Japan. Nakajimas flyvemaskinefabrik skiftede navn til Fuji Sangua Co. opkaldt efter det mest kendte bjerg i Japan. I Europa blev små lette tohjulede scootere mere og mere almindelige, og denne trend bredte sig også til Japan. Fuji havde allerede en motor til formålet, og i 1946 introducerede virksomheden det første køretøj til landtrafik
nemlig Scooteren Rabbit. Herefter forsatte man indenfor sektoren for tunge køretøjer, og i slutningen af 40’erne lancerede fabrikken en bus med selvbærende karrosseri, hvilket var meget usædvanligt på den tid.


Subaru Corporation
Subaru fremstilles i dag af Subaru Corporation, som blev grundlagt i 1953.
Subaru er det japanske navn for stjernebilledet Plejaderne, der i Japan står for genfødsel og styrke.
Den første Subaru blev lanceret i 1958 og blev døbt Subaru 360. Dette køretøj lignede en ulykkelig affære mellem en VW bobbel og Fiat 500, men den var tidstypisk med sin spartanske indretning og størrelse. Motoren var en 2 cylindret, 2-takts luftkølet boxermotor på 356 ccm/ kubik.
Ja du læste rigtig. 0,35 l motor til en bil. Til gengæld havde den hele 12HK og 3 gear. Mere skulle der ikke til i Japan dengang.
I dag producerer man over 900.000 biler på fabrikkerne i Japan og USA. Subarus symmetriske firehjulstræk blev lanceret i 1972. Symmetrisk betyder ganske enkelt, at der er lige meget træk på alle 4 hjul.
Ikke så teknisk som mange nutidige konkurrenter, men en stensikker opskrift, der har vist sit værd siden 1972.
At fordele kraften til alle fire hjul er ikke nogen nem opgave. Subarus konstruktører havde naturligvis adgang til de tekniske løsninger, der var i Jensens sportsvogne i start 1970´erne, men de var for dyre til en familiebil.

Heldigvis producerede Subaru allerede 1000-modellens lave, symmetriske boxermotor.
Gearkassen kunne enkelt placeres nøjagtig på bilens midterlinje, og fordi motoren var så kort, kunne man udmærket finde plads til fordelingsgearkassen til baghjulstrækket i direkte tilknytning til gearkassen. Hermed var det helt symmetriske chassis født.
Leone-modellen med boxermotor og baghjulstræk fra 1971 havde et passende chassis til 4-hjulstrækteknikken, som Subaru minutiøst havde udviklet.
Det stod allerede fra begyndelsen klart at Subarus firehjulstræk skulle være et RIGTIGT permanent firehjulstræk, som ikke krævede noget af bilens fører for at blive indkoblet. Firehjulstrækket i Leone Stationcar, som blev lanceret 1972, viste med al tydelighed, hvilken faglig kompetancer ingeniørerne hos Subaru besad. Kraftoverførslen var symmetrisk, og takket være konstruktionens lave tyngdepunkt var køreegenskaberne stabile ved alle forhold – præcis som vi kender det i dag.
Subaru har nu i over 50 år forfinet og videreudviklet boxermotoren, fordi den giver mange fordele sammenlignet med mere konventionelle motorkonstruktioner. Det gælder ikke mindst motorgang, holdbarhed og præstation. I en boxermotor bevæger stemplerne sig mod hinanden i vandret position, hvilket giver et lavt tyngdepunkt og et andet lydbillede, end hvad de fleste kender (læs: dybere maskulin lyd)
Modellen Subaru Outback fejrede sit 20-års jubilæum i 2015, og 2016 var året, hvor Subaru havde produceret sin boxermotor i 50 år! Ikke færre end 16 millioner boxermotorer er det blevet til gennem tiden.
Vores testbilen har den trinløse lineartronic ”milliongear” gearkasse.
”Lineartronic er en trinløs gearkasse, der tilpasser udvekslingen til kørslen og giver en effektiv og smidig acceleration samt et optimeret brændstofforbrug. Lineartronic i SUBARU XV er koblet til en aktiv fordeling af momentet, hvor firehjulstrækket som standard sender 60 % af kræfterne til forhjulene og 40 % til baghjulene. Ved behov justeres det op til 50/50, når betingelserne kræver det”
Testen Subaru XV 2,0i Summitlineartronic årg. 2018 kr. 454.900,-
Teknisk data:
4 cyl. Boxermotor, benzin.
Permanent 4×4 – symmetrisk
156hk/196nm – 14.5 km/l (EU-norm)
Se hvordan Subaru Symmetrical All-Wheel Drive virker

”Er det dig fra jagtbladet? Kan du finde ud af at køre i terræn, så prøver du bare bilerne. Du skal have XV´eren til i morgen”
Jeg kunne straks mærke, at Niels Thaning salgsdirektør for Subaru Nordic og vært ved det interne test- og statusmøde på Tirsbæk Gods, var en mand, som solgte biler, der var bygget til at få beskidte skærmkasser.
”Jeg har da kørt over 5000 kilometer i terræn i min tid som soldat! Så skal jeg forstå det sådan, at jeg gerne må presse dine biler?” replicerede jeg. (Jeg prøvede også Outback og Forrester kortvarigt, da jeg testede XV´eren)
Niels Thaning kiggede på mig, ”Ja sgu” . Jeg grinede lidt, som en vestjyde nu gør. Stakkels mand, han aner ikke, at han lige har sat ulven til at vogte får.

Den oversete ekspert i 4×4
Inden jeg får overdraget nøglerne, er der lige en pep-talk fra salgsdirektøren som elsker at sælge sine biler til jagt og friluftsfolket.
Møder du op til jagtparolen i en Subaru, så skiller du dig ud. Vi kender alle Toyota RAV4, Nissan Quashqai, Audi Q´serien og BMW X´serien. Men hvem kører Subaru?
Det gør den moderne, aktive og outdoor interesserede mand/kvinde, der ikke følger strømmen af moderigtige tyske eller svenske cross-over´ere eller SUV´er.
Subaru XV er netop bygget til en målgruppe der vil udtrykke personlighed og vilje til at komme fremad, og som ikke ønsker at skilte med deres rådighedsbeløb til en bil i den dyre ende af skalaen.

Uden mad og drikke…
Inden testen var der frokost med Subaru´s værkførere og forhandlere, og de ville høre om jeg testede ”som alle andre journalister gør” – altså primært på asfalt. Svaret er som altid, NEJ! Vi lægger stor vægt på terræn egenskaber!
Som altid starter en test med, at der tales teknik og briefes om nyheder, og man får en fornemmelse af, hvor hårdt bilerne må testes. Med henvisning til de øvrige test vi har gennemført i Mitjagtblad, løber Subaru med 1.pladsen i den kategori.
Med XV 2018 modellen har Subaru skabt en stærk maskulin profil – nogen vil sige kantet med design fra før sidste finanskrise. Ved første øjekast skiller XV´eren sig da også ud fra rækken af monotone europæiske designs, og det siger jeg ”tak” for.
Der skal ikke herske tvivl om, at vi her har en bil, der er skabt til outdoor-folket, med den fokus der er på undervognen, gearkassen og firehjulstrækket. Dét har man så beklædt med en lækker kabine, som er en anelse konservativ og med et væld af knapper – måske for at sende en hilsen til alle de japanere, der så gerne vil være piloter? For der er i den grad knapper nok! Men efter de første 100 km bag rattet, er der alligevel noget trygt og sikkert over de mange faste knapper. Hvorfor lave en masse smarte trykfølsomme skærme og drejeknapper, man alligevel ikke kan betjene, når der køres offroad?


Et godt sted at være
Kabinen er et godt sted af befinde sig – særlig i Summit udgaven (højeste udstyrsmodel). Kun bagagerummet lader lidt tilbage at ønske. Så gør dig klart, om du har behov for et stort bagagerum. Der er ikke alt for meget plads tilbage, når man har placeret et hundebur.
Til gengæld bydes man velkommen af bekvemme lædersæder med syninger i kontrastfarver, når man stiger ind.
Kabinen henvender sig til ”piloten”, som i den grad bør nyde, at Subaru (modsat andre premiumbiler til lige under kr. 500.000,-) har skrottet ekstraudstyrslisten og gavmildt installeret moderne teknologi i bilen.
Specielt den adaptive fartpilot er vidunderlig at aktivere på motorvejen. Den sørger for, at bilen selv holder afstand og justerer farten til forankørende. Når du trækker du ud til en overhaling, accelerer bilen selv. Skulle du have glemt spejl-spejl-skulder manøvren, inden du skifter vognbane, minder en lyd i kabinen, lidt vibration i rattet og lys i sidespejlet dig om biler i den blinde vinkel – Smukt!
Disse systemer er bare nogle af de mange standardløsninger, der i mange konkurrenters biler koster ekstra. Hos Subaru hedder ekstraudstyr ”tilbehør”, og udgøres af nogle forskellige fælge, lidt merchandise og (min anbefaling) motor/kabinevarmer.

På jagt med en boxer
Japansk nøjsomhed og superskarp fokus på at skabe en køremaskine er indbegrebet af Subaru. Det virker lidt som den oversete dreng i klassen, der i den grad overrasker, når asfalten byttes ud med terræn. Som testkører vægter jeg bilens evner i terræn og lader andre journalister om at forholde sig til asfalt tests og opremsning af udstyr.
Her i bladet taler vi om JAGT – og derfor smører vi nu mudder ud på siden, og som altid skal månedens bil igennem nogle timers test hos Land Rover Experience på Tirsbæk Gods ved Vejle.
Eftersom vi har haft det vådeste efterår og ditto start på vinteren i mands minde, så kom XV´eren ikke helt uskadt fra testen. Lad os trykke på ”X-mode” og gøre bilen beskidt.

De dybe spor, kombineret med den dertil egnede beskyttelses plastik, havde flere gange en kontant romance og intim nærkontakt. Men som en sand boxer, planede XV´eren blot sporet og banede vejen for lidt mere sarte tyske konkurrenter.
Subaru har ikke luftundervogn, men alligevel er frihøjden imponerende 22 cm – og med bilens korte akselafstand, lykkes det undertegnede at bestige de 36 grader i modsat retning, akkompagneret af en veloplagt boxermotor og en dyb rumlen. Et imponerende lydbillede hvis man stadig har en snert af drengerøv i sig.
Vi plejer at lave de 36 grader nedkørsel for at teste hill-decent (nedkørselsprogram). Xv´en var ligeglad med retningen på bakken. Nok har den ingen turbo, men boxermotoren er stærk, og her spiller det symmetriske firehjulstræk 1.violin. Med de rette omdrejninger og is i maven, mosede den virile boxer sig op over de 36 grader. Her skal vi til sammenligning over i den robuste og oldschool Defender, for at finde et køretøj, der kan gøre den kunsten efter. Hvem behøver turbo?

En boxer letter ben, hvor det passer den! Jeg er særligt imponeret over den afstemning af undervognen, der både gør bilen ”GTI” sjov på de snoede landeveje, og som samtidig giver dig 100% føling med bilen i terræn.
Jeg har ikke tidligere haft en bil i ”Golf” størrelse med i terrænet, så jeg forventede ikke at sidde med sådan et smil på og tænke ”det var lige godt pokkers”. Med tanke på Niels Thanings salgstale, inden jeg fik nøglerne, viste det sig, at XV´en i den grad er fætter til Subaru WRX STI. Subaru har taget drengestregerne i den vilde fætter og kogt dem sammen med Forester´ens terrænevner og krydret dette med et firehjulstræk, som er lige så nøgternt som en vestjysk fiskal.

Der er ingen tøven, da jeg ser den ene Subaru-medarbejder efter den anden køre XV´eren i vandgraven.
Denne spritnye bil blev hele dagen udsat for forskellige chauffører og køre-stile – og den leverede varen ubekymret. På returen til Tirsbæk Gods måtte drænpropperne således hives ud af bagagerummet for at tømme reservehjuls brønden, og undervejs fik de nye bagsæder i læder også en overfladebehandling med mosevand. Men salgdirektøren fra Subaru han smilede bare bredt og konstaterede at ”kommer der vand ind, så kan vi da bare lukke det ud”.

Opsummering
Personligt har jeg altid forbundet Subaru med vilde rallybiler, som med 200 km/t racede gennem en finsk skov.
Outback´en, som jeg kort prøvede, er en forvokset st.car, som jeg ikke helt forelskede mig i. Den er praktisk, stor og rummelig. Forester var til stede i topudgaven, og med 240 hk i terræn og god afstemning på landevejen var det bare kærlighed ved første blik.
Så var der den ungdommelige og sprøde XV. For mig står den lidt som mødet mellem svigerfar og svigersøn,
som ved første øjekast tror, at de ved alt om hverandre. Men tid og kendskab gør en forskel!
Da jeg satte mig ind i XV´eren og smækkede døren, blev jeg overvældet af alle knapperne.
Men efter nogle timer bag rettet – såvel på asfalt som i terræn – begyndte det hele at give mening.
NEJ – Subaru er ikke europæisk bygget, og det er faktisk en styrke, når først du finder dig til rette.
For det du trykker på virker hver gang – OGSÅ når det rumler og bumler i terrænet. Du får godt lys for og bag.
Du får teknik og udstyr som koster mange ekstra penge hos andre bilfabrikanter. Firehjulstræk er inklusiv – naturligvis.
Subaru lider stadig under sit begrænsede almene kendskab her i Danmark. I vores nabolande, hvor bakkerne er højere en højbroen på Storebælt, dér ved de, at Subaru leverer en bomstærk, solid og slidstærk terræncruiser.
Og når man sætter noget på anhængertrækket, vil man straks nyde det symmetriske firehjulstræk!

Jeg taler ofte om for og imod firehjulstræk med både jægere som outdoor folket.. ”Hvad skal vi med 4×4?”
Det er faktisk lidt som da høreværn begyndte at finde vej til jægernes ører for 15 år siden. Dengang var det også kun de få ”tosser,” der mente, at det var nødvendigt. I dag er flere blevet klogere, og 4×4 er ikke kun for dem, der vil kravle henover de svenske fjelde. Når båden skal hives op ad havnerampen, hvis hesten skal til ridestævne, eller det er vådt og fedtet på vejene – som det næsten er hele året nu til dags – så får du bare en anderledes køredynamik, og dine begrænsninger for at dreje af vejbanen reduceres betydeligt.
I Subaru er 4×4 og aut.gear standard. Jeg gentager det lige for en sikkerheds skyld. STANDARD. Hos andre bilfabrikanter er det et dyrt tilvalg. Hos Subaru griner forhandleren nok af dig, hvis du vil fravælge det.
Tør du skille dig lidt ud, og du kan se bort fra knapper, som kunne være designet i starten af 00´erne, så overvej at sætte Subaru på listen, næste gang du skal have en ny bil. Mit råd til dig skal være: Sæt god tid af hvis du vil købe Subaru. Sælgerne er dedikerede, og du bør prøve flere af modellerne samme dag, så du får den bil, der modsvarer dine behov.
Men pas på! For folk der kører Subaru indgår et ægteskab uden klausul. Det bliver et livslangt bekendtskab. Men sådan er det med personer, der tør gå egne veje – de vælger med hjertet, og de står ved deres valg.
Vi ses i naturen.


