Skyddsjagt på vildsvin
Jeg sidder i fuldstændig mørke på en stubmark i Sverige blandt store nypressede rundballer, der stadig dufter frisk af halm, solidt plantet på en god jagtstol med ryggen mod en moden majsmark og riflen parat i skydestokken. Der er en 11.7 grams blødnæset kugle i kammeret og yderligere fire parat i magasinet. Mine elektronisk forstærkede ørepropper giver fin indikation af en stor flok vildsvin, der med stigende larm bevæger sig gennem stubbene. Men jeg er parat og ganske rolig, for jeg har vist at de var på vej i et stykke tid.

Et kraftigt skydække skjuler ellers den ret tydelige fuldmåne og efterlader marken i mørke trods de lyse stubbe. Men den termiske kikkert viste uden problemer vildsvinene allerede på 600 meters afstand, da de trådte ud af skoven for et kvarter siden. I kikkertens display dukkede de straks op som tydelige, lysende røde pletter på helt sort baggrund. På 200 meters afstand var jeg slet ikke i tvivl om, at det var vildsvin, da deres bevægelser og omrids var helt tydelige. Jeg brugte tiden på at kontrollere, at riflen var parat, og om vinden stadig var perfekt, mens jeg holdt øje med dem i spotteren. Betragtede på afstand i mørket, mens de langsomt afsøgte området og bestemte sig for at komme nærmere – helt uvidende om min tilstedeværelse.
De er endelig tæt nok på til en skudchance, så nu sætter jeg spotteren på standby og stopper den i lommen med bankende hjerte. Jeg stikker snellen, afsikrer riflen, tænder lygten og lader lyskeglen nærme sig vildsvinene, mens jeg følger med i sigtet. Lyskeglen rammer de forreste vildsvin, der stopper på under tredive meters afstand og kigger sig omkring. De er meget tættere på end forventet – alt, alt for tæt på! Jeg finder stakåndet det første og bedste vildsvin, der står fri fra de andre og søger efter det rette træfpunkt. Sigtekorset står mørkt mod mørkt. Ånder langsomt ud, holder vejret, klemmer aftrækkeren forsigtigt og lader skuddet gå!
Braget er dæmpet og skuddet føles godt, men genskin fra lygten i krudtrøgen skjuler umiddelbart resultatet. Jeg repeterer riflen, slukker lyset, hiver den termiske kikkert frem. tænder hurtigt og ser til min store glæde, at der er gevinst. Én af grisene er tydeligvis ramt, den er allerede langt bag de andre og falder spjættende omkring under halvtreds meter væk.

Med riflen skudklar, kikkertsigtet skruet ned på mindste forstørrelse og en ny kugle i kammeret småløber jeg først til skudstedet og derefter til vildsvinet. I den termiske kikkert kan jeg på skudsteddet se schweiss fra grisen, der stadig lyser op som et juletræ pga. varmen. Fra skudsteddet er der en fin lysende sti til det forendte 65 kilos vildsvin, der stendød venter pænt på min sejrsdans. Det er under to timer siden, at jeg tændte en termisk kikkert for første gang. Den er fuldt ud godkendt og skal bestemt være en del af det fremtidige arsenal.
Her er et par nyttige erfaringer jeg gjorde mig på min første jagt med termisk spotter:
- Afstand snyder gevaldigt, dels pga af mørket og dels pga forskellen i optik fra din almindelige kikkert. Det kræver lidt tilvænning, men det er ikke et stort problem.
- Mit øje blev fuldstændig natteblindt ved brug af den termiske kikkert. Det tog omkring tredive sekunder, før jeg kunne bruge riffelkikkerten igen. Brug det øje du ikke sigter med til den termiske kikkert.
- Til hurtig spotting af dyrs tilstedeværelse var ”rød varme” den bedste indstilling for mig. Men til artsbestemmelse gav ”hvid varme” væsentlig bedre detaljer.
- Og sidst, men ikke mindst: I den termiske kikkert lyser store sten gevaldigt op og ligner store vildsvin til en forveksling. Suk, hvor føler man sig dum, når man tænder lygten og opdager at man har siddet og sigtet på en sten i ti minutter. Jeg har bagefter lært at jeg ikke er alene om dette. Der findes åbenbart en del sten ved Kalmar i Sverige med fine fordybninger på anatomisk korrekte steder fra riffelskud affyret af ivrige jægere med nyindkøbte termiske sigtemidler.


Testen
Ideen til denne test opstod sidste år, da jeg var på jagt efter Kinesiske vand-rådyr i Norfolk, England. De små vævre dyr, der har mere tilfælles med harer end med rådyr, var ganske umulige at opdage i det halvhøje eng-græs, før man næsten trådte på dem – og det trods fint sollys sidst på eftermiddagen. Min stalker havde dog medbragt en nyindkøbt termisk spotter, og det blev en utrolig spændende eftermiddag med et par gode skudchancer og til sidst også et godt trofæ.
Jeg startede med en tur i Jagt-Jakt [5] butikken på Amager for at låne termiske kikkerter til test. Opgaven var simpel: Undersøg den overkommelige ende af termiske kikkerter til jagt (under 10.000kr). Hvordan fungerer de i praksis, og hvad kan man få for pengene. Lasse Wagener har den perfekte butik til alt med jagt på vildsvin og var behjælpelig med en hurtig introduktion til kikkerterne samt en demonstration af, hvordan de fungerer i praksis. Lad mig sige det med det samme: Det er et område i rivende teknisk udvikling, og et sted hvor man nemt kan smide 30.000kr, før man er kommet ud af butikken igen. Men min opgave havde et maksimalt budget på 10.000kr og omfattede ikke sigtekikkerter, kun spottere, selvom det klør gevaldigt i fingrene, når jeg ser den slags mekanik. Termiske sigtekikkerter adskiller sig ikke væsentlig på teknologi fra termiske kikkerter – Den umiddelbare forskel er selvfølgelig, at de skal kunne holde til den massive kraftpåvirkning, som de udsættes for, når du affyrer et skud med riflen.

Lovgivning i Danmark & Sverige
Termiske håndkikkerter er fuldt lovlige i Sverige og kræver ingen tilladelse, mens det i Danmark er ulovligt at benytte dem til jagt og jagtrelaterede handlinger.
Bekendtgørelse af lov om våben og eksplosivstoffer [6] §1 siger
§ 1. Det er forbudt uden tilladelse af justitsministeren eller den, han dertil bemyndiger, at indføre eller fremstille, herunder samle:
10) optisk elektroniske sigtemidler med lysstråle eller med elektronisk lysforstærknings- eller infrarødt udstyr, såfremt de er konstrueret til montering på skydevåben eller armbrøster.
Så våben-lovgivningen begrænser altså ikke besiddelse af udstyr med elektronisk lysforstærkning, så længe den ikke kan monteres på en riffel. Men våbenloven står ikke alene – Bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber [7] kapitel 5 §11 siger følgende:
Til jagt må der ikke anvendes elektronisk udstyr til lokalisering af vildtet, herunder varmesøgende apparater og apparater med elektronisk billedforstærkning.
Så jagt-lovgivningen er klar: Der må ikke anvendes termisk spotter til jagt. Men hvad menes der i denne sammenhæng menes med jagt? Bekendtgørelse af lov om jagt og vildtforvaltning [8] §2 stk. 2:
Lovens regler om jagt gælder for alle handlinger, der med egnet middel har til formål at efterstræbe vildt, uanset om der i forbindelse med jagten fanges eller nedlægges vildt.
I forbindelse med en nærmere præcisering af hvornår jagten starter og afsluttes, har det daværende Miljøministeriet, Skov & Naturstyrelsen i skrivelse af 2. februar 2006 udlagt jagtretten
Jagtretten består i retten til at efterstræbe vildtet ved at forfølge, opsøge, nedlægge og efterfølgende sætte sig i besiddelse af vildtet.
Der er således ikke tvivl om jagtlovens intention og at ”jagt” dækker alle handlinger før under og efter jagten. I praksis betyder det, at du ikke må anvende termisk spotter til at lokaliserer vildt, med det formål at efterstræbe det og nedlægge det og at du heller ikke efterfølgende må anvende termisk spotter til at finde nedlagt vildt.
Derimod kan termiske spottere kan frit medbringes på jagt og til fritid i Sverige og kræver ikke en tilladelse. Alt udstyr med lysforstærkning der kan monteres på riflen kræver tilladelse.
I Sverige er det i følge §15 og §15a i den svenske Jaktförordning [9] tilladt at anvende digitale og termiske håndspottere til at kigge efter dyr, også i forbindelse med jagt, så længe enhederne ikke er monteret på riffel. For digitale sigtekikkerter skal der søges om speciel tilladelse hos Länsstyrelsen og for termiske sigtekikkerter er det Naturvårdsverket, der styrer tilladelserne.
Hvad er en termisk kikkert
En termisk kikkert opfanger forskelle i temperatur som elektromagnetisk stråling (se infobox). Elektronikken, der opfanger varmestrålingen, benytter en lille skærm til at vise resultatet på. Den bagerste del af optikken fokuserer dit syn på skærmen. Styring af skærm og elektronik klares med software, og med god software følger naturligt ekstra features som brug af kontrastfarver til specielt interessante temperaturer og optagelse af video og stillbilleder. Fravær af digital optagelse betyder ikke umiddelbart noget for jagten, men det kan gøre det en del sjovere bagefter, når man kan dele sine oplevelser med andre. Nogle typer af batterier kan være mere eller mindre følsomme overfor temperatur, og det kan betyde en del for åteljakt i vinterperioden. Nogle enheder har integrerede batterier med ekstern opladning via standard usb kabel og eksternt batteri til de lange nætter, mens andre har almindelige batterier med mulighed for udskiftning til friske ude i felten.
Sådan fungerer det
Alle objekter med en temperatur over det absolutte nulpunkt har en elektromagnetisk udstråling med et bredt spektrum af bølgelængder. Strålingen er dels fra objektet selv, og dels refleksion fra andre kilder (fx solen) samt gennemstråling fra bagvedliggende objekter. Bølgelængden for synligt lys ligger i intervallet 0.4 til 0.7µm, mens strålingen fra objekter med menneskets kropstemperatur ligger i intervallet 7 til 14µm. Denne del af strålingen opfanger den termiske enhed og fremviser forskelle i temperatur som farver eller gråtoner på en skærm. De testede kikkerter er alle i den lave ende af den teknologiske skala, der benytter et såkaldt ukølet mikrobolometer til at opfange strålingen.
Sådan måles det
Følsomheden for temperaturforskelle måles som NETD (Noise Equivalent Temperature Difference) i enheden mK (milliKelvin) ved en given temperatur. Jo lavere dette tal er, jo bedre formår enheden at skelne små forskelle i temperatur. Termiske enheder baseret på ukølede mikrobolometre ligger typisk på 45mK ved 30°C

Tre termiske kikkerter
Jeg valgte tre kikkerter til test. Hver med sine fordele og ulemper: Pulsar Quantum Lite XQ23V, Dali S240 19mm og Flir Scout TK. Her er en hurtig sammenligning af de vigtigste specifikationer fra deres data-blade og hjemmesider.
Det er tydeligt at prisforskellen betyder en del for den bagvedliggende teknologi, og selv blandt disse tre spottere er der en bred vifte af forskelle.
Forresten viste det sig at være usandsynligt svært at bruge et almindelig kamera til at tage billeder af skærmen på en termisk kikkert i mørket, mens man samtidig fokuserer på et dyr. Hvis du har det behov, så vælg en lidt dyrere udgave med indbygget kamera funktion.

Pulsar Xq23v Quantum Lite
Opløsning: 384×288
Skærm: 640×480 AMOLED
Opdatering: 50Hz
Opstart: 5s +Standby
Batteri: 4xAA (6.5t)
Pris: 9.896
Linse: 22.5mm
Følsomhed [1]: 30mK @30°C
Zoom: Optisk 1.8-7.2 Digital 2,4
Video/Billede: Live video via kabel

Dali S240, 19mm
Opløsning: 384×288
Skærm: 640×480 LCD
Opdatering: 50Hz
Opstart: 2s +Standby
Batteri: Li-on (5.5t)
Pris: 10.995
Linse: 19mm
Følsomhed [1]: 100mK @30°C
Zoom: Digital 2,3,4
Video/Billede: Kun i wifi modeller

FLIR Scout TK
Opløsning: 160×120
Skærm: 640×480 LCD
Opdatering: 9hz
Opstart: 10s
Batteri: Li-on (5t)
Pris: 4.595
Linse: Ukendt
Følsomhed [1]: 0.10 °C ?
Zoom: Fixed
Video/Billede: Optag Video+Billede

Pulsar Quantum Lite XQ23v
Pulsar Quantum Lite XQ23V har utrolig god optik og testens bedste display med AMOLED i stedet for LCD. Følsomheden for temperaturforskel var desuden testen bedste på 30mK ved 30°C – det kunne virkelig ses, når det blev rigtig mørkt. Der var helt fine nuanceforskelle i denne kikkert, som bare aldrig kom frem på de andre kikkerter. De 50Hz opdatering af billedet er flydende nok til, at man ikke oplever forsinkelse med mindre den automatiske kalibrering sætter ind. Jeg foretrak at skifte til manuel kalibrering, så jeg selv kunne bestemme, hvornår billedet skulle opfriskes.
Indpakningen er i sort skridsikker gummi og føles rigtig solid. Knapperne er store og fungerer også fint med et par handsker på. Drejeknappen forrest på kikkerten er en smule følsom til menu systemet og kræver lidt følelse.
For Pulsar betød begrænsningen til de 10.000kr, at man ikke kan optage video og stillbilleder. Der medfølger godt nok et video kabel til at vise live tv på en ekstern skærm, men der er ingen muligheder for at optage video eller billeder. Denne feature dukker først op på de dyrere modeller, der ellers deler fuldstændig samme teknologi.
Enheden benytter 4xAA batterier og udformningen på kikkerten er nok en smule påvirket af det valg – uden at grebet dog bliver dårligt. Der var en ekstra holder til batterier med, og jeg fik ganske stor glæde af nemt at kunne skifte den ud i mørket. Sørg dog for at investere i nogle seriøse AA batterier på over 3000mAh, der kan genoplades.

Dali S240
Dali S240 er en ny model, som Jagt-jakt har hentet hjem. Den er fuldt ud produceret i Kina, hvor hovedparten af de andre firmaer i forvejen køber den elektronik, som de benytter i deres egne enheder.
Den har rigtig god form og utrolig nem betjening. Den starter rasende hurtigt, og man har mulighed for at sætte enheden i dvale for endnu hurtigere opstart. Power knappen skal holdes inde i et par sekunder, før den tænder eller slukker. Det forhindrer selvfølgelig, at man kommer til at tænde for spotteren ved et uheld og dermed brænde batteri af i utide, men det er lidt irriterende, når man hurtigt vil checke en bevægelse.
Der er tre udgaver med linse i 19mm, 25mm med wifi og 35mm med wifi. Alle tre udgaver har fast fokus og varierer blot i størrelse på linsen og derved også lysfølsomheden (Som ved almindelige kikkerter gælder også her: jo større linse jo bedre). De 50Hz for opdatering af skærmen er helt fine og gav et godt flydende billede uden forsinkelse.
Jagt-Jakt havde kun en 25mm med WiFi til rådighed, da jeg skulle teste, så min test blev delt i to for at give en fair sammenligning. 25mm udgaven har som nævnt WIFI, der benyttes sammen med din iPhone eller Android enhed, som herefter bliver til en fuld fjernbetjening af spotteren, og som fungerer som lokal lagring af film og billeder. Det fungerer helt fantastisk nemt og er klart det bedste i den prisklasse, men den sprænger også mit test-budget med et par tusinde.

Flir Scout TK
Flir Scout TK var netop hvad min engelske stalker havde med i lommen, og den var i al hemmelighed min klare favorit, før jeg gik i gang med den praktiske test. Flir er baseret i USA og overtog i 2016 Armasight, der også er en stor spiller inden for termisk udstyr. Scout TK er deres begyndermodel og rent faktisk kategoriseret som outdoor device og ikke jagt. På ydersiden havde den alt – nem betjening, integreret batteri, optagelse af video og billeder, alle tænkelige features og tilmed pænt design. Men allerede på papiret var det tydeligt, at den haltede gevaldigt i forhold til de andre med både opløsning på IR enheden, opdateringshastighed og kontrastfølsomhed. En mere retfærdig sammenligning med de to andre kikkerter ville være baseret på en større model ala Scout III, men jeg synes det var fair at tage den med, da den er tæt på halv pris af de andre og et oplagt valg for begynderen.
Et rigtig lækkert design, lav vægt og lille størrelse gør spotteren virkelig nem at håndtere. Scout TK har indbygget Li-on batteri med mulighed for nem opladning via usb kabel. Den har, som den eneste kikkert i testen rent faktisk mulighed for at optage både video og billeder. Disse kan afspilles igen på enheden, eller man kan overføre dem til en computer via usb kabel.
I praksis viste det sig desværre, at den meget lave opløsning på billedet gjorde det næsten umuligt at se dyr, med mindre de var tæt på. Og det er svært – grænsende til det umulige, bare at artsbestemme dem. Omgivelser var stort set ikke til at skelne i den lille termiske spotter pga den meget dårlige evne til at skelne temperaturforskelle. Flir oplyser ikke NETD værdien, men jeg gætter på, at den ikke er imponerende. Det gør den nogenlunde brugbar til åteljakt, hvor der alligevel er begrænset udsigt, og man blot ønsker at vide, om der er dyr ved fodertønden eller ej. Brugbar til stalking eller oversigt over et større område er den bestemt ikke.

Bukkepremiere i Sverige
Tidlig på morgenen på første dag i bukkejagten, ganske få timer efter vildsvinet blev nedlagt, sad jeg igen ude i naturen i total mørke efter alt for kort søvn. Jeg havde fået tildelt en fin post med udsigt over en eng med græs og kløver.
Mit kamera kom på seriøst overarbejde for at tage billeder i morgendæmringen. Tågen lagde en dæmper på effektiviteten af de termiske sigter. Jeg kunne se flere harer omkring skydetårnet og ud til 100 meter. Harer der ellers var helt umulige at spotte med det blotte øje. Dali og Pulsar havde klare detaljer og viste fine ører på harerne, mens Flir kun kunne vise en enkelt farveklat, men kun hvis de sad tydeligt nok til, at jeg alligevel kunne se dem i min almindelige kikkert. Pulsar kunne vise fine konturer fra træerne, hvor Dali ikke havde helt samme tydelighed.

Mens solen langsomt kom op, havde jeg ganske travlt med at kigge efter dyr i den fjerneste del af engen. To stykker råvildt omkring 250 meter ude drillede mig en smule pga tågen. Jeg måtte rykke en del rundt på sædet for at skifte mellem tre termiske kikkerter, en almindelig kikkert og riflen, der selvfølgelig var parat til solopgang; for jagt er jo jagt. Og som det så ofte sker, mens man er mest optaget af at søge et specifikt bytte, så dukkede der en fin lille buk op et helt andet sted end forventet. Pludselig stod den der, i bueafstand på min højre side, blot 20 meter fra tårnet. Opdagede den i yderkanten af mit synsfelt, mens jeg som en anden amatør hang ude over kanten af skydetårnet for at få gode billeder gennem den termiske kikkert med mit kamera – øv!

Jeg gled langsomt tilbage i sædet, som en forkølet Ninja og lagde kikkert og kamera fra mig med den ene hånd, mens jeg prøvede at løfte riflen med den anden hånd. Alt dette mens jeg blev nedstirret af den lille buk, der bestemt ikke havde tænkt sig at blive stående et øjeblik længere. Sikringen blev taget mens riflen røg til kinden som et jagtgevær, og ved det først blik cirka midt på dyret rykkede jeg skuddet af. Helt uventet – og måske også lidt ufortjent gik det rent faktisk godt. Bukken slog en baglæns kolbøtte og blev liggende på stedet. Skuddet havde ramt lidt højt langt fremme og klippet rygsøjlen og de store blodårer.


Den termiske kikkert kom straks frem og Pulsaren afslørede et flot skudhul på 20 meters afstand med fin rød varme-kontrast. Desuden var opsatsen fint synlig i billedet – Den del kunne de to andre termiske kikkerter ikke vise. En klar vinder af testen var fundet. Og en lille næsten-seksender var klar til at blive hentet efter en meget kort gåtur.
To fine dyr på under 8 timer og en masse oplevelser, jeg ellers var gået glip af- ikke en dårlig start på min første svenske bukkejagt. Min egen jagtudrustning skal helt sikkert udvides med en termisk spotter til brug på jagt i Sverige!










