Det nye vandhul
Ved etablering af et nyt vandhul skal opgravet jord jævnes ud – eller endnu bedre flyttes til et sted i nærheden, hvor det kan bruges til at skabe terrænforskelle, insektvolde eller lignende. I mangel af bedre, kan en større mængde jord altid huse en kunstig rævegrav og derved give et bidrag til vildtplejen. Under alle omstændigheder er det vigtigt at fjerne muldlaget for at undgå senere tilførsel af for mange næringsstoffer. Det mest almindelige i forbindelse med etablering er at bruge en gravemaskine, men skal det nye vandhul placeres i kuperet terræn eller ved delvis benyttelse af opstemning, kan en bulldozer flytte enorme mængder af jord på kort tid.
Opstemning eller delvis opstemning, ved at etablere volde eller dæmninger i sammenhæng med opgravning, kan være svære at få tilladelse til hos kommunen. Hvis det sker som led i en plan om naturgenopretning, er det dog ikke umuligt. Opstemning har en række ulemper, som man skal være opmærksom på, og som nogen gange betyder, at det kan være svært at opnå tilladelse. Det gælder især, hvis det generer mindre dyrs spredning, fiskenes mulighed for at nå gydepladser, eller det vil forårsage opvarmning af vandet i vandhullets overflade, før det løber videre og medfører utilsigtede virkninger nedstrøms. Etablerer man en sø i et lavtliggende skovområde, er det vigtigt at få fjernet stød og hugstaffald efter afdrivningen, da søen ellers kan få et dårligt vandmiljø, når den efterladte vegetation bliver omsat og skaber grøde.
Vandhullets udfomning
I et ideelt vandhul er der forskellige vanddybder, og der bør være både sumpede områder, lavvandede områder og områder med en større vandsøjle. De lavvandede områder skal tilgodese, at især ællingerne har en lille hjemmebane, hvor de nemt kan manøvrere, fouragere og bevæge sig ud og ind af vandet. De lavvandede områder er vandhullets bedste produktionsapparat mht. føde til ællingerne i form af insekter, orme, snegle og andre små vanddyr. En tommelfingerregel er, at en tredjedel af søens areal skal være med en dybde på 20-40 centimeter, en tredjedel 50-70 centimeter og resten dybere, gerne en meter eller tre. Dette område vil normalt kunne holdes fri for dunhammer og tagrør, da de ikke etablerer sig ved en dybde på over to meter. Et område med vanddybde på 2-3 meter vil endvidere have mulighed for at holde sig frostfrit til gavn for fisk i hårde vintre. Skal der rykkes ved balancen, vil det dog være godt at give det lavvandede område mere plads.
Vær kreativ i udformningen
Overvej altid alternative former i forhold til det runde vandhul med øen i midten – den såkaldte vaniljekrans. Overvej et vandhul med nyreform eller hesteskoform, gør f.eks. vandhullet langt og smalt. Kortmateriale og luftfoto med højdekurver kan i øvrigt være en god hjælp, når søen skal formgives. Se på terrænets kurver og udform vandhullet, så det falder naturligt ind i omgivelserne. Vær også gerne mere kreativ med placering af en eventuel ø, eller blot et sumpet eller meget lavvandet område. Sørg for at der er både bugtninger, små vige, næs og pynter. Det handler dels om at øge randeffekten men også om at skabe et område, der er en fryd for øjet, sikrer vindpåvirkning af nogle områder og læ andre steder mv. Såfremt det er muligt, er det glimrende, hvis en del af området er så lavvandet, at det kun er vandfyldt om vinteren men tørrer ud om sommeren. Herved tilgodeses både frøer og padder samt unikke sumpplanter der netop kan trives under disse forhold. Det er også vigtigt at vandhullet ikke graves med stejle brinker men i stedet med en svagt skrånende bred. Det kan dog overvejes at lave en skarp brink på en del af bredden, for herved at give mulighed for en anden vandbiotop, som yder skjul til krebs, rovfisk og en anden type vegetation end i resten af vandhullet.
Vegetationen rundt om vandhullet
Områder med lav vegetation ved vandhullets bred tilgodeser både vindpåvirkning og sikrer sollys på vandet. Vindpåvirkningen er af helt afgørende betydning for at skabe omrøring af vandet og dermed imødegå iltmangel og hjælpe med omsætningen af dødt plantemateriale. Der bør derfor ikke være vegetation mod vest. Vandspejlet skal være åbent for direkte sollys – især på de lavvandede områder, hvorfor også området mod syd bør holdes kortklippet, så vandplanternes mulighed for at producere ilt og næringsstoffer tilgodeses. Har man fået den glimrende ide at bruge området rundt om sit vandhul som vildtager, vil det derfor være bedst at gøre det mod syd og vest. Man skal huske at være opmærksom på de til en hver tid gældende regler om randzoner til søer og vådområder i forbindelse med anlæg af vildtagre. På den anden side har beplantning ved og omkring vandhullet til formål at skabe læ for vandfugle, men det bør være lav beplantning som buske eller krat og gerne med torne. Lav bevoksning tilgodeser også solens mulighed for at skinne på vandspejlet. Undgå at plante større træer så tæt på vandhullet at bladene ender i søen, da det øger kravene til ilt for at omsætte dem. Som tommelfingerregel bør vandhullet derfor friholdes for beplantning i en afstand af mindst to gange de nærmest stående træers højde. Herved undgås også for megen skyggevirkning af vandspejlet. Det er en god idé at plante naturligt forekommende træarter. En rødel er velegnet, da dens blade er hurtigt omsættelige.
Vegetationen i vandet
Intet er smukkere end et vandhul med gule åkander eller hvide nøkkeroser. Men bag det smukke ydre, gemmer der sig et par uhensigtsmæssigheder. De har nemlig en tendens til at sprede sig til hele vandfladen og lukker dermed af for lyset til de planter, der gror under vandet. Generelt kan man sige, at åkander, nøkkeroser og andre flydeplanter (eksempelvis andemad, vandrøllike, vandaks, vandpileurt, krebseklo og frøbid) er af det onde, hvis de kommer til at dominere for meget på undervandsplanternes bekostning.
Man skal derfor være forsigtig med disse arter, og kommer der for mange af dem, er der kun een løsning -nemlig oprensning. Projektet kan støttes ved at åbne op for vinden, idet flydeplanter er vindfølsomme, og i stedet for fokusere på at tilgodese undervandsplanter, eksempelvis blærerod, bukkeblad, brasenføde, vandaks, tusindblad, vandranunkel og de forskellige arter af vandstjerner og kransnålsalger. Lyset har stor betydning for disse undervandsplanters vækstbetingelser, og derfor er flydeplanter og algefyldt vand deres værste fjender.
Udsmykning
Hvis der er mulighed for det, vil det være en fordel for især vand-insekterne, krebs, padder, fiskeyngel mv., at der dumpes natursten og gerne store sten i vandkanten. Hvis man lader nogle af dem stikke op af vandet i en sikker afstand fra bredden, vil de yderligere blive brugt som daseplads af vandfugle, ud over at de vil være med til at bryde vandfladens ensformighed. Undgå at bruge betonstykker, murbrokker eller andet kunstigt materiale. Har du en bunke gamle drænrør af tegl, vil de dog gøre god fyldest på bunden af søen som skjul for fiskeyngel og krebs. Placer gamle stød fra opgravede træer eller træstammer i søen, da de under omsætning vil frigive næringsstoffer til vandet og bruge ilt. På den anden side, er det fristende at udnytte denne gratis resurse til at skabe variation og skjul i vandet, men det kun bør ske i beskedent omfang. En anden mulighed er at placere de gamle stød på land i nærheden af søbredden for derved at skabe variation. Træ under nedbrydning producerer mængder af insekter og vil være både et godt skjul og en god fødekilde for både krybdyr, padder og fugle.
Øer
Nogen mener at der kun bør placeres en ø i vandhullet hvis det er over 1.000 kvadratmeter, men der er og bliver en smagssag, og der er ofte set velplacerede og velfungerende småøer i mindre vandhuller. Øen behøver nemlig ikke at være særlig stor for at gøre gavn – få kvadratmeter er ganske fint og bedre end ingenting. Undgå gerne at gøre øen cirkelformet, hellere rektangulær eller med en lille vig. Placer øen på vandhullets dybe del for at undgå at øen kommer til at fungere som et brohoved for uønsket vegetation i vandet. Øen bør ikke rage højt op over vandoverfladen, da det vil forhindre ællinger i at komme til eller fra. Den behøver således kun at være nogle få centimeter højere end højeste vandstand, og det vil ikke gøre noget, at den bliver oversvømmet, når vandstanden er højest. Under alle omstændigheder skal der altid være et lavvandet område, så ællingerne nemt kan komme til og fra øen. Undgå at plante træer og større buske på øen, da de kan fungere som udkigspost for rovfugle og krager. Sæt hellere hindbær eller brombær der kan hjælpe ynglende fugle med at finde et sikkert sted at ruge. Alternativt kan man blot placere en pyramide af granris på øen, hvilket også vil tiltrække en redesøgende andefugl.
Lovgivning og tilskud
Vandhuller der er større end 100 m2 er omfattet af Naturbeskyttelseslovens §3, men også mindre vandhuller kan være beskyttede, hvis de er placeret i en beskyttet naturtype eller indgår som en del af et beskyttet vandløb. Det betyder, at man skal søge kommunen om tilladelse, hvis man ønsker at foretage ændringer i søens eller vandhullets tilstand. Det samme gælder ved etablering af et nyt vandhul over 100m2. Det er dog erfaringen, at de fleste kommuner gerne giver disse tilladelser. I visse tilfælde kan der oven i købet ydes tilskud til etablering af vandhuller over en vis størrelse. En tilladelse fra kommunen til en ny sø, fører normalt et forbud med sig mod både udsætning og fodring af ænder og i øvrigt også udsætning af eksempelvis flodkrebs mv. Rent praktisk er det dog muligt at udsætte ænder i gamle eksisterende vandhuller, hvorfra de efterfølgende spreder sig til andre vandhuller i området.
