
TEKST: JENS ULRIK HØGH. FOTO: GITTE BACH HØGH, m.fl.
Umiddelbart ser den klassiske højskaftede Galway støvle typemæssigt ud som en stilren gummistøvle af læder. På mange måder opfylder den da også nøjagtigt samme funktion. De høje lige skafter, gør støvlen nem at komme ind og ud af, mens en Gore-Tex membran sikrer 100% vandtæthed. Gummisålen er sprøjtestøbt direkte på støvlen, så vandtætheden ikke kompromitteres. Et klassisk alternativ til gummirøjserne, der også rent komfortmæssigt har sine fordele.

Dubarry støvlerne har lige præcis den aura af håndværk, naturmaterialer og gennemført kvalitet, som mange af os sætter pris på ved vores jagtudstyr. Er man først blevet afhængig af den relativt svært definerede følelse af at eje og bruge noget ekstraordinært, ønsker man snart at opgradere sit udstyrskit til den højeste standard ud fra devisen: Hellere lidt men godt – end meget mindre godt…. Der er noget umiskendeligt anglofilt over det livssyn, og jeg er smerteligt bevidst om, at det let kan opfattes som en fornærmelse af et godt irsk produkt at skrive, at man opfatter det som noget klassisk engelsk. Det gør jeg dog, og jeg skriver det i den bedste mening, da jeg er sikker på, at de venlige irere på øen et hop længere ude i Atlanten vil opfatte det som komplimentet.
Saftig historie

Historien bag produktet bakker følelsen 100% op. Dubarry startede som et kooperativ i landsbyen Ballinasloe på den fattige irske vestkyst i 1937 med det specifikke formål at skabe hårdt tiltrængte lokale arbejdspladser.

Virksomheden blev opkaldt efter en af historiens store franske elskerinder – Madame du Barry – som startede fra ludfattige kår som uægte datter af en smuk syerske og endte med at sno den franske adel og kongen selv om sin forførende lillefinger…. Irerne har altid været et varmblodigt folkefærd og selv om det franske navn kunne synes lidt malplaceret, må de fattige irske skomageres succes med at skabe smukt og eksklusivt fodtøj, som værdsættes af ”samfundets spidser”, siges at have tydelige paralleller med den saftige franske originalhistorie.
Fra starten var produktionen koncentreret om læderfodtøj, og Galway støvlen – som er opkaldt efter den region af Irland fabrikken ligger i – kom tidligt på programmet og er gennem årene helt klart det produkt, som har sat Dubarry på verdenskortet. I dag som dengang er det lidt af en håndværksmæssig præstation at skabe en Galway støvle.







Det specialgarvede okselæder dampes og gøres fladt, inden de 18 individuelle læderdele, der indgår i hver støvle, udskæres og sys sammen på gode gammeldags symaskiner med rigtige levende menneske bag pedaler og håndtag. Der går omtrent 4.000 sting til et par støvler. Inden sålen sprøjtestøbes på, læstes støvlen på gammeldags maner for perfekt pasform. Kvalitetstjek forfølger støvlen gennem hele processen og kulminerer umiddelbart inden papkassen lukkes…. Der følger meget sjæl med dette produkt. Jeg mistænker, at det er de eneste støvler, man kan overliste en leprechaun med!
I brug

Man skal ikke være bange for at bruge et par læderstøvler i denne kvalitet. Tværtimod. Desto mere de bliver brugt, desto skønnere bliver de at gå i, og de ser bedre og bedre ud efterhånden som patinaen afspejler de mange dage på reviret.

Dubarrys støvler er fremstillet af en særlig lædertype, som bl.a. udmærker sig ved at tørre 70% hurtigere end det mest almindelige læder. De er desuden bomstærke og specifikt fremstillet til at holde i mange, mange år – med et vist minimum af vedligehold. Vigtigst er det i den sammenhæng at holde støvlerne rene, tørre og i facon. Bruger man de få minutter på denne hyggelige proces, har man ganske givet støvler for livet.

Jeg har haft lejlighed til at springe rundt i disse støvler de seneste par uger og har intet at bemærke i forhold til komforten. De er – som indledningsvist diskuteret – et godt alternativ til et par rigtigt gode gummistøvler med alt hvad det indebærer af funktionalitet på praktisk jagt. Dette er helt klart alternativet til alle dem som er trætte af at bruge gummi og foretrækker den eksklusive naturoplevelse, man kun får af hud imod i mod hud…… jeg er sikker på, at Madame du Barrys ånd er helt på bølgelængde med mig her. Jeg ser frem imod at anvende dem over lidt længere tid på mine fremtidige jagter.


SE VIDEO: The making of the iconic Dubarry Galway Boot
SE VIDEO: How to clean your Dubarry Galway Country Boots


