Skudrædhed
Hvert år er der jagthunde der skal på deres første jagt, og hvert år er der en del jægere der får sig en slem overraskelse.
Alt går godt, indtil skydningen begynder, hvorefter hunden bliver bange, låser fuldstændig, eller søger skræmt tilbage til bilen.
Medfødt skudrædhed
Det er heldigvis uhyre sjældent, at man kan tale om at en jagthund er født skudræd. Hvis en jæger siger at hans hund altid har været skudræd, så skyldes det mere det faktum at han ikke har erkendt, hvor der blev begået fejl, i forhold til tilvænningen af skud.
Det er klart at den bløde og mere følsomme hund, også lettere bliver forskrækket over for pludselige og frem for alt uforståelige lyde, men derfor behøver hunden ikke at blive skudræd.
De sjældne tilfælde af medfødt skudrædhed er meget svære for ikke at sige umulige at kurere fuldstændigt.
Påført skudrædhed
Det er disse tilfælde man ser flest af.
I min egen træning er jeg gennem tiden blevet præsenteret for en del hunde, som har været skudrædde på grund af den ene eller anden fejldisposition fra ejerens side.
Det kan enten være en regulær brøler som bunder i uvidenhed, eller bare en enkelt hændelse, som har sat sig dybt i hunden.
Med hunde skal man huske at alle stærke oplevelser lagres som erfaring, det gælder både de positive men også alle de negative.
Jeg har lige talt med en bekendt, som arbejder professionelt med jagt, hvis hund gik i strømhegnet, da han var på vej ned for at hente bilen om morgenen.
Nu må han hver dag hente bilen og køre op og hente hunden, for den oplevelse glemmer den nemlig aldrig.
For at forstå sammenhængen i skudrædhed eller i hvert fald utryghed overfor skud, er det vigtigt at være klar over, at det en hund bliver forskrækket over, er det, som den ikke forstår, og som ikke har sammenhæng med noget den forbinder med noget positivt.
Hvad skal man ikke gøre
Man skal ikke bare tage hunden ud i terrænet, slippe den løs og skyde et skud med sit jagtgevær og tro, at nu har den da prøvet det.
Man skal ikke tage sin hund med ud på skydebanen, parkere bilen ved klubhuset, lukke bagklappen op, og så i øvrigt lade hunden sidde der, mens skydningen begynder.
Tag aldrig en ung hund med på jagt, hvis ikke den har været udsat for skydning før, og start aldrig med at tage unghunden med på en selskabsjagt, men start i det små hvor kun få skytter deltager.
I det hele taget skal man tænke på, at oplevelsen ikke må være for voldsom, og hunden skal kæde afgivelse af skud sammen med positiv oplevelse.
I træningssituationer må man ikke afgive skud i nærheden af bygninger, da dette kan forårsage et uforståeligt ekko, som kan virke voldsomt på hunden.
Den rigtige tilvænning
Jeg skyder aldrig over hvalpe, men venter til de er unge hunde.
Dvs i 8-12 måneders alderen.
Her er grunddressuren godt i gang, og hunden er rimelig selvsikker og har opbygget en tillid til træningen og til sin ejer. Er det en meget blød hund, skal der gås lidt mere forsigtigt frem, men min metode giver aldrig problemer:
Gør det ikke selv, men få en hjælper til at gå 50-100 meter væk fra dig og hunden. Du skal selv sidde ned med hunden og rose og berolige den.
Hjælperen skal ikke skyde med jagtgevær, men med en startpistol. Jeg bruger selv en 6mm. Selvom jeg også har en 9 mm, foretrækker jeg at starte forsigtigt. Sørg for at vinden bærer lyden væk fra hunden, og start med at skyde ned i jorden.
Begge dele dæmper skuddet meget.
Hjælperen skal kun afgive skud på dit signal, og du skal hele tiden rose og berolige hunden.
Hvis det går godt, så lader du hjælperen komme lidt tættere på, og stadig kun afgive skud på dit signal.
På denne måde går alt godt, og når hjælperen er så tæt på som 20 meter så kaster du en dummy, samtidig med skuddet.
Lad hunden hente dummyen og gentag dette nogle gange.
Jagthunde er vilde med at apportere, og du får nu skabt en positiv sammenhæng mellem skud og apportering.
Byg din skudtræning op herfra, så du også skyder, når hunden arbejder i terrænet: skyd når du kaster en dummy, og når hunden rejser vildt.
Husk altid at inkludere skydning som en del af din træning, det går ikke med en kort tilvænning, og derefter ingen skud før jagtsæsonen.
Som sidste fase i træningen kan du overgå til at skyde med jagtgevær.
Men vigtigst af er det at starte hunden på en jagt med kun en eller to jægere. Husk at denne jagt skal være en del af træningen,
Så gå roligt til værks og skyd kun et par stykker vildt, som hunden får lov at apportere de første par gange, så er du godt på vej.
Er der sammenhæng mellem utryghed ved skud og fyrværkeri
Både ja og nej.
Rent logisk vil man forbinde de to ting og ræsonnere, at hvis hunden er bange for det ene, vil den også være bange for det andet.
Men det holder ikke i virkeligheden.
Jeg har set masser af jagthunde, som ikke var det mindste påvirket af skud på jagt, men som til gengæld var tydeligt utrygge når nytårsfyrværkeriet begyndte.
Og her er vi jo tilbage ved sammenhængen.
Mens skydningen på jagt er tilvænnet rigtigt, og i øvrigt er forbundet med hundens største passion, nemlig jagt, og derfor opfattes positivt, er
fyrværkeriet derimod, en helt uforståelig og negativ oplevelse for hunden.
Her befinder den sig i sit vante miljø, hvor der året igennem er stille og fredeligt, og pludselig bryder krigen løs. Det er helt uforståeligt for mange hunde, ikke mindst på grund af alle de lysglimt og ikke mindst det faktum at meget fyrværkeri afgiver højfrekvente lyde.
Da hunde har en fantastisk hørelse, kan det virke både skræmmende og ubehageligt.
Hvis hunden har det dårligt med fyrværkeri, er det en god ide at trække gardinerne for og skrue godt op for radioen. Lad endelig være med at tage hunden ud, før det hele er overstået.
Hvad gør man hvis skaden er sket
Hvis man oplever at hunden er skudrædhed på sin første jagt, gælder det om at få hunden ind bilen hurtigst muligt.
Hvis man forsætter på jagten med en hund som er bange eller utryg ved skuddet, vil problemet forværres.
Det ville være dejligt, hvis hunden bare lige vænnede sig til situationen, men sandsynligvis bliver den mere bange.
Efter sådan en kedelig oplevelse, står man med en hund, som forbinder skud med en negativ hændelse.
Populært sagt, har den lige præcis det billede siddende.
Derfor er der to trin i træningen, når utrygheden skal overvindes.
Først og fremmest skal man gå helt tilbage i træningen, og prøve med den skånsomme metode, som er beskrevet ovenfor i afsnittet ” den rigtige tilvænning”
Men det gælder samtidig om at udnytte hundens instinkter.
Hvis hunden er vild med apportering, kan det være lettere at overvinde, ved hele tiden at koble de skånsomme skud sammen med apporteringen.
Desværre er der ikke noget der er så entydigt.
Jeg har gennem årene haft forskellige hunde til træning, som var bange for skud.
Måden som hundene forbandt skuddet/ubehaget på, har været forskellige.
Nogle hunde har forbundet det med jagttøjet, og ret mange har forbundet det med en mandlig jæger og opsøgt tryghed hos familiens kvindelige part.
En del andre hunde har forbundet det med geværet.
Når man kan se hvad hunden mest forbinder med skuddet, kan man tilrettelægge sin træning derefter.
Er det en jagende hund, der gerne vil finde vildt, så skyd med pistolen hver gang den rejser vildt.
Er den vild med at apportere, så skyd samtidig med stimulerende apporteringer.
Husk det gælder om at være kreativ og tålmodig.
Med en hund som forbandt utrygheden med geværet, gik vi i en periode altid med en lang stok, som vi holdt i skydestilling, hver gang vi var ude med hunden.
Det gav os mulighed for at vænne hunden til en attrap og samtidig afgive skuddet med startpistolen.
Desværre må man konstatere at det tager tid og kræver tålmodighed, men til gengæld lykkes det næsten altid.
