TEKST: TORBEN MØLLER-NIELSEN
FOTO: TORBEN MØLLER-NIELSEN OG RANDERS REGNSKOV
Henrik Heroldnyjæger og idealist
På mange måder er Henrik Herold en atypisk jæger. Måske ikke fordi han først tog jagttegn i en alder af 53, det er der efterhånden så mange, der gør, men hans baggrund er nok en smule mere anderledes, ja nærmest eksotisk, fristes man til at sige, i forhold til de fleste andre. Herold er tidligere professionel soldat, så omgang med våben i forskellige kalibre, også de større, har været en del af hans liv i mange år, uden at det dog ansporede ham til at tage et jagttegn. Men for godt 25 år siden arvede han lidt penge og rejste sammen med sin kone på sit livs tur til Costa Rica. Henrik er nemlig også herpetolog og har derfor en stor interesse i f.eks. krokodiller og slanger, noget som det ikke skorter på i Sydamerika.
Turen til Costa Rica blev på mange måder et vendepunkt i Henrik Herolds liv.
Inspireret af den fantastiske sydamerikanske natur, blev han enig med konen og en god ven om, at de ville lave en regnskov i Danmark. Ikke bare sådan et lille, fugtigt indelukke i en kælder i Randers, men en rigtig regnskov, hvor fuglene flyver frit, træerne vokser ind i himlen og skjorten klæber til ryggen i samme sekund, man træder ind i den fugtige, varme regnskov. Det var i 1989. Syv år senere åbnede Randers Regnskov med Henrik Herold som direktør!
En helhedsoplevelse
Henrik Herold mener, at et besøg i Randers Regnskov skal være mere end bare et besøg i zoologisk have. Det skal være en helhedsoplevelse, hvor ganske almindelige bymennesker får mulighed for at komme på en minisafari. Derfor er der også et minimum af bure og indelukker, så de besøgende kan komme helt tæt på både dyr og planter. Det illustrerer han på bedste vis for undertegnede, ved resolut at hoppe ind til tapirerne, der med de allerstørste tegn på nydelse lader sig klø på maven. ”Kom du bare ind, så du kan få et ordentligt billede,” siger han, og den chance lader jeg selvfølgelig ikke gå til spilde, selvom de godt nok er nogle ordentlige klepperter, når man er inde i en indhegning og kun en meter væk. ”Der er flere årsager til, at vi har gjort bl.a. tapirerne håndtamme. Dels at publikum kan opleve dem helt rolige, selvom de er tæt på, men også fordi det gør det hele meget lettere, når vi skal tjekke dyrene eller dyrlæger skal undersøge dem. Så behøver vi ikke bedøve dem, og det er meget sundere og mindre stressende for både dem og os.”
De to jaguarer, den gule han B’alam og den sorte hun Chica, er et par imponerende repræsentanter for de store katte. Foto: Randers Regnskov. Junglens konge
Nogle af dyrene i Randers Regnskov er det dog nødvendigt at holde en respektfuld distance til. Det gælder naturligvis for Henrik Herolds stolthed, de to jaguarer B’alam og Chica. B’alam er kongebetegnelse fra Maya og betyder Junglens Konge, mens den sorte hun har fået et lidt mere prosaisk navn, da Chica betyder pige. Men det ændrer ikke ved, at de to imponerende rovdyr har en helt speciel aura omkring sig. Man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at en jaguar befinder sig i toppen af fødekæden, at den ikke er bange for noget som helst, og at den ser på alt, hvad der bevæger sig, som en mulig snack. Jaguaren hører til i Sydamerika, og er kendt som det kattedyr, der har det kraftigste bid i forhold til størrelsen. En jaguar afliver f.eks. ikke sit bytte med et ”kvælerbid”, som en løve eller leopard, men ved et bid gennem kraniet på byttet! Derfor er det også nogle lidt andre sikkerhedsforanstaltninger og måder, de håndterer jaguarerne på, fortæller Herold. ”Vi har efterhånden haft jaguarer i mange år, og de er selvfølgelig vant til os og vi til dem. Alligevel overrasker de ind imellem. For et stykke tid siden kom en af dyrepasserne gående med en trillebør lige uden for jaguarernes hegn, og pludselig eksploderede B’alam i et rent angreb, der jo så heldigvis endte i hegnet. Men det fortæller lidt om, at det ER vilde dyr. Og man skal IKKE tro, at bare fordi de er vant til en og ikke opfører sig truende, at man så kan behandle dem som store huskatte.”
Ideen med Randers Regnskov er at vise regnskoven i naturlig størrelse og vækst. Det kræver nogle drivhuse af et vist format. Start i det små
I det hele taget er den tiltagende Disneyficering af vilde dyr noget, som Henrik Herold ser som et stort problem. Han har ikke i samme omfang som Københavns Zoo oplevet de veritable ”shit-storme” på de sociale medier, men han har stor respekt for den måde, som Bengt Holst tacklede sagen om giraffen Marius. I det hele taget mener han, at vi mangler oplysning og uddannelse om naturens sammenhænge. ”Hvis man vil noget stort, skal man starte i det små,” mener han. Ifølge Herold er den største risiko, ikke bare for eksotiske dyr som giraffer, løver, elefanter osv., men også for den mere ordinære hjemlige natur, at der mangler vilje til at gøre noget. Og der skal være økonomi i naturen. Hvis det ikke kan betale sig at værne om naturen, så forsvinder den. Og det gælder både i Danmark og Afrika. Men hvis man starter i det små med børnene, så får de en forståelse for sammenhængene i naturen, som de tager med sig resten af livet.
Når man er i Randers Regnskov, skal man have oplevelsen af at være på safari. Så mange af dyrene går eller flyver frit omkring blandt publikum.
Et af Henriks projekter er derfor ”Vild i haven”, som handler om, at man freder et lille hjørne i villahaven. Her kan man lade alle planter få lov til at vokse, som de vil, man behøver ikke luge eller slå græsset og heller ikke fjerne de visne planter. Og hvis det skal være helt perfekt, så laver man også et lille vandhul. Det har Henrik gjort hjemme i sin egen have, og nu er der en ny bestand af butsnudet frø på vej. ”Og hvem ved, måske ender det med, at jeg har storke i baghaven,” siger Henrik Herold med et smil.
Tapirerne er håndtamme. Både af praktiske årsager, men også for at give publikum en bedre oplevelse. Mere samarbejde
Henrik Herold savner også et langt større samarbejde mellem de organisationer, der interesserer sig for naturen i Danmark. Hvis Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening nu kunne finde ud af at lægge deres særinteresser lidt væk et øjeblik og så samarbejde om, hvordan vi kunne opnå mere og bedre natur i Danmark, så ville det batte noget, mener Herold.
Hvis Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening nu kunne finde ud af at lægge deres særinteresser lidt væk et øjeblik og så samarbejde om, hvordan vi kunne opnå mere og bedre natur i Danmark, så ville det batte noget, mener Herold.
Som det er nu, bliver det i stedet meget politisk, og så sker der ikke rigtig noget, og det er en skam, mener han, for egentlig har vi jo den samme interesse i, at få en god natur med masser af oplevelser for store og små. Derfor har Randers Regnskov også taget initiativ til naturpleje med europæisk bison og Przewalski-heste, som er den oprindelige vildhest, ved Vorup Enge mindre end 1.500 meter fra Randers midtby. Unægtelig noget mere spektakulært og naturmæssigt interessant end det Galloway og Dexter kvæg, man ofte møder i naturplejeprojekter rundt omkring.
Randers Regnskov har også sat deres eget lille internationale naturbevaringsprojekt i gang i Ecuador på østsiden af Andesbjergene. En del af entreindtægterne går til opkøb af regnskov i området, og nu har den dertil oprettede fond et areal på 12 kvadratkilometer. I Randers Regnskov kan man så følge med i, via vildtkameraer, hvad der sker i junglen i Ecuador. Næsten som at være der selv.
En del af Vorup Enge græsses af visenter og przewalski-heste. Arter, som for mange tusinde år siden græssede her. Hvorfor gå på jagt?
Men hvordan hænger det egentlig sammen? Hvordan kan en direktør for en institution, som er dedikeret til beskyttelse og formidling af natur, samtidig gå på jagt og slå ihjel med stor fornøjelse?
I Herolds tilfælde er det faktisk lidt af en tilfældighed, at han nu er jæger. Det stammer fra endnu et af Randers Regnskovs projekter, nemlig naturplejen med europæisk bison i Vorup Enge. Ind imellem sker det, at et dyr bliver sygt eller kommer til skade og skal aflives. Og den lod faldt på Herold, og så var det meget lettere med hensyn til våbentilladelser osv., hvis han havde et jagttegn. Og det betød så også, at det første dyr, som Henrik nedlagde, eller nok nærmere aflivede, var en europæisk bison. Senere er han så begyndt at gå på ”rigtig” jagt, og er nu meget glad for bukkejagten. ”Ja, det er begyndt at gribe om sig, med det jagt,” siger han med et smil. ”Når jeg er på jagt, så oplever jeg naturen meget mere direkte, end hvis jeg bare er derude for at observere. Og det er altså ret federe at deltage end bare at kigge på!” Velovervejet regulering af de vilde bestande er også naturbevarelse, så der er vist ingen tvivl om, at det at gå på jagt ikke bare er en forbipasserende dille for direktøren med de to jaguarer.
På vej ud ad døren kan jeg ikke lade være med at spørge Henrik Herold, hvilket bilmærke han kører i?
Svaret er, selvfølgelig… Toyota Landcruiser!
