Det puslede i tagrørene. Det gør det tit, når man sidder på anstand i mosen i oktober, og der blæser en frisk vind. Men det puslede på den der specielle måde, så man bare ved, at der er et eller andet dyr derinde. Hvad det er for et dyr, er ikke til at vide. Jeg har hørt knagen og bragen, så jeg var sikker på, at nu kom der en stor kronhjort frem, og ud er kommet en fasankok med røde lorgnetter og et følge af tre fasanhøner. Og jeg har hørt en sagte knækken af enkelte tagrør, hvorefter en stor kronhind har rejst sig kun 10 meter borte.
Det blev ved med at pusle i rørene cirka 15-20 meter ude fra stigen og et par meter fra det spor, jeg havde slået gennem rørene ud til et engstykke 80 meter borte. Af bitter erfaring var jeg klar over, at det var med at få riflen op og være klar. Op med geværet, og min tommel var klar til at afsikre min Mauser 03.
Der lå allerede en Sonic Ballistic Hunt kaliber .308WIN i kammeret, og jeg var spændt på, om det skulle blive mit første danske stykke vildt med en blyfri patron.
Jeg har i årevis sværget til Lapua Mega 12 gram, som har en forrygende knald og fald effekt på ræv og råvildt, som er det, jeg mest går efter. Men efter at have prøvet den danske messingkugle i Sydafrika, hvor den havde en formidabel effektivitet på alt fra blesbuk til kudu i kaliber 6,5×55, så havde jeg besluttet mig for, at 2020 skulle være året, hvor jeg skiftede til blyfrie patroner.
Rævestreger
Der var blevet helt stille i tagrørene. Jeg sad helt stille og stirrede stift på det sted, hvor jeg mente sidst at have hørt noget bevæge sig.
Det skulle jeg ikke have gjort.
Fem meter fra stigen traskede en stor rævehvalp ud på sporet og begyndte at lunte direkte hen imod mig. Hvis jeg flyttede på mig selv eller riflen, blev jeg opdaget. Det blev jeg nu alligevel, da ræven efter et par meter stoppede som ramt af lynet, da den fik fært af mig et par meter oppe i stigen. Inden jeg nåede at gøre noget som helst, satte den i et kæmpe spring tilbage ind i tagrørene, hvor en noget højere knasen og bragen end tidligere fortalte, at den ikke lige havde tænkt sig at gå ud på sporet igen.
Tja, sådan er jagt jo. Jeg lænede mig tilbage og slappede lidt af, så godt man nu kan, når der ikke er mere end et par grader, og vinden er iskold. Jeg tjekkede telefonen. Min gode ven, Peter, var også på jagt i mosen, men sad vel en kilometers penge fra mig. Efter at have hørt om Sonic Ballistic Hunts fortræffeligheder var han blevet forsynet med en kasse patroner til sin 30.06’er, og jeg vidste, at han i dag gik efter at få en stor Åmose kronhjort på kornet. Ingen besked, men det var også tidligt på dagen, selvom jeg allerede havde hørt en del skud i det fjerne.
Pludselig var der en bevægelse i periferien af synsfeltet, der fik mig til at løfte blikket fra telefonen. Det var rævehvalpen, som åbenbart var gået i en stor bue tilbage, og nu stod i kanten af sporet og stirrede ned mod stigen og mig. Det var lusket! Ikke en lyd, havde den lavet denne gang. Uden at bevæge andet end min hånd fik jeg listet telefonen tilbage i en skrålomme på jakken. Langsomt, langsomt fik min højre hånd fat i pistolgrebet, og mens jeg stift stirrede tilbage på ræven, blev riflen løftet i anslag i ultra-slow-motion.
Ræven stod stadig og stirrede. Min tommel afsikrede riflen, og det røde Firedot i min Leupold kikkert hvilede stille på et punkt lige under hagen på ræven. Ræven tog et par skridt – stadig med front imod mig. Det var helt tydeligt, at den ikke rigtig vidste, hvad den skulle mene om det hele. Noget var galt, men hvad? Den tog et skridt mere, men denne gang til siden, så den nu stod med bredsiden til. Dottet fandt punktet lige bag forbenet, og jeg trak af.
Max effekt
Smok Ejnar! Der kunne man da tale om knald og fald effekt. Der var ikke nogen grund til at vente et øjeblik, kunne jeg se gennem kikkerten. Jeg kravlede ned fra stigen for at se nærmere på ræven. Et fint lille indgangshul, men et pænt stort krater som udgangshul. Det så næsten ud, som om jeg havde brugt en varmint-kugle. Men sådan en stor rævehvalp har jo ikke en ret tyk krop, og det passede meget godt med, at kuglens maximale energiafgivelse fandt sted lige før exit på den lille rævekrop. Effektivt var det i hvert fald.
Jeg kravlede op i stigen igen. Selvom det stadig var tænderklaprende koldt, så havde jeg alligevel fået den indre varme ved oplevelsen af den effektive kugles møde med den spinkle rævekrop.
Jeg kiggede ud over de glitrende siv i mosen. Smukt som altid. Langt borte kunne jeg høre et par traner kalde. Fra at være et sjældent syn, som vi så i flere hundrede meters højde om foråret, så har vi nu en lille, fast bestand af traner i Åmosen, som er her året rundt. De gør absolut ikke naturoplevelsen ringere.
Jeg tjekkede telefonen igen. Intet nyt. Jeg havde været herude en tre timer, og nu begyndte kulden for alvor at kunne mærkes. Tanken om en kop varm mokka foran brændeovnen blev mere og mere tillokkende. Og efter skuddet ville der jo alligevel nok gå et par timer, inden der kom noget forbi igen. Det er fordelen ved at have jagt i baghaven. Det tager kun 5-10 minutter, så er man hjemme igen.
Råvildt på engen
Klokken 15 var jeg på plads i stigen igen med gennemvarme knogler og lidt ekstra tøj. Mine uldne fingervanter var blevet byttet ud med mine Sealskinz handsker. De er helt uforlignelige på sådan en kold og fugtig efterårsdag.
Jeg have siddet i stigen en halv times tid, da en rå med et stort rålam kom løbende tværs over engstykket cirka 100 meter ude. Nogle sekunder senere var de forsvundet i pilekrattet. Hmm. Gad vide, hvad der havde skræmt dem? Men det var, som altid, dejligt at se liv, også selv om det ikke umiddelbart var på skudhold.
Jeg satte mig til rette i stigen og lod tankerne vandre. Det er nærmest meditativt at sidde i en stige og lade naturen udfolde sig omkring en. Så er det en flagspætte, der begynder at hakke i den gamle pilestamme ved siden af, så er det en halemejse, der vipper koket med halen og en markmus, der maser sig vej gennem tagrørene mod en tør plet.
Hov! Det var da et rådyr, dér i kanten af pilekrattet 80 meter ude. Det er helt utroligt, som rådyr har en evne til at materialisere sig ud af ingenting. Op med riflen, og Firedottet hen på bladet. Det var rålammet fra før, men råen var ingen steder at se. Lammet stod ret perfekt og essede fredeligt. 03’eren blev afsikret, og pegefingeren øgede trykket på aftrækkeren. Min Paradox 45 dæmper tager en del af rekylen, så jeg kunne fint se, hvad der skete, da kuglen ramte lammet. Den sad godt. Lammet snurrede rundt og forsvandt bag noget pil.
Er der schweiss?
Det var ikke lige det, jeg havde regnet med, og da slet ikke med Sonic Ballistic Hunt kuglen, som i Sydafrika havde fået langt større dyr til at lægge sig på stedet.
Nå, men der var jo ikke andet for end at gøre, som jeg plejer, det vil sige vente 5 minutter og så besigtige skudstedet nærmere for schweiss.
Det er altid med stor spænding, jeg nærmer mig et påskudssted.
Er der schweiss? Hår eller benstumper? Eller slet ingenting?
Henne ved skudstedet kunne jeg heldigvis se masser af schweiss, som var sprøjtet op på den pilebusk, lammet havde stået foran. Jeg havde nu også haft det godt med det skud. Jeg tog et par skridt mere, og dér lå lammet. Cirka to meter fra påskudsstedet.
Det var blevet ramt perfekt, og der var fint gennemskud fra både de tre afbrækkede flige og restprojektilet, så der havde fundet en massiv afblødning sted, som dyret bare ikke lige havde opdaget med det samme.
Men når man fjerner blodtrykket så kontant, så varer det ikke mange sekunder, før dyret mister bevidstheden. Og for mig er det faktisk det vigtigste, når jeg går på jagt. Drabet i sig selv, synes jeg ikke er særlig interessant, og det skal helst bare være så effektivt som muligt. Samtidig vil jeg dog også gerne have kødet, og der er Sonic Ballistic Hunt perfekt. Det er en voldsom effektiv kugle, men fordi de tre fragmenter og restprojektilet mere skærer end trykker sig vej gennem dyret, så er kødskaderne og blodudtrædningerne mindre end ved eksempelvis de Lapua Mega projektiler, som jeg ellers har sværget til gennem mange år.
Så er der hjort
Jeg brækkede lammet og traskede hjem med dyret. Jeg var lige blevet færdig med at hænge dyret op i værkstedet, da Peter skrev til mig på Messenger. Eller rettere, sendte mig et billede af en stor hjort.
”Nu igen?”, skrev jeg tilbage. Peter havde nemlig også skudt en stor hjort derude sidste år.
”Ja, du ved, jeg skød en hjort sidste år med Norma Oryx i 30.06. Den gik over hundrede meter med en perfekt hjertekugle”, skrev han. ”Den her var ude på 240 meter, da jeg ramte den på bladet med en 11 grams Sonic Ballistic Hunt i min 30.06’er. Den tog et halvt skridt, og så væltede blodet ud ad munden på den, og den faldt om og var stendød. Jeg kommer aldrig til at skyde med en anden kugle!”
Med til historien hører også, at Peter senere på året skød en då i Sverige og et par rådyr i Danmark med 30.06’eren og Sonic Ballistic Hunt. Alle dyr faldt på stedet.
Så nu er vi et par vestsjællændere, der er blevet overbevist om Sonic Ballistic Hunt kuglens effektivitet, når det gælder det danske hjortevildt.
Jeg kommer, ligesom Peter, ikke til at bruge andet fremover.
LÆS OGSÅ
Test: Sonic Ballistic Target projektiler
Foto: Torben Møller-Nielsen, P. L. Frederiksen og Wila_Image/Shutterstock.
