Foto: Arkiv, fabrikanter, samt David Tadevosian, Militarist, Kevin Brine, Oliver Le Queinec, Lunasee Studios, W. Scott McGill mv.
Skjortefabrikant Oliver Fisher Winchester havde tjent gode penge i den amerikanske tekstilindustri på østkysten, da han sammen med nogle få andre investorer købte Volcanic Repeating Arms Company i 1855. Den skrantende våbenfabrik, der var startet blot et år tidligere af de talentfulde våbendesignere Horace Smith og Daniel B. Wesson, havde produceret Volcanic-riflen – et våben i et banebrydende design, som affyrede hule projektiler, der indeholdt deres egen drivladning. Små vulkaner – deraf navnet.
Men det var ikke blot ammunitionen, der var nytænkt. Selve riflen var en videreudvikling af et riffeldesign fra 1848 – Volition repeterriflen – der som en af de første repeterrrifler benyttede sig af en underliggende bøjle til repeteringen og et rørmagasin til ammunitionen under piben. Desværre var Volcanic riflen ikke særlig praktisk anvendelig. Først og fremmest fordi ammunitionen ofte svigtede. Det var af samme årsag, at fabrikken efter kort tid i Smith og Wessons eje blev solgt videre til Oliver Winchester og hans medinvestorer.
Winchester troede så meget på sit nye industrieventyr, at han købte de fleste af de andre investorer ud, således at han i 1857 sad med aktiemajoriteten. I samme ombæring flyttede han virksomheden til New Haven, Connecticut og ændrede navnet til New Haven Arms Company. Han havde været så heldig at ”overtage” en enestående våbendesigner med købet af Volcanic. Hans navn var Benjamin Tyler Henry.
En dygtig designer
Han arbejdede videre på designet af riflen og skabte en helt ny randtændt .44 kaliber i stedet for de upålidelige Volcanic projektiler. Den nye riffel i kombination med den tilhørende enhedspatron med messinghylster blev patenteret i 1860 og kendt og berømt som Henry-riflen. En pålidelig bøjlerepeterriffel (lever action som amerikanerne ville kalde den) som rummede 16 skud i rørmagasinet og kunne affyre dem lynhurtigt. Et formidabelt våben i sammenligning med datidens forladere.
En stor del af produktionen blev da også købt privat af nordstatssoldater under den amerikanske borgerkrig. De så investeringen i Henryriflerne som en form for livsforsikring på slagmarken. En sydstatsofficer, som oplevede Henry-riflen første gang, beskrev den rædselsvækkende nyskabelse, som den tog sig ud fra den farlige ende af våbnet, således: ”den forbandede Yankee riffel, som man kan lade om søndagen og affyre hele ugen”. Samtidens militærstrateger var efter krigen enige om, at en enkelt mand med en Henry vejede lige så tungt på slagmarken som 15 mand med traditionelle forladere… Faktisk endte en del af disse Henry-rifler i hænderne på de Sioux og Cheyenne indianere, der udslettede general Custer ved Little Big Horn, så man kan roligt sige, at våbnet blev værdsat af både cowboydere og indianere.
Den første Winchester
Produktionen af Henry-riflen ophørte i 1866, da Oliver Winchester blev uvenner med Benjamin Henry i et slagsmål om kontrollen over virksomheden. Det blev Winchester, der gik sejrrigt ud af den strid, og han omorganiserede virksomheden under navnet Winchester repeating Arms Company. I samme ombæring fik han sine øvrige designere til at udvikle en forbedret udgave, som blev introduceret under modelbetegnelsen Winchester 1866. Riflen var designet til den samme rimfire-kaliber som Henry-riflen, men forbedret på en lang række punkter. På grund af den gule messing låsekasse blev den første Winchester-riffel også kendt som ”Yellow boy”.
Denne riffel blev meget populær både i USA og den store verden. Den så også en hel del militær anvendelse. Blandt andet i hænderne på franske soldater under den tysk-franske krig og imod russerne, da de stødte sammen med ottomannerne (tyrkerne), som havde købt 50.000 af disse rifler af Winchester og brugte dem dygtigt til at decimere de russiske styrkers antal (hvilket i øvrigt inspirerede russerne til at udvikle deres egen repeterriffel)
Men 1866 modellens popularitet blev langt overstrålet af Winchester 1873, som var et langt mere moderne våben med et stålsystem beregnet til moderne centraltændingskalibre. De første eksemplarer var alle i kaliber .44-40 (WCF) Winchester Center Fire, som også vandt stor udbredelse i datidens revolvere. Med en seksløber i bæltet og en Winchester i saddelhylsteret var datidens amerikaner dermed udrustet med et simpelt og effektivt 1-kaliber-system til selvforsvar og jagt på kort og langt hold.
Konceptet blev en enorm succes, og Winchester riflerne blev (på linje med Colt revolverne) synonyme med amerikanernes ”erobring” af det vilde vesten. Der gik da heller ikke mange år, før Winchester selv kaldte Winchester 1873 for ”the Gun that Won the West”.
I 1876 introducerede Winchester en stærkere model, som kunne håndtere kraftige centraltændingskalibre til jagt – især bisonjagt – og de bidrog dermed til at forvandle 40-60 millioner bisoner til nogle få hundrede spredte dyr i løbet af et lille årti. Ikke at Winchester var specielt onde, de gjorde egentlig blot, hvad alle andre våbenfabrikanter forsøgte at gøre og forsynede det sultne marked for skydevåben med det isenkram, der blev efterspurgt.
Oliver ud. John Moses ind.
Oliver Winchester døde den 11. december 1880 – godt en måned efter sin 70 års fødselsdag. Han var stenrig og kunne se tilbage på en succes uden sidestykke. Det blev han søn Willian Wirt Winchester, som arvede den velsmurte virksomhed, men glæden blev kort, eftersom han døde af tuberkulose mindre end tre måneder senere, hvorpå alt gik videre til hans enke Sarah, som dermed blev en af verdens rigeste kvinder med en formue på 20 mio. dollars i kontanter (et beløb svarende til mere end tre mia. nutidskroner) samt halvdelen af aktierne i virksomheden (som nok var betydeligt mere værd).
Stakkels Sarah levede resten af sit liv i frygt for ånderne af alle de mennesker, som Winchesters våben havde dræbt. Hun investerede derfor mange penge i at bygge på et kæmpehus med snirklede korridorer, en kaotisk planløsning og trapper, der ender i ingenting…. Alt sammen for at forvirre onde ånder på hævntogt…
Et par år efter grundlæggerens død indledte Winchester et samarbejde med en på daværende tidspunkt fuldstændig ukendt våbendesigner fra Ogden, Utah. Hans navn var John Moses Browning, og han havde startet en lille produktion af en enkeltskudsriffel, som han selv havde udviklet. Winchester købte patentet for utrolige 8.000 dollars (svarende til mere end 750.000 dollars i vore dage), og våbnet blev en øjeblikkelig succes under betegnelsen Winchester Model 1885.
I årene, der fulgte, opkøbte Winchester mere end 40 Browning-patenter og alle modeller, der sattes i produktion (og det gjorde de langt fra alle sammen), blev kommercielle succeser. Brownings talent var unikt, og Winchester levede højt på det.
Winchesters guldalder
Første design efter enkeltskudsriflen var en forbedret leveraction – Model 1886 – og året efter fulgte en leveraction til haglpatroner – Model 1887. Nye modeller sprøjtede ud på markedet, og hver eneste gang var der tale om våben, der teknisk og funktionelt var lysår foran sine forgængere.
I 1890 kom en pump-action salonriffel på programmet. Den blev produceret helt frem til 1941 i næsten en million eksemplarer.
Model 1892 var en bøjlerepeterriffel til revolverpatroner udviklet fra idé til fungerende prototype på under en måned.
Model 1893 var et driftsikkert pump-action haglgevær, som gik hen og blev den egentlige stamfader til våbentypen, og den grundlagde den amerikanske forkærlighed for ”pump-guns” eller ”trombone-bøsser”, som de faktisk i mange år blev kaldt i fuldt alvor blandt danske jægere.
To år efter bøjlerepeterriflen Model 1892 fulgte en kraftigere udgave – Model 1894 – specielt designet til kalibre med røgsvagt krudt, som netop var kommet på markedet. I kombination med det nye kaliber .30-30 Winchester (”thutty thutty”) skulle denne riffel med tiden blive symbolet på amerikansk ”bukkejagt”.
Model 94 produceres den dag i dag og er verdens til alle tider bedst sælgende civile riffelkonstruktion med mere end 7.500.000 originale Winchesterrifler solgt igennem årene.
Året efter kom en mere moderne bøjlerepeterriffel – Model 1895 – med et boxmagasin, som i modsætning til rørmagasinerne på de andre modeller kunne håndtere moderne patroner med spidse projektiler. Denne riffel blev i særdeleshed populær blandt jægere, der efterstræbte større arter end whitetailhjorte, og en hel del af disse rifler blev brugt flittigt i bl.a. Afrika. Ex-præsident Theodore Roosevelt nedlagde således mængder af afrikansk vildt med disse rifler i kaliber .405 Winchester.
Men det var ikke kun på våbensiden, at tingene gik stærkt for Winchester, som også udviklede ammunition i et hæsblæsende tempo. En hel del af de tidlige designs gik med tiden i glemmebogen, mens en del blev så populære, at de den dag i dag er dominerende på det amerikanske marked. Det gælder f.eks. .30-30 Winchester, som i nærmest et århundrede var det mest anvendte jagtkaliber i Nordamerika.
Uheldig udvikling
I 1898 havde John Moses Browning udviklet et rekyl-opereret halvautomatisk haglgevær, som han tilbød Winchester. De foregående års salgssucceser havde inspireret ham til at foreslå en ny afregningsmodel, hvor han i stedet for et éngangsbeløb bad om royalties for de eksemplarer, der blev produceret. Blev våbnet en stor succes, kunne han dermed tjene mere på det end ved blot at sælge alle rettigheder en gang for alle.
Winchesters ledelse brød sig ikke om Brownings forslag, og de afviste afregningsmodellen. Begge parter stod stejlt på deres, og enden på det blev, at Browning afbrød det lange samarbejde med Winchester og selv satte haglgeværet i produktion. Det er i sagens natur umuligt at vide, hvordan det ville være gået for Winchester, hvis samarbejdet havde fortsat, men jeg tror, at det er rimeligt at antage, at det afbrudte samarbejde med Browning ikke er noget Winchesters ejere ser tilbage på med begejstring….
Det sidste Browning-våben i Winchesters produktportefølje var det enkleste af dem alle: En enkeltskuds salonriffel betegnet Model 1900.
Winchester fortsatte ikke desto mindre produktudviklingen med deres egne ingeniører og var således i direkte konkurrence med Browning og hans samarbejdspartnere i de følgende årtier. Der var hård konkurrence om at erobre det helt nye marked for halvautomatiske rifler. Samme år som Remington introducerede den Browning-designede model 8, kom Winchester ud med Model 1905. Begge våben blev relativt populære.
I 1912 introducerede Winchester en hammerless pump-action haglbøsse, som fik masser af fans blandt de amerikanske jægere. Det tog faktisk 52 år, inden modellen blev afløst af model 1200 i 1964.
Bortset fra det stod det lidt stille med produktudviklingen i årene efter århundredskiftet. Der kom en hel del salonrifler fra Winchester, men vi skal helt frem til 1936 for at finde en markant produktintroduktion.
Den store krig
Under første Verdenskrig indstiller fabrikken sig først og fremmest på krigsproduktion. I starten var det rifler og ammunition til Rusland og England og siden til de amerikanske tropper. Maskinerne kører for fulde omdrejninger. I 1915 leveres der en kvart million rifler til England, og man starter produktionen af 300.000 leveraction Model 1895 rifler til den kejserlige russiske hær. I 1917 bygger man mere end en halv million cylinderlåsrifler (U.S. Model 1917 Enfields) og næsten 50.000 Browning BAR automatrifler til de amerikanske tropper. Ammunitionsafdelingen producerer i de år 870 millioner patroner til krigsindsatsen.
I 1919 malede kunstneren Phillip R. Goodwin et billede af en cowboy i fuld galop med en Winchester lever-action riffel i hænderne. Det dramatiske motiv blev siden en del af Winchesters logo og et ikonisk billede på den amerikanske kulturarv, som Winchester i høj grad er en integreret del af. Logoet registreredes dog ikke officielt før 1965.
I årene efter ”Den Store Krig” udviklede Winchester sig mest på ammunitionssiden. Der sker meget i disse år inden for såvel krudttyper som hylstre (på haglpatroner) og fænghætter. En enkelt riffelkaliber med potentiale til et langt liv blev det også til i de år med introduktionen af .270 Winchester i 1925.
Olin Corporation
Konkurrenten i skikkelse af den familieejede koncern the Olin Corporation, som ejede Western Cartridge Company, købte Winchester i 1931. Den stærkt våbeninteresserede John M. Olin blev herefter ny chef for Winchester.
I 1936 introduceredes Winchester Model 70 – en Mauser 98 inspireret cylinderlåsriffel i gennemført god kvalitet. Riflen gik hen og blev ”det seriøse valg” for generationer af amerikanske jægere, og den blev kendt som ”The Riflemans Rifle”. Modellen var en forbedring af Model 54, som blev introduceret godt et årti tidligere, og som i endnu højere grad lå helt tæt op ad Mausers system.
Da japanerne angreb Pearl Harbor i 1941, kom USA endnu engang i krig, og det smittede naturligvis af på en stor våbenproducent som Winchester.
Hærledelsen indså, at der var behov for en let karabin, og Winchesters ingeniører stod for en våbenteknisk kraftpræstation, da de på kun 13 dage både designede et nyt våben med et tilhørende nyt kaliber og fremstillede en fungerende prototype til praktisk test. Våbnet – kendt som US M1 carbine – blev under krigen fremstillet i cirka seks millioner eksemplarer af forskellige amerikanske fabrikker. Heraf producerede Winchester selv 800.000.
I løbet af krigen leverede Winchesters cirka 60.000 medarbejdere mere end 15 milliarder patroner til den amerikanske krigsindsats.
Ammunition
I årene umiddelbart efter krigen var det først og fremmest ammunitionsafdelingen, der stod for de fleste skelsættende nyskabelser. I 1952 udviklede fabrikken det nye NATO-kaliber (.308 Winchester), som i vore dage er det mest udbredte jagtkaliber i hele den vestlige verden. I 1955 fulgte .243 Winchester, som er udviklet på samme hylster, og som relativt hurtigt blev det mest populære kaliber i UK – en position, som stadig er aktuel. I 1956 tog man fat i udviklingen af nye magnumkalibre baseret på den gamle .375 H&H platform med introduktionen af .458 Winchester. I 1960 fulgte .264 Winchester Magnum og den langt mere populære .338 Winchester Magnum. Gabet imellem de to blev i 1963 fyldt ud af .300 Winchester Magnum.
John M. Olin gik på pension i 1963. Den nye bestyrelse i Olin Corporation havde indset, at Winchesters våbenproduktion var for omstændelig, utidssvarende og ikke særlig rentabel. De gennemførte derfor en omfattende proces med det formål at redesigne modellerne til moderne masseproduktion. Ændringerne gennemførtes i 1964, og dette er årsagen til, at brugte Winchestervåben produceret før 1964 (pre ’64) oftest er mere værd end nyere eksemplarer.
Winchester i vor tid
Dette blev starten på en lang og sej nedtur for Winchesters våbenproduktion, men det gik betydeligt bedre for ammunitionsafdelingen. I 1981 solgte Olin selve våbenproduktionen til U.S. Repeating Arms Co. (USRAC) – et firma oprettet af medarbejdere på fabrikken. Varemærket ”Winchester” og ammunitionsproduktionen beholdt Olin selv, men koncernen tillod gennem en licensordning USRAC at anvende brandet til den fortsatte produktion af Winchester våben. I 1989 gik USRAC konkurs, og aktiverne blev overtaget af Fabrique Nationale i Belgien. I 2006 nedlagdes produktionen i USA. Winchestervåben bliver nu fremstillet i Belgien, Japan og Portugal. Produktudviklingen foregår primært i Belgien.
Winchester ammunitionsfabrikkerne er stadig en del af Olin Corporation, og der udvikles som aldrig før på produkterne. De senere år har budt på store nyhederne inden for både hagl- og riffelammunition til både central- og randtænding. Winchester ammunition er et af verdens største ammunitions-brands.
Der er ingen tvivl om, at Winchester igennem brandets mere end 150-årige historie er slået fast som et af de bedst kendte amerikanske varemærker overhovedet. Winchester ER det vilde vesten, cowboy’dere og indianere. Det er så amerikansk, som det kan blive. Ingen mænd i hele verden er i tvivl om, at John Wayne skyder med en Winchester. Langt de fleste jægere har desuden anvendt brandets produkter på et eller andet tidspunkt. Det er ikke nogen ringe historisk arv for en business-mindet skjortefabrikant at efterlade sig…
Selv har jeg en alenlang ønskeliste over klassiske og moderne Winchestervåben, som jeg gerne finder plads til i våbenskabet.
