AF PER KAUFFMANN. FOTO. STEEN ANDERSEN, SHUTTERSTOCK OG PER KAUFFMANN.
Efter septemberfredningen af ringduen fra og med sæsonen 2007/08 faldt udbyttet af skovduer med omkring en tredjedel, svarende til over 100.000 færre duer. I forhold til 2005 var nedgangen endnu større, nemlig omkring 175.000 færre duer. I årene, der fulgte fredningen, landede afskydningen på rekordlave tal omkring 175.000 duer i 2007/8 og 2008/9, og tallet har siden balanceret omkring knap 200.000 med enkelte undtagelser. I det seneste jagtår (2017/2018) blev der skudt et rekordlavt antal på kun ca. 160.000. Endnu ved vi ikke, hvordan udbyttet har været efter det forgangne efterårs duejagt, som gik ind 14 dage tidligere end de foregående 10 år.
Vekslende udbytte
Ikke kun antallet af nedlagte duer er en stor forskel til “gamle dage”, også jagtformen har ændret sig. Tidligere blev der skudt duer i massevis i september og lidt ind i oktober på indfløj til endnu ikke høstede marker eller nysåede marker. Ofte kunne man skyde et pænt knippe duer i skjorteærmer. Senere i sæsonen skulle man måske have en tynd jakke på, men ikke altid. Tusindvis af jægere havde tusindvis af fantastiske timer i læhegn og gærder. En jagtform der nu kun kan finde sted mod vest i England og mod øst i Sverige.
I perioden har der dog været enkelte år med store afskydninger, eksempelvis i sæsonen 2009/10, hvor der blev skudt ikke mindre end 332.200 duer, næsten en fordobling af udbyttet i forhold til de foregående to sæsoner og på højde med afskydningstallene, før Jægerforbundet blev taget på sengen i forhandlingerne om duernes jagttid.
For at få opklaret årsagen til den markante fremgang i afskydningen, lavede (daværende) DMU en undersøgelse ved at kontakte et par hundrede tilfældigt udvalgte jægere, der havde skudt mere end 10 duer i den sæson. Mange angav, at den hårde vinter fik et stort antal duer til at søge føde i fodermarker, remiser, uhøstet majs og langs skovkanterne og derved brugte mere forudsigelige trækruter og var mere koncentrerede end i mildere vintre, hvor de kan finde føde overalt. Det blev også bemærket, at der var specielt mange nordiske duer i Danmark i det år. Undersøgelsen viste også, at cirka halvdelen af det store udbytte af ringduer blev nedlagt i januar måned.
Duejagten er således skiftet fra at være jagt i det tidlige efterår på vore “egne” duer til at være jagt på nordiske duer i vintermånederne – især når det er koldt her i landet og endnu koldere længere nordpå.
Vildt med duer
Jeg mindes nogle af de snefyldte sæsoner med glæde, for allerede i december kunne der skydes en del nordiske duer i Vildmosen. Trækket blev dog intensiveret op mod nytårsskiftet, men der måtte jeg forlade landet for at deltage i presserende jagter i andre dele af verden. Da jeg igen vendte hjem til Vildmosen i midten af januar, var det første, der mødte mig to brede smil – fra øre til øre. Det brede smil var klistret på mine jagtkammerater, Mogens og Michael og skyldtes, at de to gavtyve i de første to uger af januar havde skudt voldsomt mange duer. Danmark var dækket af sne, og de to hektarstore pletter med majs, som ikke kunne høstes på grund af vand, trak duer til som autonome til et bål i gaden. Nu gad de ikke skyde flere, meddelte de, og havde i øvrigt heller ikke råd til at købe alle de patroner, så jeg måtte ene og alene forsvare den uhøstede majs. Det blev et par spændende uger, endskønt jeg aldrig nåede dem længere end til knæene. Helt alene er nu så meget sagt, for min breton, Emma er aldrig langt borte fra mig, når jeg har trukket støvlerne på. Hun bryder sig dog ikke om duejagt. Der sker for lidt, og apportering af skudte duer er jo kun det kvarte arbejde for en stående hund.
Allerede, da vi står ud af bilen ved landevejen, letter en lille flok rastende duer fra granerne. Men det er min erfaring, at der altid bliver nogle stykker tilbage – måske de dovneste eller blot de dummeste. Så allerede gennem skoven på vej ud til majsmarken, letter halvtreds duer lidt længere forude. Jeg har ladet Emma gå i søg efter en fasankok, og det er hende, der letter dem. Hele flokken kommer lavt hen over mig, og jeg når lige netop at nappe en enkelt i et spidsskud. Den lander få meter fra mig, og det er en nem apportering. Vi er i gang, Emma og jeg.
Emma klar til større udfordringer.
Anstand
Jeg sætter mig i et bredt levende hegn på et sted, hvor duerne gerne vil lande, inden de går ned i majsen 50 meter længere ude på marken. Jeg har ryggen mod vest, og duerne kommer derfor normalt ind forfra og byder på ret lette skud. Men i dag er det nærmere en kold østenvind, der blæser, så de kommer bagfra eller langs med hegnet og slår sig ned. Det giver ikke meget varsel, men langt vanskeligere og sjovere skud.
En enkelt fugl kommer ind bagfra og tager en lille runde over mig, inden jeg skyder forbi og sender den videre til et andet majsstykke. Et øjeblik senere kommer en anden ind på næsten samme måde, og den får jeg skudt, da den er på vej til at sætte sig i et træ. Endnu en nem apport for Emma.
Lokkeduer i sensommeren i gamle dage….
Hurra-jagt
Så kommer der en længere pause, og mens kulden langsomt kryber ind på mig, går mine tanker tilbage til min ungdom, hvor vi skød duer i rugmarkerne. Det var, mens duerne kunne skydes i august, og det var tider. Ikke noget med at sidde med fødderne i sne ved siden af en frysende hund.
De sværmede om os og landede især de steder, hvor rugen havde lagt sig ned. Det var altid små flokke, fem-ti stykker og ikke som nu, hvor flokkene består af hundredvis af duer. Det var ikke så nemt at gemme sig i den liggende rug, hvorfor min bror opfandt en jagtform, som jeg aldrig senere er stødt på, nemlig ”hurra-jagt”. Han gemte sig 50 meter fra det sted, hvor duerne landede, og ventede indtil en passende flok var i gang med at æde. Så rejste han sig og løb fremad med høje knæløftninger, så hurtigt han kunne, mens han råbte ”hurra, hurra, hurra” så højt, han kunne. Synet af en fremadstormende ung mand med geværet i klarstilling og det samtidige chok, som de høje råb medførte, fik duerne til at tøve netop så længe, at brormand kunne komme ind på nogenlunde skudhold, inden de lettede. Det gik ikke hver gang, men oftere end man skulle tro. Jeg prøvede den specielle jagtform ved forskellige lejligheder og ligeledes med overvejende succes.
Ny placering
En lille flok sætter sig over mig, uden at jeg så dem komme. De fungerer godt som lokkere, men det nytter ikke noget at få fugle ind lige præcis der. Jeg rejser mig, men intet sker. Så råber jeg naturligvis bare ”hurra”, og de flyver ud til alle sider. En enkelt går fremad og dør i et bagskud, som giver Emma en lidt længere apportering at varme sig på.
Der kommer nu konstant fugle ind, men stik bagfra, og nu lander de oftest i træerne rundt om mig uden at give en chance fra sig. Med kulden forsvinder jo en vis del af ens koncentration. Det dur ikke på det her sted med den vindretning, så jeg flytter mig til et andet stykke med uhøstet majs længere borte. Da jeg kommer tættere på, letter vel et sted mellem 200 og 300 duer fra majsene. Det var nok her, jeg skulle have sat mig fra starten. Jeg får et par overflyvere, inden den store flok er spredt for alle vinde.
Det sidste skud
Jeg får mig placeret nogenlunde i skjul i et læhegn. Emma kigger frustreret op på mig: ”skulle vi ikke hellere drive de majs af for fasaner”, tænker hun nok. To duer kommer forfra og lige ind mod mig. En god chance, men jeg får kun den ene.
Emma sidder og ryster af kulde nu, og vi lader duer være duer. 13 skud har jeg brugt, og det er lidt i den tunge ende for 6 fugle, men det letter lidt på statistikken, da Emma får stand for en kok på vej hjem. Så blev der da også lidt sjov til hende.
