TEKST: ASBJØRN HELLESØE-JENSEN. FOTO: ASBJØRN HELLESØE-JENSEN.
Tidligere har vi været omkring nogle forskellige flerårige vildtafgrøder, og mens den danske bukkejagt klinger ud, er det interessant også at se nærmere på de grøntfødeproducerende vildtagre, som særligt råvildtet, men også mange af vores øvrige vildtarter sætter stor pris på.
En fryd for øjet
De grønne vildtagre minder mere eller mindre om en naturlig eng eller et overdrev og er nok den allermest fleksible form for vildtagre. Her er der virkelig mulighed for at eksperimentere og sætte sit eget præg på vildtageren. Min egen tommelfingerregel – som også har inspireret til overskriften – er, at sådanne vildtagre skal ligne en dyr skål salat, man får serveret på en restaurant i den bedre ende. Der skal være en masse forskelligt grønt, og det skal se lækkert og indbydende ud, også for det menneskelige øje!
I denne artikel vil jeg gennemgå nogle af de forskellige afgrøder, som jeg selv har erfaret er anvendelige i salatskålen. Men lad dig endelig ikke begrænse – der er intet, der tyder på, at en vildtager ikke bliver endnu bedre af, at der bliver tilføjet endnu flere forskellige urter. Og harerne vil med garanti også sætte pris på et rigt udvalg af forskellige salatskåls-arter. Prøv for eksempel dild og persille – så kan du også plukke en spiselig buket med hjem til køkkenet.
Fælles for de fleste af de urter, der anvendes, er, at de også er attraktive for insekter, som jo bekendt er vigtige for hønsefuglenes yngel. En kærkommen bivirkning ved at have mange små enge på terrænet kan derfor også være, at hønsefuglenes ynglesucces øges betragteligt. Derudover sætter harer også stor pris på et varieret udbud af grønt.
Næringsindhold
De større hjortevildtarter – hovedsageligt kronvildt og dåvildt – er relativt taknemmelige. Her er det mest af alt mængden og kvaliteten, det handler om. Kvalitet i denne forbindelse skal forstås som næringsindholdet. Vildtageren skal helst være velnæret, for at vildtet ikke foretrækker landbrugsafgrøder. Til det større hjortevildt vil en standard kløver-græs-blanding, der er tilpasset jordbundsforholdene, være ganske udmærket at anvende.
Råvildt
Hvad angår råvildtet, forholder det sig anderledes. Som bekendt lever råvildtet solitært – hver for sig – og æder et bredt sammensat udvalg af fødeemner. Det betyder, at vildtagre til råvildt ikke nødvendigvis skal være store – nærmere tværtimod bør der hellere være mange små spredt på terrænnet. De kan placeres meget spredt og kan være ret smalle. Det betyder, at mange småarealer, som f.eks. skovspor, skyggefulde kanter langs skove og læhegn, våde eller tørre arealer i skoven, kiler i marker ved f.eks. vindmøller, mergelgrave og lignende arealer kan komme i spil.
Der er lavet en del studier af råvildtets fødevalg, hvorudfra man kan konkludere, at ikke alene har råvildtet som art et meget bredt sammensat fødevalg. Fødevalget varierer også meget fra lokalitet til lokalitet og sågar fra individ til individ. To stykker råvildt, der lever i samme område, kan således vælge komplet forskellig føde. Det må man som vildtplejer forholde sig til og sørge for, at der er et bredt udvalg af fødeemner tilgængeligt hele året rundt.
Der findes færdige frøblandinger til råvildt, men i langt de fleste tilfælde vil man kunne få et bedre resultat, hvis man selv sammensætter sin frøblanding, så den matcher vækstforholdene på arealet. Og så er det også meget sjovere.
Der er selvsagt forskel på, hvilke arter der trives på tør og våd bund, på næringsholdig eller næringsfattig jord og så videre, hvilket man bør tage højde for, når man vælger forskellige græsser og urter til blandingen.
Anlæg
De grønne vildtagre kan anlægges fra tidligt forår til hen på efteråret. Afhængig af årstid kan den mest fordelagtige metode dog variere.
Hvad såbeddet angår, er det – som altid – vigtigt, at det er velforberedt. Det vil sige renset for ukrudt enten kemisk eller mekanisk og pløjet og harvet eller fræset, så jorden har en god krummestruktur, der pakker tilpas om frøene og sikrer, at de ikke tørrer ud. Man kan endda argumentere for, at de indledende øvelser er endnu vigtigere ved denne type vildtager, da de ofte kan ligge i 2-4 år – måske endnu længere – inden behovet for at få dem lagt om melder sig.
Derudover skal arealet være så tilpas plant, at man kan slå det med den maskine, der er til rådighed, og generelt kan man sige, at jo tættere der kan slås, des bedre bliver arealet. Det kan altså godt svare sig at bruge lidt ekstra tid her. Eventuelt kan arealet harves adskillige gange hen over sommeren for at bekæmpe rodukrudt, hvorefter arealet tilsås i sensommeren eller først på efteråret.
Frø af græs og urter er generelt meget små, så sådybden er begrænset til 0,5-1 cm. Ofte vil det være udmærket at sprede frøene oven på jorden, hvis blot man tromler efterfølgende, så man sikrer jordkontakten. En gittertromle, ringtromle eller lignende er udemærket til dette.
Ved såning i foråret kan kløvergræsblandingerne sås alene, da de har en lang vækstsæson foran sig, hvor de når at vokse godt til. Ved etablering sommer og efterår vil det være en fordel at etablere blandingerne som udlæg i en tyndt sået dækafgrøde. Sidst på vinteren eller først på foråret pudses dækafgrøden ned, så udlægget får plads. Afpudsning skal selvfølgelig ske, inden jordrugende fugle finder på at begynde at bygge reder på arealet.
Som dækafgrøde er der mange muligheder. Hovedsagen er, at det er en relativ nøjsom og lysåben afgrøde, man vælger. Det vil sige, at forskellige typer kål og lignende ikke er ideelle. Boghvede, havre, lupin, rug og lignende er derimod meget anvendelige. Især har jeg selv fået fidus til sort havre, som vildtet sætter stor pris på, fordi næringsindholdet er bedre end i den almindelige gule havre. Udsædsmængden bør være omtrent halvdelen af den anbefalede udsædsmængde i renbestand. Dertil bør man også korrigere udsædsmængden af kløvergræsblandingen, så man også her anvender mellem halvdelen og to tredjedele af den anbefalede udsædsmængde.
Græsser
Hvad angår græs, udgør det ikke en særlig stor bestanddel af råvildtets føde, men det kan dog sagtens give mening at have en ret stor andel græs i vildtagrene alligevel. Dette dels for at give føde til alle de andre vildtarter, der gerne æder græs – harer, dåvildt, kronvildt med flere – dels fordi græs gør arealerne mere slidstærke i forhold til forskellige former for færdsel.
Hvilke græsser, man vælger, bør afhænge af vækstforholdene på arealet. De dur alle i en eller anden udstrækning, men man får et langt bedre resultat, hvis man vælger arter, der trives frem for arter, der vantrives. Derudover bør man ikke vælge græsser, der danner alt for kraftige tuer – som eksempelvis hundegræs.
En obligatorisk græsart er dog rødsvingel og gerne en sort, der har godt med udløbere – en såkaldt plænetype. Af andre velegnede græsser kan nævnes almindelig rajgræs, engsvingel, strandsvingel og engrapgræs.
Urterne
Hvad urter angår, må tommelfingerreglen være, at jo større variation jo bedre. Man bør dog være opmærksom på kun at bruge små mængder af dem hver i sær, da nogle af dem ellers kan have tendens til at blive for dominerende.
Hvidkløver – Trifolium repens
Hvidkløver er en rigtig god plante i blandinger og er relativt fordringsløs med hensyn til vækstbetingelser. Selvom undersøgelser af råvildts vomindhold har vist, at der egentlig ikke er ret mange dyr, der æder ret meget hvidkløver, så har den alligevel sin berettigelse ud fra idéen om, at nogle få individer måske æder rigtig meget af det. Hvidkløver er meget proteinholdig og står fint og grønt hele vinteren, hvilket i sig selv også giver berettigelse. Mange andre vildtarter æder også hvidkløver – for eksempel harer og i særdeleshed agerhøns på de årstider, hvor der ikke er megen frøføde at finde.
Hvidkløver er – ligesom andre kløverarter – kvælstoffikserende, hvilket kan nedsætte behovet for at gøde vildtageren samlet set. Gødes der omvendt kraftigt, må det forventes, at kløverandelen i vildtageren bliver mindre end tiltænkt, da græsset herved får en konkurrencefordel.
Sortsmæssigt er der et relativt stort udvalg af hvidkløver, og her bør man gå efter småbladede og mindre kraftigt voksende sorter, da man jo ikke skal kunne skårlægge og presse hvidkløveren i baller, når det drejer sig om vildtpleje. De helt små mikrokløver-sorter er særligt gode til vildtagre.
Lucerne – Medicago sativa
Lucerne er en virkelig god foderplante, som man bør have med i vildtagrene i et eller andet omfang. Lucerne har et meget dybtgående rodnet, som kan suge vand og næringsstoffer op langt nedefra. I en tør sommer, som vi havde i 2018, står lucernen derfor alligevel og strutter.
Lucerne tåler ikke alt for voldsom afgræsning, så hvis man har meget dåvildt og/eller kronvildt på terrænet, må man enten sørge for at have rigeligt med lucerne, så det ikke græsses helt i bund, eller undlade at anvende lucerne.
Rødkløver – Trifolium pratense
Rødkløver er en mere kraftigtvoksende kløverart, der har en ganske udmærket fødeværdi for vildtet. Andelen af rødkløver bør ikke være alt for stor, da man blot risikerer, at rødkløveren bliver for dominerende.
Almindelig kællingetand – Lotus corniculatus
En meget flot lille plante med gule blomster, der klarer sig godt på tør jord og under næringsfattige forhold. Råvildt og harer æder den gerne, og insekterne har også stor glæde af den.
Cikorie – Cichorium intybus
Min personlige favorit til både råvildt og harer. Cikorie er to-årig, hvilket vil sige, at den det første år danner en bladroset, der minder meget om en mælkebøtte, blot mere oprejst og med større blade. Andet år skyder der en høj stilk op, som blomstrer med fine blå blomster. Planten har en lang pælerod, hvilket betyder, at den klarer sig godt i tørke og generelt under tørre forhold.
Cikorie har et højt indhold af blandt andet inulin, der fra landbruget er kendt for at have en gavnlig effekt i forhold til parasitter i dyrenes indvolde. Om denne effekt også er til stede hos vildtet, er vidst endnu ikke undersøgt, men det skader nok ikke, og vildtet æder planten med stort velbehag.
Nogle steder bides cikorie så hårdt, at andet-års planterne ikke bliver ret høje og kraftige, men andet-års cikorie i renbestand kan også give udmærket vinterdækning til fasaner, og er dermed – efter min mening – en af de mest alsidige og undervurderede vildtafgrøder.
Kommen – Carum carvi
Kommen er en to-årig urt – og ja, det er den, du kender fra osten. Det er en ret god plante at blande i kløvergræsmarkerne. Kommen menes at modvirke trommesyge hos køer og stimulerer derudover ædelysten. Begge dele er egenskaber, som er meget fornuftige – også hvad vildtet angår.
Andet år blomstrer kommenplanterne med store hvide skærme, hvis ikke arealet bliver slået. Blomsterne søges flittigt af insekter, og nogle uslåede områder på en eng med kommen ser godt ud.
Bibernelle – Sanguisorba minor
Bibernelle er en meget overset art i denne sammenhæng. Det er en pudsigt udseende plante, som oprindelig er indført til landet som lægemiddel. Den trives godt på let og tør jord og er kendt for blandt andet at modvirke diarré hos får – en egenskab som ikke er påvist hos vildt, men som man umiddelbar må antage også gælder her.
Røllike – Achillea millefolium
Undersøgelser af råvildtets fødevalg har vist, at rigtig mange dyr har røllike på menukortet. Uden for mit stuevindue ligger en eng, hvor der også er en hel del røllike, så jeg har også ved selvsyn kunnet konstatere, at råvildtet gerne æder røllike. Røllike siges at være blodtrykssænkende, febernedsættende og stimulerende på fordøjelsen.
Røllike trives på de fleste jorder og har som mange af de andre urter også smukke blomster, som insekter og sommerfugle gerne trækker på. Og så er den i øvrigt udmærket som snapseurt…
Sneglebælg – Medicago lupulina
Sneglebælg er en fin lille plante med små, uanseelige gule blomster. Senere får den de frøkapsler – eller bælge – der har givet den navnet. Bælgene er nemlig spiralformede, lidt som et sneglehus.
Væksten er krybende, og den er rigtig god til at vokse sammen med andre planter uden at blive for dominerende. Den kan derfor sniges ind de fleste steder.
Lancetbladet Vejbred – Plantago lanceolata
Vejbred er normalt at betragte som ukrudt, men i begrænsede mængder er det en rigtig fin plante at have i sine vildtagre. Bladene ædes meget gerne, hvorimod det er mit indtryk, at blomsterne får lov at være i fred.
Mælkebøtte – Taraxacum officinale
Frygteligt ukrudt, men også god foder- og insektplante. Derudover er mælkebøtterne noget af det første, der for alvor begynder at gro om foråret. Mælkebøtter kan – som det nok er de fleste bekendt – gro overalt, så trivslen bør man ikke bekymre sig om. Omvendt bør andelen af mælkebøtter ikke være alt for stor, da de i så fald nemt vil blive for dominerende. Frøene burde være nemme at få fat på ude i naturen, hvis ikke de da ligefrem kommer flyvende af sig selv.
Alle de andre…
Ovenstående arter er at betragte som forslag – der findes mange flere. Så gå endelig i gang med selv at konstruere noget spændende. Tænk blot over, at det ikke må være alt for dominerende planter, og det er fint, hvis de er flerårige og kan tåle at blive slået – solsikke, kål og lignende dur altså ikke. Men hvad med purløg (Allium schoenoprasum), dild (Anethum graveolens), vild gulerod (Daucus carota) eller ranunkel (Ranunculus repens)? Der er masser af muligheder for at lave spændende og varierede vildtagre.
