FOTO MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT SAMT WILDMEDIA/SHUTTERSTOCK
Kønsbestemmelse
De fleste jægere er ofte så opsatte på at nedlægge vildsvin, at de sjældent får lejlighed til at observere dem i længere tid. Hvis man sidder på anstand om foråret eller på sommerdage, kan man jo i timevis observere det øvrige vildt som for eksempel råvildt, dåvildt og elg, der ikke er jagtbart, og derved lære sig dyrenes kendetegn og bevægelsesmønstre. Denne erfaring er meget vigtig til arts-, køns-, og aldersbestemmelse under dårlige forhold, eller når det går stærkt. Det samme er sjældent tilfældet med vildsvin, da der stort set altid er jagttid på de vildsvin, der kommer for, og da man de fleste steder vil skyde flest mulige vildsvin. Det har selvfølgelig sine gode grunde, da man aldrig ved, om man får en chance til, selvom det sikkert ville være tilfældet. Derfor får man utilsigtet ikke altid lige så stor erfaring i observation af vildsvin som af andre vildtarter.
Så her er, hvad der er godt at vide…
Et fuldvoksent vildsvin i Sverige bliver omkring en meter over skulderen og omkring halvanden meter langt. Soen kan nå en vægt på mellem 100 og 150 kilo, mens ornerne kan veje op til 200 kilo og endda mere. Dyr i to-tre års-alderen vejer de 100 kilo, mens årsunger ligger på omkring 40-65 kilo.
Det er vanskeligt at afgøre kønnet på et enligt vildsvin i terrænet, hvis ikke forholdene er gunstige. Hvis de optræder i rotter, er det noget nemmere. Det sikreste kendetegn er penslen, en hårtot omkring penis, der fremtræder hos ornerne allerede fra en tidlig alder. Tit kan man også se pattevorterne på grisene. Særligt de unge dyr kan dog være svære at adskille i køn. Vinterpels udligner derudover kønsforskellene.
Soen har et længere og mere smalt kranium end ornen. I profil er næseryggen stort set lige, hvilket giver et spidst udtryk. Ornen har ofte en bule over hjørnetænderne og en mere opretstående pande.
Soen har en tøndeformet krop, mens ornen har en pukkel over ryggen og et forholdsvist lille bagparti. Ornen fremstår generelt mere maskulin, ikke mindst med hjørnetænder, som for alvor træder frem, når den er over fem år. Nogle søer har lyse pletter omkring trynen, der til forveksling kan ligne hjørnetænder på afstand.
Det kræver erfaring og mange timers observationer at kunne bestemme køn på enlige dyr og individer i en rotte af dyr på samme størrelse. I rotterne, der består af familiegrupper, kan man ofte hurtigt udse sig førersoen, de ældre tanter og de unge dyr. Man kan måske ikke kønsbestemme de unge dyr, men man kan roligt afgive skud til et af dem.
Vildsvin skifter om efteråret fra en tynd sommerpels til den tykke vinterpels, der består af både underuld og pels samt længere stride børster. Slagtevægten for alle dyr er omkring 50% af dyrets levende vægt, da både hovedet og skindet er forholdsvist tungt.
Forplantning
Vildsvin får store kuld, og de bliver hurtigt kønsmodne. Under gunstige forhold kan en gris blive kønsmoden allerede efter otte måneder. Hvis hunnen er født tidligt på året og er i god stand fodermæssigt, kan hun være klar til brunsten i november og december, selvom hun kun vejer 30-40 kilo.
De fleste grislinger kommer til verden i den første del af året – særligt mellem marts og maj, men der bliver stadigt oftere observeret smågrise hele året rundt. Soen finder enten et tørt og fredeligt sted at fare eller bygger en såkaldt kedel, hvor hun og ungerne kan holde sig lune og trygge i den første tid. Kedlen er typisk placeret under et grantræ og er foret og overdækket med græs, tørre blade og lignende. Ungerne er små ved fødslen og afhængige af både varme og soens mælk de første uger. Afvænning sker efter 14-17 uger, hvorefter grislingerne æder varieret fast føde, men de er stadig er afhængige af soen og følger hende tæt.
Grislingerne er godt camouflerede med deres brune og gule længdestriber. Striberne blegner dog efterhånden, og omkring halvårs alderen er grisene overvejende brune. Farven er lysere end hos de ældre svin, der kan blive næsten helt sorte.
Soen holder sig for sig selv, når hun har helt små grise, men allerede efter en måneds tid slutter hun sig til en rotte med andre voksne søer og grise i forskellige aldre. Fra grisene er helt små, indgår de i den daglige markering af og kamp om hierarkiet i rotten. Det kan være ganske underholdende at følge en rotte vildsvin, der fouragerer, for der opstår med jævne mellemrum stridigheder imellem individerne. Det kan være alt fra små puf og irriteret grynten til decideret voldsomme og højlydte slagsmål.
Ornernes kampe om magten og retten til søerne går bestemt heller ikke stille for sig. Kampene ser voldsomme ud, men for det meste spiller ornerne op over for hinanden i forsøget på at skræmme modstanderen bort. De har endvidere et tykt brusklag under huden på forkroppen, der giver god beskyttelse mod modstanderens hjørnetænder, og gamle orner kan være helt arrede efter sådanne kampe.
Under brunsten gjalder deres grisehyl vidt omkring. Brunsten foregår ikke på samme måde som hos for eksempel hjortevildtet, der afvikler brunsten på bestemte og afgrænsede tidspunkter på året. I princippet kan søerne blive drægtige året rundt, så brunsten er mere dynamisk hos vildsvin.
Bevægelsesmønstre i terrænet
Vildsvin kan tilpasse sig stort set alle habitater, men trives bedst i et mosaiklandskab med skove og krat vekslende med marker, enge og vådområder.
Vildsvinet er aktivt seks til otte timer i døgnet, men mest om natten. Nogle vandrer over store afstande, mens andre holder sig på ganske få hektar. I gennemsnit bevæger et vildsvin sig syv kilometer hver nat over et område, som kan være på op til 100 hektar. Der er dog meget stor variation i dette, og nogle bevæger sig jævnligt over større afstande. Dyrene kan flytte sig langt mellem hvilepladser og fourageringsområder, så selvom der står grise på markerne i nattens løb, skal man ikke regne med at kunne møde svin i den omkringliggende skov dagen efter på drivjagt.
Præcis som kronvildt er vildsvin følsomme over for jagtlig intensitet. Under jagt med hund kan vildsvin søge op mod 20 km væk og forblive i de nye områder i flere uger.
Mange lodsejere og jægere er vant til at kunne følge deres egen råbuk, som holder sig i samme område over sæsonen eller endda over flere år. Dette kan man vanskeligt gøre med vildsvin, da deres bevægelsesmønstre er helt anderledes uforudsigelige og strækker sig over langt større arealer.
Bestandens udvikling
Vildsvinet er naturligt forekommende i Sverige, men blev ligesom herhjemme fuldstændig udryddet. De sidste rene stammer af vildsvin forsvandt formentligt i 16-1700-tallet, da der skete opblandinger med tamsvin, der blev drevet omkring i skovene for at fouragere på olden. Særligt på Øland holdt vildsvinene ud længe, mens de på fastlandet måske allerede forsvandt i Vikingetiden. I løbet af 1900-tallet begyndte de at optræde under hegn, og siden midten af 1970’erne blev der opbygget fritlevende bestande fra vildsvin, der var undsluppet. De første bestande etablerede sig syd for Stockholm og i det østlige Skåne. Rigsdagen vedtog i 1980, at vildsvinet var uønsket i den svenske natur med undtagelse af en lille bestand ved Stockholm, som man ønskede til forskning. Bestandene forsvandt dog ikke, men øgedes i stedet for, og i 1988 vedtog Rigsdagen at lade dyrene leve med den begrundelse, at arten var naturligt hjemmehørende. Vildsvinet er nu vidt udbredt i hele den sydlige halvdel af Sverige til omkring nord for Stockholm. Der forekommer dog strejfere langt nord herfor, men snedybden om vinteren og den manglende fødemængde udgør nordgrænsen i udbredelsesområdet. Vildsvinet er hæmmet af sine lave ben i dyb sne, hvor elgen med sine lange ben til gengæld har en fordel i de lange vintre med dyb sne.
I løbet af nullerne voksede bestanden af vildsvin til at kunne jages med en mindre top omkring 2010. Derefter fulgte en stagnation, hvorefter bestanden nærmest eksploderede i 2012 og 2013, hvor der blev set og nedlagt rekordmange grise. Derefter har bestanden stabiliseret sig på et lavere niveau. Der er løbende blevet givet tilladelser til flere og flere hjælpemidler til jagten for at mindske de skader, vildsvinene skaber for landbruget. Fra 2019 blev det tilladt at jage med natkikkert og termisk kikkert. Det kan være en af grundene til, at
at jagtudbyttet i Sverige i 2020/2021 nåede helt op på 158.000 dyr sammenlignet med de 112.000 nedlagte dyr to år før.
Det er nødvendigt at holde bestanden nede. Bare én mild vinter med rigeligt føde og en tilbagelænet jagtindsats kan gøre, at bestanden i et område eksploderer. I særligt gode år kan bestandstilvæksten være op mod 200 %, og hvis en hård vinter eller jagt ikke begrænser dette efterfølgende, kan bestanden stige eksplosivt.
I takt med bestandsudviklingen er antallet af trafikulykker forårsaget af vildsvin også øget. Dyrene lærer hurtigt at undgå de mest trafikerede veje, men på grund af deres store aktivitetsområder, må de ofte krydse veje for at nå fra hvilepladserne til fourageringsområderne. De fleste trafikulykker sker i vintermånederne.
